Søg i 1200 opslag:

01/03/2020

Flotte vine fra både Syd- og Nordamerika hos Coop

Du kan citere mig for, at vinene fra Californien er for dyre i forhold til kvaliteten -simpelthen fordi eder er 330 millioner kunder til vinene fra Solskinsstaten. Så hellere Chile, som leverer endnu mere vin -men hvor der "kun" er 17 millioner kunder! 

Men denne gang er det Coop, der vurderes -og igen er det Sydamerika, der triumferer med gode køb fra Argentina og Chile. Men California's "Håndlavede vin" er tæt på, og det glæder mig, for jeg elsker Californien! 
      Du skal være medlem for at få det bedste køb, sort malbec fra Finca las Moras, men ellers køb Devil's Collection, hvor både rød og hvid er gode og den mousserende overraskende god. Men den bedste vin er Terranyo, som er blandt de bedste fra Concha y Toro og meget flotte til 99. 

Los Intocables, Black malbec eller cabernet... 50,-

Bedste Køb, ***** (5/5), kun for medlemmer af CoopSuperbrugsen, Kvickly (ikke Coop.dk) indtil fredag 5. marts, normalpris ca. 100. 
Argentina for fuld black Angus udblæsning! Den hedder black og har sort etiket, fordi vinen er lagret på Bourbon egefade, men vinene smager ikke af whisky. Men fadet sætter et temmelig krydret, næsten sødt præg på de ellers tørre vine. Flot og stor, men lidt trættende i længden, synes jeg.  Malbec er måske marginalt bedre end cabernet. 
Vinen kommer fra Finca las Moras, som er fast leverandør til Coop. Firmaet ejes af Trapiche, som er storleverandør til Salling's Føtex osv! Moras drives dog separat fra Trapiche og ejer 1100 hektar i San Juan i Mendoza, som har lunere klima end Uco, som leverer de bedste fra Trapiche (dog kommer stor del af Trapiche vinene nok også fra San Juan). 



Casillero del Diablo "Devil's Collection", frit valg 2 fl: 109,-

= 1 fl: 54,50***** (5/5), Superbrugsen, Kvickly, indtil fredag 5. martsnormalt: 199,20
Rød hvid, mousserende. 


Disse vine er lige klassen over den normale Casillero og er  rigtig gode til 54,50! Alle er blends af forskellige druer, men fra gode områder. Rød fra Rapel, hvid fra kølige Casablanca, mousse fra Linari. 

Den røde har en del cabernet og carmenère (solbær), som suppleres af krydderi (syrah), men er afrundet og middelfyldig med afrundet eftersmag. 
Den hvide er har stikkelsbær i næsen og rig aroma, måske lidt spinkel, men meget frisk -en god del sauvignon, som afrundes af lidt chardonay og (af alle!) gewurztraminer. 
Den mousserende er præget af chardonnay suppleret med pinot., ganske frisk og ren, tør, og flot til prisen. 
Concha y Toro er Chile's største vinhus med en omsætning omkring 7 milliarder kr og står bag lang række vine i Coop's kæder (Emiliana i Irma, Fetzer, Bel Arbors, Don Melchor osv) -og altså også Casillero del Diablo, som fås i flere udgaver. Devil's er blevet til reserva og er ok uden at imponere, men denne "Devil's" er bedre -og det gør tilbuddet interessant! Alle 3 vine er blends, rød og hvid fra det kølige Casablanca nær Stillehavet, mens den mousserende er fra det lige så kølige Limari lidt længere mod nord.

Terrunyo, cabernet, carmenère eller sauvignon... 99,- 

Bedste Vin, ***** (5/5), Kvickly og Superbrugsen, normalt: 199,95, indtil fredag 5. marts. 
Vinene er blandt de bedste fra giganten Concha y Toro (foto) og faktisk fremragende -og superkøb. I Københavns lufthavn er prisen 229, så 99 er lidt af et fund. Alle 3 har fået 5* i diverse guider. Sjovest er nok vinen på druen carmenère, som ikke kun er en af Bordeaux' mest sjældne druer, men også signaturvinen fra Chile (hvor den også kun sjældent er i top -men denne er). Rydberg gav 2016 5* med ordene: "En tæt og koncentreret vin med brombær, let urtet, lakrids og vanilje i smagen. Flot intensitet og en meget velbalanceret flot carmenere." Cabernet'en er næsten bedre, sauvignonen flot, men måske knap så overbevisende. 

HandCraft, California, 2 fl.. 119,- 

= 59,50/fl, cabernet-sauvignon, pinot noir, hvid chardonnay, rosé zinfandel, normalt 249,20
**** (4/5), Superbrugsen, Kvickly og Coop.dk, indtil fredag 5. mart. 
Jeg anbefaler sjældent vine fra California, som jeg i reglen finder for dyre i forhold til kvaliteten. Men måske er undtagelsen her: Handcraft er en serie vine fra det store familiefirma Delicato. På etiketten står der "Artisan Collection", men du skal nok ikke forvente "håndlavet" vin. 
      Delicato er et af de største familieejede vingårde, grundlagt 1924 af en siciliansk immigrant, Delicato. Sorry: Indelicato hed han, og denne familie ejer stadig huset. De "håndlavede" vine er designet af Alicia Alyis (foto), som siden er udnævnt til husets øverste vinmager. 
      Vinene er ikke smagt, men de kommer fra relativt kølige områder som Monterey og får pæn ros i guiderne. Så forvent en ret frisk, ren chardonnay og en kraftig, afrundet cab. Jeg ville nok ikke købe pinot'en, selvom den faktisk får pæne noter. Rosé har lidt sødme og er ikke min smag. 
      Mange vil foretrække Mill's Lake Zinfandel (6 fl. 269, 4*), men jeg har ikke helt tillid til denne. Så hellere Amarone Cantine Verona (5*, 6 fl: 579), som er ok for fans af Amarone. 

Grüner Veltliner "Lenz Moser"... 59,- 


Østrig, 2018, ***** (5/5), Superbrugsen, Kvickly, indtil fredag 5. marts, normalt: 89,60. 

Frisk og let vin med rig aroma og stor friskhed -ikke veltliner i top, men rigtig god til prisen
. Men set sidste sommer til 50, så det er små 5*!

      Fås også som rosé på zweigelt druen . Den er tør, frugtig, men lidt tynd -ikke så god som den hvide.  
      Lenz Moser (1905-78) revolutionerede vindyrkningen, da han fandt på at lade planterne vokse højt og med længere mellem hver plante. Det betød mindre skade ved frost, mindre arbejde og godt udbytte, selvom der var færre vinstokke pr hektar. Hans metoder ses i dag over hele verden.
     Hans vingård (foto) har siden 1986 tilhørt VOG, der har gjort firmaet til det største i Østrig. Vinene er stadig glimrende, selvom puritanere nok vil foretrække dem fra naboen Sepp Moser (søn af Lenz).

Änglamark pinot noir, chardonnay 50,-

Chile, økologisk, **** (4/5), Superbrugsen, Kvickly, indtil fredag 5. martsnormalt 69,95
Måske køber du i forvejen opvaskemiddel og sæbe med navnet Änglamark, som er Coop's økoogiske produkter. Så hvorfor ikke vin? Disse vine er heller ikke smagt, men kunne forestille mig, at de er tæt på eller måske identiske med de Adobe vine, som sælges af Coop (til 59,95), og dem var jeg ikke begejstret for. Men måske er nye årgange bedre? Dengang for 2 år siden fandt jeg Adobe vinene lidt "grønne" i tonen, tørre og triste. 
      Vinene leveres af Emiliana, den økologiske gren af Concha y Toro. Druerne kommer fra Bio-Bio, det sydligste område i Chile, som hidtil har leveret konsumvin, men er begyndt at blive mondænt. Vinene er sikkert gode til 50, men tør ikke give ikke toprating. Jeg håber dog at have uret, så prøv at give den en chance og send mig en mail! 

Ch. des Coccinelles, Rhône...69,-
Økologisk,  **** (4/5), Kvickly og Superbrugsen, normalt: 89,60, indtil fredag 5. marts. 
En overmåde sympatisk vin, men fænger ikke helt hos mig. Smagt i '17 og '18 og synes den mangler lidt kød på skelettet -middelfyldig, fast, nydelig frugt, men ikke helt hjemme -synes den er lidt tør. Den kan minde lidt om Lirac mod nord. Den får den 5. * for det økologiske.  
Domænet gør ellers alt rigtigt, så giv den en chance -'18 er meget ung, så  giv den et år eller to mere. 
Coccinelles er fransk for mariehøns, som trives på dette familiedomæne, som har været økologisk siden 1978. Sølvmedalje og meget andet. 

Superbrugsen og Kvickly tilbyder til samme pris Rioja Gran Reserva fra Federico Paternina -et stolt gammelt navn, i dag dog en skygge af sig selv. Den lave pris giver 4*, men vil ærligt talt hellere have Faustino i Bilka, både Gran og Reserva! Desuden Sagrantino "Campana" fra Piccini. Elsker sagrantino, men tør ikke købe denne, som meget vel kan være besk og tør.