Søg i 1200 opslag:

29/07/2019

Zinfandel og vin fra dansk vinmager

I dagens blog er det Kvickly, der lyser op med syditalienere + den altid pålidelige la Baume fra Sydfrankrig. Og så har de også en cava, som slet ikke er så ringe endda -til utroligt lav pris.  

I mange uger var det ellers Bilka, jeg besøgte først, når jeg ville have gode vinkøb i et supermarked. Men de synes at gået i pausedøs eller måske skal de pludselig tjene rigtige penge? P.t. er det mest spændende en halvkedelig Chile vin, som du lige så godt kan købe i Meny eller Spar (Cono Sur).

Z Zinfandel eller F Fiano, 6 fl:  ... 299,- 

Sydfrankrig, **** (4/5), Kvickly, indtil torsdag 1. august.
Ikke mine favoritter, men de eer så meget bedre end de dansk-tappede Amarone-lookalikes, der sælges af mange supermarkeder -rødvin med lidt frugt foruden den krydrede styrke, hvid med frugt og friskhed (og kedelig Z rosé!). Fiano er en god drue, som nok er bedst kendt omkring Napoli i Campania (hvor den er dyr). 
      Tappet af Femar i Italien -ligger ved Rom, selvom vinene faktisk kommer fra Puglia. Men Slet ikke så tossede! 

La Baume, rød Merlot, hvid Viognier ... 59,- 

Sydfrankrig, **** (4/5), Kvickly, indtil torsdag 1. august.
Jeg kan bedre lide disse vine! La Baume var engang en rigtig vingård, men i dag købes de fleste druer ind og laves i flotte, men meget store kældre. Meget effektivt -men vinene er faktisk gode. Den røde er nydelig og pæn, men lidt anonym, den hvide -på den sjældne drue viognier- har frugt og karakter plus god friskhed.

Donna Anita, Taranto Rosso... 59,-

***** (5/5), Peter Vinding-Diers-Amka-Angelo Rocca, Italien, Kvickly (partvare), normalt 119.. 
Vinen laves af den legendariske danske vinmager Peter Vinding-Diers, som nyder stor respekt for sit banebrydende arbejde med vingær, mens han boede i Bordeaux. 
      I dag er han flyttet til Sicilien, hvor han laver en smule (ret kostbar) vin på eget domæne + langt flere vine for andre, bl.a. denne fra Angelo Rocca (et stort familiehus, som også ses i Rema1000), som importeres af Amka, en stor leverandør til danske supermarkeder. Vinen har navn efter hr Rocca's hustru Anita og laves af blend af især Primitivo og Negroamaro med kort lagring i små egefade. 
      Ganske seriøs vin. Dybt farvet vin med frugt og krydderi, pæn dybde og renhed, middel fylde, lang smag for en Puglia vin. Normalprisen er for høj, men til 60 kr er vinen superkøb. 
Foto:  Min dom er lidt påvirket af, at jeg for mange år siden boede nogle uger hos Peter Vinding-Diers på slottet Rahoul i Bordeaux. Peters entusiasme og viden om vin har siden inspireret mig dybt. 


Cava Jaume Serra, mousserende tør/sød... 3 fl: 129,- 

(= 43 kr/fl), Brut ***** (5/5) eller Semi-Seco **** (4/5), Superbrugsen, til 8. august. Denne brusvin er perfekt til sommerfest på budget -for det er ikke Champagne eller bare en crémant. Men til 43 kr får du næppe bedre, så derfor 4* til brut (semi-seco er ikke mig). 
I "Cava" kapitlet skriver jeg "ung, frugtig stil til lav pris, der ikke gør nogen fortræd. Druerne i vinen smager ikke katalansk!" Det passer glimrende til denne vin, der kommer fra García-Carrion, Spaniens største vinhus. Men den tørre brut har ung, frisk gåpåmod, mens den søde seco er, hvad datteren kalder "børne-Champagne". 


Champagne Joseph Perrier, frit valg... 279,-

Brut Blanc de Blancs eller Rosé, ***** (5/5), Irma, til 7. august
Den sølvfarvede Blanc de Blancs er rigtig flot -ikke helt i klasse med Vintage 2008, som også ses, men et excellent køb. Rosé har godt ry, men eer ikke smagt. 

Joseph Perrier er slet ikke i familie med  den blidt perlende Perrier vand -og slægtskabet til de bedre kendte naboer Laurent-Perrier og Perrier-Jouet er også noget usikkert. I lange perioder var Joseph dog lige så god som naboerne -altid i en indbydende, let stil slet ikke ulig Pol Roger.
Foto: Huset er grundlagt 1825. I 1888 overgik huset til den daglige leder Pithois, og sent i 1900-tallet til storebror Laurent-Perrier.
I dag ejes huset af Alain Thiénot, som også ejer flere huse, bl.a. Canard-Duchêne (som meget praktisk importeres af søsteren Brugsen/Kvickly!), Marie Stuart og andre, foruden et par firmaer i Bordeaux, som leverer bl.a. Clos de los Siete! Perrier sælges i reglen som "Cuvée Royale" til minde om en af kunderne, dronning Victoria! Som etikette-nørd foretrækker jeg klart Joseph frem for staldbroder Canard-Duchêne!

26/07/2019

Irma med god tysker og stjernevin fra Argentina

Den friske, sprøde riesling fra tyske Landgraf er måske ugens bedste køb i konkurrence med den imponerende Clos de los Siete fra geniale Michel Rolland (som virkelig smager af mere end 100!). Outsider er den sprøde, tørre Fumé fra Loire. 

Vinene i denne blog er alle fra Irma, og tilbuddene gælder til onsdag 7. august. Irma's online butik er i dag del af Coop.dk, som så småt er ved at blive en konkurrent til nemlig.com.

Landgraf, rød, hvid, rosé, økologisk... 6 fl. 349,-

2018 Rheinhessen, ***** (5/5), Irma, gælder indtil 7. august
Bland 6 flasker -det er du godt tjent med, så har du flot tysk vin til under 60 kr! 
      Riesling er for mig Verdens bedste hvide drue -så meget mere interessant end det meste chardonnay (god Chablis og Bourgogne undtaget). 
      Hvid Riesling Feinherb er flot, frugtig, frisk og sprød med lige den snert af sødme, der gør den utrolig madegnet, f.eks. til sushi eller en salat. Rosé er ikke smagt, men jeg tvivler (!), mens den røde Spätburgunder -alias Bourgognes pinot noir- formentlig også er 5* værd, plus det særlige med ok tysk rød! 
      Vingården ligger i Saulheim i Rheinhessen. Dette område har ikke samme ry som Mosel eller Rheingau, men her er dog 2 rigtig gode byer, Nierstein og Oppenheim -nær floden Rhinen- men Saulheim ligger langt fra floden -inde i landet- og har slet ikke samme ry. 
      Men de 20 hektar leverer god vin efter økologiske metoder, som laves af det unge begavede ægtepar Katrin og André Landgraf. der har fået hele 4* i den respekterede tyske guide, Eichelmann.  

Clos de los Siete, Argentina... 99,-

Argentina, ***** (5/5), Irma, gælder indtil 7. august
Meget dyb, magtfuld, men frisk, rig duft af eg og sød frugt, ganske lang. Flot vin nu og de kommende 3-4 år.
      Uanset hvor skævt mange vinelskere ser til Frankrig, er denne (og et utal af andre vine) bevis på, at Frankrig er Verdens vinland nr ét. I 1980erne kom "flyvende vinmagere" som Lurton til Argentina og begyndte at forfine de rustikke vine.
      Siden fulgte flere efter -bl.a. Michel Rolland, der ejer denne meget store vingård syd for Mendoza sammen med 6 vinfolk fra Bordeaux -heraf navnet "De 7's vingård" -se foto!
Michel Rolland er en af Verdens mest indflydelsesrige vinmagere, og han har inspireret en hel generation, både i Bordeaux og som her i Argentina. Denne vin har fået hele Rolland-turen med gæring og lagring sur lie i små egefade  osv. Og så er den 7-stjernede etikette flot!
Til samme pris også Bonterra "Equinox" (ej smagt, et blend fra stort hus i Californien). 

Pouilly-Fumé "Château la Roche", 6 fl: 599,-

2018 Loire, ***** (5/5), Irma, gælder indtil 7. august
Frost og dårligt vejr har gjort sauvignon fra Pouilly og naboen Sancerre til en mangelvare, som er steget meget i pris (så jeg undrer mig over, hvordan flere kæder kan sælge vinene til 100 kr -indtil jeg ser, at de er tappet langt fra grostedet, typisk af suspekt firma i Beaujolais i den anden ende af Frankrig!). Men denne er undtaget -den er faktisk tappet af dyrkeren selv i Pouilly over for Sancerre.. Ikke top, men en klassisk sauvignon med sprød friskhed. 
Til samme pris også Barbaresco fra Sarotto (ej smagt, men formentlig 4*). Sarotto er ikke tophus, men helt ok, som ligger i Barbaresco, altid en lovende start.


23/07/2019

Hedebølge med riesling, Rioja og G&T

Deres utrættelige blogger har trodset de stedse stigende grader og været i Lidl. Der var dejligt køligt, så jeg blev lidt længere end ellers  -og faldt faktisk over en række gode vinkøb. 


Mange frygtede Lidl, da de for en årrække siden rykkede ind i Danmark. Kæden var berygtet for dårlig personalepleje og lave lønninger -man var ikke glade for fagforeninger -du kunne kalde dem "supermarkedernes Ryanair", selvom det nok er for venligt over for Ryan!
      Men årene er gået, og Lidl er blevet et populært sted at handle. Priserne er i dag ikke så aggressive som engang, men de har stadig gode køb, ikke mindst når det gælder vinene. Det bedste køb i dag er måske:

Hans Lang, Riesling Classic Rheingau... 69,- 

2017, ***** (5/5), Lidl (partivare).
Rheingau mellem Rüdesheim og Wiesbaden er én 30 km lang sydvendt skråning. Rheingau er for mange er Tysklands bedste vinregion, hvor druen riesling dominerer totalt. "Tysk vins åndelige centrum", som Hugh Johnson og Jancis Robinson skriver i "Den store Vinbog".
      Hans Lang er en rigtig god vingård, hvor vinen kommere fra 20 hektar i Hattenheim, en af de bedste vinbyer. Vingården er ved at skifte navn til Kaufmann efter den nye ejer, Urban Kaufmann (ex-ostemager fra Schweiz), som leder vingården sammen med dne begavede Eva Raps, ex-direktør i VDP, foreningen af de mest ansete vingårde i Tyskland.
      Jeg tror, at vingården under nye ejere synes at lave bedre vine end tidligere, hvor den trods fint ry var en klasse eller to undeer Schloss Schönborn, måske byens mest kendte vingård.
      Foreningen markante ørn pryder således skråuelåget på denne vin. Vinen er "classic", dvs på den tørre side som traditionen var indtil 1950erne, hvor tysk vin begyndte at blive sødere.
      "En flot klassisk riesling. absolut til den tørre side, med intens, kompleks aroma med lidt røg, lidt ung endnu, middel fyldig, god syre i balance med lille frugtsødme". Det er sent til asparges, men vinen vil være perfekt her -men ellers prøv den til en friskfanget fisk med mildt krydret sauce!

Weissburgunder "Trocken", Rheinhessen.... 39,- 

2018, ***** (5/5), Lidl (partivare). 

Pinot Bianco (Italien) eller blanc (Frankrig), men i hvert fald den hvide udgave af Bourgognes sorte pinot. Tør, let, ret neutral, men ren og frisk med kun en snert af sødme i eftersmagen -og excellent køb. 
      Tappes af Brems i Zell, en del af det store Zimmermann-Graeff-Müller hus, som også leverer til Coop. Også set i Halbtrocken, som ville have været ok fra Mosel, men denne var også fra Rheinhessen, som generelt er bedre til tørre end halvtørre vine (foruden de søde, som kan være sublime, naturligvis). 

Orvieto Classico "Poggio Civitelle".... 59,- 

2018, *** (3 af 5), Lidl (partivare). 

En rigtig god Orvieto fra særlig del af Classico, men da prisen er blot € 4 i tyske Lidl butikker (samme pris som Abadia Cabernet, der her fås til 39), får den kun 3*. Vinen er tappet af C.d.B. i Bardolino -langt fra Orvieto, men firmaet har også kælder i Orvieto, så leverandøren er formentlig Bigi, et af de førende huse i Orvieto, som er del af giganten GIV, som også ejer bl.a. Melini og Lamberti. God frugt, tør, frisk, med pæn fylde i midten -til den bløde side, men det er typisk Orvieto, som domineres af den fine greco drue. 


Abadia Mercier "A", Cabernet-Sauvignon.... 35,- 

2017 VdT Castilla, *** (3/5), Lidl (partivare, 12,5% alk). 

Denne vingård ejes af Isidro Milagro, som er en af Lidl's leverandører i Rioja, som leverer den gode Graciano herunder. En robust vin uden den store cabernet karakter, lidt urter og tørhed i tanninerne. Men lav pris redder den.  

Graciano, Rioja "Edicion Especial".... 50,- 

2015 Cepa Lebrel, ***** (5 af 5), Lidl (partivare, 14% alk). 

Graciano er en af de sjældneste druer i Rioja, som domineres af den fine tempranillo, i reglen suppleret med lidt garnacha. Graciano var druen, få havde hørt om og endnu færre smagt som led i en klassisk Rioja. Men her er den -solo. 
Masser af jordbær og andre bær, lidt krydderi, middel fylde, ret høj syre. Graciano giver ikke stærk vin, så denne eer ikke sværvægter, men ganske elegant og brugbar til de fleste retter, også fra havegrillen! 
Og en ekstremt god vin til prisen, derfor 5 store stjerner. Cepa Lebrel er et mærke, der sælges af Lidl i mange lande. Laves for Lidl af Isidro Milagro, et ret nyt, meget dynamisk firma, startet i Rioja i 2002, men med længere erfaring især i la Mancha. Den moderne etiket vil gøre sig godt på bordet.

Patacona, Petit-Verdot, Valencia.... 59,- 

Valencia, *** (3 af 5), Lidl (partivare, 13% alk). 

En vin med fylde og varme, bløde tanniner og pæn frugt -men skuffende for petit-verdot, som er en af de fineste druer fra Bordeaux, hvor den ses som en slags "super-cabernet".
Den ses ikke meget, for den kræver lidt mere sol, end den ofte får i Bordeaux. Derfor leverer den god vin i Alicante og omegn (hvis vine legalt også må sælges som Valencia, hvor druen stort set ikke gror). Jeg kender ikke vinhuset, som leverer vinen -Patacona er en strand lige nord for centrum, men ikke et vinhus! 3 store eller 4 små stjerner, for vinen er trods alt bedre end det meste verdot, jeg har smagt i Australien.

Albret, Garnacha, Navarra.... 69,- 

2017 la Loma, **** (4 af 5), Lidl (partivare, 13,5% alk). 

Denne vingård er til gengæld velkendt og har et excellent ry for små mængder Navarra af højeste kvalitet. Albret er familieVingården ligger i den sydlige del af Navarra, hvor klimaet er meget lunt. En meget attraktiv vin med masser af bær (jord/hind), blødhed med fine syrer bagved, slet ikke præget af de 4 måneder, som vinen skal have lagret i eg. Nogle vil savne den kraft, de finder i Priorat (eller en god Châteauneuf!), men herlig og let at drikke. Og perfekt til fuglevildt -og mortensand! Server kælderkold.


Er du til G&T, så se her! 

Vil du købe mere i Lidl, så har Lidl en række spændende gin'er til rimelige priser. Jeg kan virkelig ikke gå højt op i dette, men folk klogere end mig siger, at de er rigtig gode. I M! nævnes begrænset periode, men Lidl har fået mere hjem, så der er en del endnu. 

Wild Burrow, Irish Gin... 149,-

40%, Pot Still destilleret på den grønne ø. Vandt prisen i 2018 som Irlands bedste gin i Irish Quality wards. Med noter af brombær, fennikel, koriander og irisrod formår den at tage kegler hos ginelskere - der skal bare lige en skive agurk og en solid tonic i, skriver M!


Hortus London Dry Gin... 139,- 

40%, sølvmedalje fra IWSC 2018.  

Desuden har Lidl p.t. også en række andre gin og vokdkas på praktiske 50cl flasker til 79,95, f.eks. en rigtig god Black Forest Gin 43% fra Schwarzwald. 
Det er ikke mit speciale, men jeg har længe undret mig over de sært opskruede priser på gin -som alt andet lige er noget af det billigste i denne verden at lave. Sammen med vor hjemlige vodka alias snaps! Apropos vodka, "Pure" Vodka 42% til 89. 
Og så er der forresten også Bitterol 1%, italiensk aperitivo i stil med Aperol. Smagen er ok, prisen er 59,95, hvor du i reglen skal give omkring 100 til Aperol (en skræmmende høj pris for ngoet, der er ret billigt at producere!). Drik den med tør prosecco, lidt soda og en isterning -så er sommeren hjemme! 

21/07/2019

Ugens bedste fra Østrig (og Argentina)

Vi bliver lovet sol og sommer af Voldborgs efterfølgere. Der kommer gang i havegrillen til grillet fisk og andre herlige spiser. Hertil ville jeg for 2-3 år siden drikke rosé, men nu er jeg (igen) vendt tilbage til den herlige grønne veltliner vin fra Østrig.

Østrig er bestemt ikke et lille vinland, selvom her er langt flere bjerge end vinmarker. Men trods alt bliver det til 51.000 hektar, som leverer omkring 400 millioner fl/år, godt 1/3 af Sydafrika eller Australien. Men hele 70% er hvidvin, så Østrig er en vigtig leverandør af tør hvidvin. 
      Den vigtigste drue til hvid (halvdelen af alle vinstokke) er grüner veltliner, en klassiker, når det kommer til aromatisk, fyldig og dog sprød tør hvidvin. Druen er født i Østrig, men ses dog også i naboerne Tjekkiet og Ungarn. 
      Engang blev denne sprøde hvidvin anset for dagligvin -og som sådan nydt med stor glæde i Heurigens (vin og madsted) i bjergene nær Wien. Men i løbet af de seneste 20-25 år er respekten for vinen steget, ikke mindst fra de bedste områder, Wachau og Kremstal (foto: Steiner Tor i Krems). 
      I 2002 organiserede Jancis Robinson og Tim Atkin -begge højt ansete Masters of Wine- smagninger, hvor grüner veltliner blev foretrukket frem for bl.a .Grands Crus fra Bourgogne og Californien.  
      Jeg har smagt veltliner fra både Tjekkiet, Ungarn og Slovakiet, men har hidtil ikke smagt vine, der kan måle sig med Østrigs. 
      Hovedområdet for veltliner er Weinviertel, et smukt området med idylliske landsbyer og bølgende vinmarker, der ligger nord for Krems og Wien op mod den tjekkiske grænse. 
      Bjergene betyder et tørt, køligt klima, og det giver vinen sin sprødhed, som det kan smages i vinen herunder.
      Sant Thias er ugens vin, sammen med den røde "Pure" fra Argentina nederste. 


Sant Thias, rød blend, hvid Grüner Veltliner eller rosé... 50,- 

Østrig, ***** (5/5), Rema1000, indtil lørdag 27.7. 

Jeg har smagt den udmærkede veltliner (som har appellation Weinviertel) flere gange og fundet den tør, frisk og sprød, med rig aroma (pærer, citrus og fersken) -alt hvad man kan ønske sig til en omgang muslinger eller grillede rejer. Ja, den er også god til såvel salt og perfekt til osten
      Jeg er ikke helt så glad for rosé-vinen, som virker for letbenet, mens den røde (smagt én gang) har god frugt i både duft og smag. Den er "Gemischter Satz", et blend af flere druer, dog nok mest Zweigelt, områdets vigtigste røde drue. 
Foto: Vingården ejes og ledes af ægteparret Harald og Daniela Frank, direktøren Johanna and vinmager Katrin Frank. 
Herunder: Vingården ligger Hernbaumgarten -et hav af vinstokke, især grúner veltliner. Byen ligger ved foden af de østlige Alper, nær grænsen til Tjekkiet. Importeres af Amka for Rema1000. 




Grüner Veltliner "Lenz Moser"... 50,- 

Østrig, 2018, ***** (5/5), Superbrugsen, til torsdag 25.7.), normalt: 89,60. 
Ikke helt så overbevisende om Sant Thias herover, men at foretrække for Meny's Nitthaus herunder, selvom denne er dyrere. Frisk og let vin med rig aroma og stor friskhed -ikke veltliner i top, men rigtig god til prisen.
Lenz Moser (1905-78) revolutionerede vindyrkningen, da han fandt på at lade planterne vokse højt og med længere mellem hver plante. Det betød mindre skade ved frost, mindre arbejde og godt udbytte, selvom der var færre vinstokke pr hektar. Hans metoder ses i dag over hele verden.
     Hans vingård (foto) har siden 1986 tilhørt VOG, der har gjort firmaet til det største i Østrig. Vinene er dog stadig glimrende, selvom puritanere nok vil foretrække dem fra naboen Sepp Moser (søn af Lenz).


Nitthaus, rød, hvid, rosé... 2 fl: 135,- 

Rød pinot noir, rosé, hvid chardonnay eller grüner veltliner.
Østrig**** (4/5), Meny, indtil torsdag 25. juli.  
Burgenland er den varmeste del af Østrig og ligger omkring den lavvandede Neusiedl sø en halv times kørsel syd for Wien. Søen er 36 km lang fra nord til syd (hvor en del er i Ungarn). Du kan næsten gå tværs over søen, da den i snit er 1 meter dyb (det dybeste sted er 1,8 meter!). Søen er UNESCO verdensarv og vrimler med fugle. I de mange hyggelige byer omkring søen vrimler det med storkereder, mange beboede om sommeren. 
     Nitthaus ligger i Gols på søen nordside ikke langt fra Wien. Vingården ledes af Hans og Anita Nitthaus og er mest kendt for rødvin. Meny har solgt husets "sélection" i mange år, som ikke er fra egne marker, men lavet af druer købt hos andre i området. 
     Den røde pinot noir er bedst -frugtig, afrundet, pæn længde. Har kun smagt de øvrige én gang eller to, men husker chardonnay som nydelig (og det bekræfter andre kritikere), mens jeg husker grüner veltliner som middel, på grænsen til det flade. Rosé ej smagt. 
      Området omkring den lavvandede sø afgiver en masse damp på de lune, solrige dage om efteråret, og det fremmer "Edelfäule", den ædle råddenskab, som du måske kender fra Sauternes. Og Burgenland er i dag et af Verdens fineste områder til ædelsøde hvidvine -Trockenbeerenauslese og vinen af frosne druer, Eiswein. Det er ikke Nitthaus' specialitet, desværre! 

Trapiche "Pure", rød malbec, hvid sauvignon, rosé  50,-

***** (5/5), 2017/18 Argentina, Føtex (til torsdag 24. juli), norm: 108,67.



To læsere kom for sent til at få "Pure" til 40 kr i Bilka -i fredags stod den til 108 kr, en horribel pris. Men trøst -kan du komme i Føtex, kan den her fås til 50 indtil på torsdag. Og det er også en god pris! 
Føtex har også Trapiche "Oak Cask" til 40 kr (også 5*), men "Pure" -uden eg- er bedre! Man undres: Det er både lettere og billigere at opbevare vinen på en 100.000 liter tank -svarende til over 400 egefade- når ét egefad koster 4000 kr. Så hvorfor er "Pure" -en vin uden eg- dyrere? Men svaret er ganske enkelt, at "Pure" er lavet af meget bedre druer, den røde af druer fra det fine Uco!

Den røde malbec har åben, rig frugt, solid, afrundet fylde og lang smag, et topkøb!  Den hvide har god frugt, men slet ikke præcision og tør friskhed som sauvignon fra New Zealand og Frankrig. Men både hvid og rosé er 5* værd til 50 kr!
Foto: Trapiche kommer fra Mendoza ved foden af Andesbjergene. "Pure" Malbec og sauvignon gror i højderne i Uco, et særligt (godt) område ved foden af det højeste bjerg i Amerika (både nord og syd), en times kørsel syd for Mendoza by.

17/07/2019

Når tilbudsprisen er den normale pris -og et par gode køb

Færre og færre køber vin (og andre mindre vigtige varer) til normalpris -hvorfor betale fuld pris, når du ugen efter kan få den samme vin til halv pris?

Ja, danskerne er tilbudsjægere (og jeg er bestemt ingen undtagelse!), som går målrettet efter den laveste pris på alt. Det er vel ikke noget nyt -formentlig var vikingerne også købmænd, som prøvede at få den laveste pris  -og røvede varen, hvis prisen ikke var lav nok! 

Men supermarkedet ved godt, at vi leder efter tilbud, så de er i fuld gang med at sætte normalprisen på udvalgte varer så højt op, at de også tjener gode penge, når varen sælges til tilbudspris.
      Du kan sikkert huske flere vine, som er på tilbud en god del af året -her er tilbudsprisen blevet til normalpris. Kendte eksempler er Coop's sydafrikanske Spier, mens Salling-gruppen tager sig af spanske Felix Solis, som leverer vine som Soldepeñas og Viña Albali, som ofte er på tilbud.


Mange vinelskere sværger til supertunge flasker som et løfte om en god vin, men det ved supermarkederne også -så de køber vin fra danske tappere, som  ikke har en dyr transport med en tung flaske. Disse vine har oveni ofte en superflot etiket, og du skal om på bagetiketten og læse det med småt for at se, at vinen er "Bottled by Taster Wine".

Taster Wine står bl.a. for Silverboom fra Sydafrika (foto), der også sælges i andre kæder under andre navne bl.a. Avenhoorn i Aldi. Typisk er normalprisen op mod 100 og tilbudsprisen omkring 50 (pris/kvalitet 2-3*). Men en flot etiket og en supertung flaske. Har kun smagt vinen et par gange, hvor jeg fandt den kommerciel og kedelig.

Crystal Bay er et andet mærke fra Taster Wine. Vinen kan komme fra Australien (Pinot Noir fra McLaren Vale) eller New Zealand (hvid sauvignon fra Marlborough (foto). Denne vin sælges bl.a. i Meny, typisk 50-60 kr. Har kun smagt den hvide sauvignon fra New Zealand (3*). Lidt kedelig, men ikke ringe, men Selaks fra netto er bedre (og den er tappet i England), for slet ikke at snakke om Sileni.
      Taster Wine deler adresse i Brøndby og delvis ejerskab med Skjold Burne og Holte Vinlager såvel som Oscar Davidsen (nogle af de samme vine, bare mest salg til restauranter).

Globus har flyttet hovedsædet til Køge, men har tapperi i bl.a. Brøndby, er mest kendt for Capolavaro, som ses i mange supermarkeder, en vin fra Syditalien og af og til Sicilien, typisk laves på druerne negroamaro og primitivo, både på glasflaske og baginbox (her er Globus specialist, de tapper også bl.a. Spier til Coop).
      Jeg har smagt Capolavaro og andre af Globus' danske tapninger, men jeg kan ikke se noget lys i disse vine, som trods hj alkohol er både lette og af og til let sødlige i smagen (kvalitet/pris 2*).

Vigtigt at vide, hvor vinen er tappet 

I teorien kan vine tappet i Danmark være fuldt så gode som vine tappet andre steder. Vin tappet på grostedet vil i reglen være bedst. Vin herfra er i reglen kun filtreret én gang (eller slet ikke) og har kun fået en gang svovl (eller af og til ingen svovl overhovedet). Men en forbavsende lille del af vin solgt i Danmark er tappet på vingården, formentlig højest 20-25%.
      Resten er tappet i Danmark (47-48%) eller importeret på flaske, men tappet uden for grostedet -ofte ganske langt væk -f.eks vin fra Australien tappet i England, Holland, Tyskland eller endog Sverige!
      Vin vil ofte blive filtreret hver gang, den flyttes -og ofte få et skud svovl for ikke at gå i ny gæring eller blive misfarvet. Så derfor gælder det om at minimere den risikable transport på tankvogn eller skib. Når vinen først er lukket med skruelåg eller prop, er den langt mindre udsat.
Prosper Maufoux Chardonnay... 6 fl. 299,- 
**** (4/5), Nemlig.com, indtil lørdag 21. juli, normalpris 139,95 (!)
En nydelig let chardonnay, med let aroma og ren, tør smag -men overvej ALDRIG at give 139 kr for vinen! Vinen kommer fra Sydfrankrig, hvor druerne er ret billlige, og vinen bør normlt koste omkring 60 kr. Vil du have den med druer  fra Bourgogne, er prisen typisk 4-5 gange højere -og du kan til 139 kr faktisk købe en hvid Chablis eller Bourgogne fra Maufoux (i Meny).
       Prosper Maufoux var engang et ganske udmærket hus (undertegnede har handlet meget med dem) i Santenay i Bourgogne. Deres domæne-vine var glimrende. Da den gamle Pierre Maufoux forsvandt, gik det ned for huset, og huset er i dag næppe mere et navn, som ejes af Veuve Ambal, som er specialist i (god) mousserende vin (bl.a. i Meny og Spar).
Men i denne uge har Superbrugsen nogle af de bedste køb...

Riesling Grand Cru, Altenberg ... 89,- 
Alsace **** (4/5), Superbrugsen, indtil 25.7.
En lav pris for Grand Cru fra Alsace, selvom Alternberg (i Wolxheim i det nordligste Alsace) ikke just er en af de mest ansete Grands Crus. Vinen kommer fr Arthur Metz, som er del af GCF- gruppern (og derfor sjældent god). Men det skal man ikke altid stole på, for denne vin (i 2017) er blevet anbefalet af flere, der ved besked. Desværre ikke smagt. Men formentlig en ret tør, aromatisk hvid med god syre og fin balance.

Coronas eller Esmeralda, rød-hvid-rosé, 6 fl:  199,- 
Spanien ***** (5/5), Superbrugsen, indtil 25.7.  Ikke det store sus, men til prisen rigtigt godt køb. Den hvide er rar (let sødlig, men frisk) og den røde har pæn fylde og frugt uden at begejstre. Men Torres er et historisk hus, som altid er værd at smage.

La Baume, rød Merlot, hvid Viognier ... 59,- 
Alsace **** (4/5), Superbrugsen, indtil 25.7.
Jeg kan bedre lide disse vine -men prisen er også højere. La Baume var engang en rigtig vingård, men i dag købes de fleste druer ind og laves i flotte, men meget store kældre. Meget effektivt -men vinene er faktisk gode. Den røde er nydelig og pæn, men lidt anonym, den hvide -på den sjældne drue viognier- har frugt og karakter plus god friskhed.

Bissinger Rosé, Brut... 199,-


Champagne ***** (5/5), LIDL (kører stadig som partivare.og er set i flere Lidl butikker).
En pink Champagne til en meget rimelig pris! Fin sart farve, fint brus med små bobler, herlig duft af røde frugter, tør, men ikke så det støver, ret let, god eftersmag. Lidl sælger normalt den hvide Bisse, men denne er faktisk sjovere og fik da også 88p/100 af Decanter.
      Jeg har altid kaldt vinen "Bisse" -rigtig mange Champagne huse har kælenavne -Bolinger er Bolly, Jacquart er Jack og Bonnaire er Bonny! Det sære ved Bisse er, at der er præcis 0 ansatte i dette hus, der har en omsætning (2018) på knap 2 milliarder kr! De løber sgu stærkt, de ansatte. Selvom der ingen er!
      Årsagen er banal -Bisse er et mærke fra firmaet Heidsieck Monopole, som igen ejes af Vranken-Pommery, som i dag er det næststørste hus i Champagne (efter Moët, men foran Lanson og Laurent-Perrier).
      Huset slog sig op så sent som i 1970erne med mærker Demoiselle (som så meget fornem ud, men var ret billig -også i smag). Siden gik det stærkt, og de har overtaget det ene kendte mærke efter det andet, bl.a. Pommery, Charles Lafitte og altså Heidsieck.
      Huset ledes af Paul-Francois Vranken, som assisteres af datteren Nathalie Vranken (foto), som faktisk står som leder af Bissinger. 


14/07/2019

Bastilledagen -230 året for revolutionen

I dag er der fest og farver i Frankrig. For det er i dag lige præcis 230 år siden, at sultne parisere stormede Bastillen i Paris og startede den franske revolution. Siden har der på alle rådhuse ("Hôtel de Ville"!) i Frankrig stået ordene -"Liberté, Égalité et Fraternité", "Frihed, lighed og Broderskab". 

Om Frankrig har levet op til ordene, kan diskuteres! Men målet er da smukt, og man kunne da ønske at visse politikere, der mener, at "lidt mere ulighed vil være godt" ville lytte lidt!

      Så vi fejrer dagen med masser af franske flag, god mad -og god vin, gerne også Champagne, men i det mindste fransk vin. Ikke noget med vammelsød zinfandel eller amarone her!
      Har du ikke allerede købt ind, er her et par bud...

Riesling "Cave de Ribeauvillé".. 50,-

Alsace, ***** (5/5), Netto, til fredag 19. juli. 
Sært nok har mange kæder tilbud på Alsace riesling lige nu -og det passer mig godt, for jeg elsker riesling -mens Lotte Heise "virkelig ikke er glad for riesling" i Coops gratis "Vin & Co"). 
Vinen er tæt på Coop-kædens riesling fra Turckheim, men denne eer -måske- en anelse mere simpel. Men stadig et rigtigt godt glas -især til prisen!

Coccinelles, Rhône øko... 69,- 

2017, ***** (5/5), Superbrugsen til torsdag 18.juli.
En rigtig udmærket vin på druen grenache suppleret med 30% syrah. Rig duft, fyldig, afrundet, frugtsmagende med fine noter af peber og krydderi. Ikke stor, men behagelig. 
Slottet drives økologisk og er ganske stort og ligger i Domazan tæt på landevejen mellem Avignon og Pont de Gard (foto, den gamle romerske akvædukt, der fragtede vand til badene i Nîmes).

      Til samme pris tilbyder Superbrugsen også Laugels crémant fra Alsace (3-4*), som for mig har noter i frugten af umodne druer. Calvet crémant (Føtex og Bilka) er ikke bedre -skal det ikke være Champagne eller Prosecco, så er Meny's crémant herunder et godt bud: 

Cave de Lugny, Crémant de Bourgogne.. 79,95

Brut Blanc de Blancs, ***** (5/5), Meny, indtil torsdag 18.juli
Den er faktisk helt god til at fejre Bastilledagen... Positiv frugt af chardonnay og lidt lagring, fine bobler, re smag med kun en snert sødme til sidst. Lugny's crémant kommer- modsat de andre- fra egne marker, og det betyder i reglen bedre druer. Og Lugny er en god lille by i Bourgogne lidt nord for Mâcon.

Champagne Moët & Chandon... 299,- 

Brut, **** (4/5), Supervin.dk (partivare)
Du vil sikkert indvende, at denne Champagne er Verdens mest solgte og derfor ikke god -du vil hellere købe Bissinger fra Lidl eller en af de andre til omkring 200!
Og selvfølgelig har du ret -til en vis grad! For den er ikke 100 kr bedre end ALDIs den billige, men slet ikke så ringe -og til Bastilledagen -når du har pyntet op med franske flag på terrassen- skal der være fest snarere end "godt køb"! 
      Moët blev berømt i årene efter den franske revolution, da husets leder blev gode venner med en ung Napoléon Bonaparte. Denne blev kejser og en god kunde -huset byggede Trianon paladset, så Napoléon havde et passende sted at overnatte, når han besøgte kældrene! 
      I dag leverer Moët 26 millioner flasker årligt, så det er imponerende, at kvaltiet er så relativt høj.  
Positiv aroma, fine bobler, smagen er ren, tør og frisk med (igen) en lille snert sødme til sidst. Men elegant og god -bedre end jeg husker den. 

Husets bedste er naturligvis Dom Pérignon, men den er temmelig dyr for fattigrøve som os (1000), som kaster os over Vintage udgaven, der af og til kan fås for omkring 350-400 kr og er meget tæt på "Dom"!