Søg i 1200 opslag:

30/09/2021

Bilka scorer på italiensk og argentinsk!

"Hvem ka'... ?" Nej, desværre kan Bilka ikke kalde sig nr ét, når det gælder vin som helhed. Men når hypermarkedet har 40% på italiensk (eller fransk), ER der noget at komme efter! Fredag og lørdag er der 40% på italiensk vin, og her er der gode køb -og så lidt argentinsk, som du købe senere, hvis du glemmer den på lørdag! 

Bilka er stærk på italiensk vin, men desværre er rigtig mange af vinene på tilbud, så det er svært at finde vine til normalpris, som jeg så kan trække 40% på (for rabat gælder på normalpris).. Men her er nogle af de bedste! 

Men det allerbedste køb er måske Trapiche-vinene... 

Bedste KØB: Arneis Langhe GemmaBarbera "Bricco Angelini" Alba, Ruffino "Libaio" chardonnayChianti RuffinoChianti "Poggio Stella" 3 fl i æske, Trapiche rød/hvidTrapiche "Pure" og "Impure" rød/hvid

Arneis Langhe, Gemma... 39,-

40% på italiensk, 65 før rabat - Bedste KØB + ***** (5/5) 2019, Bilka, indtil lørdag 2.oktober
Gemma er et ret nyt Barolo-hus. Deres Barolo er ikke i top, men også rimelig i pris, mens deres andre vine ofte er rigtig gode -som denne hvidvin på den fine hvide drue arneis.  
Overdådig aroma med lidt mandel, æbler og krydderurter. Middel fylde, god frugt med lidt syre til sidst,ok længde. Drikkes ung -og helst sammen med mad som grillet laks, kylling i sauce o.l.  Druen har historisk været blandet i den røde Barolo (og kaldes også Barolo Bianco!) for at give mere aroma og elegance. Denne metode blev siden forbudt, og så forsvandt druen. Næsten!

Barbera "Bricco Angelini", Alba, Gemma... 39,-

40% på italiensk, 65 før rabat - Bedste KØB + ***** (5/5), Bilka, indtil lørdag 2.oktober 
En rigtig god barbera! Bricco betyder skråning, og den kommer fra Angelini, som ligger i Monforte i selve Barolo og ejes af Gemma. Ganske kraftig, masser af bærfrugt, peber og krydderier, afrundet, med pæn lang smag. 
      Du bør også overveje Gemma's Barolo, som står til normalpris på hhv. 125 (Barolo) og 199 (Barolo Colarej). Med 40% rabat får du flot vin. 

Ruffino "Libaio" chardonnay... 47,40 

40% på italiensk, 79 før rabat - Bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil lørdag 2.oktober 
Et bevis på, at jeg ikke havde helt ret, da jeg i 1995 meldte mig ind i ABC (Anything But Chardonnay) under tur i Californien. Den er mere end drikkelig, frugtig, ren og sprød. 
      Min svaghed for firmaet Ruffino hjælper: Den gamle redacteur husker alle de italienske restauranter med bastflasker hængende fra loftet! 90% af dem var Ruffino, dengang et førende firma i Chianti! Husets bedste vine var dog gode -mange fra vinbjerge i Rùfina omkring hovedsædet i Pontassieve. 
      Chianti Ruffino er en simpel, men typisk Chianti, pæn frugt, fast, middel fylde -en god ledsager til pizza og pasta! (59 - 40% = 35,40, 5* + bedste KØB, Bilka indtil 2.10). 

Chianti "Poggio Stella", 3 fl i æske: 119,60

40% på italiensk, 199 før rabat - Bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil lørdag 2.oktober 
Lillebror til den gode Nobile fra Vecchia Cantina, kooperativet i Colli Senesi, den sydlige del af Chianti. Måske lidt fastere end Ruffino's Chianti, men også af højere kvalitet -og i hvert fald flot til 40 kr!  
      "Poggio Stella" er et udvalg af de bedste druer fra kooperativet, som (smagt i 2017) er meget imponerende til prisen, dybt farvet, intens aroma, fast, fyldig, meget autentisk sangiovese!  

Trapiche, Argentina, rød/hvid, kr/fl v 6: 33,17 

6 fl: 199, bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 7.oktober

Trapiche's basisvin er uforskammet god til 33 kr. Simple, men ok vine -men slet ikke i nærheden af "Pure" (+ ImPure) og Medalla-serien. Vinene kommer fra de lavere liggende egne af Mendoza, typisk 800-900 meters højde. Det er dagligvin uden eg -malbec er med sin krydrede fylde lidt bedre end syrah. Jeg elsker druen viognier, men sammenlignet med Paul Mas (Rema1000) eller la Baume viognier (Kvickly, Superbrugsen, 59) er den uden interesse! Men hvor meget Condrieu-klasse får du får 33 kr!  

Trapiche "Pure" eller "Impure"... 45,-

6 fl: 249, bedste KØB + ***** (5/5), Argentina, Bilka, indtil torsdag 17.oktober

Rød malbec eller Malbec "Impure", hvid sauvignon og rosé "Pure"

      "Pure" er den rene vin uden egelagring -heraf følger, at den nye "Impure" er lagret i eg (men måske samme vin). Begge kommer fra Uco, et særligt (godt) område ved foden af det højeste bjerg i Amerika (både nord og syd), en times kørsel syd for Mendoza by (foto).  

      Rød Pure har åben, rig frugt, solid, afrundet fylde og lang smag med positiv frugt. Kritikerne kan også lide den -2019 har fået hhv 89/Descorchados og 90p/Falstaff.  Rød "Impure" er ej smagt, men kan se, at respekterede Falstaff giver 2018 91p/100.    

      Den hvide sauvignon har god frugt, men ikke samme præcision og sprøde friskhed som god sauvignon fra New Zealand og Frankrig. Men både hvid og rosé er rigeligt 5* værd til 41,50. 

     Lille film (5,5 minutter) følger med Jamie Goode fra WineAnorak rundt i Argentina. hvor han bl.a. besøger vinmarkerne i Uco ved foden af de sneklædte Andes bjerge, hvor netop "Pure" (og Impure) laves med besøg i det gamle Trapiche vinhus. 
    Jamie Goode er en af de mindre kendte kritikere fra England, som dog nyder stor respekt. Læs om ham her!

     Barefoot vinene fra California tilbydes til samme pris (flere typer, 45, 4*, Bilka), ganske ok vine, men tættere på Trapiche's unge vin end på Pure.

29/09/2021

Nej, den danser ikke på vulkaner!

At skrive, at Cauru rødvinen danser på vulkaner, ville være noget af et udbrud (og det har ikke noget med cykler at gøre!). Men vinen fra Etna er en af -mange- flotte vine fra Irma.

Cauru har helt anderledes personlighed end de behagelige, men oftest ligegyldige vine, du mest møder fra Sicilien. Et andet superkøb er de østrigske vine, som dog er ganske blide trods barske navne som BZ og GV! Men faktisk er næsten alle Irma's tilbud værd at investere -især udvalget her, hvor crémant'en fra Loire samt Art Nostros måske bør fremhæves! 

Bedste VINPouilly-Fumé Château la Roche, Tosalet 2013 Priorat "Carignan"


Torre Mora "Cauru", Etna, kr/fl v 2: 74,50 

2 fl: 149, 2019 økologiskBedste KØB + ***** (5/5), Irma, partivare, normalt 259,90 -Sicilien, Italien 

Jeg glæder mig altid til at skrive om lidt unikke vine -og måske især hvis jeg lige har besøgt området (læs: lige før corona lukkede lufthavnene!). 
      Denne vin kommer fra en af de bedre kendte vingårde ved foden af den største aktive vulkan i Europa, Etna. Her har Torre Mora plantet vin i 500-800 meters højde nær Siciliens østkyst mellem Messina og Catania. Lidt længere mod syd ligger den lille vingård, som ejes af den celebre danske vinmager, Peter Vinding-Diers. 
      Cauro betyder "varmt" og hentyder til den varme, som stiger op fra undergrunden. Vulkansk jord er frugtbar, men alligevel er udbyttet  ikke højt fra de fine lokale druer (nerello Mascalese 85%, nerello cappuccio 15%). Kun smagt én gang. Årgang 2019 får af Falstaff 91p, mens italienske WineCritics sniger sig op på 92p. 
Middeldyb farve; intens aroma af bær (hind/kirse) og krydderi, Irma nævner også dadler(!). Middel krop, pæne ret bløde tanniner, tør og lang. Et flot køb -selv på vingården skal du af med over 100 kr for en flaske. 
Madens Verden: Til mange retter. Hvorfor ikke en ret med kronvildt eller vildsvin -eller også til risotto med svampe. Serveres ved ca. 16 gr. 

Krems, BZ rød, GV hvid, rosé, kr/fl v 2: 49,50

2 fl: 99, bedste KØB + ***** (5/5),  norm: 69,95, Irma, indtil onsdag 6.oktober 

Vælg mellem: GV Grüner Veltliner, rød BZ Blauer Zweigelt og rosé (zweigelt) - 2019/20 Østrig 

Den hvide er bedst! Grøn veltliner leverer præcis, hvad denne drue kan. God aroma, tør, let og frisk -rigtig god madvin uden dybde eller andre dikkedarer. Den røde er også ganske god, tør, middelfyldig og frugtig. Rosé er ren, men lidt neutral, synes den mangler frugt og karakter (kun smagt som Sandgrube 13 i 2019). 

      Krems er en stor by ved Donau ca. en times kørsel vest for Wien. Hjertet i byen er Stein (foto), som er en ægte perle med gamle huse, som det er en fornøjelse at slentre rundt. Uden for byen ligger Winzer Krems, som er lidt af en fabrik. Det store kooperativ Winzer Krems har 1200 hektar. Kun lille del er i det fine Kremstal, så vinen "nøjes" med at kalde sig Niederösterreich. Men vi er vest for Wien i den køligere del af Østrig, der er bedst til hvidvin. 
      Madens Verden: Hvid GV til stort set alt, fra skinke over tapas til ost og suppe. Rød til akkurat samme retter, mens den noget lette rosé er god til glas i utide. 

Art Nostros, pinot noir eller chardonnay... kr/fl v 6: 46,50

6 fl: 279,  bedste KØB + ***** (5/5) Irma, indtil onsdag 5.oktober, normalpris 109,95/fl - Chile 

Indomita (foto) er et sindssygt flot vinhus på bakket område ikke langt fra Stillehavet i Casablanca. Her er klimaet ret køligt, og tågen vælter ind fra det kolde Stillehav om morgenen. Derfor er regionen et af Chiles fremmeste områder for Bourgogne-kopier à la chardonnay og pinot. Vinene kaldes Gran Reserva, og her betyder det særligt udvalgte vine -men ikke alder! Og vinene er bedre end rigtig meget Bourgogne til 100+ kr. 
      Skal have lagret et år i fransk eg. Chard '18 fik 88p/Decanter, pinot '17 fik 87p/Thomas Rydberg. I dag er årgangene nok 2019/20, men det gør næppe vinene ringere! 
Den hvide chard imponerer med 14% alkohol, men der er syre under og et let strejf af eg. Selv jeg, der generelt hader chard, kan få den ned pga syren. Den røde er bedre (for mig), ret lys, meget jord/hindbær i næsen, ret blød, krydret, men ret frisk stil. Nyd kælderkold til de fleste retter. N.B: Ikke smagt de seneste par år. 
Madens Verden: rød f.eks. boeuf bourguignon, hvid fiskeret, tapas. Rød serveres kælderkold, hvid kold. 


Giordano Spumante, rosé/hvid, kr/fl v 2: 44,50 

2 fl: 89, bedste KØB + **** (4/5)Irma, indtil onsdag 6. oktober, normalt: 219,90
Ikke i klasse med Deval herunder og heller ikke noget for champagne tifosis, men vil nok tiltale en forsinket konfirmation eller Halloween?
       Selvom Irma kalder vinene for tørre, er de nærmere halvtørre. Men egentlig ok lavet, hvid på chardonnay, rosé på chardonnay og refosco. Kun hvid smagt i år, men husker fint brus, beskeden syre og ok aroma. 
Madens Verdenaperitif eller til tapas eller pindemadder. 

Philippe Deval, Crémant de Loire, Brut, kr/fl v 6: 58,33

6 fl. 349Bedste KØB + ***** (5/5), Frankrig, Irma indtil onsdag 6.oktober 
En god crémantmed en ren, positiv aroma, neutral, men sprød, tør, let og med fint brus. Den er for mig bedre end de andre crémant'er fra Irma, Pierre Ponnelle eller Maison du Crémant (som fås med anden etiket i Coops andre kæder).Laves omkring Tours af chardonnay, som også er en af druerne til Champagne (og i Bourgogne). 
Madens Verden: forretter, sushi, skaldyr, apéritif. Server kold. 

Pouilly-Fumé "Château la Roche"...  109,-

Bedste VIN + ***** (5/5), Irma, gælder indtil onsdag 6. oktober -Loire, Frankrig 
Kender ikke aktuel årgang, men smagt sidst en diskret aromatisk, middelfyldig vin med virkelig elegance. Frost og dårligt vejr vil (igen) gøre sauvignon fra Pouilly og naboen Sancerre til en mangelvare, som måske vil stige, så jeg undrer mig over, hvordan flere kæder kan sælge vinene til 100 kr -indtil jeg ser, at de fleste er tappet langt fra grostedet, typisk af suspekt firma i Beaujolais (som Demont i Superbrugsen) i den anden ende af Frankrig! Men denne er undtaget -den er faktisk tappet af dyrkeren selv. 
Madens VerdenBlåmuslinger, men måske mere kammuslinger, gode ikke for gamle hvidkit ost. 


Campanas, "Seleccion Especial" eller rosé, kr/fl v 2: 44,50

2 fl. 89, Navarra, Bedste KØB + **** (4/5), Irma, indtil onsdag 6.oktober

Jeg har ikke smagt rødvinen, en bedre udgave af den almindelige -ganske gode- Campanas, et historisk (1864) mærke, som ejes af familien Manzanos, hurtigt voksende -ungt- hus i Rioja såvel som i hjemegnen Navarra. 
Den lyserøde er god, tør, frisk og neutral på den gode måde -og Campanas var i 1950erne også pioner for rosé i Navarra. 
Den røde er blevet rost vinen (i 2014, Irmas årgang kendes ikke). En meget kraftig vin med fast stil og intens duft plus en middellang afrundet eftersmag med lidt alder. 

Condado de Oriza, Ribera del Duero... kr/fl v 2: 44,50

2 fl: 89, 2019, bedste KØB + **** (4/5), Irma, indtil onsdag 6.oktober
Ribera del Duero leverer alle typer vin, fra en svinsk dyr Pingus til denne mere daglige vin, som dog er mere end akceptabel. Samme druetype, blot uden eg og med blommer i frugten, pæn fylde, kort eftersmag. Madens Verden:en god daglig til frikadellen eller skinken! Nydes kælderkold.  

   Til samme pris også las Hermanas Monastréll organic (2 fl. 89, 4*). En ung, frugtig, kraftig vin, ganske solid, fra Luzón, som også leverer Jumilla til Irma. 

Amarone "Valpantena", Valpolicella... 99,-

2017, Bedste KØB + ***** (5/5), Irma, indtil onsdag 6. oktober, normalt 199

Et flot glas til 89, selvom den er ret let for amarone (helt ok med mig!). Herlig aroma med svesker og blommer -næsten julet!- fyldig, pænt lang, med en let tør eftersmag, som passer godt til vinen. Den kan sikkert gemmes, men hvorfor egentlig? 
Madens VerdenKrydret gryderet, peberbøf. Servér kælderkold. 

Tosalet 2013, Priorat "Carignan"... 199,-


Bedste VIN + 
***** (5/5)), Irma, indtil onsdag 6.oktober  -storebror til den almindelige Tosalet, lavet 100% på gamle carignan vinstokke. En kraftkarl på 15,5%, fastere end amarone, med en overdådig rig bouquet. 92p/WineEnthusiast og Peñin, 93p/Spectator. 
Madens Verden: Fastheden og styrken gør den egnet til selv kraftige vildtretter. Server ved 16-18 grader. Bør ikke gemmes.  
      Samme dansk-ejede Hammeken leverer Oráculo Ribera del Duero, også en sværvægter (199, 4*), som imponerer ved det første glas, men er trættende i længden. Men flot etiket!  

Escorihuela Gascón 1884, Pinot Noir eller Viognier, kr/fl v 2: 64,50

2 fl: 129**** (4/5), Argentina, Irma indtil onsdag 6.oktober
For mig hører pinot og viognier ikke hjemme i det tørre Mendoza, selvom vi er 850-900 meter oppe! Rød pinot ligner ok californier, lidt klodset, krydret frugt, pænt bærpræg -mindre sjov end lignende vin fra Chile's Casablanca for slet ikke at nævne Bourgogne eller Tyskland. Den hvide er på den sjældne viognier er ok, let, meget frugtig, fyldigere, men mindre frisk end de gode fra Sydfrankrig og Rhone. 

      Begge lagres i eg, men de 3 måneder, Irma nævner for viognier, er at overdrive -10% af vinen lagres i eg, resten i stål. Men det er ok for mig! Gascón ejes af Catena, et af de store firmaer i Argentina og er for mig noget bedre end massevinen Alamos, som du plages med i Føtex.  


Barbaresco "Currà", Riserva... 109,-


2015 Sarotto
***** (5/5), Irma, indtil onsdag 6.oktober

En lav pris for Barbaresco -og denne er både navngiven mark og riserva. Jeg ved Barolo-fans kan lide den. Jeg giver den et par år og håber, den bliver blødere. I denne prisklasse har vi hidtil mest set Barolo og Co af tvivlsom provenans fra firmaer, som ikke selv lægger navn til vinen. Så derfor får denne vin 5*! 
      En moderne nebbiolo vin, men stadig umiskendelig nebbiolo, dvs. lyse bær og syre  næsen, middel fylde, pænt lang, men slutter med en del tør tannin
Madens Verden: Især til mad, gerne en krydret gryderet baseret på rødvin, som du får den i Langhe. Set i 2015 (smagt i 2014). Sarotto laver en masse konsumvin, men denne er fra hans eget gods og noget bedre. 

28/09/2021

De 3 Gratier, Hanegal i glasset -og en 30 år gammel bekendelse!

Ugens vine i Bilka byder på både "Tre Gratier" fra Barossa samt et rødt og hvidt hanegal fra det fine Nordspanien. Men også en pinefuld historie om en chardonnay fra Australien, som jeg var med til at skamrose for næsten 30 år siden.

Jeg har ikke turdet fortælle historien før, men måtte bekende nu. Så nu kan du også pege fingre ad mig!  Men jeg har gemt mine betroelser pæn langt nede i spalten. Så det er nok ikke alle der når så langt! 

Bedste KØBTanunda "The Three Graces", Tanunda "Premium Cuvée", Canta Mañanas rød/hvid, Aliwen reserva rød/hvid, Ripasso Classico Luigi Righetti

Tanunda "The Three Graces", Barossa... 79,- 

Bedste KØB + *****  (5/5), Bilka, indtil torsdag 30.september

"De 3 Gratier" er Bordeaux' cabernet sauvignon, cabernet franc og merlot, og vinen er meget bedre end Tanunda's (ellers ok) basisvine og endog bedre end Grand Barossa. Vinen kommer fra selve Barossa (inkl. det kølige Eden Valley). Middel kraft, indbydende duft med bær, lidt urter og krydderi, ganske lang, afrundet smag, Den holder! 

Bedste KØB + *****  (5/5), Bilka, indtil torsdag 30.september

Rigtig godt brus i en indbydende kommerciel stil, positiv aroma, frisk og ren. Druerne fra Eden Valley, en lidt køligere del af Barossa. Vinen koster 125 kr flasken i Australien, så 79 er en rigtig god pris. 
      Den er væsentlig bedre end Jacobs Creek, Lindemans, Trapiche og andet oversøisk brus -men ikke bedre end god crémant som Føtex' Giersberger (p.t. 60 kr!). Og vel egentlig ikke så god som f.eks. Irma's Joseph Perrier Champagne!  

Canta Mañanas, Ribera del Duero eller Rueda.. 39,- 

Bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 30.september

De charmerende hane-prydede etiketter er nye -"Canta Mañanas", dvs. morgensang fra hanen! Men de røde og hvide indeni kender du måske fra Altos de Tamarón, som Canta formentlig afløser i Bilka (som igen er identisk med Condado de Oriza, som ligger i Irma). Alle disse etiketter (og mange flere!) laves af Pagos del Rey, del af Felix Solis, et af Spaniens største vinhuse. 

      Simpel rød og hvid, men rigtig gode til denne pris! En frugtig, ganske frisk Rueda -men nyd ung!- baseret på den fine verdejo, men vist nok også lidt viura, der giver friskhed, men ikke så meget karakter. Den røde er en fyldig, frugtig tempranillo fra Ribera del Duero, men i en ung, frugtig udgave uden de store dikkedarer. 
      Druerne er ikke de bedste, men vinene laves efter de mest moderne -og gode- metoder: rødvinen laves med omhu med kold maceration før en relativt kølig gæring for at bevare frugten. Druer til den hvide Rueda høstes i de kølige nattetimer, og mosten får 6-8 timer med skallerne for at give mere aroma.   

Lindeman's "Bin", rød/hvid/rosé, kr/fl v 6: 33,17

6 fl: 199**** (4/5), Bilkaindtil torsdag 30.september - Australia. 
Du kan vælge mellem rød shiraz eller pinot noir, hvid chardonnay eller grigio, tør rosé shiraz og sød moscato (90,6 g/l restsødme). Alle vinene er smagt gennem årene, men ingen huskes i dag -undtagen én! 

       Og den har en pinefuld historie! I tidernes morgen (1993) var jeg en af de såkaldt professionelle dommere ved en smagning, hvor vi (30-35 fagfolk) smagte 20-25 chardonnay vine inkl. diverse Montrachet'er af de rigtig dyre -og så nogle totalt ukendte vine fra New Zealand (Cloudy Bay) og Australien foruden chardonnay fra Østrig, Italien mv. 

       Den samlede vinder blev Cloudy Bay -men Lindeman's Bin 65 chardonnay var meget flot placeret -en samlet 3. plads! (jeg havde den knap så højt oppe, men indrømmer at jeg gav den så meget ros, at jeg skammer mig lidt!).

      Men jeg er fuld af undskyldninger... Jeg var ikke ene om skammen -og andre roste den mere end mig. Men efter disse bekendelser ved du, at du ikke skal stole for meget på såkaldte eksperter og i det hele taget ikke stole for meget på blindsmagninger. Især når der smages mange vine (20-25 mindst). Alle kan lade sig narre! 

       Til gengæld vil jeg hævde, at dagens "Bin" vine i kvalitet er en skygge af vinen for små 30 år siden. Men til 33 kr får du stadig en masse vin -især i chardonnay og shiraz!  

Aliwen reserva, Chile, frit valg... 40,-

Bedste KØB + **** (4/5), Bilka indtil torsdag 30.september - Chile
Vælg mellem cabernet-sauvignon, carmenère, chardonnay 

Simple vine, men med god frugt og afrundet smag med pæn friskhed. Cabernet nok bedst med fylde og pæn længde, carmenère flot for denne svære drue, men ikke helt så præcis. Den hvide er pæn og nydelig uden større dikkedarer -men dog med friskhed- mens rosé ikke er smag (cabernet og merlot druer). 

      Aliwen er indiansk mapucho sprog for "Helligt Træ", som for denne stamme symboliserer foreningen af himmel og jord. En serie vine fra Undurraga lavet af vinmager Carlos Concha

      Undurraga er et af de historiske huse i Chile, ejet af samme (baskiske) familie siden 1870. Huset var et af de første huse til at eksportere til USA og er med 23 millioner liter/år blandt de større huse i Chile, hvor en god del af vinen kommer fra egne 1350 hektar vin. Huset har modtaget besøg af mange kendisser, bl.a. Alain Delon (1965), kong Olaf af Norge (1967) og ikke mindst Neil Armstrong, første mand på Månen (året efter, i 1970, foto). 

Ripasso Classico, Luigi Righetti... 59,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Bilkaindtil torsdag 30.september - Valpolicella, Italien. 

Har nydt ripasso'en flere gange for sin runde fylde og positive frugt. Husets vine blev solgt af Sigurd Müller og var ganske populær på restauranter i 00erne (før Salling fik fingrene i mærket). Du får meget for pengene i ripasso'en, som er middel fyldig og frugtig, med en relativt tør, ren eftersmag (restsødme 5 g/l). En god vin til f.eks. en gryderet med vildt. 

Jamelles, rød/hvid/rosé, frit valg...  50,-

**** (4/5), Bilka, indtil torsdag 30.september

Vinene sælges også af Theis (til 95 kr, en ret vild pris) -men til 50 kr er vinene til gode køb -om end pris/kvalitet mindre interessante end Aliwen herover! 
Pinot'en er nok en smule fersk -men den har positiv pinot-duft og rund fylde, syrah smager som god Rhône med sin let pebrede frugt. chardonnay er også glimrende, mens den lyse rosé har positiv frugt i både duft og smag med lige en anelse syre, der gør vinen sjov og drikbare for alle, nybegyndere som mere erfarne gæster. 
      Skal jeg kritisere vinene, så er stilen ret kommerciel, dvs. ingen excesser her! Men det er god vin, som er en lise oven på et par glas tunge, sødladne Puglia vine, som jeg ikke vil trætte læseren med! Vinene laves af ægteparret Delaunay. De bor i Bourgogne, men har ikke råd til jord her, så vinene er lavet i Sydfrankrig.