Søg i 1200 opslag:

30/11/2023

Superb Port til ingen penge + andre topkøb

Når du kan få en fuldendt Vintage Port til samme pris som en standard Port, bør du slå til, hvis du har brug for en Portvin juleaften. Rozès 2016 koster 450 kr i Portugal, men fås til 99 kr. Svært at sige nej! 

Brugsen vil også være med. Har lige rost Føtex' vine fra Chile og Argentina, men med Unaminé (69, med 93 og 95p fra anerkendte smagere) og Terrunyo (89, 97p/100) og Spier's First Stone (66,50 v 6) må Føtex træde om i baggrunden. 

    Helt i top er dog 2016 Rozès Vintage Port (99). Vintage er den fineste Port, der kan fås, og denne har fået både 94p/WIneEnthusiast og 92p/Parker. Vinen kan gemmes en generation, men faktisk smager herligt som ung -prøv den til ris à l'amande! 

    Glem heller ikke den herlige unge Crossings sauvignon fra dansk-newzealænderen Nathalie Christensen (59) og Lohr fra Californien, som er noget så sjældent som et ok køb fra Over There

Bedste KØB:  Rozès Vintage Port 2016 - Unaminé rød -  Terrunyo carmenère - Spier "First Stone" - Spier "Private Collection" rød/hvid - Crossings sauvignon blanc - Guv'Nor rød 
Godt KØBJ. Lohr California rød/hvid - Rozès 10 års Port - Mazzei Ser Lapo Chianti Classico

uge49/2023

Rozès Vintage Port 2016... 99,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Kvickly og Superbrugsen, indtil torsdag 7/12

Et ekstremt favorabelt tilbud på klassisk Vintage i den blidere ende (kan nydes inden for 20 år). Den globale pris for vinen er .... 310 kr i snit (og 458 kr i Portugal!).        2016 får hele 92p/Parker og 94p/WineEnthusiast: 
    "Beautifully balanced with ripe tannins and powerfully dense fruit. Layers of blackberry fruits are contrasted with the big tannins and perfumed acidity. There is a mineral edge to this powerful wine that will allow it to age very well. Drink from 2028" 
    Jeg vil dog nyde den om godt 3 uger (til ris à l'amande) -og måske resten til julegodter de følgende dage -for den koncentrerede frugt og søde styrke. Server kælderkold og dekantér for at undgå bundfald. Kan gemmes 10+ år på flaske, men den er svær at modstå lige nu! 
    Går og håber på permanent prisfald på Vintage Port (selvom Rozès i det gode 2016 er ekstremt). For det er ikke rimeligt at betale 300-500 kr for en ung Port, som idéelt set bør gemmes10-20+ år! 
    Huset ejes af franske Vranken, et Champagne-hus. Foto Antonio, direktør. Læs mere om huset her

Unaminé Gran Vino... 69,- 

Bedste KØB + ***** (5/5), Kvickly og Superbrugsen, indtil torsdag 7/12

Jeg er glad for vinene fra Mascota, lige fra OPI over Mascota til Unaminé, blandt de bedste fra huset. Jeg er i total enighed -Unaminé -"unanimous"- med de kritikere, der har smagt disse vine. "Unaminé laves dog stadig i pæne mængder, 300.000 fl/år) i selve Uco. 
     Meget dyb, overdådig åben frugt med lidt krydderi, magtfuld og lang, pænt nuanceret, men først og fremmest en overdådig, brugervenlig vin, der måske mangler det sidste for at imponere. 
      Unaminé kommer fra San Carlos, den bedste del af Uco, cabernet + malbec.2018 fik 95p/Descorchados og 93p/Tim Atkin -utroligt for vin til så lav pris. 2017 var testvinder i Vinbladet og fik 5* i Ekstrabladet. 

 

Crossings sauvignon blanc... 59,-

Yealands Awatere Valley, New Zealand

Bedste KØB + **** (4/5), Kvickly og Superbrugsen, indtil torsdag 7/12

Omkring 4 af 5 flasker fra New Zealand kommer fra blot 2-3 huse, som sælger under utal af navne til danske kæder (aktuelt Kim Crawford i Føtex). 
    Derfor støtter jeg Yealands, er et uafhængigt hus, som sælges som Yealands og Crossings i Brugsen og som BabyDoll (Holte Vinlager). Huset har et meget stort domæne, som leverer det meste af vinene. 
      Hvid sauvignon er fra Awatere, en kølig, god del af Marlborough tæt på havet. Flot, tør, ren rig aroma, sprød og frisk trods 13,5% alkohol, der slet ikke smages. God f.eks. til skaldyr eller en salat. 
     Vinmager Nathalie Christensen er tipoldebarn af dansk indvandrer, der fulgte i hælene på grundlovsfader (og statsminister) Monrad. Han var vred over nederlaget ved Dybbøl 1864 og sejlede til New Zealand, hvor de grundlagde Dannevirke. Han opgav dog hurtigt og drog hjem igen til en stilling som biskop. Mens Natalie's tipoldefar blev!  

Spier "First Stone", kr/fl v.6: 66,50*

6 fl: 399*, Stellenbosch, *: kan mixes i kasse med Tosalet, Diablo og Epicuro-Z/16%
Bedste KØB + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil søndag 31.12.

Set i 2020. En af de rigtig gode vine fra Spier. Og et fund til prisen - normalprisen er 199,95, i Tyskland er prisen 260 kr, mens du kan "nøjes" med 140 kr på vingården i Sydafrika.
     Kommer fra selve Stellenbosch, dvs ret køligt klima. 60% merlot, 40% cabernet fra 15-17 årige vinstokke. Lagret i franske egefade (55% nye) i 15 måneder. 
      En civiliseret vin i californisk stil med indbydende bouquet, middel fylde (trods 14,7% alkohol), men stærk, pænt lang -den vil gøre rigtig mange mennesker glade. Kan sagtens gemmes, men hvorfor egentlig? 

Spier "Private Collection", kr/fl v6: 49,83

6 fl: 299. Rød Pinotage eller Shirazhvid chenin blanc eller chardonnay, Sydafrika
Bedste KØB + **** (4/5), Kvickly og Superbrugsen, indtil torsdag 7/12

Bedre end de almindelige Spier-vine du ser i Brugsen, men ikke normalprisen 129,95 værd! Kun smagt en ganske dejlig hvid chenin, simpel, men ren og frisk (og kan se 2021 har fået 5* + godt køb af Rydberg i SpritNyt). Også en blommeagtige pinotage, som er frugtig, krydret og blød. 
      Spier er ret lille vingård, som dog laver en masse vin, hvor en god del i mange år har fundet vej til Brugsen.

Terrunyo "Peumo vineyard" carmenère... 89,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Kvickly og Superbrugsen, indtil torsdag 7/12

Denne vin på Chiles "nationaldrue" overgår langt dyrere vin fra Californien såvel som Europa. I USA er prisen 60$, ca. 400, så prisen i Coop er ekstremt lav. Vinen kommer fra et af de parceller, som giganten Concha & Toro har valgt til deres ypperste vine -her mark 27 i Peumo i Cachapoal.  
    År efter år i top, 2021 får hele 97p/Descorchados. 2019 Carmenère får 5* fra Rydberg i Ekstrabladet og 93p/Parker. En magtfuld, men kompleks vin med meget rig aroma med dybde og balance -en elegant, forfient sværvægter. 
    Ca. 100.000 flasker tappet -en bagatel for et firma som Concha & Toro, som mere kendes for billig vin som Sunrise (30, 2*, ikke topkøb), Frontera og den bedre Casillero del Diablo (alene af carmenère laves 4 mill. fl/år!) osv.  

Felix Solis "the Guv'nor", tempranillo..  39,-

Bedste KØB + *** (3/5), Kvickly og Superbrugsen, indtil torsdag 7/12

"Guv'nor" eller "Mester" ("Husets Herre"?)  kommer fra Felix Solis, et af Spaniens 2 største huse. Vinene ligner i smag og udstyr KingPin fra Føtex og Bilka. En mørk, fyldig, men afrundet vin med krydret frugt med lidt eg og pænt lang smag. 

      "Guv'nor" er rigtig flot i design (det får vinen til at smage bedre, synes jeg!). Et blend af tempranillo og syrah, mest fra Mancha, men sikkert også lidt fra Toro. Vinen er lavet efter de mest moderne metoder, hvor vinen efter gæringen ryger direkte i små egefade, hvor den får malolaktisk gæring og lagrer 3-4 måneder. Ikke mere eg, og det ville også være synd. Godt køb.

J. Lohr, California, rød/hvid.. 99,-

Cabernet-Sauvignon Paso Robles, chardonnay Arrayo Seco, California

Godt KØB + ***** (5/5), Kvickly og Superbrugsen, indtil torsdag 7/12

Lohr er en god gammel kending for Irma-fans. En (meget) stor vingård i Arrayo Seco nær Monterey og (lidt nord for Solvang), to rigtig gode områder i Central Coast.
Druerne kommer fra de kystnære -køligere områder- hvor druerne er bedre og dyrere. 80% af Californiens vin kommer fra Lodi og andre resten af Central Valley -mere anonyme, men ofte alkoholtunge californiere, du ser til lave priser herhjemme. Vi snobber mener, vine herfra bør bruges til rosiner (hvad de ofte gør) eller til nød vin til 3 liter dunke!
      Cabernet er flot, middel til fuld krop, indbydende duft med bær og lidt eg, pæn og nydelig -ikke de store dikkedarer, men det smager godt! 2018 fik 91p/WineEnthusiast, '16 fik 88p/Parker.
      Chardonnay er ok, til alt held med lidt syre, takket være de lidt kølige Arrayo Seco druer. 2019 fik 90p/WineEnthusiast, 2018 89p/Spectator.

Fra California også 1000 Stories (89, 3*), flere varianter. Jeg har aldrig brugt penge på denne vin. 

Rozes 10 år tawny Port... 99,-

Godt KØB + **** (4/5) Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 31/12

En god tawny, ikke stor (og slet ikke i klasse med Vintage herover!). Den smager ikke som klassisk 10-årig, men har dog fine nuancer i duft med lidt nød og frugt, til den søde side. Giv den lidt tid på flaske. 5* + godt køb fra Rydberg i Spritnyt. 

    Også Rozès 2015 Colheita (119, 4*), lidt ung for Colheita, nok næsten LBV'agtig i smagen -så gå efter LBV! 

Mazzei "Ser Lapo", Chianti Classico ... 129,-

Godt KØB + ***** (5/5), Kvickly og Superbrugsen, indtil torsdag 7/12

2019 Riserva med bl.a. 94p/JamesSuckling.  
    Markis Mazzei har i over 100 år leveret stor vin i Toscana, bl.a. "Ser Lapo", altid en flot Classico Riserva. Vinen kommer fra det smukke Castello Fonterutoli, ejet i næsten 600 år af familien Mazzei, siden 1435. 
      Denne vin fra Fonterutoli er en klassisk Riserva, hvor 3-4 år ikke er nogen alder. Giv den 2-3 år endnu og den kan gemmes i 10+ år. 
      Ser Lapo var en lokal notar, som optræder i rigtig mange skrifter fra renæssancen -og i øvrigt også navnet på faderen til de to brødre, som leder vingården i dag. Vingården har 3 røde stjerner i Gambero Rosso efter mindst 30 3 glas-vine. Slottet (foto) er også hotel. 

Veronia "Appassimento", kr/fl v 6: 46,50 

6 fl: 279, (1/5), Kvickly og Superbrugsen, indtil torsdag 7/12

Jeg kan ikke finde noget godt at sige om denne vin. Jo, flasken er supertung og etiketten nydelig (spansk design fra Murcia, tror jeg). Det kan bringe vinen op på 2*/5.
       Men navnet: Veronia! Kunne den stamme fra skønne Verona, Romeo og Julies by ved foden af Alperne og Garda? Nej, den kommer fra Puglia eller Sicilien så langt væk i Italien, du stort set kan komme! Den skal være lavet af tørrede druer. Men i så fald er de tørret på vinstokken -og en god del af sødmen fra druerne er endt i flasken, desværre. Jeg er for kræsen, desværre (smagt én gang -for meget). 
      Vinen er som vin tappet i Danmark forsynet med supertung flaske -nærmest i format som Magnum!- af Globus, som er specialist i den type vin.

Føtex: topkøb til Jul fra Chile og Argentina

Argentina og Chile er stadig en fornuftig vinelskers paradis, som på godt og ondt ofte sætter det meste af Europa til vægs med flot vin til lave priser. 

I Føtex kan du få en 40 sider avis med gode flasker til fair priser gældende fra 1-23.december. Bestemt ikke altid priser i top (slet ikke bobler og alkohol, som du nok skal købe efter jul, hvor kampagnen op til nytår ofte betyder pris i bund).  

    Her er 1.del med de bedste tilbud fra Den ny Verden, Amerika. Både nord for Ækvator (Californien) og syd for Ækvator, Chile og Argentina. 

    Om vinene er de bedste til stegen juleaften, er en anden sag. Men du har næsten en måned til at finde ud af det! 

Bedste KØB:  Montgras: Day One - Amaral hvid- Antu rød/hvid - De Vine rød/hvid/rosé Undurraga "T.H." - Trapiche "Medalla" rød/hvid
Godt KØB: Montgras Ninquen - Quatro rød/hvid - Salentein Portillo rød/hvid/rosé - Salentein Barrel Selection rød/hvid - Gnarly Head rød/hvid

uge49-51/2023

Montgras Chile

er markant mindre end Concha & Toro og Undurraga, men stadig et stort hus i Chile med 7 millioner fl/år, mest fra egne 900 hektar vin. De bedste er måske ikke helt så gode som f.eks. Melchor og andre fra Concha & Toro, men du kan få mange af dem til lave priser!
      Montgras er grundlagt 1993 -præcis 30 år- og stadig ejet af Cristián Hartwig og Eduardo Gras, med Eduardo's brother Hernán som vinmager.
       Salling gruppen har handlet med huset i 25 år. Jeg er imponeret!  

Day One Chile... 45,- 

rød Cabernet, Merlot eller Pinot Noir, Montgras Chile  

Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil lørdag 23/12

Day One kommer fra de bedste områder til hver druesort -cabernet fra Maipo, carmenère fra det lune Colchagua, pinot og de hvide fra det kølige Leyda eller Casablanca osv. På alle etiketter er anført den dato -"Day One"- hvor druesaksen (placeret midt på etiketten) er kommet i brug! 

      P.t. har jeg kun set cabernet -rund kraft, krydret duft, pænt lang, fast- og pinot noir -frugtig, tør, ret stærk, men blød, god til prisen. Merlot desværre ikke smagt (2020 får 89p/Descorchados). 

Amaral hvid Leyda... 45,-

chardonnay eller sauvignon, Montgras, Leyda Chile

Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil lørdag 23/12

Gode vine fra Montgras' vingård i Leyda 12 km fra det kølige Stillehav. Vinene gror på granit og er relativt lette sprøde og friske -slet ikke ulig dyrere vin fra New Zealand! 
      Sauvignon er lækker, fjerlet, rig aroma og sprød syre (2022 har fået 90p/Descorchados). Chardonnay ej smagt (2020: 90p/Descorchados). Fås også som Sparkling (45, 5*), der næsten er bedre køb. 

de Vine rød/hvid/rosé, kr/fl v 6: 36,50

6 fl: 210. Bedste KØB + *** (3/5)Føtex , indtil lørdag 23.december

Rigtig gode køb til denne pris, men vent ikke en "lille Day One" o.l. Reserva er trods navnet reelt en basisvin, dog af ganske god kvalitet i forhold til mange andre. 
       Cabernet fra det lune Maipo, Colchagua og naboer er god, som også de hvide, ikke mindst sauvignon'en mest fra det kølige San Antonio og Leyda. Etiketten viser et vinblad og skal muligvis vise, at vinen kommer fra vinplanter...  Trods teksten på web er kun lille del lagret i eg (kun 10% af pinot'en!). 

MontGras "Antu" rød/hvid... 59,-
Rød cabernet-sauvignon, carmenère og syrah, hvid chardonnay, Chile

Bedste KØB + ***** (5/5), Føtex, indtil lørdag 23/12

Antu er rigtig god vin fra Montgras, som får 88-93p/100 af gode guider (de røde har alle fået 89p/Parker i 2018). Af disse vine laves af hver typisk 50.000 fl/år. 

      Syrah er fra det lune Colchagua og er yppig, men fast, med god længde (2019 og 21 fik 91p/Descorchados). Cabernet er fra det endnu mere kendte Maipo, mens carmenère er fra topområdet Peumo i Rapel.  
     Den hvide chardonnay fra Casablanca mangler lidt friskhed og fokus, synes jeg, selvom den kommer fra mark nær havet i Casablanca. Men når Descorchados har givet den 91-92p i nyere år, kommer mine fordomme nok frem (medlem af ABC: Anything But Chardonnay)! 
      Den meget dygtige chefvinmager Santiago Margozzini (foto) kan være stolte af disse 3 vine, der viser, at Chile i dag kan lave vine så gode som dem fra Californien -blot til anderledes rimelig pris. 

Ninquén "Mountain Vineyard "... 139,-

Godt KØB + **** (4/5)Føtex , indtil lørdag 23.december

Ikke merprisen værd i forhold til den fine Antu, men noget finere og tæt på fund, når den globale pris på Ninquén er langt over 200 kr.  
      Ninquén i Colchagua er det første såkaldte ”vinbjerg” i Chile, hvor man ellers normalt har plantet i de flade dale. 
      50% cabernet og 50% syrah med 2 år i eg + alt det, som en god vinmager kan tilføje i form af malolaktisk gæring i eg og minimal filtrering. 
       Bør nok gemmes et par år. Men allerede yppig, flot frugt (bær/blomme, lidt krydderi), afrundet, fed og lang, fast til sidst, med god længde. Set i 2021, som formentlig er lige så god som 2018 og 2020, der begge fik 92p/Tim Atkin. 

Montgras "Quatro" rød/hvid... 55,-

Godt KØB + **** (4/5)Føtex , indtil lørdag 23.december

Quatro kostede 45 i Netto indtil fredag, men er også godt køb til 55. Vinen er (som navnet antyder) er et mix af 4 druer. Første årgang af vinen var 1998.
     Rødvin af Bordeaux-typen (80% cabernet sauvignon, carménère og malbec) + 20% syrah. Mørk, kraftig, blød, åben frugt i næsen. En udadvendt vin med frugt, fylde og pænt lang. Nye år har fået meget ros (2021 91p, 2020 90p/Descorchados). 
    Den hvide er næsten bedre, 50% chardonnay suppleres med viognier,  sémillon og lidt sauvignon fra det kølige Leyda. Tør, frisk, meget fin aroma, ren og afrundet eftersmag -en herlig vin alene eller med mad.

Resten af Amerika -også køb i top! 

Californien har stort ry for sin vin, men vil du have de gode, skal dankortet lænses. Og de billige slet ikke måle sig med Chile eller Argentina. Gnarly Head er helt ok, men ikke et topkøb. 

Undurraga "T.H." syrah eller sauvignon blanc... 79,-

Bedste KØB + **** (4/5)Føtex , indtil lørdag 23.december

Kraftig syrah med overdådig frugt, ganske kompleks, god dybde og fin længde med blød tannin. Herlig tør sauvignon blanc, som matcher en langt dyrere vin fra New Zealand -frisk og sprød, lang smag. 

    "T.H." for "Terroir Hunter", dvs. fra særligt gode områder -og bedre vin.  2020 fik 95p/Descorchados, mens Parker til 2019 gav 93+p/100. Den hvide sauvignon fra Lo Abarca 2020 fik 92p. Andre smagere er enige. Så mange points koster normalt dyrt! 

    Undurraga er et af de større huse i Chile, grundlagt i 1885 som et af mange af baskiske indvandrere, som det specielle navn antyder (andre er bl.a. Erràzuriz). Huset var hurtig med eksport til USA, og blev i 1975 solgt af Erik Sørensen Vin. Huset gik i 90erne konsumvejen, men har nu igen god vin.  


Trapiche "Medalla" rød/hvid... 59,-

rød malbec, hvid chardonnay, Uco Argentina

Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil lørdag 23.december

Solgt til 50, men stadig topkøb! Malbec har lidt eg, men er især flot i sin frugt, kraftig og pænt lang, og dejlig allerede. 2017 fik 89p/Parker. Den hvide chardonnay er forbavsende frisk og lang i sin smag, fyldig og ren. Meget flot. 
      2021 fik 92p/Tim Atkin, 2020 fik 91p/Descorchados, mens 2019 fik  92p/Parker.   

      Trapiche er meget stort hus, som tapper 100.000 f. Hver dag! Men vinene er gode, basisvinen er ikke ringe, men giv lidt ekstra for "Oak Cask" (Reserve i USA) og Pure, som ofte fås omkring 40 kr og er svære at overgå.
       Medalla er endnu en tak op og laves i ret små mængder (under 200.000 fl. vin/år) fra de bedste parceller ved foden af de højeste bjerge i Amerika, syd som nord. De allerbedste er p.t. for dyre (men du bør generelt aldrig betale 300+ kr for argentiner). 


Salentein "Portillo", rød/hvid/rosé... 49,- 

rød merlot, hvid sauvignon, rosé, Argentina

Godt KØB + *** (3/5)Føtex , indtil lørdag 23.december

Portillo ("Den lille dør") er en mere daglig serie fra det fine Salentein. Rigtig god i en ukompliceret, frugtig, fyldig stil. 
    Merlot er formentlig frugtig, fyldig og rund, uden mærkbar eg -som også sauvignon og rosé. Men ikke smagt (husker dog god malbec og chardonnay (som Føtex ikke sælger). 
    Salentein ligger i Uco og har hele 800 hektar af nogle de højest liggende vinmarker i 1050-1700 meters højde. 
    En hollandsk entreprenør er hovedejer sammen med familien Pulenta, der var pioner for kvalitet i Argentina (de gjorde Trapiche berømt). Også sindssygt flot kælder (og restaurant). 
    Portillo er et pas der fører fra Uco op i Andesbjergene. Bl.a. har Darwin kæmpet sig gennem det høje pas. 

    Føtex tilbyder også Salentein Barrel Selection (75, 4* + godt køb). Især malbec og cabernet er meget flotte og gode køb. Mere eg og en snert mere dybde og koncentration. 

Gnarly Head rød/hvid... 65,-

rød Old Vine Zinfandel eller Cabernet, hvid Chardonnay, California

Godt KØB + *** (3/5)Føtex , indtil lørdag 23.december

Gnarly Head hentyder til de krogede gamle vinstokke -og netop zinfandel (og petite sirah) er ofte gamle vinstokke, som har overlevet fra de dage, da de leverede den daglige vin i Californien. En typisk zin med dyb farve og krydret frugt med peber og bær, lidt friskhed i midten, der giver en pæn lang smag. 
    Cabernet er som hvid Chardonnay fra yngre stokke. Cabernet er ganske god, chard'en anonym. 
    Dette mærke tilhører Delicata, som er en stor, privat vingård. Gnarly laves på deres vingård i Manteca. Føtex tilbyder også 1924, som ikke er vinens alder, men året, hvor Delicata blev grundlagt. De røde er "double black" lagret i brugte Bourbon fade. En populær smag, men ikke noget for mig, suk (79, 3*).