Søg i 1300 opslag:

05/11/2023

Ugens vine: alt fra billig australier til ædel Eiswein

Ugens vine er i denne uge udvidet med MegaVin, som fra Århus sælger vin til hele landet. Med en Eiswein, god Montepulciano og klassisk Bordeaux gør de ugens liste rigtig spændende i denne uge! 


MegaVin er også en Kvickly, så den kan lige komme med i denne liste over de bedste køb i supermarkederne.   
    Uden Megavin ville listen være lidt tynd i denne uge, hvor alle tilbud fra discount kæderne blev valgt fra. Hverken Rema1000, Netto eller Lidl havde topøb, mens Coop365 (med endnu en Irma vin) i sidste øjeblik blev valgt fra. 
     Jeg tror, du får let ved at finde dine favoritter i denne uge. Her er fløjlsbløde rødvine og aristokrater, elegant tør hvidvin og en unik sød hvid -selv en god crémant er der plads til -til blot 50 kr! 
    Måske dominerer Sydamerika lidt, men der er også superb vin fra Sydafrika og topkøb fra New Zealand, mens Australien og Moldova står for dagligvin sammen med Chile og Italien. 
    Føtex og Bilka leverer 6 vine lige som Coop (Superbrugsen og Kvickly), som dog kan føje 5 tilbud fra MegaVin (endnu en Kvickly) til. Der blev plads til en flot Rioja fra Meny i denne uge. 

    I alt er vurderet 207 tilbud fra de førende supermarkedskæder i Danmark.  Alle vine er tappet nær grostedet, om andet ikke er nævnt. 

uge45/2023

4 vinkøb under 50,-

Banrock Station Reserve rød/hvid, kr/fl v 6: 31,50

6 fl: 189, rød shiraz-cabernet, hvid verdelho-chardonnay, Australien (tappet i England)

Bedste KØB + ** (2/5), Bilka, indtil torsdag 9.november

Kedelig vin i længden, men svære at slå til 31,50! Rød cabernet + shiraz er mørk, kraftig, frugtig, krydret, ikke helt tør (6 g/l). Hvid er lidt sjovere -på druen chardonnay (trist) + verdelho (Madeira-drue) giver en intens aroma, som takket være lidt syre sikrer friskhed. 
      Banrock Station er en af Australiens største vinmarker -dækker 1800 hektar i en blok, hvoraf 600 er plantet med vin. 

Dream pinot noir/riesling/rosé, Moldova... 35,-

*** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 9.november (tappet i Danmark)

Vinene er fra Moldova, i fredstid blot en times kørsel fra vingården Shabo i Ukraine. Vinene fra Moldova har (haft) fint gammelt ry. Vinene er tappet i Danmark og burde være helt ok, ikke mindst den hvide riesling, som har lille sødme og frisk syre (5* fra Rydberg  Ekstrabladet). Den røde pinot noir får 3* af Rydberg i Ekstrabladet: "Simpel frugtig pinot noir med sødmefuld rød frugt og krydderier. Kort i smagen med en let tørhed". 

Montgras "Quatro" rød/hvid... 45,-

Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 9.november

Quatro er (som navnet antyder) er et mix af 4 druer. Første årgang af vinen var 1998, og vinen er bedre end nogensinde. Vinen var selv til 55 (i Bilka i oktober) tæt på topkøb.   
     Rødvin på 80% (cabernet sauvignon, carménère og malbec) + 20% syrah. Mørk, kraftig, blød, åben frugt i næsen. Nye år har fået meget ros (2021 91p, 2020 90p/Descorchados). 
    Den hvide er næsten bedre, 50% chardonnay suppleres med viognier,  sémillon og lidt sauvignon fra det kølige Leyda. Tør, frisk, meget fin aroma -en herlig vin alene eller med mad.

Nestore Bosco Montepulciano d'Abruzzo, kr/fl v 6: 49,95 

Bedste KØB + **** (4/5)MegaVin.dk, indtil søndag 12/11
2020. Vinene fra Abruzzo har ofte solid fylde, karakter og fast afrundet eftersmag. Huset ligger lige, hvor det skal, og 3 år er en perfekt alder til denne type vin. 2020 oplyses at have fået 92p/JamesSuckling, ret utroligt. Men topkøb til prisen. 

7 vinkøb 50-70,-

Trapiche "Medalla" rød/hvid... 50,-

Malbec Maipu 2019/20, chardonnay 2021/22 Uco, Mendoza Argentina

Bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 9.november


Trapiche's basisvin er uskadelige, Oak Cask er markant bedre, "Pure" endnu en tand op. Tæt på toppen fås 
Medalla, som laves i ret små mængder for Trapiche, som tapper 100.000 flasker. Hver dag! 50 er en virkelig pris, når den er topkøb i Føtex til 69. 
      Malbec har lidt eg, men er især flot i sin frugt, kraftig og pænt lang, og dejlig allerede. 2019 fik 91p/WineEnthusiast, Aktuelle årgange er nok 2020, som sikkert er lige så god. Druer fra Maipu, 
    Den hvide chardonnay 2019 fik  92p/Parker, mens 2020 og 21 fik 91p/100 af lokale Descorchados. Ikke helt i top, men ufatteligt flot vin til 50! Druerne er fra det højt liggende Uco. 

Crémant Calvet, Brut/rosé... 50,-
Bordeaux rosé eller hvid, brut (tør)

Bedste KØB + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 9.november

Etiketten er flot for en basis-cremant -og prisen er i bund. Samme afsender (og nok også vin) som Netto's Alexis Lichine (på "tilbud" til 65) og Louis Bresson (ca. 70 i Meny).  
    Vinen laves på Champagne-metoden, men er lavet på Bordeaux-druer, typisk rød cabernet og hvid semillon. Den hvide har en ren duft uden større karakter, men er frisk og appetitvækkende. Brut er ikke specielt tør. Den tørre rosé er nok bedre, men ikke smagt. 5* i BT. 

Spier "First Stone", kr/fl v.6: 66,50*

6 fl: 399*, Stellenbosch, *: kan mixes i kasse med Tosalet, Diablo og Epicuro-Z/16%
bedste KØB + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil søndag 31.12.

En af de rigtig gode vine fra Spier, som er tappet på vingården (her er prisen 127 kr + moms!). Den koster over 200 kr syd for grænsen! 
     Kommer fra selve Stellenbosch, dvs ret køligt klima. 60% merlot, 40% cabernet fra 15-17 årige vinstokke. Lagret i franske egefade (55% nye) i 15 måneder. 
      En civiliseret vin i californisk stil med indbydende bouquet, middel fylde (trods 14,7% alkohol), men stærk, pænt lang -den vil gøre rigtig mange mennesker glade. Kan gemmes et par år, men bliver næppe bedre.

Tosalet, Priorat "Vinyes Velles", kr/fl v 6: 66,50

6 fl: 399, kan mixes med Diablo, Spier First Stone og Epicuro Z-16%
**** (4/5), Superbrugsen, Kvickly, indtil søndag 31.12.

Ung (2020/21) moderne stil. Meget lig en blødere udgave af stærk SydrhôneIndbydende krydret duft + lidt mineraler, urter og frugt, der hindrer vinen i at blive kedelig. Vinen slutter med blød syre. 2020 med 90p/Guía Peñin. 
      Priorat syd for Barcelona er et afsides og næsten mytisk goldt område opkaldt efter et kloster, som blev opført på et sted, hvor en gedehyrde mente at have set en trappe op til Gud ("Scala Deï"). Området er helt afskåret af høje klipper fra resten af Katalonien og har et tørt og ekstremt klima. I dag er Priorat det dyreste og mest mondæne område i Katalonien  (2000+ kr for l'Emita).   

Emiliana "Signos", Single Vineyard... 69,- 

pinot noir (og måske cabernet) eller hvid chardonnay-roussanne, øko +  biodynamisk, Chile

Bedste KØB + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil søndag 31.12.

Pinot noir fra "Rincón" ved Valparaiso nær det kolde Stillehav, et klima, som kan give pinot så god som New Zealand og Oregon -men til priser, så vi kan være med! Den aktuelle 2021 fik 93p/JamesSuckling samt 5* af Rydberg i SpritNyt med ordene: "En del urtede noter i duften. Saftig og let i udtrykket med jordbær, hindbær og strejf vanilje. Imødekommende og næsten som saftevand på den gode måde."

    Den hvide er blend af chardonnay og unikke roussanne fra Rhone. En fyldig men ganske frisk vin med overdådig frugt. 2021 fik 92p/JamesSuckling og 5* af Rydberg.

    Måske også Cabernet fra "Morros" marken i Maipo nær Santiago. 2018 fik 93p/Descorchados, 5* af Rydberg i EB og 17p/20 af Oldenburg.

Yealands Reserve sauvignon blanc... 69,-

**** (4/5)Superbrugsen og Kvickly, indtil søndag 31.december

En af de bedste sauvignon'er fra det fine Yealands, som skal komme fra Seaview i Marlborough. Til 69 svær at slå. 2021 har været valgt til bedste sauvignon på en række show og af det lokale NZ Herald. En vin med overdådig aroma af passionsfrugt, lime og krydderi, tør, fyldig, pænt lang -nydes nu for frugten. 
      Chefvinmager er i dag Natalie Christensen, som er tipoldebarn en dansker, som fulgte i grundlovsfader (senere biskop) Monrads fodspor efter nederlaget i 1864 og tog den lange rejse til New Zealand, hvor de grundlagde kolonien Dannevirke. 

Marea Leyda rød/hvid, kr/fl v 6: 69,95

2020 syrah, 2021 chardonnay, Chile, økologisk 
***** (5/5), MegaVin.dk, indtil søndag 12/11
Syrah 2020 har en helt anderledes intensitet og dyb de i smagen -og det skyldes ikke kun det kølige klima i Leyda nær Stillehavet! 2020 fik 93p/Descorchados, Den pålidelige Rydberg giver i Ekstrabladet 2020 5*: "Mørk intens vin drevet af sorte bær, lakrids, peber og vanilje. Flot koncentration men pakket ind af en fin syre. New World syrah som fungerer." 
      Den hvide chardonnay gærer med naturgær (udover økologien!) og gærer også i små egefade. Den er ikke så gumpetung som mange, men stadig til den bløde side og bør nydes ret ung. 2021 fik 92p/Descorchados, mens 2020 fik 5* i Ekstrabladet. 

5 vinkøb 70-99,95,-


Ramon Bilbao "Edicion Limitada"... 79,95 

**** (4/5), shop.Meny, indtil torsdag 9.november
2019 Rioja -mere moderne, men ikke bedre end Faustino længere nede. Ramon Bilbao fylder 100 år i 2024. 
      "Edicion" er en crianza fra særligt udvalgte fade (ca. 900, dvs. op mod 300.000 fl). Kold maceration og kølig gæring, 15 måneder i nyere fransk eg og ingen filtrering giver en meget frugtig vin med overdådig frugt, medium fylde og ganske lang afrundet smag. 
      Herlig ung, men god balance. Ren tempranillo fra skråninger omkring Haro. Ikke smagt, men kan se, at guiderne giver netop 2019 hhv. 93p (Atkin og Falstaff) og 92p/Peñin, men kun 88p/Spectator.  

Tour St Pierre, Grand Cru St Emilion, kr/fl v 6: 88,88

Bedste KØB + **** (4/5)MegaVin.dk, indtil søndag 12/11

2015. En god pris på klassisk Bordeaux i god årgang med fylde og bouquet, moden nu, men holdbar endnu 4-5 år. 80% merlot med lagring et år i små egefade. Vinen er dog næppe de 200 værd, som opgives som normalpris. Slottet er Grand Cru (uden Classé), som efter nogle år med udenlandsk ejer nu igen er fransk. 
    Men en sød historie om sprogforbistring: 2015 var "Gedens År" i Kina, så de bestilte 6000 fl. god St Emilion, som skulle have en ged trykt på etiketten. Ged hedder "chèvre" på fransk, men printeren læste det som "Lièvre" (hare), så den etiket kunne ikke bruges -ordren blev aflyst. Så nu kan du få den til både hare, vildt -ja måske endda en forloren en af slagsen! 

Faustino I Rioja Gran Reserva... 90,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 9.november

2011. Bilka var måske ikke glade for, at jeg nævnte deres tilbud på 119 på Faustino I, når samme vin stod til 99 i Brugsen. Nu kan vi alle være glade -for den fås i Bilka til 90 i denne uge (i Brugsen varer de 99 til nytår!).   
      Faustino I har en dyb farve med modne nuancer, en indbydende duft med god dybde og modent krydderi, ganske fyldig og lang med god modenhed, som man kan forvente efter 10-12 år. 2011 har fået 93p/Guía Peñin, mens 2010 fik 94p/WineEnthusiast og 90p/Tim Atkin. 

Cattin Alsace Grand Cru... 99,-

Riesling eller Pinot Gris Hatschbourg, Alsace Grand Cru

***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil søndag 31.december

De bedste skråninger i Alsace har titlen Grand Cru. En af de gode, men mindre (og mindre kendte) er Hatchbourg nær Éguisheim. 
    Jeg vil foretrække den tørre riesling (2021 var bedste køb hos Rydberg) og pinot gris (92p/WineEnthusiast) frem for tramineren's voldsomme rosenaroma, men mange vil være uenig med mig!  


Amarone Classico Righetti... 99,-

**** (4/5), Bilka, indtil torsdag 9.november

En amarone for begyndere, og det er rigeligt for mig! Frugtig og kraftig snarere end bred, rig, let sødlig frugt over en del syre. Mangler en god Amarones frugt og koncentration. Men er til alt held ikke sød (5,5 g/l). I top til en ekstremt lav pris for hus i regionen. 
      Righetti ligger midt i Classico området og ledes af 3. generation af familien Righetti. Her ligger også vingården, men druer købes ind til langt det meste af produktionen, som er koncentreret om ripasso og amarone. 

2 vinkøb over 100,-

Andert "Eiswein", kr/fl v 6/2: 111,11 

***** (5/5)MegaVin.dk, indtil søndag 12/11
37,5cl. - 2017 Østrig. En af de sjældne "isvine", hvor druerne skal høstes ved -7 grader. De frosne druer giver meget lidt væske, dvs.koncentration af sødme -og især- syre, der gør dem spændende. Denne kommer fra 9 hektar vingård på østsiden af Neusiedler See syd for Wien. Ikke smagt, men forventningerne er høje! 

Haut-Pauillac 2017, Pauillac, kr/fl v 6: 149,- 

**** (4/5)MegaVin.dk, indtil søndag 12/11
(i træ/6). Denne vin er måske bedste køb, selvom 2017 er en "lille" årgang. Ejer Peyronie laver superb vin i dag. Fra vingård tæt på Mouton (geografisk) og andre top-Crus! Vent en afrundet, fyldig vin med rig bouquet -måske lidt ung endnu- og lang, afrundet smag. Holdbar 3-4 år. 
    Oldefar var direktør for Lafite (mens hustruen havde lignende stilling for Mouton), da han i 1930erne købte Fonbadet.