Søg i 1200 opslag:

31/10/2022

Historisk Chile hus og superb Port

Chile leverer rigtig god vin til rimelige priser. Både dagligvin -som Frontera herunder- men i dag er Men i dag er målet at kunne matche de bedste fra ikke mindst Californien. 

Det lange land er domineret af store vinhuse med Concha & Toro i(som leverer Frontera i Fakta), men nu er et andet stort hus kommet frem -Santa Carolina, som sælges gennem Rema1000. Vinene er gode, men mangler måske lige det sidste for at kunne matche Casillero del Diablo (Brugsen), Montgras (Føtex, Netto osv) og Undurraga (Føtex, Netto osv). Men Carolina's Assemblage Gran Reserva er nu en flot vin til en rimelig pris!  

      Samme Rema1000 byder iøvrigt på en 20 år gammel gammel Portvin, Kopke 2002, som er en værdig ledsager til de søde sager i de lange efterårsaftener. 

Bedste VIN: Kopke 2002 Colheita Port
Bedste KØB: Carolina Gran Reserva rød MontGras "De Vine" rød/hvid 
Godt KØB: 
Carolina Reserva rød/hvid - Cerro do Santo Douro - Kingpin rød/hvid - Frontera Chile rød/hvid

Carolina, Reserva, rød/hvid... 50,- 

Rød pinot noir, cabernet-sauvignon og carmenère, hvid sauvignon og chardonnay, rosé, Chile
Godt KØB + *** (3/5), Rema1000, fra søndag 30/10-lørdag 5.november

Bestemt ikke det store sus, især pinot og hvid sauvignon err rigtig gode til 50 kr. Grundlæggende ret simple vine, som nydes unge. De røde er lagret i "kontakt med eg", formentlig chips eller egestave i tanken, hvad der er ganske ok for mig. 

Pinot Noir fra kølige Leyda er nok bedst. Middel farve, herlig bærduft (hindbær), let til middel fylde, rund eftersmag med mere frugt. 

Cabernet følger lige efter sammen med carmenèrerig bærduft, let urtet, en snert grønt i carmenère, middel fylde med positiv eftersmag med let tørhed. Forgænger 2019 cabernet fik 87p/WineEnthusiast.

Hvid Sauvignon er tør, aromatisk, let, god syre, mens chardonnay fra Maule er mere neutral. Ikke just topkøb, desværre. Rosé er simpel, men ok, mangler lidt friskhed og aroma. 

      Santa Carolina er et af Chiles historiske firmaer (grundlagt 1875 af Luis Pereira og opkaldt efter hustru Carolina. Huset er med 25 millioner fl/år et af de store, om end markant mindre end Concha y Toro .

       Carolina (foto) ligger nær hovedstaden Santiago og fortjener et besøg med sine historiske kældre fra 1880erne, som er genåbnet efter barsk jordskælv i 2010. Jeg har gode minder især om topvinene (Herencia og Reserva de Familia, der fås i væld af udgaver), som jeg drak med glæde i 00erne. Huset er nu åben igen efter covid-19, hvis du skulle komem på de kanter. 

Carolina, Gran Reserva, rød/hvid... 59,- 

Rød cabernet-sauvignon og Assemblage malbec/cabernet 2019hvid sauvignon 2021, Chile
Bedste KØB + **** (4/5), Rema1000, fra søndag 30/10-lørdag 5.november

Noget bedre vin, som lagres i egefad, typisk 8 måneder. Begge røde fra  Cauquenes i Maule
Assemblage (80% malbec, 20% cabernet, uden kunstvanding). Ganske stærk, men ret blid, åben kødfuld duft med let krydderi, pænt lang. Flot nu, nok bedre om 1-2 år. Cabernet er lidt mere urtet, men også rigtig god, ret fast i smagen, så et år mere vil gavne vinen.  
Den hvide sauvignon har mere dybde end den almindelige, men er for mig ikke bedre.  

Santa Carolina Reserva Familia, cabernet... 79,- 

**** (4/5), Rema1000, fra søndag 30/10-lørdag 5.november

Smagt i 2018. Mere seriøs, mere eg (14 måneder), fra særligt parcel (Mariscal) i øvre Maipo. Dyb farve, god frugt med let modning, middel fylde, fast, noget syre i eftersmagen, lidt tør. Dagen efter stadig ung i eftersmagen, men en god ledsager til maden. 

Cerro do Santo, Douro Reserva... 79,- 

Godt KØB + ***** (5/5), Rema1000, indtil lørdag 5.november

Set i 2015. En slags 2.vin til Pégo, Amka's vingård. Vinen laves af den sydafrikansk vinmager, Wouter Pienaar på lokale druer som touriga nacional, tempranillo, tinta cao mv. 75% lagrer 8 måneder i eg, resten i stål. Har desværre ikke smagt vinen, som lyder spændende -og jeg tror, vinen har haft godt af lagring i7 år. Fik 6*/6 i Ekstrabladet i dec.21: "Jeg ville have gættet på en dyr højrebredsbordeaux, men den er portugisisk, bravo... Klasse!" God portugisisk rød er sjælden, så den får lige ekstra ros af mig også! 

Kopke 2002 Colheita Port... 199,-

Bedste VIN + ***** (5/5), Rema1000, indtil lørdag 5.november
Med 20 år bag sig en rigtig "meditationsvin", som man nyder kælderkold for sig selv -måske med lidt nødder eller endog chokoladekage til! Smuk farve, intens bouquet med både læder og tørrede frugter, flot lang smag. Excellent køb, ikke så fin som Maynard, men de ekstra år giver lidt ekstra!
      Kopke stammer tilbage til 1638 og anses af mange for det ældste Portvinsfirma af alle -men bortset fra det er Kopke et moderne firma, som ejes af den spanske bank, Sogevinus, som også ejer en masse firmaer med ofte samme adresse, bl.a. Feist, Hutcheson, Burmester og andre. 

1659, merlot eller chardonnay... 39,- 

*** (3/5), Rema1000, indtil lørdag 2.november, Sydafrika
Ikke smagt og ikke vin, jeg ofrer penge på. Jeg stoler dog ikke helt på min blide scanning af vurderinger, der nævner brændt smag, grøn stilk og andet ikke så pænt om den røde. Men sydafrikanere er i reglen gode til hvid, så måske er den hvide bedre.  

MontGras "De Vine" Reserva, rød/hvid... 42,- 

Bedste KØB + **** (4/5), Netto, indtil fredag 4.november
"De Vine" er god til prisen, men ikke meget mere. Holder ellers meget af Montgras, der ejes af Cristián Hartwig og Eduardo Gras, med Eduardo's brother Hernán som vinmager. Huset ejer flere vingårde, ialt 900 hektar i gode regioner. 
      Etiketten viser et vinblad, hvis du ikke vidste, at vinen kommer fra vinplanter. Trods teksten på web er kun lille del lagret i eg (kun 10% af pinot'en!). Men vinene er rigtig gode til 42. Cabernet fra det lune Colchagua er rigtig god, som også de hvide, ikke mindst sauvignon'en fra det kølige San Antonio.

Kingpin rød/hvid, Spanien... 42,-

Godt KØB + **** (4/5), Netto, indtil fredag 4.november
Druerne tempranillo og syrah (+ måske lidt cabernet) fra Felix Solis i hjemegnen Mancha, Spaniens og Verdens suverænt største (daglig) vinområde. Vinen sælges som bordvin og har ikke årgang, men huset oplyser, at vin fra køligere (finere) områder indgår i vinen, som lagres med eg (typisk egechips eller egestave, der står i tanken under gæring/lagring. Vinene ligner Guv'nor i Brugsen, synes jeg. 
      Uanset hvad præsenterer Kingpin sig flot og smager rigtig godt med indbydende duft, lidt dybde, afrundet, kraftig smag og pæn længde
       Den hvide laves på sauvignon, chardonnay og verdejo. Fyldig, ren og forbavsende frisk for et varmt klima. Men ikke helt i klasse med den røde. 

Masi "Campo Fiorin" rød/hvid/rosé... 65,-

**** (4/5), Netto, indtil fredag 4.november

En ganske ok pris, men går hellere i Bilka, hvor prisen er 60 kr (v.6). Stadig lav pris: WineSearcher har global snitpris på 107 kr! 
      Masi sælger "Blomstermarken" som "superveneto", men vinen er for mig uforskammet kommerciel på den gode måde, middel fylde, indbydende duft af mørke kirsebær og lidt krydderi over lidt mineralsk friskhed, pænt lang smag, tør, afrundet -egentlig god til næsten al mad, men også behagelig alene, takket være 13% alkohol (ikke meget for vin i dag). 2018 fik gavmilde 89p/Parker, som ofte ligger lidt lavere end andres guider. 
      Hvid Masianco på pinot grigio er bedre, meget frugtig, sprød og frisk, nydes ung -god madvin. 88p fra Parker i årgang 2020, som har fået 90p/JamesSuckling. Hvid er Venezie landvin, dvs. fra druer, der kan komme hele vejen til Trieste!

 

Cremant Alexis Lichine, Bordeaux ... 65,- 

Brut hvid/rosé, ***** (5/5), Netto, indtil fredag 4.november

Du kan få crémant til 47,50 i Føtex i disse uger. Navnet er Calvet, etiketten næsten flottere, vinen formentlig den samme, da de kommer fra samme kælder. Men ok til prisen! En nydelig duft uden større karakter, som går igen i smagen. Vinen laves på Champagne-metoden og har fint brus, måske lidt store bobler, lavet på Bordeaux-druer, typisk rød cabernet og hvid semillon. Den tørre rosé skal være rigtig god, men ikke smagt. 
      Alexis Lichine (1913-1989) skrev den første moderne vinbog (1952), stadig er værd at læse efter 70 år! Han blev pioner for vin med druenavn og aftapning på vingård. Lichine var født i Moskva, opvokset i USA, men boede og arbejdede det meste af livet i Bordeaux, hvor han ejede flere vinslotte og grundlagde huset, der i dag bærer hans navn. 
      I dag er huset kun et navn (af mange), ikke et vinhus i GCF, ejet af familien Helfrich i Alsace. I samme stald er navne som Dulong (Irma), Calvet (Føtex/Bilka), Louis Eschenauer, Cruse og andre, som også ses på en lignende crémant.

Cimarosa Merlot, Chile... 35,- 

** (2/5), Lidl, fra torsdag 3.november-30.november (tappet i Tyskland)
Til prisen en ok merlot med god, simpel  frugt, ret let, afrundet og uden det let vegetative grønne præg, som skæmmer en del Chile vin. 

Mr Fintons Gin, vodka eller rom... 79,- 

40% 50cl, **** (4/5), Lidl, fra torsdag 3.november (spotvare)
Meget flot udstyr og formentlig rigtig god kvalitet fra Eckert, et godt familie destilleri i Saarland. Både gin og vodka har fået bronze (85-89p) ved IWSC. Ikke smagt, desværre! 

Baraguà Ron Viejo... 109,- 

38% 70cl, **** (4/5), Lidl, fra torsdag 3.november (spotvare)

Bør være godt køb. Når det gælder alkohol, er jeg principielt ingen tilhænger af mærkevarer, så jeg vil bestemt ikke gå uden om denne rom, som er destilleret af sukkerrør i den dominikanske republik, som med Haïti udgør øen Hispaniola, udødeliggjort i Sebastians "Skatteøen"! Den skal være lagret 3 år -pænt længe i det tropiske klima- og rund og bouquetrig. Tappet i Spanien.  

Frontera Chile rød/hvid... 39,- 

Godt KØB + *** (3/5), Fakta, indtil onsdag 2.november
Lillebror til Casillero del Diablo og i samme stil, blot uden eg. Rød cabernet er bedst, positiv frugt, fylde med lidt frugt til at dæmpe syren. Merlot ikke smagt, men tvivler på den. Chardonnay ganske god, ren aroma, tør smag. Sjovere end Gallo herunder! 


Gallo Family rød/hvid... 39,- 

** (2/5), Coop365, indtil onsdag 2.november
Basisvinen i Verdens største vinfirma. De har vine, der er langt værre, men dem vil jeg nødig smage. Den røde merlot er egentlig ikke værst, men ikke for en kræsen gane med sit let grønne aroma og spinkle, tynde smag. Den hvide er lidt bedre. Rosé har jeg ikke lyst til at smage. 

Ugens Top 24: Bordeaux, Port og sjældne vine!

Vi er kommet ind i november med lange, mørke nætter -rart med et par gode vinkøb at lune sig på! 
      "Havemøblerne er sat tilbage", så aftenen starter om eftermiddagen. Der er kommet flere tilbud på Port, og i denne uge er hele 3 Portvine med -alle i den fine ende, men topkøb, dvs Vintage Port til 129 og en 32 år gammel årgangsport til 259. 

      Og så er der blevet plads til hele 3 vine fra Bordeaux, som alle eer fremragende, især måske 2.vinen fra Cru Classé slottet Ripeau. 
       Men også mere sjældne vine finder vej i testen, bl.a. en billig vin fra Californien (det sjældne er, at den er god!) og en unik vin på 2 "petit" -små!- druer. Men vinen er stor! Og så har Californien en god pinot, som kan glæde dig, hvis du holder af dyr Bourgogne! 
       NB: Alle vine er tappet på produktionsstedet (ofte på slot), medmindre andet er anført. 

Vine under 50 kr
Spier ”Seaborne”, rød/hvid... 35,-
rød GSM, hvid chardonnay/chenin, Sydafrika (tappet i Danmark).
**** (4/5), 
Irma og Mad.Coop, indtil onsdag  2.november
Seaborne kaldes ”Reserve” og er bedre end Spier’s noget kommercielle basisvine med druer fra lidt køligere dele af regionen, måske lidt finere nuancer i smagen.
Hvid på chardonnay -fedme og aroma- chenin blanc -syre- + en sjat viognier har en indbydende aroma, god fylde, men også lidt syre i eftersmagen. Meget tiltalende! 5* i Politiken.
Rød er et GSM blend (Grenache Syrah og Mourvèdre), er lige så god, stærk, krydret, men med blommer og frugt.
Orvieto Classico, Cecchi...  39,-
*** (3/5), 
Superbrugsen, Kvickly indtil torsdag 3.november

Diskret aroma, ret let, ganske frisk og sprød med lille syre under frugten. Helt ok, men uinspirerende.
     Hvidvin er ikke italienernes stærkeste side, og få steder ses det klarere end i landets mest kendte -Soave, Frascati, Verdicchio -og Orvieto. Et højt udbytte og iskold gæring fjernede i mange år stort set al frugt og længde fra den gærede druesaft. Det er langsomt blevet bedre. Men stadig ikke en værdig repæsentant for den underskønne by mellem Firenze og Rom!

 

Finca la Solana rød/hvid/rosé, kr/fl v 2: 39,50
2 fl: 79, Jumilla Spanien økologisk, normalpris 79,95
**** (4/5), 
Irma og Mad.Coop, indtil onsdag 2.november
Puritanere vil sikkert finde denne vin på den monastréll (som også vinen herover, identisk med franske mourvèdre) lidt for civiliseret, men til 35 er det en flot, fyldig vin med indbydende og interessant duft med pænt lang smag. Luzón er et stort og godt hus. Vinen er økologisk. Fås også som rosé, som formentlig har god frugt takket være druen monastréll, samt hvid, som er ganske neutral.
Barbera d’Asti ”Sori dei Mori”.... 40,-
Bedste KØB + 
**** (4/5), Føtex, indtil torsdag 10.november

En grov håndværker med ru fingre (men man kan lide ham/hende). Rustik snarere end poesi! Middel fylde,ganske stærk (14%), men frugtrig, friske røde bær, lidt tannin og god syre, der gør den perfekt til risotto, pizza og pasta -nyd kælderkold.
      Set i 2020, der nok er en værdig efterfølger til 2919 med 2 glas i Gambero Rosso + 3 klaser i Bibenda og pæne ord i Slow Food guiden.
      Barbera er den daglige vin i Barolo-land. En solid, kraftig vin, som ikke kræver 10 år på flaske som Barolo og er perfekt til pastaretter og ris -modsat den mere sarte Barolo.
      Jeg har rost Vinchio’s vine før, så jeg tøver ikke med at anbefale denne vin, der er tappet af kooperativet selv.

Trapiche ”oak” rød/hvid... 40,-
rød malbec, pinot noir og cabernet, hvid chardonnay, Argentina
Bedste KØB + 
**** (4/5), Føtex, indtil torsdag 10.november

Vinen har fået et Putin-hug op fra forårets 36 kr, men til 40 er den stadig måske markedets bedste køb.
      En mørk, fyldig malbec med herlig sød bærduft. Meget letdrikkelig. ’18 fik 90p/Descorchados, ’19 90p/Falstaff.
      Cabernet er lidt mere krydret i stil, men stadig flot. 2020 fik 90p/Descorchados og 86p/Decanter.
Pinot Noir smager ikke af pinot (= ikke Bourgogne). Men du får en blød, fyldig, men ret simpel vin med let krydret dufts.  
      Chardonnay -får 5*/6 af Rydberg i årgang 2020. Simpel ligefrem vin, men til prisen et rigtig godt glas.

MontGras ”DeVine” Reserva, rød/hvid... 42,-
**** (4/5), 
Netto, indtil fredag 4.november

”De Vine” er god til prisen, men ikke meget mere. Montgras ejes af Cristián Hartwig og Eduardo Gras, med Eduardo’s brother Hernán som vinmager. Huset ejer flere vingårde, ialt 900 hektar i gode regioner.
      Etiketten viser et vinblad og vil muligvis vise, at vinen kommer fra vinplanter. Men ”De Vine” er topkøb til 42kr. Trods teksten på web er kun lille del lagret i eg (kun 10% af pinot’en!). Cabernet fra det lune Colchagua er rigtig god, som også de hvide, ikke mindst sauvignon’en fra det kølige San Antonio. Lige en klasse over de kedelige australiere længere nede.

Montgras ”Quatro", kr/fl v 6: 46,50
rød/hvid, 6 fl: 279, Chile
**** (4/5), Føtex, indtil torsdag 10.november

Både rød og hvid fra det forbavsende gode Montgras er mix af 4 druer (heraf navnet).
Rødvin på cabernet sauvignon, syrah, carménère og malbec, dvs. 3 druer fra Bordeaux + Rhône’s syrah. Skal være lagret i små egefade et lille år. Men vinen smager godt, mørk, kraftig, blød, med lille snert af grønt i næsen, men helt ok med mad. 2019 fik 89p/100 i Spectator, meget flot for vin til så lav pris.
Den hvide er for mig endog bedre, 50% chardonnay suppleres med viognier,  sémillon og lidt sauvignon fra det kølige Leyda. Tør, frisk, meget fin aroma -en herlig vin alene eller med mad.

Crémant Calvet, Brut/rosé, kr/fl v 2: 47,50
2 fl: 95, Bordeaux brut (tør) 
Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 10. november
Etiketten er flot, vinen er ok standard crémant, men til denne pris et fund -faktisk er Prosecco "Arche" dyrere (og den koster under det halve at lave!). 
      Den hvide har en ren duft uden større karakter, som går igen i smagen. Vinen laves på Champagne-metoden, men er lavet på Bordeaux-druer, typisk rød cabernet og hvid semillon. Køb kun brut, som i øvrigt ikke er så tør, at det gør noget. Den tørre rosé er nok bedre, men ikke smagt. 5* i BT.
       Den første Calvet kom i 1870 til Bordeaux for at sælge Rhône, i særdeleshed Hermitage, da mange mente at Bordeaux ville smage bedre, hvis den blev blandet med lidt Hermitage. Dengang helt lovligt, men det fortsatte vist også, da det blev forbudt!      
      I dag ejes huset af GCF, med andre etiketter som Dulong (Irma), Alexis Lichine (Netto), og Louis Eschenauer (Vinmedmere).

Vine 50-70 kr
HandCraft rød/hvid, California... 50,-
cabernet-sauvignon, pinot noir, hvid chardonnay, rosé zinfandel, California (tappet i Tyskland)
Bedste KØB + 
**** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 3.november

HandCraft er et godt køb, hvis du vil du smage vin fra ”Over There”. Den får Verdens 3. største vinmærke, Gallo’s Barefoot, til at blive helt platfodet!  På etiketten står der ”Artisan Collection”, men du bør ikke forvente ”håndlavet” vin, når der sælges 10+ millioner liter/år.       Pinot har nydelig hindbærnæse og middelfyldig, afrundet smag med frugt og blød tannin. Middellang smag. Skovenberg var gavmild med testvinder og 5* i Vinbladet. Prisen 59 hjalp måske lidt.
 En ret frisk, ren chardonnay og en kraftig, afrundet cab. Zinfandel er rigtig god, krydret, kraftig, men ikke tung. 

Tanunda ”Matthews Road”, rød... 50,-
rød cabernet eller shiraz, Barossa-Coonawarra, South Australia
**** (4/5), 
Føtex, indtil torsdag 10.november
Måske marginalt bedre end Yellow Label herover. Tanunda er et ambitiøst familiefirma, og det er gået så stærkt, at huset i dag må hente en stor del af sine druer udefra. Matthew’s Road var en mark i Barossa, men i dag er gode del af druerne fra Coonawarra adskillige timers kørsel sydpå. Men til gengæld et godt område!
     Både shiraz (smagt i sommer) og cabernet’en (i ældre år med Barossa druer) er rigtig gode, meget frugtig, fyldig og lang. 2016 fik 92p/WineEnthusiast.  
Carolina, Gran Reserva, rød/hvid... 59,-
Rød cabernet-sauvignon og Assemblage malbec/cabernet 2019, hvid sauvignon 2021, Chile
**** (4/5), Rema1000, fra søndag 30/10-lørdag 5.november

Assemblage (80% malbec, 20% cabernet). Ganske stærk, men ret blid, åben kødfuld duft med let krydderi, pænt lang. Flot nu, nok bedre om 1-2 år. Cabernet er lidt mere urtet, men også rigtig god, ret fast i smagen, så et år mere vil gavne vinen.  Typisk 8 måneder i egefade, begge røde fra det fine Cauquenes i Maule.
Den hvide sauvignon har mere dybde end den almindelige, men er for mig ikke bedre.  
      Rema1000 har også tilbud på den almindelige reserva (50 kr, men gå efter Gran!) fra Santa Carolina er et af Chiles historiske firmaer. Grundlagt 1875 af Luis Pereira og opkaldt efter hustru Carolina. Huset er stort, men med 25 millioner fl/år noget mindre end Concha y Toro.  Huset ligger nær Santiago by og er et flot besøg med historiske kældre fra 1880erne,

Baron de Ley Rioja Reserva... 59,-
Bedste KØB + 
***** 5/5), Føtex, indtil torsdag 10.november

Set i 2018, som jeg endnu ikke har smagt. Men vil tro, den er lige så god som forgænger 2017 med bl.a. 92p/JamesSuckling, 90p/WineEnthusiast mv. Og så koster den godt 80 kr i Spanien!
      En glimrende moderne Rioja med god fylde og indbydende duft, afrundet uden at være lad. Ikke det store sus, men jeg har endnu ikke mødt én, der ikke synes om den. Ley er en stor, moderne bodega i 400-årigt gammelt benediktinerkloster  nær Logroño, hvor al vinen kommer fra egne vinmarker, ret sjældent i Rioja.

Viña Zorzal, kr/fl v 2: 59,50
2 fl 119, rød garnacha, hvid chardonnay, økologisk Navarra
***** (5/5), Irma og Mad.Coop, indtil onsdag 2.november

Herlig ung garnacha med masser af frugt og krydderi, samt en udmærket chardonnay med mere friskhed end mange. Zorzal er en ret ung (1985) vingård, hvor sønnen Mikel Sanz i 1998 opdagede en gammel forsømt mark med 100-årig garnacha, som nu er genoplivet.
      Jeg holder meget af denne charmetrold. Og kendere er også begejstret. Både 2018, 19 og 20 har fået omkring 90p af den ledende spanske guide, Peñin.

Glorioso Crianza Rioja... kr/fl v.2: 59,50
2 fl: 129, 
***** (5/5), Irma og Mad.Coop, indtil onsdag 2.november

Pænt mørk farve; rig frugt med god dybde, mørk frugt og let krydderi; middel+ fylde, ret fast, med lidt tørre tanniner i eftersmagen -god med mad.
      Glorioso er begyndt at få pæne ratings (91p i Gúia Peñin i nyere år). En ganske kraftig, men flot Rioja med rig aroma, ret fast stil. Vil have godt af 1-2 år.      

Masi ”Campo Fiorin”, kr/fl v 6: 60,-
6 fl: 360, rød Campo Fiorin, hvid Masianco, Italien
**** (4/5), Bilka, indtil torsdag 3.november -også Netto (65, 4*), indtil 4.nov. 

Rød er stadig bedre. En ok pris på en velkendt vin, der er behagesyg på den gode måde! Den røde Campo er en uforskammet kommerciel vin med afrundet fylde og positiv frugt. Årgang 2018 fik gavmilde 89p/Parker, som ofte ligger lidt lavere end andres guider (som er tættere på 85-87p). Den hvide er frugtig og let, så for mig er 90p/Parker til 2020 måske lidt for højt.
      Masi er en meget stor, men god producent, som har æren af at være den første, der solgte den forkætrede (og ofte hadede) ripasso i 1964 under navnet ”Campo Fiorin” (denne kvalitet bærer i dag navnet Campo Fiorin Brolo).

Finca Bacara ”3015”, kr/fl v 2: 64,50
2 fl: 129, øko  monastréll, Jumilla, Spanien
**** (4/5), Irma og Mad.Coop, indtil onsdag 2.november

Jeg kender ikke dette vinhus, men vinen er god -frugtig med lidt krydderi, middelfyldig, pænt lang, god balance-perfekt til en gryderet serveret kælderkold.
      Bacara ejes af ægtepar og ejer 80 hektar vin i Jumilla mellem Murcia og Alicante (i øvrigt nabo til Yecla, som ses i Føtex). Vi er 900 meter over havet, men med varme dage og kølige nætter.

Vine 70-100 kr

Odd Lot petit sirah-petit verdot, kr/fl v 2: 74,50
2 fl: 149,  2019, Monterey, California
**** (4/5), Irma og Mad.Coop, indtil onsdag 2.november
 Etiketten signalerer sødsuppevin, men vinen er helt anderledes. Meget mørk, kraftig, fast, lidt ung duft, men afrundet og lang -rigtig god.
      Vine kan, som politikere, være ”odd bedfellows”, som den poppede etiket skriver -petite sirah kendes mest fra Rhone-blends, mens petit verdot er en slags super-cabernet i Médoc, som har bredt sig til områder med lunt klima, som Alicante (Spanien), Australien -og California.
      Vinen laves af det store vinhus Scheid, som også leverer Pareto til Irma. Denne vin er endog bedre. Tappet af ejeren.
Vieux Maurins, St Emilion Grand Cru... 79,-
2 fl: 165, 2014 Bordeaux
**** (4/5), Føtex, indtil torsdag 10.november
En flot vin fra god årgang, som nærmer sig modenhed. Senest solgt af Nemlig.com til 189 (dog 100 kr ved 6 fl), så 82 er en rigtig god pris! Ægteparret Goudal  har ledet vingården siden 1984 og leverede god merlot i mellemvægts klassen.
Divum, pinot noir eller chardonnay...  89,-
Monterey, California
***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 3.november
Divum er ganske anstændig vin, som ikke kun byder på noget så usædvanligt som god California, der er til at betale -men også en pinot noir, du kan købe, hvis du ikke længere vil betale de uanstændige priser på pinot noir fra Bourgogne!
      Chardonnay’en nydelig, fed og rig, tør, med eg oven på markant syre.
      Den røde pinot har pæn frugt let til middel fylde trods sin 14,5% styrke og middel eftersmag med modenhed efter 12 måneder i fransk eg.
      Divum er mærke fra to brødre fra den velkendte Franscioni familie, som ejer mange vinmarker i det kølige Monterey og er specialist i netop pinot noir og chardonnay.
      Monterey ligger mellem San Francisco og Los Angeles og er i dag kendt som et af de gode områder i ”Cool Climate” vine som pinot noir og chardonnay.
Cadis Amarone, Valpolicella... 95,-
**** (4/5), Italien, 
Bilka, indtil torsdag 3.november

Ikke en vin for mig, men som Amarone et godt køb. Letbenet, men rimelig typisk, kraftig, fyldig, med svesker og krydderi i duften + til den tørre side -et plus for mig! Vinen er tappet af ejeren, Cadis, et kooperativ, som ligger i Soave på den anden side af den smukke by Verona.

l’Ange de Ripeau, Grand Cru... 99,95
2020 St Émilion
Bedste KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 3.november

Ripeau er et af de historiske Cru Classé slotte i St Émilion, som ligger mellem Cheval-Blanc og Corbin. Brødrene Grégoire købte ejendommen i 2014 og har siden investeret voldsomt med nye kældre og en politik om 100% økologi uden insekt/plante/svampe eller andre gifte. Man har endog skrottet den tilladte kobbersulfat.
      Vinen er tæt på Pomerol, men ofte lidt fastere, gr mere cabernet (35%) som supplement til 65% merlot. l’Ange er en 2.vin, måske identisk med Tour de Ripeau, den normale 2.vin, som har fået pæne noter i nyere årgange (omkring 90p/100).
      Årgang 2020 var en svær årgang med vådt forår og tør sommer, men Ripeau fik perfekt modne druer, der bliver til vin i perfekte kældre. Desværre ikke smagt, men jeg venter en mørk, fyldig vin med overdådig frugt og lang smag, som er lidt af et fund til 100 kr.


Biscarrats, Lalande Pomerol... 99,95
2019 økologisk, Bordeaux 
Bedste KØB + 
**** (4/5), Meny, indtil torsdag 3.november

Nød vinen jævnligt gennem mange år, men desværre ganske få gange, siden vinen for 10 år siden blev certificeret økologisk.
      2019 er lækkert år, så du kan vente en rund kraftig merlot med indbydende frugt og god længde. Nydes nu for frugt, men vinen lukker nok ned snart -og så skal den have 3-4 år.      
      Vinen er 2.vin til det smukke Annereaux, et af de ældste slotte i Lalande, som har tilhørt samme slægt siden 1390, en sjælden rekord!
      Vingården går i arv gennem kvinderne, så ejerne har gennem årene båret mange efternavne, bl.a. i 1820erne Malescot, som har lagt navn til en god 3.Cru i Margaux!



Vine over 100 kr
Rozès 2013 Vintage Port... 129,-
Bedste KØB + 
***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 3.november

Efter bogen er Vintage Port den ypperste Port fra én stor årgang, så denne vin er et rigtigt godt køb.
      2013 var umådeligt lækker for et par år siden, men har mistet lidt af ungdommens frugt (der kommer igen om nogle år som bouquet). Prøv at gemme den i 4-5 år. En flot vin med fylde, farve og lang smag i en sødlig stil. Rozès’ vintage er -med WineAdvocate’s ord: ”All nice values. This winery has great pricing. The wines are very consistent—stylistically different according to vintage, of course, but qualitatively steady. They are nice deals in relatively accessible ports that are nonetheless not wimpy”. Dette respekterede medie giver vinene 91-92p/100, slet ikke ilde.

Kopke 2002 Colheita Port... 199,-
***** (5/5), 
Rema1000, indtil lørdag 5.november

Med 20 år bag sig en rigtig ”meditationsvin”, som man nyder kælderkold for sig selv -måske med lidt nødder eller endog chokoladekage til! Smuk farve, intens bouquet med både læder og tørrede frugter, flot lang smag. Excellent køb, ikke så fin som Maynard, men de ekstra år giver lidt ekstra!
      Kopke stammer tilbage til 1638 og anses af mange for det ældste Portvinsfirma af alle. Men i dag er Kopke et moderne firma, som ejes af den spanske bank, Sogevinus, som også ejer bl.a. Feist, Hutcheson, Burmester og andre.

Presidential colheita 1990 Port, i trækasse... 259,-
**** (4/5), 
Føtex, indtil torsdag 10. november

Den over 30 år gamle 1990 er en rigtig god Port med rig bouquet, ret sød, men lang. Mærket er et af flere fra C. da Silva, et mindre kendt Portvinshus, der leverer god tawny til en rimelig pris. Salling kalder det noget overdrevet et top-3-hus.