Søg i 1200 opslag:

14/09/2018

Dansk vinhus med gode tilbud

Danskeren Nicolas Hammeken ejer denne vingård i Spanien, der uden at gøre større væsen af sig sælger de 30 millioner flasker vin årligt til hele verden. P.t. fås to af vinene til temmelig gode priser i Kvickly:

 

Montgó, Monastréll Old Vines , 2 fl..... 100,-

2015 Alicante, ***** (5 af 5), Kvickly, normalpris 99,-

Montgó er måske husets mest kendte vin, som fås i væld af udgaver. Vinen er mørk, fyldig, med fint krydret duft, blødere end mange og måske ret civiliseret. For at være perfekt (for mig) skulle den være en smule mere "vild". Vinen er lagret i små egefade 6 måneder før en -let- filtrering og tapning på vingården. 
Montgó er bjerget over kælderen, der ligger i Jávea nord for Alicante. Vinen er lavet på den lokale monastréll drue (som i Frankrig kendes som mourvèdre) -en glimrende drue, som dog kræver meget sol -og det får den omkring Alicante! Hammeken's vinmager er også dansk, David Tofterup, 42 år, som ses på foto (t.v. med mig til højre). Han mener, at Spanien kan levere mindst lige så god vin som Australien og Californien, og han ved det så godt som nogen -han har nemlig lavet vin i flere lande, bl.a. Chile og Californien! 
Ingen af vinene kommer fra egne vinmarker -David tager rundt i Spanien og laver vinen -denne er således lavet på (godt) kooperativ syd for Alicante, mens andre vine laves i Jumilla, Ribera del Duero, Galicien osv. Kvickly har haft en række af dem, p.t. et tilbud, der NÆSTEN er endnu bedre: 


Capa eller Suspiros, temranillo... 6 fl..... 299,- 

2017 tempranillo Single Vineyard, ***** (5 af 5), Kvickly, normalpris 100,-, leveres i trækasse. 

De to vine er identiske, vil jeg tro -samme år, samme drue, samme kælder (i Cuenca 1,5 time fra Alicante, på det store Mancha plateau) -og samme pris, som faktisk er temmelig lav. Vinene smager også ens -magtfuld, men afrundet og krydret. Formentlig bedre om 1-2 år, men god allerede nu. Driften er økologisk. 

Flaxbourne sauvignon ... 59,-

Marlborough, New Zealand, ***** (5 af 5), Kvickly, norm: 79,95. 

En typisk sauvignon en klasse over vinene fra de rigtig store huse. Ikke helt top, men god frugt og friskhed. Og til pris, der er svær at slå! 
New Zealand domineres helt af 2 giganter (Constellation med bl.a. Selaks, Kim Crawford osv osv) og franske Pernod-Ricard, der sælger som Brancott, Montana mv. Vinen laves af Yealands, som er grundlagt 2002 af Peter Yealands (foto). Han solgte det meste af sit hus for 3 år siden og har nu solgtresten til en elektricitetsgigant. Vinen bærer ikke hans navn, da den er tappet i Belgien, ikke på vingården.

05/09/2018

God Barolo til lav pris er sjælden

Jeg har altid undret mig over, at Barolo er så populær en vin. Rigtig mange drømmer om en fuldfed, sort, alkoholisk saftbasse, men det er lige præcis dét, som Barolo ikke er. En god Barolo er faktisk mager snarere end fed, ofte ret lys i farven og en sur, stram tante snarere end en basse! 

Og det sjove er, at det ofte er billig Barolo, der er saftbasser. De smager slet ikke af Barolo. Så måske er det rigtigt, at der sælges rigtig meget mere Barolo, end der laves! 
Men her er en billig Barolo, der faktisk smager af Barolo, tilmed tappet af producenten selv i Barolo. Den har meget af det, som kendere sætter pris på i Barolo -elegance og længde i smagen.

Et temmelig godt køb -men du skal skynde dig... Samme vin kan også fås i Kvickly -her er prisen 129 kr -nedsat fra 179. Og mig,der troede, at samem vin ville koste det samme overalt i Coop!

Barolo "Rosa dell'Olmo"... 99,-

2014 TerredaVino, ***** (5 af 5), Superbrugsen, normalt 129-179,-

Farven er pænt mørk for Barolo, duften indbydende med hindbær og urter -det med tjæren kommer nok først om nogle år. 2014 er god uden at være stor, men vinen har nydelig fylde med god balance. Faktisk pæn alle3rede, selvom den nok vil have godt af 3-5 år endnu. En god vin til f.eks. vildt. Server ved ca. 17-18 grader.

Aftapperen er "TDV", som ikke siger så meget. Men det er faktisk TerredaVino, et andengrads kooperativ, som omfatter en række kældre omkring Asti og Alba, samt en række mindre vindyrkere i selve Barolo, hvor de også har hypermoderne kældre (se foto). De er mest kendt for barbera, men deres Barolo er ganske udmærket.
Vinene laves traditionelt, men i hypermoderne kældre, hvor vinen ligger på store egefade indtil tapning med kun en filtrering.


01/09/2018

Hylderne tømmes for rosé

ARosé er en perfekt vin at nyde både vinter, forår, sommer og efterår. Det har enhver, der kalder sig kender eller ekspert fortalt danskerne i årtier. Alligevel stopper salget nu. Og de hjerteløse økonomer i supermarkeder er ligeglade med, at vejret i september lover sol og sensommer. Rosé skal væk!
Næsten alle vinhandlere og supermarkeder har rosé på tilbud nu. 
Og det skal du benytte dig af. 

Rèmole Rosato, Toscana, 40,-

2017, Bilka, ***** (5 af 5), normalt 65,-. Begrænset parti, kun i butik. 

En flot rosé, som er meget anvendelig og perfekt som frokostvin eller til lette kødretter, laks, rejer, tapas mv. Vinen laves på Bordeaux-druen merlot snarere end sangiovese, der ellers er normen her i Toscna. Farven er smuk, duften beskeden, men positiv, smagen er let (12%), men ren, sprød og frisk -med lige en snert af sødme til sidst (6-7 g/l vil jeg tro, måske lidt mere, det oplyses ikke af leverandøren). Nyd den inden for 3-5 måneder. 
Vinen er tappet af markis Frescobaldi (Italien er endnu ikke gået over til skruelåg). Men tapning af ejeren selv betyder mindre filtrering og svovl -og det er positivt for vinen.
Foto viser Rèmole ejendommen, der har lagt navn til denne vin. Den ligger ved Arno floden øst for Firenze og har tilhørt familien Frescobaldi i 700 år.
Frescobaldi nyder et fint ry for deres fine Cru-vine som Montesodi og Mormoreto, men har en enorm produktion, som dog generelt er af god kvalitet. De var involveret i de 2 store vinskandaler, der ramt Italien for små 10 år siden, hvor udefra kommende vin skulle være tappet som Toscana. Men de er ikke dømt. Og jeg vil sige -i denne vin er der ikke noget at komme efter!

Mange andre sælger rosé ud, og jeg har ikke smagt dem alle. Brugsen tilbyder Spier Signature, men den er slet ikke min smag! 

Peter Yealands Rosé... 2 fl. 150,-

2017 Marlborough, New Zealand, Kvickly, **** (5 af 5), normalpris 103. 

Meget bedre er Superbrugsens Peter Yealands rosé fra Marlborough i New Zealand. En ren, frugtig rosé på pinot -faktisk ikke ulig Rèmole, men måske lidt friskere og mere frugtrig. Til samme pris fås også hvid sauvignon, som er endnu bedre (næsten *****). 

Barbadillo Rosado, Somontano... 39,-

2017 tempranillo, Rema 1000, ***** (5 af 5), ikke tilbud. 

Den lyserøde Barbadillo rosé er stadig en af de bedste på markedet -og til 39 lidt af et fund. Og det er ikke engang tilbud. Masser af frugt, lidt fylde, lidt friskhed -en perfekt vin til tapas og alt muligt andet. 

Dr Pauly-Bergweiler, Riesling trocken.. 39,-

2017 Rheinhessen, Bilka, ***** (5 af 5), norm. 70. Fås også som Noble House (halvsød).  

Jeg har før rost denne gode, lette og sprøde vin på druen riesling. Den kommer fra fint hus i Bernkastel (ejeren er langt ude i familie med JJ Prüm), men trods den grønne flaske er indholdet ikke fra Bernkastel eller endog Mosel, men fra Rheinhessen, hvor druerne er til helt anden pris. Men til 40 kr er vinen svær at slå. Den har været set til 35 tidligere i år, men til 39 er den stadig et superkøb. 

Gran Sangredetoro Reserva.... 2 fl. 145,- 

Torres, Catalunya, Brugsen/Coop, **** (4 af 5), normalt 103. Jeg er måske ikke så vild med Torres' vine, som jeg var engang. Men rent teknisk er det altid god vin -af og til med lidt inspiration. 
Denne er et flot Rhône-blend med krydderi, styrke og pæn længde. Måske en smule for civiliseret? Måske fra præg af 112 måender i små egefade. Men en herlig vin til en aften ved grillen. Server kælderkold. 
Torres startede fra ingenting og arbejdede sig op til at blive et af Spaniens store vinhuse, men stadig markant mindre end giganter som Felix Solis og Freixenet. Sangredetoro -"Tyreblod"- var hans første vin, som kan være et spansk/katalansk svar på Okseblod (Irma) og Tyreblod (Ungarn)! Et blend på lokale druer som grenache og carignan med tempranillo. 
Siden fulgte vine med mere Bordeaux-drue som Coronas osv. Sangredetoro kom som Coronas også i luksusudgaver -her er "luksus tyreblod"!