Søg i 1200 opslag:

30/03/2020

Forår i Coop med pink og grillvine!

Måske er det, fordi vi så måt aner afslutningen på den ufrivillige isolation i det fjerne -men der er dømt forår i Coop's Brugser og Kvickly. 

Og tager du lige Irma med (sidste blog), så er der også masser af skum til de lyse nætter... 


Den sjoveste vin er den brusende røde Brachetto, men i kvalitet kan den ikke mål sig med Palo Alto fra Chile -for slet ikke at tale om den flotte Vacqueyras -bedste vin- eller den behagelig cabernet fra Casillero del Diablo (bedste køb).
Og så til sidst en klassiker af rang til de syltede sild -rød Aalborg Taffel Akvavit til 75, som må få 5*.

Palo Alto, rød/hvid/rosé... 39,-

Bedste køb, rød cabernet-carmenère-shiraz, rosé shiraz, hvid sauvignon,**** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 2. april, normalt 69,95. 4 store stjerner -tæt på 5- for en n tør, frugtig rosé, mineralsk men god rød og meget frugtig ren hvid, alle fra Maule i den køligere del af Central Valley.

Brachetto Spumante, Piemonte... 59,- 

**** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, gælder indtil torsdag 2. april, norm: 79,95

En rigtig forårsbebuder, der ofte kaldes en rød Moscato Spumante, dvs. tag ikke vinen for alvorligt. Druen er brachetto, som giver masser af rødvin -ret lys farve og meget aroma -. Rød farve og brus, sød, med lidt duft af jordbær og lidt brus, der gør sødmen behagelig. Populær som velkomstglas (men ikke mere end ét glas, evt med frosset jordbær i glasset) eller til de første jordbær... 

Casillero del Diablo "Reserva Privada"... 69,- 

Bedste køb, 2017 cabernet-sauvignon, ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, gælder indtil torsdag 2. april  "Diablo" var vinen, der gjorde giganten Concha y Toro stor i Danmark. I dag er det mest god dagligvin, men huset har bedre vine, bl.a. denne "Privada" fra særlige marker i det fine Maipo. Denne 2017 fik 5* af Rydberg i Ekstrabladet. 

Domaine de l'Oiselet, Vacqueyras... 99,-

Bedste vin, økologisk, ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, gælder indtil torsdag 2. april
Så er vi en klasse højere oppe -fuldfed Rhône med krydderi, tobak, røde og sorte bær og masser af styrke og fedme. Flot nu og de kommende par år. 
     Vacqueyras ligger ved siden af Gigondas i den sydlige Rhône-dal, og begge har fået egen appellation, så du leder forgæves efter navnet Rhône på etiketten -det forudsættes bekendt! Parker var glad for 2016, som han gav 92p/100 med ordene: "More structured than the 2015, this 2016 is a full-bodied, richly textured and firm wine that should drink well over the next 5-8 years. Hints of rosemary and cola accent the mixed-berry fruit, finishing dry and savory."      
      Det er ret flot til 99 -Frankrig kan stadig! Sidste år gav jeg samme vin 5* til 120, så 99 er en rigtig god pris for en vin, der faktisk er lige så god som en Châteauneuf. 

Spier "Creative Block", rød/hvid... 99,-

rød Bordeaux-blend, hvid sauvignon-blend **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 2. april, normalt 159,95
Jeg har altid elsket den stilige Spier etiket, men sjældent været vild med vinene. Men de 2 "Creative Block" vine må jeg rose, for de har mere personlighed. Druerne er "Coastal" -bedre end Western Cape, mest hentet i Darling og Stellenbosch, hvor vingården ligger.
      Den røde er et typisk cabernet/merlot blend med lidt petit-verdot og lidt eg.  En ganske flot vin, pæn aroma af tobak, solbær mv, afrundet, men med en rank personlighed, der antyder, at den bliver bedre om et år eller to, selvom den er mere end god til mad nu.
       Den hvide har lidt semillon + de 90% sauvignon. Ingen eg, men lagring "sur lie" i 6 måneder -det giver en meget aromatisk vin med hyld og stikkelbær (type New Zealand eller Casablanca), middel fylde, pænt lang og med et lille syrebid. Ikke så imponerende i forhold til prisen -så også her er vi på 4*.

      Spier "Signature", flere typer, 35 (4*, også DagligBrugsen og LokalBrugsen indtil 8.4.), godt køb snarere end stor vin. Pæne, nydelige vine, som ikke gør en kat fortræd. Tappet i Danmark. Egentlig kan jeg bedre lide:

 Til gengæld vil mange kunne lide 

Z Zinfandel eller F Fiano, 6 fl:  ... 279,- 

= 46,50/fl, (5*/5), Superbrugsen og Kvickly indtil torsdag 2. april, LokalBrugsen og DagligBrugsen indtil 8.4.indtil onsdag 8. april
Den er meget bedre end de dansk-tappede Amarone-lookalikes, der sælges af mange supermarkeder -rødvin med lidt frugt foruden den krydrede styrke, hvid med frugt og friskhed. Fiano er en god drue, som nok er bedst kendt omkring Napoli i Campania (hvor den er dyr). Rosé er af den sødlige California-type, som ikke er min smag.

Carmel Mingot de Haux, Bordeaux...  3 fl: 139,- 

**** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, gælder indtil torsdag 2. april

Til 46 kr flasken et rigtigt godt køb, hvis du kan lide klassisk Bordeaux, dvs. vin med lidt bid (selvom det ikke er overdrevet). Carmel de Mingot var i 1600 tallet navnet på et kloster i Cotes de Bordeaux, som i dag er del af Haux. 
Middelfyldig, ganske indbydende vin, som dog har et let grønt præg, som måske forsvinder i løbet af et år eller to på flaske. Med mad er vinen dog ganske udmærket. Giv den 5*, hvis du kan finde den i 2015/16.  Vinen er et af mærkerne fra Haux i Bordeaux, dog ikke slottets bedste vin. 
Slottet blev købt i 1985 -35 år siden- af kunder af Knud Jørgensen, en vinhandel i Hellerup, som i dag desværre kun eksisterer som et mærke under Kjær & Sommerfeldt. 


Piccini, Chianti Riserva... 3 fl: 139,- 

 ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, gælder indtil torsdag 2. april 
Ikke i top, men hvad forlanger du til 46,33 kr? En kommerciel Chianti med lidt fylde, lidt spids duft og tør eftersmag -dog bedre efter en tid i glasset, hvor den faktisk bliver helt nydelig! Piccini er måske det største firma i Chianti og leverer 10% af hele Chianti's produktion, hvor langt det meste købes ind som færdig vin i kooperativer osv.  

Emiliana "Signos", Single Vineyard, ... 99,- 

2017 cabernet-sauvignon eller 2018 pinot noir, Chile Økologisk, 

***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, gælder indtil torsdag 2. april

De to vine viser, at Chile kan konkurrere med det bedste fra Californien. Emiliana ejes af Concha y Toro og er deres økologiske domæne. Begge kommer fra særlige parceller -cabernet fra "Morros" marken i Maipo nær Santiago, der fik 17p/20 af Oldenburg i Smag: "Klassisk Maipo-Cabernet strutter af udsøgt saft, solbær og charme. Den er ikke mild og lækker, uden spor af egetræ eller syre, en gennemført pleaser, der sagtens kan nydes uden mad. Den er vinhyldens artige, muntre, fyldige dreng – der ovenikøbet smager godt."
Pinot noir fra "Rincón" ved Valparaiso nær det kolde Stillehav, et klima, som kan give pinot så god som New Zealand og Oregon -men til priser, så vi kan være med!  5* af Rydberg i Ekstrabladet. 

Aalborg Taffel akvavit "rød"... 75,- 

***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly indtil torsdag 2. april 
Bedste spiritustilbud. Der er snaps på tilbud i alle kæder, det meste til omkring 100 med navne som Lysholm Linie (3*), O.P. Anderssons, Jubilæums Akvavit (4*) samt Brøndums til under 70 (4*). De er alle udmærkede med ren aroma, men uden den rene skære aroma i Taffel. Personligt finder jeg endda Linien for sød. Men man er vel puritaner, når der skal en ledsager til de syltede og marinerede sild! 
      Intet slår den røde Aalborg med sine 45%, som virkelig får kommenaromaen frem. Det skulle da lige være de alt for sjældent sete Brømdums Kummen eller Harald Jensen. De koster det samme i indkøb, men er aldrig på tilbud til 75. Ak nej. Må dulme sorgen med en lille skarp! 

29/03/2020

Flotte vine i Irma -til gode priser

 Irma er kommet ud med en perlerække af gode tilbud, som virkelig kan få mig ud at køre... Irma er dyr med mange ting, men sjældent med vinene, selvom de ikke altid er gode. Men i denne uge viser Irma sig fra deres bedste side, så det har været svært at vælge de bedste køb. 


I august skrev jeg om Irma's andel danskernes vinkøb -lige fra dengang det var forbudt at købe vin i supermarkederne... Læs det her! 

Bedste køb: Zorzal garnacha (2 fl. 119), og Losada, mencía (79). 

Bedste vin: svært, men  og Rully Montmarin, i tæt opløb med Morel Vacqueyras

Viña Zorzal Garnacha eller chardonnay, 2 fl...  119,-

***** (5/5), økologisk, Navarra, Irma, indtil onsdag 1.april, normalt 109,-


Herlig ung garnacha med masser af frugt og krydderi, samt en udmærket chardonnay med mere friskhed end mange. Zorzal er en ret ung (1985) vingård, hvor sønnen Mikel Sanz i 1998 opdagede en gammel forsømt mark med 100-årig garnacha, som nu er genoplivet. 
      Kendere er begejstret. Det er jeg faktisk også. Importeres af Vinova, men sælges også af Irma. 

      Til samme pris også Glorioso, Rioja crianza (5*, 2 fl: 119, Irma) -en gammel favorit, som jeg ikke har smagt i et par år. Den ser flottere ud i dag og er begyndt at få pæne ratings (91p i Gúia Peñin i nyere år). En ganske kraftig, men flot Rioja med rig aroma, ret fast stil. Vil have godt af 1-2 år. Huset ligger i Laguardia, en af de flotteste byer i Rioja (se foto). 

Sassorello, Campo ai Lecci Toscana... 6 fl: 399,- 

= 66,50 kr/fl, ***** (5/5), Irma, indtil onsdag 1.april. En ret flot vin, dog ikke smagt for nylig, desværre, men jeg vover alligevel 5*. Vingården ligger i Montalcino, dvs. der er en duft af brunello over vinen, som dog også har andre druer som cabernet i sig. Men lavet i en tilgængelig stil. 

Madonnina, Chianti Riserva... 6 fl: 399,- 



    = 66,50 kr/fl, ***** (5/5), Irma, indtil onsdag 1.april. Denne smagt sidste efterår, og den er god, fast, kraftig, med god duft og en vis stil, nok bedre om 1-3 år -flot til prisen. Vingården er den største i Greve i Chianti og ejes af familien Triacca, som købte et jagtslot i 1969. Husets hovedsæde er i Valtellina, som Irma også sælger (Sassella). 


    Tosalet, Priorat "Vinyes Velles"... 79,-

    2017, ***** (5/5),   Irma, gælder til onsdag 1. april 
    En indbydende vin med god fylde, krydret duft, men med lidt mineraler og frugt, der hindrer vinen i at blive kedelig. Som en rigtig god Rhône, blot blødere i stil. En kommerciel vin, men rigtig god oveni. 
    Vinen laves af Hammeken Cellars, nok det største danskejede vinhus uden for Danmark med op mod 30 millioner fl/år. De ejer ingen vinmarker selv (endnu), men får vinen lavet efter deres ønsker i kældre rundt om i hele Spanien. Vinmageren er også dansk: David Tofterup (foto). 

    Losada "mencia", Bierzo ... 79,-

    ***** (5/5),  Irma, gælder til onsdag 1. april
    For mig ugens bedste køb, men nu elsker jeg også druen mencia, en af de nye stjerner i Spanien, som giver en vin så langt fra de tunge, solmættede (og af og til trættende) sværvægtere, Spanien er kendt for! Vinen kan såmænd ligne en god Beaujolais, men med lidt mere kød på -men der er lidt af den samme dansende følelse af vinen på ganen...  Overdådig aroma, moden, men med mineraler, sød frugt og endog blomst -middel fylde, afrundet, lang, men med friskhed i den nydelige lille syre. Nydes nu -evt til tapas, kalveculotte o.l. Gerne kælderkold. 
    Druen trives i det relativt kølige Bierzo (vi er ikke langt fra Sct. Jacobs grav i Compostela i det våde, kølige Galicien). Losada er en glimrende privat vingård med gamle vinstokke og en ung, begavet vinmager -alt er perfekt. 

    Vacqueyras, Pierre Henri Morel... 119,-

    ***** (5/5), Irma, gælder til onsdag 1. april 
    En rigtig god sydlig Rhône på grenache og syrah, ikke stor, men poleret, middel kraftig, afrundet og pænt lang. 
    Jeg må indrømme, at jeg foretrækker Priorat'en ovenover, så denne vin får kun 5 små stjerner. 
    Bag den lidt neutrale etiket (så langt fra en overbroderet pavevin, man kan komme!) står Pierre Henri Morel, som i små 10 år var leder af Chapoutier i det nordlige Rhône, men i 2008 begyndte at sælge vin under eget navn -men med Chapoutier bag sig. Vinen er langtfra den bedste Vacqueyras jeg har smagt, men god nu -og fair pris for noget med Chapoutier i sig!
    N.B: Irma har også tilbud på Guigal Côte Rôtie (299, 5*). 

    Cava Vallformosa, Brut... 2 fl: 99,50

    **** (4/5), Irma,gælder til onsdag 1. april, normalt: 149,-. 
    "Origin" (til samme pris fås også Semi-Seco og Rosado, ej smagt).
    Nydeligt brus, pæn aroma, frisk og ren. En ganske god cava (udtal: gáva, ikke kahva!) fra et af de større familieejede huse, hvor familien Domenech også har godt ry for rød og hvidvin. 
          Vallformosa er ikke så kendt og langt mindre i størrelse end giganterne Freixenet og Codorniu, men laver måske bedre cava. "Origin" er basiskvaliteten, hvor druerne formentlig hentes i andre egne af Spanien.

    Mayerling, Crémant d'Alsace, hvid eller pink.... 2 fl. 139,- 

    Rosé brut eller Brut/tør ***** (5/5), Demi-Sec/halvsød, **** (4/5), Irmagælder til onsdag 1. april, 
    Godt køb i crémant fra kooperativet i Turckheim, som i mere end en menneskealder har leveret Alsace til Irma. Hvid på pinot blanc, rosé på pinot noir. Rent smagende, frugtig og ren, med ganske lille sødme. Excellent køb.

    Philippe Deval, Crémant de Loire, Brut, 6 fl: 349,-

    = 58,16/fl, ***** (5/5), Frankrig, Irmagælder til onsdag 1. april. Det er forår, så vi oversvømmes af tilbud på billigt brus, cava osv -men denne er faktisk ganske udmærket med en ren, positiv aroma, tør, let og med fint brus. Den er bedre end Irmas andre crémant'er Pierre Ponnelle eller Maison du Crémant (som synes meget lig dem i Coops andre kæder), men denne er bedre. Men står du lige og skal bruge 6 fl. brus i disse corona-tider? 
    N.B: Irma tilbyder også 30% på deres gode Joseph Perrier Champagne. Her er Vintage 2008 bedste bud (279,06 efter rabat). 

    Saint Martin "nr 2", Provence, 2 fl: 159,- 

    2018, ***** (5/5), Irma (fra 16-23. maj). Maleriske Provence leverer det meste rosé i Frankrig, om end andre områder også presser sig på. Nogle af de fine er Cru Classé, en liste over en række slotte, som lavede fin vin i 1955. Et af disse slotte er Saint-Martin, som skiller sig ud ved at have tilhørt samme familie siden 1740 -men hvor slottet går i arv fra mor til datter! 
          Nr 2 er flot, fyldig, frisk og frugtig, med lidt jordbær i duften.  Foto: Datter Emilie Perenanda.
    N.B: Slottet er også et lille hotel. Slottet ligger lidt nord for motorvej A8 mellem Fréjus og Brignoles, hvis vi på et tidspunkt igen kan tillade os at rejse til Frankrig. 

    Rully "Montmarin"... 139,- 

    2018 Domaine Chartron , ***** (5/5)  Irma, gælder til onsdag 1. april. Har drukket denne vin nogle gange -en rigtig god chardonnay med ren aroma, middel fylde og god frisk, sprød smag, som hæver sig over billig Meursault og andet, som får mange til at sky Bourgogne...   Og det selvom huset er ejet af Helfrich (fra giganten GCF). Montmarin er et godt vinbjerg, ikke 1.Cru, men lige under. 

    1884, rød eller hvid, frit valg 2 fl: 129,-

    **** (4/5), rød Malbec eller Cabernet-Sauvignon, hvid Viognier. Mendoza, Argentina, 

    Irma, indtil onsdag 1.april, normalt 109,-

    To gode røde, mørke, fyldige, men med god balance og dybde, måske er frugten i malbec lidt finere. Den hvide er på den sjældne viognier (næsten uddød i 1970erne, i dag ses den oftere), let, frugtig,men lidet mindre frisk end de gode fra Sydfrankrig.

          Der nævnes en masse eg i vinene, men det smages til alt held ikke -vinene er formentlig gæret med egestænger for at give et let præg af eg -det er billigere end at lagre vinen i eg). 
    Måske er vinene fra Chile bedre kendt i Danmark, men på mange måder er vinene fra Argentina ofte bedre. Disse vine er faktisk bedre end de fleste fra Argentina, da den kommer fra ét enkelt domæne, Escorihuela Gascón, som er grundlagt 1884 (deraf navnet på vinen) og det ældste i Mendoza.
    Vinene gror højt oppe, 1000 meter over havet, med udsigt til sne. Dagene er meget varme (op mod 40 grader) , men nætterne er kølige, dvs. 25 graders forskel på dag og nat! Og det er godt for vinen.
      

    Coyam, syrah-blend, øko...  119,- 

    2016 Chile**** (4/5), Irma, gælder til onsdag 1. april, norm.178,65 
    Et roderi af et blend fra det lune Colchagua: ca. 60 Bordeaux/40 Rhône -61% Bordeaux-druer som carmenère, cabernet og merlot + petit-verdot + Rhône-delen: 38% syrah + 1% mourvèdre! Ret flot, mørk, rig og intens aroma med krydderi og frugt, meget fyldig, afrundet, men ikke fad -flot nu og de kommende par år. Rydberg synes det grønne dominerer (carmenère), det synes jeg ikke. Vinen kommer fra Emiliana, den økologiske del af giganten Concha y Toro. 

    26/03/2020

    Tid til brus og hvidvin

    Himlen er blå og træerne får den smukkeste lysegrønne farve -så er det tid til de hvide vine -også i Føtex, som p.t. har nogle af de bedste bud. 

    Ja, jeg ved godt, at konfirmationer og alt andet udsættes i det uendelige, men jeg har allerede været til "corona-møder", hvor man sidder pænt med så lang afstand mellem sig, som armene kan nå, så flasken når hele vejen rundt! 

    Bedste køb: Crémant Giersberger, Alsace (50,-) og Rioja Bordón Reserva (49), Dr Pauly riesling (39) samt Amaral hvid sauvignon og chardonnay (49). 
    Bedste vine: Undurraga TH (rød/hvid, 79). Sancerre Fournier (119). 
    Alle Føtex. 

    Crémant "Giersberger", Alsace, brut... 50,-

    ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 2. april, norm. 99,67. 

    Fra kooperativet i Ribeauvillé. Ikke så flot etiket som mærkerne fra GCF (som har dyr designer til mærker som Laugel, Helfrich, Arthur Metz, Calvet, Brucker osv), men bedre efter min smag! Ribeauvillé laver sin egen vin, mens GCF køber sin vin fra andre -f.eks. fra kooperativet i Ribeauvillé. Og så vil jeg hellere købe vinen direkte! Druerne er pinot (blanc og auxerrois). 
    Positiv aroma, fint brus, ret og ligefrem, ikke stor, god syre, men ikke den grønne syre, som præger meget cremant i dag. En ganske svag sødme runder vinen af, men generer ikke. Decanter gav vinen 90p/100 sidste år. 

    Gewurztraminer "Giersberger", Alsace... 50,-

    ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 2. april, norm. 74,50

    2018. En god vin til f.eks. sushi og anden asiatisk mad -eller glas i utide. Decanter gav vinen 89p/100 sidste år. Nydelig rosenaroma, fyldig, lille sødme, meget lidt syre.
    Ribeauvillé er en flot, gammel by, som ligger nord for Colmar og rigeligt er et besøg værd. Her er godt hotel og restaurant. Her bor 2 store huse -Trimbach og kooperativet. Trimbach er måske marginalt bedre -især på topvinene- men i basisvine som denne er kooperativet slet ikke så langt væk! 
          Cave de Ribeauvillé er Frankrigs ældste kooperativ, dannet i 1895 i de mørke år 1870-1918, da Alsace var Elsass og del af
    Tyskland. I dag er der 90 medlemmer med ialt 265 hektar i Ribeauvillé og nabobyer. 40 ansatte passer skråningerne og laver vinen, som generelt nyder godt ry. Medlemmerne ejer andele i flere grands crus, men stoltheden er Clos du Zahnacker i "monopole" (eneeje), 1,24 ha plantet med riesling, pinot gris og gewurztraminer. Den er for dyr (€ 30 i kælderen), men flot. 
          Så vil jeg hellere købe Riesling grand cru Schoenenbourg fra kælderen, som Bilka netop nu sælger til 109 (5*) -bedre end grand cru fra Hendrich osv, selvom de er tappet på flottere flasker! 

    Rioja Bordón, Reserva... 49,-

    ***** (5/5), Bilka, indtil påskelørdag, norm: 99. 
    Fås også som rosé og hvid (***/5). Ikke top, men godt køb. Middeldyb; indbydende let krydret duft med toner af nød og urt; middel fyldig, pænt lang -en kommerciel, men god Rioja. Har kun smagt hvid én gang, ok uden at brillere, rosé smagt én gang uden at blive imponeret -frisk og ren, men ikke meget aroma. 
          Huset er grundlagt i 1890 af Anglade fra Bordeaux sammen med en lokal vinmand -og navnet Bordón antyder netop "en Bordeaux-mand"! 
          Der har ikke været folk fra Bordeaux blandt ejerne i 100 år, men huset hedder stadig "Franco-Españolas" -den "fransk-spanske" bodega! Er du i Logroño, så besøg huset, som ligger smukt ud til Ebro floden og (trods rasende modernisering) stadig har bevaret god del af sin franske 1800-tals charme! Blandt gæsterne her har været den spanske kong Alfonso XIII og selveste Ernest Hemingway, der besøgte huset i 1956. 

    Føtex tilbyder også Bordón Gran Reserva Rioja (89, 4*). Sætter den ikke så højt som Gran Reserva fra Baron de Ley og Faustino I. Men sikkert ok vin. Her er den almindelige Reserva bedre køb. 

    Banrock Station Reserve rød/hvid,... 39,-

    ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 2. april, norm. 89,-
    Jeg kan aldrig blive vild med vine som disse, men de smager jo godt! De får 5* for den lave pris. 
    Rød cabernet + shiraz er mørk, kraftig, frugtig, krydret, blød tanniner -kedelig i længden. Den hvide er lidt sjovere -på druen chardonnay (kedelig) + verdelho (Madeira-drue) giver en intens aroma, som med lidt syre sikrer friskhed. 
          Banrock Station (foto) er en af Australiens største vinmarker -dækker 1800 hektar i en blok, hvoraf 600 er plantet med vin. Sådan en mark kan kun eksistere langs Murray-floden, som løber gennem tørt, ørkenlignende land tæt på Kingston -en anden stor vingård i Australien. 
          Markerne kunstvandes for at sikre et stabilt udbytte. Der har været en del kritik af denne kunstvanding, især da vandet er ret saltholdigt pga. fordampning. Men til gengæld giver Banrock Station (en del af Accolade gruppen) penge til økologiske projekter i mange lande. Begge vine er tappet i England.  

    Bijou Rosé eller hvid, Cabrières... 59,-

    2018/19, **** (4/5), Føtex, indtil påskelørdag, norm: 89,67. 
    En god rosé på en smuk flaske. Laksefarvet, ret lys, indbydende aroma (i 2018), ganske fyldig, men også frisk -god vin til en frokost eller grillet laks o.l. 
    Hvidvinen er heller ikke tosset, men måske knap så overbevisende, lidt citrus, tør, pæn længde. 
    Bijou = smykke, og vinen er også en lille perle, som kommer fra Cabrières, et godt område i Languedoc i bjergene over Montpellier -"Pic de Vissou, en uddød vulkan som sørger for at vores vinmarker får meget gammel jord, et højt niveau af skiffer og havfossiler", skriver kælderen. Hvidvinen er Languedoc, ikke Cabrières (som kun bruges til rød og rosé). 
          Jeg foretrækker denne vin frem for Provence rosé fra Valvet samt GEM, fransk hvid/rosé på facetteret flaske. 

    De 10 bedste påsketilbud i Føtex: 

    Føtex har lille tillæg med tilbud, der gælder indtil påskelørdag. Har du ikke allerede været der, er det værd at investere i. Der er vel små 30 tilbud -her er de 10 bedste: 

    Fournier, Sancerre eller Pouilly-Fumé... 119,- 

     ***** (5/5), Føtex, indtil påskelørdag, normalt 199. Til en forårsdag med eller uden asparges og stenbider vil en god hvid være selvskrevet -og disse to er flotte. Knastør, men med rig aroma, lidt citrongræs, solbær og grape -sprød og frisk. Lette, præcise og stilrene. Tag bare Sancerre -den er i reglen et par kroner Dyrere lige nu, da høsten i 2018 var lille), mens Fumé måske har en snert mere fylde.  Fournier er et stort hus i SANCERRE, som begdte i 1950erne med et par hektar. I daghar huset 60 hektar, lidt mere i Sancerre end i Pouilly. 

    MontGras "Amaral"... 49,- 

    Chile, ***** (5/5), Føtex, indtil påskelørdag
    Hvid Amaral: chardonnay og sauvignon fra Leyda. Meget flotte vine, som laves i mindre mængder, typisk 120.000 flasker årligt. Ingen mærkbar eg, men meget flot aroma, friskhed og længde. Leyda er et af de kølige områder, som har fået Chile til at rivalisere New Zealand. 

    MontGras "Antu" rød... 59,- 

    Chile, ***** (5/5), Føtex, indtil påskelørdag
    rød Carmenère Rapel, Syrah  Colchagua (5*),  Grenache-Syrah-Carignan Colchagua. 
    Imponerende vine, især til prisen. Min cabernet-carmenère var proppet, mens garnacha-syrah-carignan var flot, men havde brug for 1-2 år. 
    Den meget dygtige chefvinmager Santiago Margozzini  (foto) kan være stolte af disse 3 vine, der viser, at Chile i dag kan lave vine så gode som dem fra Californien -blot til anderledes rimelig pris. 

    Undurraga "T.H." Syrah eller Sauvignon Blanc... 79,-

    ***** (5/5), Føtex,  normalt: 149, , indtil påskelørdag
    "T.H." for "Terroir Hunter", dvs. fra særligt gode områder -bedre end Antu herover! Kraftig,  frugtig syrah med god dybde, ikke top, men lækker. Herlig tør sauvignon, som kan matche det meste fra New Zealand -frisk og sprød, lang smag. Parker gav 93p/100 til syrah i 2013 og 15,  mens den hvide sauvignon fik 93p i 2017 og 91 i 2016.  Jeg gav 5* til vinene i februar i Bilka -og til 99, så hermed er en fejl erkendt -eller også er dette tilbuddet i top!

    Faustino 4+2 Rioja box... 299,-

    2 fl. Faustino I, Gran Reserva4 fl. Faustino V Reserva.  

    ***** (5/5), Føtex, indtil påskelørdag

    Faustino I koster 150 i Bilka i dag (på tilbud!) og det koster den i Spanien. 2 af dem koster 300 -så her får du 4 Faustino V Reserva næsten gratis!
    Faustino V (smagt i 2014) er ikke så fin som Gran Reserva, men normalt den god Rioja med indbydende aroma, begyndende modenhed, rund fylde og pæn eftersmag. Stadig lidt bid, så et år eller to vil hjælpe. 
    Gran Reserva (i 2008, måske er 2009 på hylden også) er bedre. Dyb moden farve, indbydende duft med god dybde og modent krydderi, ganske fyldig og lang, som man kan forvente efter de mange år.
    Faustino leverer flere tapninger af samme vin hvert år. 2006 fik 93p/100 af Decanter i 2016 -og 89p i 2018. Men uanset hvad er denne kasse et godt køb. 

    Castaño "Hécula", Monastréll... 6 fl: 209,- 

    = pr fl. 34,83***** (5/5), Føtex, indtil påskelørdag, normalt 89. Mørk, fyldig, men afrundet med fint krydret duft. For fanatikere måske for civiliseret og kommerciel, men en god vin. Personligt ville jeg ikke købe 6 flasker, men du får næppe bedre vin til prisen. Parker gav 89p/100 til 2017, hvad jeg finder i overkanten. Men måske får amerikanerne en anden tapning (som de har betalt mere for?). 
          Castaño er det suverænt største navn i Yecla, et ret obskurt område sydvest for Alicante. Jeg var ret vild med vinene i 1980erne, hvor jeg fandt dem meget personlige og intense. Men siden har huset, der ejes af 2 brødre, fået vokseværk, og vinene er blevet lidt blidere, og det gør mange glade. Druen monastréll kan nemlig give vin med meget karakter, for meget for mange! 

    Trapiche "oak cask", frit valg.... 39,-

    Argentina, 5 varianter, rød/hvid/brus, ***/*****, Føtex, indtil påskelørdag, normalt 89 
       Trapiche er et historisk hus, som var pioner for Argentina i Danmark, hvor jeg solgte den i 1970erne! Deres almindelige vin til eksport er også god, men denne "Oak Cask" er en klasse bedre og formodes at have lidt eg. 



    Malbec  (5*), en kødfuld, kraftig vin med herlig sød bærduft. Meget letdrikkelig og godt køb. Ganske lille præg af eg.
    Cabernet-sauvignon (5*) er også flot, lidt blødere stil. En rigtig god vin, men måske lidt mere urtet i duften.
    Pinot Noir (3*) kun smagt én gang (i ældre år), lidt klodset og vulgær -og den smager ikke af pinot (dvs ikke af Bourgogne). Men kan man se bort fra forbilledet, er det en blød, fyldig vin med let krydret duft.
    Chardonnay (3*) -hvid argentiner er ikke favorit, men denne er ganske ok uden at begejstre. Tør, ren, fyldig, men egen mangler friskhed.
    Brut Sparkling /4*/5) burde ha' 5* pga prisen, som er ekstrem lav for fizz -tilmed hentet i Argentina! Men jeg kan ikke gå så højt op. Nydelig duft, nydeligt brus -store bobler- men smagen ret sød for brut. Mangler friskhed, men ok til reception ved en budget-konfirmation! 

    Dr. Pauly-Bergweiler Riesling Trocken... 39,- 

     ***** (5/5), Føtex, indtil påskelørdag, normalt 79.

    2018 Rheinhessen (fås også let sødlig, Noble House, også 5*). En god tør hvidvin -intens, ren riesling aroma, sprød, frisk og let, men med nydelig eftersmag -en favorit nu til denne meget tiltalende pris. Riesling er nok den fineste hvide drue fra Tyskland.  

    Cava Perelada, Brut Reserva... 49,- 

     ***** (5/5), Føtex, indtil påskelørdag, normalt 79.  Føtex har en del brus på tilbud lige nu. Denne er god, for mig klart bedre end Trapiche -herover- eller Wolf Blass (49, 4*). Men vælg den tørre brut og ikke sec eller se-seco, som er for søde for mig. Men crémant fra Giersberger i Alsace er bedre endnu. 

    Masi "Brolo" Campofiorin, Verona...  75,- 

    ***** (5/5), Føtex, indtil påskelørdag, normalt 149. Masi kalder "CampoFiorin" den oprindelige Ripasso. Dette er "Oro" udgaven. Herlig vin, ikke stor, ikke sød eller tung. 124,50 i Bilka.