Søg i 1200 opslag:

06/09/2021

Klassisk Bordeaux og topkøb i Chianti

Der kommer stadig flere topkøb fra Bordeaux -måske er priserne langt om længe på vej ned? I dag er der 2 flotte køb i klassisk Bordeaux i topår fra Margaux og Pomerol. Og den seneste uge har du set rigtig gode køb i både Irma, Brugsen og Føtex.

Trump indførte for et par år siden en ekstra 25% moms på bl.a. Bordeaux, men den er væk nu. Til gengæld har Covid-19 ramt ikke mindst Bordeaux hårdt med et lammet hjemmemarked. Og med udsigten til en god høst skal der skaffes plads i kælderen. Til glæde for os vinelskere... 

     Bilka har andre gode tilbud -bl.a. den excellente San Felice Chianti til blot 49 samt endnu lavere pris på bl.a .Trapiche fra Argentina. 

Bedste KØB: San Felice Chianti Classico, Trapiche rød/hvidMessapi zinfandel, Cava Perelada Brut Reserva
Bedste VIN: Gravieres de Marsac 2015 MargauxMayne 2018 Pomerol

Gravieres de Marsac 2015, Margaux ... 119,-

Bedste VIN + ***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 9. september
En god vin fra La Tour de Mons, et rigtigt godt slot i den nordlige del af det fornemme Margaux, leverandør af nogle af Bordeaux' bedste vine. Vinen er ikke slottets bedste, men formentlig tæt på eller identisk med Marquis de Mons, endnu en andenvin. Dyb farve,  forfinet duft, men med fylde og en vis elegance og længde. Smagt i 2014, men den aktuelle årgang er den endnu finere 2015. Sikkert ok allerede nu, men formentlig bedre om 2-4 år. 
      Jeg foretrækker langt vine som Marsac og Mayne (herunder) for Bilka's (ofte dyrere) serie "Grand Vin de..." (St.Émilion, St. Estèphe eller Margaux osv). De har en rigtig flot etiket, men hverken slotsnavn eller tappet på et slot. Men i øvrigt tappet af det udmærkede hus Ginestet  

Ch. du Mayne 2018, Pomerol... 149,-

Bedste VIN + ***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 9. september
Det er IKKE Pétrus, men mindre kan gøre det, og til 149 får du normalt ikke Pomerol, og slet ikke god Pomerol! Smagt i 2015, men 2018 kan meget vel være bedre. Både '12 og '15 var flotte vine, lidt reserveret, men med dybde og længde og god frugt -god Pomerol! 
      Ejer Vigier har måske ikke mange egefade, men vinene er gode, og "1.vinen" Rêve d'Or er altid god. Mayne er formentlig tæt på (og måske identisk). Vingården hører til de middelstore med 5-6 hektar og ligger nær Clos René og hovedvejen mod Paris. Klassisk merlot, som dog nok bør have 2-4 år eller længere på hylden.

San Felice, Chianti Classico... 49,-

2019, Bedste KØB + ***** (5/5)Bilka, indtil torsdag 9.september

Denne flotte unge Classico lagres i store egetønder i et år og er rigtig god. Årligt laves typisk 400.000 flasker af vinen. Årgang 2018 har fået 90p/Falstaff og 92p/WinesCritics -2019 er endda bedre, bedste siden 2016. Vinen laves af sangiovese (80%) suppleret med 10% hver af sjælden colorino og endnu mere sjælden pugnitello. Vinen lagrer et år på store egefade før tapning. 

      Nydelig fylde, positiv frugt med krydderi og urter,  pæn længde med diskret syre, der gør den meget egnet til mad. Nok endog bedre om 1-2 år.

      San Felice er en af de større, men også rigtig gode vingårde i den sydlige del af Classico. Classico er hjertet i Chianti med 7000 hektar, hvoraf San Felice ejer 140 hektar vin. San Felice blev i år valgt som en af Toscanas bedste ejendomme. Måske ikke helt i klasse med Mazzei fra Irma, men ikke langt fra! 
      Vinene fra ejendommen har i mange år været solgt af Sallings forskellige kæder og sælges typisk omkring 100 kr -og ned til 50 på tilbud, hvor vinen er måske det bedste køb i Toscana.   

Messapi zinfandel, Puglia, kr/fl v 6: 49,83

6 fl. 299. øko, Bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 9. september. Har ikke smagt denne vin, men kender andre vine fra samme hus (Fantini Farnese) rimeligt godt. En afrundet, fyldig, krydret sag. Den beskrives som halvtør, men er rimeligt sikker på, den er tør -men blød. Formentlig tæt på I Muri, som er husets hovedmærke, som dog ikke er økologisk. Men alligevel god!  

Le Arche, Bardolino, Garganega eller Rossogrande... 39,-

Bedste KØB + **** (4/5), Bilka, gælder hele september
Der er langt mellem lette vine i danske supermarkeder. Derfor roser jeg som regel enhver Bardolino -den røde har mindre frugt end  de bedste, men er meget behagelig og godt køb. Fås også som rosé ret neutral, men tør og ren, mens den hvide garganega (med lidt grigio) -nu med Garda DOP- også er til den diskrete side, men ren og frisk. Den røde Rossogrande er en let Ripasso-type, meget nem at drikke ganske. Så hvad kan jeg klage over?

Trapiche, Argentina, rød/hvid, kr/fl v 6: 33,17 

6 fl: 199, bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag  9.september

Trapiche's basisvin er uforskammet god til 33 kr. Simple, men ganske ok vine -men slet ikke i klasse med "oak cask", for slet ikke at nævne "Pure" (+ ImPure) og Medalla-serien. Vinene kommer fra de lavere liggende egne af Mendoza, typisk op til 800-900 meters højde. Det er dagligvin uden eg -malbec er med sin krydrede fylde lidt bedre end syrah. Jeg elsker druen viognier, men sammenlignet med Paul Mas (Rema1000) eller la Baume viognier (Kvickly, Superbrugsen, 59) er den uden interesse! Men til 33 kan du ikke forvente Condrieu-klasse!  

Tanunda, cabernet-merlot eller chardonnay, kr/fl v 6: 39,83

6 fl: 239, **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 9. september. Huset ligger i det fine Barossa, men vinen har den mere ydmyge "South Australia" betegnelse. På web er søgeordet "Established" -og Tanunda er da også et etableret mærke! En meget poleret rødvin, som ikke gør fortræd og slet ikke begejstrer -og det samme kan siges om den hvide, som ikke er tør nok til min smag. Vinene er flasket i England og måske designet til dette ikke så sofistikerede marked (som nok ligner det danske mere, end jeg bryder mig om). 

Og lidt brus til en konfirmation eller sensommerfest! 


Cava Perelada, Brut Reserva... 49,- 

Bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 9. september
Brut har god frugt og ren, tør smag med ren syre, rosé er frugtig og virker ikke tør (trods blot 8 g/l sødme).  Sec har 19 g/l restsødme, mindre overbevisende, semi-seco er endnu sødere og ikke så sjov for mig. Vinene er  laves af de traditionelle perelada, macabeo og xarel-lo og er lagret mindst 12 måneder før salg (kravene til reserva) omtrent som crémant.
      Perelada er et stort, veldrevet familiehus, som har base på slottet af samme navn tæt på Roses i området ved den katalanske Costa Brava. På webben mener Bilka, vinene har DO Empordà, men jeg kan nu kun se "Cava" DO, og vinene laves da også i Penedés. Druerne kan dog legalt hentes i mange områder, enkelte så langt mod syd som Andalusien!  

Crémant Calvet, Bordeaux, Brut, rosé eller demisec... 50,- 

**** (4/5 til tilbudspris), Bilka, indtil torsdag 9. september. Der er ikke meget pænt at sige om disse vine, de er tørre, rene, den hvide diskret, rosé måske bedst. Undgå den søde. Men prisen er lav, musikken spiller og etiketten er flot -så vi sniger os op på 4*. Calvet er mærke fra GCF, et af Frankrigs største spiritus (og vin) firmaer, som startede med billig spiritus og brus i Alsace. 
      Loire leveres også af , tappet af GCFs lokalafdeling i Muscadet-området. Ikke så ringe, tør, sprød Sauvignon Touraine (59, 4*) og let sødlig Vouvray (59), formentlig med frisk syre. 
      Chablis leveres også af Calvet, ej smagt, men formentlig, som de kedelige vine, området også kan levere. Tappet i Beaujolais (89, 3*). 

Talisker 10 år, 45,8% Single Malt Whisky ... 249,-

***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 9. september. Denne 10-årige fra Isle of Skye er med 45,8% noget stærkere end normalt og er som helhed den mest roste single Malt under 12 år. Meget rig, let Islay'agtig, men uden medicin. Måske stadig lidt afskrækkende på begyndere, men ca. 1/5 nede i flasken opdager du, hvad du er gået glip af i alle disse år -en meget aromatisk, fyldig malt med lag på lag af afrundet tørv og velsmag. 
       Bilka tilbyder også Jameson Irish Whisky (99, 5* + bedste køb), en ganske blid whisky, som kan nydes ren uden at give mavesår! Du kan også få Famous Grouse Ruby Cask (169, 3*), som for mig er mindre god, måske gr lagring i brugte (søde) fade med Portvin. 

Matusalem "15", Rum Gran Reserva ... 249,-

**** (4/5), Bilka, indtil torsdag 9.september. Jeg er ingen stor fan af rom, men kan egentlig godt lide denne klassiske etiket! Rommen virker mere brandy'agtig end sliksød. Her er tydelig alder, en rig bouquet med mange nuancer og en pænt lang smag. Godt køb, foretrækker den for den ofte langt dyrere Zacapa 23. 
      Matusalem annonceres på gamle annoncer som "ældre end Matusalem" -og fra Cuba (hvor den boede indtil 1959). Den har naturligvis navn efter patriarken over alle, som døde i Det gamle Testamente i en alder af 969 år. Hmm... Bilka nøjes med at kalde den 15 å gammel, og det er den... måske! Den er lavet i solera, så det er svært at kontrollere. Den laves i dag på Puerto Rico og er stadig i privat eje. 
      Bilka tilbyder også Plantation Grande Reserve Rom (169, 4*) -en ret ung rom fra Barbados. På denne charmerende ø er der ét destilleri, Mount Gay. Så mon ikke den ligner denne?