Søg i 1200 opslag:

29/06/2020

Sådan bærer jeg mig ad med at anbefale 25-30 vine om ugen!

En læser har en lille kommentar:
      "Du må da godt nok have problemer med leveren med alle de vine, du smager. Jeg talte efter i sidste uge -over 30 vine blev kommenteret. Så... Hvordan har din lever det?", spørger Henrik R fra Hillerød.  


      Tak, leveren har det godt! Men måske antyder du ganske diskret, at du ikke er HELT overbevist om, at jeg har smagt alle de 30 vine, jeg omtaler hver uge... Simon R. fra København er inde på lidt af det samme i mail i april. Derfor:
      Nej, jeg har bestemt ikke smagt alle de vine, jeg omtaler. Og heller ikke alle de andre vine, jeg ikke nævner, fordi jeg vurderer, de ikke er gode køb. 
     Det ville nok skade min pung (penge!) mere end leveren, som har det lige så godt som pungen. I Vinkender profilen på pc opsummerer jeg metoden. Af uransagelige grunde er det gledet ud på telefonen, derfor:  

      Mine metoder: Flere gange om ugen scanner jeg supermarkederne (ved besøg, ved tilbudsaviser og webben) for at finde, hvad jeg opfatter som de bedste køb i vin.
     Kæderne har typisk mindst 200 tilbud hver uge på vin. Min opgave er at vurdere dem og vælge de 10 bedste tilbud ud til hvert indlæg til dig, kære læser! Dvs. ca. 30 vine om ugen. 

      Min baggrund er over 50 års erfaring med god vin. I rigtig mange år smagte jeg hvert år over 2000 forskellige vine (smagte, ikke drak!), og det giver en vis baggrund i at smage forskel. Oven i læste og læser jeg en masse om vin og rigtig mange rejser til vinregionerne for at snakke og smage.
      Samtidig scannede jeg hver dag vintilbud for at finde de vine, som vi ville smage -og måske købe! Præcis det samme jeg laver på min blog i dag! 
      Derfor er min blog anderledes end så mange andre -jeg kommer nok lidt mere rundt end andre, som typisk kun skriver om de vine, de får til smagning. Jeg har også andre vine med. 

      Jeg har gennem årene samlet en ganske pæn viden om vin. Jeg har over 1000 vinbøger på hylderne, de giver lidt ballast, som suppleres med adskillige timer på webben hver dag -samt sidst, men ikke mindst en masse smagninger (men ikke 200 vine/uge) -og det hele suppleres med meninger fra andre kritikere, hvis jeg skulle være i tvivl om en vin. Det er jeg sjældent. 
      Jeg siger ikke, at jeg aldrig tager fejl, men har nok færre fejl end de fleste...
      Håber det er svar nok. Til allersidst -tak for de mange rosende ord om bloggen! Og ja, jeg ville gerne skrive mere om Bourgogne og Barolo, men det er ikke mange gode, jeg har fundet (endnu). Der er (desværre) bedre køb at gøre i andre områder og lande! Og det glæder mig -deer er altid nye vine at opdage derude! 

25/06/2020

Lækker tysk riesling, god Rhône -og billig Rhône m.v.

"Hellere rose en vin for meget end for lidt", det er første, anden og tredie regel, når man skal sælge vin. Det ved jeg som gammel vinhandler! Men af og til løber superlativerne af med sælgeren, når Nemlig kalder Alain Jaume for "Rhône's ukronede vinkonge"


Det er store ord, især når man ser på ratings, som f.eks. Wine-Searcher eller Parker giver vinene. Jaume får ros for sin vin -men det er i reglen domæne vinen (Grand Veneur). 
Og der er ærligt talt ganske mange andre, som med lige så stor ret -og formentlig større ret- kan kalde sig "Rhones vinkonge". Vi nævner i flæng Barroche, Pegaü, Nerthe, Clos des Papes, Beaucastel, Bonneau -og i nord er vist også noget, der hedder  Chapoutier, Jaboulet, Chave og Guigal. 
      Vinene fra domænet Grand Veneur er gode 'Neuf-vine, men så heller ikke mere! Og disse vine kommer end ikke fra Grand Veneur, men fra andre marker, hvor Jaume køber druer eller vin. 
      Lige herunder er der Mosel fra Dr Thanisch, og at kalde ham for "Mosels vinkonge" er formentlig langt mere berettiget, men i Mosel vil rigtig mange helllere krone JJ Prüm, Haag, Egon Müller, Molitor, von Hövel og (mange) andre. 
Bedste vin: Grangette des Garrigues Vacqueyras, Dr Thanisch (begge vine), Brot + Butter Riesling. 
Bedste køb: Brot+Butter Riesling, Lidl Beaujolais Villages, Lidl Rhône.  

Vacqueyras "Grangette des Garrigues", v. 6 fl:  109,95

2017, ***** (5/5), Nemlig.com, indtil mandag 28. juni, normalt 159,95. 
Jeg foretrækker Coop's l'Oiselet (99) for denne, men stadig en absolut glimrende vin. Grangette ("den lille gård") ejes af familien Jaume, der bruger den til négoce-vine, dvs. druer eller vin købt udefra -deres bedste vine kommer fra eget 45 hektar gods. En solid kraftig vin, som er glimrende køb. 

Sommerhausen Riesling, "Brot+Butter", 100 cl, v. 6 fl:  75,- 

2018, ***** (5/5), Nemlig.com, indtil mandag 28. juni. Vi ser sjældent vin fra Franken, så derfor er denne vin så velkommen -Sommerhausen er en glimrende vinby nær Main floden i den køligere del af regionen, som groft sagt ligger til højre for Frankfurt. Ej smagt, men jeg kan lide den allerede!  Bemærk 100 cl = ca. 56 kr/75 cl. En meget rimelig pris. Vinen har frisk syre og meget ren aroma, ikke så aromatisk som f.eks. Mosel eller Alsace. 

Dr Thanisch Bernkasteler Riesling, v. 2 fl:  119,95

2019 Kabinett )tør) eller Feinherb (halvtør), **** (4/5), Nemlig.com, indtil mandag 28. juni. Der er noget magisk ved ordet Doctor Thanisch. De ejer hjertet af selve Doctor bjerget i Bernkastel, formentlig de dyreste kvadratmeter overhovedet i Tyskland! Denne er slet ikke så fin, men dog stadig ren riesling og fra billedskønne Bernkastel -og vinen er rigtig god. Foretrækker Feinherb med svag sødme frem for den helt tørre -men vinen er også ung (2019). Men det eer svært at forestille sig noget bedre end en klassisk riesling fra Mosel, som disse (måske også fordi jeg husker en vidunderlig Doctor feine Spätlese fra 1921, som var i god stand efter over 60 år! 

Guilhem "Chevalier Malviès" chardonnay, 6 fl. 299,70

49,95 v.6, normalt 89,95, 2018, **** (4/5), Nemlig.com, indtil mandag 28. juni
Sidste år kostede den samme vin 70 kr, nu er prisen 90, en helt vild pris -men meget godt i tråd med nemlig.com's strategi om mindre underskud år for år! Men til 49,95 (mod 42,50 sidste år) er den stadig  et godt køb. Nydelig lille aroma, tør, let -en herlig erstatning for de kedsommelige chardonnay'er man ofte ser. Fås også som sauvignon, formentlig også god. 
Noget bedre end den Maufoux chardonnay landvin, nemlig også tilbyder. 

Guilhem "Héritage", Malepère... 6 fl: 299,70

49,95 v.6, , 2018, *** (4/5), Nemlig.comindtil mandag 28. juni
Også denne vin skal være med til at barbere underskuddet i nemlig.com ned. Normalprisen her er også sat 20 kr op. Men vinen er rigeligt tilbudsprisen 49,95 værd. 
En rigtig udmærket rød af merlot og cabernet, sådan lidt Bordeaux i stil, blot med åben frugt og blødhed. Der er en snert eg i vinen, men det generer ikke!
 Foto: Familiens slot. Denne vin kommer fra familiens ejendom  i Languedoc, i Malepère lidt oppe i det relativt kølige bagland mellem den vidunderlige middelalderby Carcassonne og Limoux. 

2018 Côtes du Rhône, Lidl... 30,-

***** (5/5), Lidl, indtil lørdag 27. juni, normalpris 45. Faktisk en ganske udmærket Rhône, der som Beaujolais'en kun signalerer discount, men som sådan faktisk overrasker utroligt meget til prisen. God fylde, ren smag og frugt -nydes kælderkold til alt fra burgere til pasta og pizza. 

2018 Beaujolais-Villages... 40,-

***** (5/5), Lidl, indtil lørdag 27. juni, normalpris 50. For mig som etikette-fanatiker er dette en kedelig etiket, men jeg må indrømme, at vinen faktisk er typisk Beaujolais med åben gamay-aroma, frisk fyrighed og gode bær i eftersmagen. Jeg kender ikke leverandøren, men med tappested midt i Beaujolais er det slet ikke ringe. Det passer med vinen! 

2018 Cabernet-Sauvignon-Merlot, Cap Voyage... 55,-

**** (4/5), Lidl, partivare (aftappet i Sydafrika). Faktisk en ganske god vin, som har lidt mere bærduft end mange. Men vel egentlig ikke bedre end en god Spier -derfor kun 4*. Prisen i hjemlandet Tyskland er € 7 (ca. 53, så en rimelig pris). 

Lidl, 25 cl vin, frit valg, 2 fl: 20,-

***** (5/5), Lidl, indtil lørdag 27. juni. De små flasker kan være praktisk til picnic med plastikglas, hvor få for alvor smager på vinen. Vinen er stadig et par klasser over en pap/plastikpose vin, så du behøver ikke rynke alt for meget på næsen. Undgå den sødlige Zinfandel rosé og ruby cabernet (som ikke har meget med cabernet at gøre!). 
      Men den sydafrikanske chenin blanc og den chilenske cabernet er sikkert ganske ok. Vinene er tappet i Tyskland.  

Torrontès, Cimarossa... 40,-

**** (4/5), Lidl, partivare  (aftappet i Tyskland). Generelt ser vi for lidt torrontès i Danmark! Druen er en argentinsk specialitet, som mest gror i Rioja, et af de varmere områder i Argentina. Druen er dog spansk -fra Galicien- men her ses den sjældent. Druen kan have en meget rig aroma, gewurz'agtig, men er tør, ret blød. Denne er ikke i top, men prisen er rimelig. 
Kritikerne har (med rette) ofte været hård mod de tysktappede Cimarossa vine, der oftest er umanerligt anonyme, formentlig filtreret til ukendelighed for at skjule discount kvalitet. Torrontès er måske undtagelsen? 
      Lidl tilbyder også Primitivo Puglia (6 fl: 189, 5*, indtil lørdag 27.6.). Ikke en vin, jeg vil købe, men kan se, at Vinavisen har givet den 5* -og til 31,50 kr/fl. kan den ikke være andet end godt køb. 

      Riesling Alsace (40, indtil 27.6.). Vinen er tappet af Jean Cornelius i Ammerschwihr, som jeg ikke kender. Kan være ok, men vil ikke løbe risikoen. 

23/06/2020

To fugle topper de beste vine...

De to bedste vine i denne uge er begge franske og har begge et fuglenavn! De er skøre, de franskmænd, som (galleren) Astérix sagde! Rent pip (undskyld!). 

Allerbedst -og månedens bedste- er l'Hirondelle de Faugères -"Svalen fra Faugères", som emmer af klasse, ret uhørt til en pris af kun 109.
Næstbedst er l'Oiselet ("Lille Fugl") fra Vacqueyras, en flot Rhône, som Parker lidt overdrevent gav 92p/100, men en flot vin og superkøb til 99.
      Men Superbrugsen og Kvickly har mange gode køb lige nu -fra Italien en god Classico samt Fontanafredda's gode barbera og herlige chardonnay...

Bedste vin: l'Hirondelle de Faugères (Månedens topvin), Casillero del Diablot Privada, l'Oiselet Vacqueyras
Bedste køb i hvidvin: La Baume viognier, Fontanafredda chardonnay, Casillero del Diablot "Devil's Collection, "F Fiano" Epicuro. 
Bedste køb i rødvin: Casillero del Diablo "Privada" og Devils Collection, Chasse "Plan de Dieu", Chianti Classico "Storia Famiglia", Salice Salentino "Epicuro". 
Bedste køb i rosé: ingen.

l'Hirondelle de Faugeres 2014, Grand Cru... 109,-

BEDSTE vin/bedste køb, St. Émilion***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 25. juni
100% merlot med lagring et år i små egefade -overdådig duft af sorte og røde bær, fløjlsagtig, magtfuld, afrundet og lang -lækker nu og de kommende 3-4 år. Faktisk meget tæt på en langt dyrere Pomerol. 
      Førstevinen blev i 2005 Cru Classé i St. Émilion og ejes af Silvio Denz, en stenrig schweizisk parfumedesigner. Så du burde være sikker på, at vinen dufter godt! Læs mere her
Slottet ligger 5 km øst for byen St. Émilion på samme limsten som Ausone, Pavie og andre af de bedste slotte. Førstevinen får 92p af Parker i 2004 og denne 2. vin er ikke langt bagefter. Hr Denz har brugt en god del af sin anselige formue på slottet, som bl.a. har fået en ny kælder -"vinens katedral" kalder han det (foto).

      Han har også brugt små formuer på 1.Cru'en Lafaurie-Peyraguey i Pomerol og Clos d'Agon i Katalonien (med Peter Sisseck fra Pingus som konsulent) -men de røde her er ingen match for Faugères! 
  Til samme pris også Marcadis 2016 Lalande de Pomerol (også 5*) og Amarone Terre Verona (4*). 

Casillero del Diablo "Reserva Privada"... 69,- 

Bedste køb, 2017 cabernet-sauvignon, ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, gælder indtil torsdag 25. juni
  "Diablo" var vinen, der gjorde giganten Concha y Toro stor i Danmark. I dag er det mest god dagligvin, men huset har bedre vine, bl.a. denne "Privada" fra særlige marker i det fine Maipo. Denne 2017 fik 5* af Rydberg i Ekstrabladet. 

Domaine de l'Oiselet, Vacqueyras... 99,-

Bedste vin, økologisk, ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, gælder indtil torsdag 25. juni
Så er vi en klasse højere oppe -fuldfed Rhône med krydderi, tobak, røde og sorte bær og masser af styrke og fedme. Flot nu og de kommende par år. 
     Vacqueyras ligger ved siden af Gigondas i den sydlige Rhône-dal, og begge har fået egen appellation, så du leder forgæves efter navnet Rhône på etiketten -det forudsættes bekendt! Parker var glad for 2016, som han gav 92p/100 med ordene: "More structured than the 2015, this 2016 is a full-bodied, richly textured and firm wine that should drink well over the next 5-8 years. Hints of rosemary and cola accent the mixed-berry fruit, finishing dry and savory."      
      Det er ret flot til 99 -Frankrig kan stadig! Sidste år gav jeg samme vin 5* til 120, så 99 er en rigtig god pris for en vin, der faktisk er bedre end meget Châteauneuf. 

Fontanafredda, barbera eller chardonnay.... 50,- 

 ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 25. juni

Fra Alba og LangheJeg holder meget af den røde barbera, som har rig frugt og fasthed, fylde på en rustik måde, der passer rigtig godt til krydrede retter. '17 fik 90p af Spectator, '18 eer formentlige lige så god. 

. En rigtig god vin til vintermad som f.eks. gullasch eller pasta. 

Hvid chardonnay er også mere "Kold Klima" stil end normalt -her kommer den fra Barolo-regionen. Ingen eg, men masser af aroma, sprødhed og stil. Glimrende. 

      I Danmark blev Fontanafredda solgt af Italiensk Vinhus (indtil han gik konkurs engang i 1970erne), hvorefter det skiftede importør et utal af gange for nu tæt på 20 år at have været importeret af Coop.

la Chasse "Plan de Dieu", Rhône Villages, medlemspris.... 50,- 

 ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 25. juni, pris med Coop-kort
En solid, ligefrem Rhône med solid fylde, krydret ren frugt og afrundet smag. Hvis du er 50+ og bor på Sjælland, kan du måske huske, at Irma i tidernes morgen solgte en Plan-de-Dieu -almindelig Rhône- tappet i Danmark, som kom fra Gabriel Meffre. Dengang en standard-Rhône, i dag en Village. Så lidt bedre måske.  

Chianti Classico "Storia Famiglia"... medlemspris: 50,-

2016/17,  ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 25. juni, pris med Coop-kort

En god Chianti med afrundet fylde og positiv ren duft med bær og krydderi, ganske runde tanniner for sangiovese druen -en god vin til krydret salat eller grillet kylling. Nydes ved 16-18 grader.  
Lidt mere kant end Plan de Dieu herover, men til en krydret ret et rigtigt godt valg. Cecchi har netop haft 125 års jubilæum som familiehus. Huset er dog først begyndt at vokse i de senere år, hvor de fandt ud af at sælge middelmådig Chianti og toskaner vin til de store kæder. Huset ledes i dag af Andrea (foto) og Cesare Cecchi
Men de har også ok vine, og denne har (i 2016) fået bl.a. 89p/Decanter, 5* i Smag på Vin. 


Behagelige vine, der ikke kan udfordre dig...


Casillero del Diablo "Devil's Collection", frit valg 2 fl: 109,-

= 1 fl: 54,50Rød hvid, rosé.  ***** (5/5), , Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 25. juni, normalt: 199,20

Rød på shiraz + lidt cabernet og carmenère fra kølige Rapel.  Solbær, men er afrundet og middelfyldig med afrundet eftersmag. 
Den hvide har stikkelsbær i næsen og rig aroma, melon mv, måske lidt spinkel, men meget frisk -en god del sauvignon, måske plus gewurz og chardonnay fra kølige Casablanca.
Fås også som rosé, ej smagt,, og jeg vil ikke ofre penge på den. 

Concha y Toro er Chile's største vinhus med en omsætning omkring 7 milliarder kr og står bag lang række vine i Coop's kæder (Emiliana i Irma, Fetzer, Bel Arbors, Don Melchor osv) -og altså også Casillero del Diablo, som fås i flere udgaver. Reserva er på ok uden at imponere, men denne "Devil's" er noget bedre -og det gør tilbuddet interessant! Foto: Concha y Toros hovedsæde i Santiago.

La Baume rød merlot, hvid viognier... 59,- 

**** (4/5), , Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 25. juni, 
Glimrende landvine fra Sydfrankrig. Den hvide har lidt af den rette rige viognier aroma, foruden god friskhed og sprød tørhed. Den røde er nydelig uden at sprælle for meget. Trods navnet "Domaine" kommer vinen ikke fra enkelt vingård, men stor ejendom, der modtager druer fra flere mindre vingårde.  
      Til samme pris også Mud House sauvignon blanc fra New Zealand (3*), som Flaskehalsen giver 4* -til prisen- og "lidt mudret i sit udtryk". Enig, men ikke mere end 3*. De franske er bedre. 

Spier "Creative Block", rød "5"/hvid "2"... 99,-

**** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 25. juni, normalt 159,95
Jeg har altid elsket den stilige Spier etiket, men sjældent været vild med vinene. Men de 2 "Creative Block" vine må jeg rose, for de har mere personlighed. Druerne er "Coastal" -bedre end Western Cape, druer fra Darling og endog Stellenbosch, hvor vingården ligger.
      Den røde "5" er et typisk cabernet/merlot blend med lidt petit-verdot og lidt eg.  En ganske flot vin, pæn aroma af tobak, solbær mv, afrundet, men med en rank personlighed, der antyder, at den bliver bedre om et år eller to, selvom den er mere end god til mad nu.
       Den hvide "2" er 90% sauvignon + semillon. Ingen eg, men lagring "sur lie" i 6 måneder -det giver en meget aromatisk vin med hyld og stikkelbær (type New Zealand eller Casablanca), middel fylde, pænt lang og med et lille syrebid. Ikke så imponerende i forhold til prisen -så også her er vi på 4*.

Nine Stones Shiraz, Barossa Valley... 69,-

**** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 25. juni. Jeg var tæt på ikke at tage vinen med, men kan egentlig godt lide den -og så kommer den fra et uafhængigt firma -og druerne er fra Barossa, et af de gode områder i Australien. Men vinen er lidt rustik, synes jeg, kraftig og fast, men uden de store dikkedarer. Sammenlignet med Casillero's Diablot eller den røde Fontanafredda virker vinen lidt primitiv. 

 

Salice Salentino "Epicuro"... 3 fl: 129,- 

43/fl, (5*/5), Superbrugsen og Kvickly indtil torsdag 25. juni
En rigtig kioskbasker af en vin, som vel egentlig ikke er bedre end rødvinen herunder, men alligevel har lidt mere kvalitet. Rig aroma, fyldig, rund og pænt lang. Derfor 5*. Samme område -Salento- men fra Salice, som har sin egen DOP og derfor skal leve op til lidt skrappere krav. 

Z Zinfandel eller F Fiano, 6 fl:  ... 299,- 

46,50/fl, (4*/5), Superbrugsen og Kvickly indtil torsdag 25. juni

Den røde er meget bedre end de dansk-tappede Amarone-lookalikes, der sælges af mange supermarkeder -rødvin med lidt frugt foruden den krydrede styrke, tør hvid med frugt og friskhed. Fiano er en god drue, som nok er bedst kendt omkring Napoli i Campania (hvor den er dyr). Rosé er af den sødlige California-type, som ikke er min smag.

20/06/2020

Gode italienere og flot fransk rosé

Jeg ved godt, at langt over halvdelen af Italiens vine kommer fra Puglia, Sicilien og Sardinien, men de er ikke RIGTIG italienske for mig! De er næsten mere spanske end italienske for mig (men de var jo også jævnligt del af det spanske kongedømme indtil 1800-tallet!).
      Men bag Pugliens endeløse sletter ligger et lille område med det vidunderlige navn Vulture. Det lugter lidt af sagndyr, ikke?  et lille vulkansk område med originale vine. 


Vinene i denne klumme er fra Føtex og Meny:
Bedste køb: Pipoli Aglianico Vulture og Greco-Fiano, Castaño Hécula og Colección. 
Bedste Vin: Pipoli Aglianico VultureGreco-FianoSalentein (røde), Nugan McLaren Vale Shiraz, Castillon Bandol rosé.  

Pipoli, Basilicata, rød, hvid, rosé ... 49,-

rød Aglianico Vulture*****/5, hvid greco-fiano (****/5), rosé Aglianic***/5), Føtex, indtil torsdag 25. juni
Aglianico er en sjælden drue, som stort set kun gror i Taurasi ved Napoli og i Vulture (herligt navn med lidt sagndyr og drage over sig!), som har et  ry som en af de bedste syd for Rom. Vinen var tidligere temmelig rustik -respektindgydende, men ikke behagelig- men er i smag langsomt blevet mere tilgængelig. Vulture er lille, 400 hektar med ca. 3 millioner fl/år fra et par håndfulde producenter.  

Den røde er bedst -middel dyb farve; spændende aroma ned kirsebær og krydderi med snert af chokolade, middel fylde, pænt lang, afrundet balsamisk smag. Den hvide på de to fornemme druer greco og fiano har indbydende aroma, tør smag, ret blød. Rosé er ok, men uden større interesse. 
      Pipoli ejes af Farnese, et ungt hus, som på 20 år er blevet en af de store leverandører for vin fra Syditalien. Det hele startede med montepulciano fra Abruzzo, men har siden knopskudt i alle vigtige områder mod syd og nu leverer 13 millioner fl/år. En væsentlig del af huset ejes i dag af modegiganten Benetton
Foto: Direktør er dog stadig Valentino Sciotti, som har formået at tæmme den svære aglianico-drue. 

Castaño "Hécula" monastréll, Yecla... 35,- 

***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 25. juni, normalt 89. 
Utrolig meget karakter til 35 kr! En god vin til en dansk vinter med regn og rusk. Mørk, fyldig, men afrundet med fint krydret duft. For fanatikere måske for civiliseret og kommerciel, men en flot vin. 
      Til samme pris kan du også få GSM (Garnacha Syrah Monastréll), det klassiske Rhône-blend, som fik sit navn i Australien. Måske har den været for meget rundt, for jeg finder den kommerciel, men slet ikke så god som "Herkules". 

Castaño "Colección", Yecla... 49,-

***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 25. juni, normalt 129. Storebror er bedre, faktisk rigtig god! Måske lidt for voldsom sådan lidt alla Amarone, men du får meget vin for pengene!   Castaño er det suverænt største navn i Yecla, et ret obskurt område sydvest for Alicante. Jeg var ret vild med vinene i 1980erne, hvor jeg fandt dem meget personlige og intense. Men siden har huset, der ejes af 2 brødre, fået vokseværk, og vinene er blevet lidt blidere, og det gør mange glade. Druen monastréll kan nemlig give vin med meget karakter, for meget for mange!      
      Foto: Yecla ligger nord for Murcia, en vidunderlig by, som har et smukt gammelt bycenter, bl.a. med denne katedral, hvis front er blandt de flotteste i Spanien. 

Salentein "Barrel Select", frit valg: 69,

0**** (4/5), Føtex, indtil torsdag 25. juni, normalt 99
rød malbec, cabernet-sauvignon , pinot noirhvid chardonnay,
Fire gode vine, som du kunne købe i april til 50, derfor kun 4*: 
malbec -mørk, intens, dramatisk og lækker med kraft og længde. Egentlig for ung, men den smager godt
Cabernet er tæt på, men jeg finder den lidt mindre spændende, lidt mere krydret måske. 
Pinot noir gør sig i reglen ikke godt uden for Bourgogne, men denne er ok på en blød syltetøjsagtig måde, fyldig og krydret i næsen. 
Chardonnay er bedre -ganske sprød og lækker, tør og frisk -lidt af et svar til mig, der engang sagde, at hvid argentiner ikke er værd at drikke! 
Salentein ligger i Uco, hvor den har nogle af de højest liggende vinmarker, og hele 800 hektarer. En hollandsk entreprenør er hovedejer sammen med familien Pulenta, der var pioner for kvalitet i Argentina (de gjorde Trapiche berømt). 
Foto: Kælderen er et under og skal være en af de flotteste i landet -intet er sparet!- og har man tid, er der også hotel og restaurant.

La Picossa Garnacha, Terra Alta... 49,95 

***** (5/5), Meny, indtil torsdag 25. juni.  Fås også som hvid garnacha, men ikke set. Den er god uden at måle sig med den røde. Den røde minder ikke så lidt om Rhône, med rig aroma af krydderi og bær, fyldig, rund. Lidt kort måske. Gror i det luneste område i Katalonien, Terra Alta ("Det høje Land") i bjergene bag Tarragona, hvor Ramon Roqueta fra Pla de Bages har sin anden bodega. 

Nugan Shiraz, McLaren Vale "Parish Vineyards... 79,95 

***** (5/5), Meny, indtil torsdag 25. juni, normalt 179,95. Andre er mere positive, men generelt har Nugan's vine for mig været sådan "run off the mill" (tungen ud af vinduet). Men denne er anderledes og bedre -druerne vokser i det fine McLaren Vale tæt på havet, mens de andre vine kommer fra de gigantiske kunstvandede marker i det hede Murray floddal. Vinen har dybde og koncentration. Ikke d'Arenberg, men så meget bedre end de Nugan vine, du ellers kan finde. 

Ch. de Castillon, Bandol rosé... 99,95 

2018/19, ***** (5/5), Meny, indtil torsdag 25. juni.  Historisk anset for bedste rosé (med Tavel). En mere sart aroma, men distinkt og fin, smuk lys rosa farve og en smag, der fylder munden op uden at dominere -og slutter af med frugt og syre.
Bandol er nærmest "Grand Cru" i Provence og kommer fra malerisk lille område 12-15 kilometer øst for Marseille, nærmest i halvcirkel rundt om havnebyen Bandol (som nok er mere turisme end fisk i dag!). Castillon er et mærke fra Bastide Blanche, et af de meget fine slotte.