Søg i 1300 opslag:

30/11/2023

Føtex: topkøb til Jul fra Chile og Argentina

Argentina og Chile er stadig en fornuftig vinelskers paradis, som på godt og ondt ofte sætter det meste af Europa til vægs med flot vin til lave priser. 

I Føtex kan du få en 40 sider avis med gode flasker til fair priser gældende fra 1-23.december. Bestemt ikke altid priser i top (slet ikke bobler og alkohol, som du nok skal købe efter jul, hvor kampagnen op til nytår ofte betyder pris i bund).  

    Her er 1.del med de bedste tilbud fra Den ny Verden, Amerika. Både nord for Ækvator (Californien) og syd for Ækvator, Chile og Argentina. 

    Om vinene er de bedste til stegen juleaften, er en anden sag. Men du har næsten en måned til at finde ud af det! 

Bedste KØB:  Montgras: Day One - Amaral hvid- Antu rød/hvid - De Vine rød/hvid/rosé Undurraga "T.H." - Trapiche "Medalla" rød/hvid
Godt KØB: Montgras Ninquen - Quatro rød/hvid - Salentein Portillo rød/hvid/rosé - Salentein Barrel Selection rød/hvid - Gnarly Head rød/hvid

uge49-51/2023

Montgras Chile

er markant mindre end Concha & Toro og Undurraga, men stadig et stort hus i Chile med 7 millioner fl/år, mest fra egne 900 hektar vin. De bedste er måske ikke helt så gode som f.eks. Melchor og andre fra Concha & Toro, men du kan få mange af dem til lave priser!
      Montgras er grundlagt 1993 -præcis 30 år- og stadig ejet af Cristián Hartwig og Eduardo Gras, med Eduardo's brother Hernán som vinmager.
       Salling gruppen har handlet med huset i 25 år. Jeg er imponeret!  

Day One Chile... 45,- 

rød Cabernet, Merlot eller Pinot Noir, Montgras Chile  

Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil lørdag 23/12

Day One kommer fra de bedste områder til hver druesort -cabernet fra Maipo, carmenère fra det lune Colchagua, pinot og de hvide fra det kølige Leyda eller Casablanca osv. På alle etiketter er anført den dato -"Day One"- hvor druesaksen (placeret midt på etiketten) er kommet i brug! 

      P.t. har jeg kun set cabernet -rund kraft, krydret duft, pænt lang, fast- og pinot noir -frugtig, tør, ret stærk, men blød, god til prisen. Merlot desværre ikke smagt (2020 får 89p/Descorchados). 

Amaral hvid Leyda... 45,-

chardonnay eller sauvignon, Montgras, Leyda Chile

Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil lørdag 23/12

Gode vine fra Montgras' vingård i Leyda 12 km fra det kølige Stillehav. Vinene gror på granit og er relativt lette sprøde og friske -slet ikke ulig dyrere vin fra New Zealand! 
      Sauvignon er lækker, fjerlet, rig aroma og sprød syre (2022 har fået 90p/Descorchados). Chardonnay ej smagt (2020: 90p/Descorchados). Fås også som Sparkling (45, 5*), der næsten er bedre køb. 

de Vine rød/hvid/rosé, kr/fl v 6: 36,50

6 fl: 210. Bedste KØB + *** (3/5)Føtex , indtil lørdag 23.december

Rigtig gode køb til denne pris, men vent ikke en "lille Day One" o.l. Reserva er trods navnet reelt en basisvin, dog af ganske god kvalitet i forhold til mange andre. 
       Cabernet fra det lune Maipo, Colchagua og naboer er god, som også de hvide, ikke mindst sauvignon'en mest fra det kølige San Antonio og Leyda. Etiketten viser et vinblad og skal muligvis vise, at vinen kommer fra vinplanter...  Trods teksten på web er kun lille del lagret i eg (kun 10% af pinot'en!). 

MontGras "Antu" rød/hvid... 59,-
Rød cabernet-sauvignon, carmenère og syrah, hvid chardonnay, Chile

Bedste KØB + ***** (5/5), Føtex, indtil lørdag 23/12

Antu er rigtig god vin fra Montgras, som får 88-93p/100 af gode guider (de røde har alle fået 89p/Parker i 2018). Af disse vine laves af hver typisk 50.000 fl/år. 

      Syrah er fra det lune Colchagua og er yppig, men fast, med god længde (2019 og 21 fik 91p/Descorchados). Cabernet er fra det endnu mere kendte Maipo, mens carmenère er fra topområdet Peumo i Rapel.  
     Den hvide chardonnay fra Casablanca mangler lidt friskhed og fokus, synes jeg, selvom den kommer fra mark nær havet i Casablanca. Men når Descorchados har givet den 91-92p i nyere år, kommer mine fordomme nok frem (medlem af ABC: Anything But Chardonnay)! 
      Den meget dygtige chefvinmager Santiago Margozzini (foto) kan være stolte af disse 3 vine, der viser, at Chile i dag kan lave vine så gode som dem fra Californien -blot til anderledes rimelig pris. 

Ninquén "Mountain Vineyard "... 139,-

Godt KØB + **** (4/5)Føtex , indtil lørdag 23.december

Ikke merprisen værd i forhold til den fine Antu, men noget finere og tæt på fund, når den globale pris på Ninquén er langt over 200 kr.  
      Ninquén i Colchagua er det første såkaldte ”vinbjerg” i Chile, hvor man ellers normalt har plantet i de flade dale. 
      50% cabernet og 50% syrah med 2 år i eg + alt det, som en god vinmager kan tilføje i form af malolaktisk gæring i eg og minimal filtrering. 
       Bør nok gemmes et par år. Men allerede yppig, flot frugt (bær/blomme, lidt krydderi), afrundet, fed og lang, fast til sidst, med god længde. Set i 2021, som formentlig er lige så god som 2018 og 2020, der begge fik 92p/Tim Atkin. 

Montgras "Quatro" rød/hvid... 55,-

Godt KØB + **** (4/5)Føtex , indtil lørdag 23.december

Quatro kostede 45 i Netto indtil fredag, men er også godt køb til 55. Vinen er (som navnet antyder) er et mix af 4 druer. Første årgang af vinen var 1998.
     Rødvin af Bordeaux-typen (80% cabernet sauvignon, carménère og malbec) + 20% syrah. Mørk, kraftig, blød, åben frugt i næsen. En udadvendt vin med frugt, fylde og pænt lang. Nye år har fået meget ros (2021 91p, 2020 90p/Descorchados). 
    Den hvide er næsten bedre, 50% chardonnay suppleres med viognier,  sémillon og lidt sauvignon fra det kølige Leyda. Tør, frisk, meget fin aroma, ren og afrundet eftersmag -en herlig vin alene eller med mad.

Resten af Amerika -også køb i top! 

Californien har stort ry for sin vin, men vil du have de gode, skal dankortet lænses. Og de billige slet ikke måle sig med Chile eller Argentina. Gnarly Head er helt ok, men ikke et topkøb. 

Undurraga "T.H." syrah eller sauvignon blanc... 79,-

Bedste KØB + **** (4/5)Føtex , indtil lørdag 23.december

Kraftig syrah med overdådig frugt, ganske kompleks, god dybde og fin længde med blød tannin. Herlig tør sauvignon blanc, som matcher en langt dyrere vin fra New Zealand -frisk og sprød, lang smag. 

    "T.H." for "Terroir Hunter", dvs. fra særligt gode områder -og bedre vin.  2020 fik 95p/Descorchados, mens Parker til 2019 gav 93+p/100. Den hvide sauvignon fra Lo Abarca 2020 fik 92p. Andre smagere er enige. Så mange points koster normalt dyrt! 

    Undurraga er et af de større huse i Chile, grundlagt i 1885 som et af mange af baskiske indvandrere, som det specielle navn antyder (andre er bl.a. Erràzuriz). Huset var hurtig med eksport til USA, og blev i 1975 solgt af Erik Sørensen Vin. Huset gik i 90erne konsumvejen, men har nu igen god vin.  


Trapiche "Medalla" rød/hvid... 59,-

rød malbec, hvid chardonnay, Uco Argentina

Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil lørdag 23.december

Solgt til 50, men stadig topkøb! Malbec har lidt eg, men er især flot i sin frugt, kraftig og pænt lang, og dejlig allerede. 2017 fik 89p/Parker. Den hvide chardonnay er forbavsende frisk og lang i sin smag, fyldig og ren. Meget flot. 
      2021 fik 92p/Tim Atkin, 2020 fik 91p/Descorchados, mens 2019 fik  92p/Parker.   

      Trapiche er meget stort hus, som tapper 100.000 f. Hver dag! Men vinene er gode, basisvinen er ikke ringe, men giv lidt ekstra for "Oak Cask" (Reserve i USA) og Pure, som ofte fås omkring 40 kr og er svære at overgå.
       Medalla er endnu en tak op og laves i ret små mængder (under 200.000 fl. vin/år) fra de bedste parceller ved foden af de højeste bjerge i Amerika, syd som nord. De allerbedste er p.t. for dyre (men du bør generelt aldrig betale 300+ kr for argentiner). 


Salentein "Portillo", rød/hvid/rosé... 49,- 

rød merlot, hvid sauvignon, rosé, Argentina

Godt KØB + *** (3/5)Føtex , indtil lørdag 23.december

Portillo ("Den lille dør") er en mere daglig serie fra det fine Salentein. Rigtig god i en ukompliceret, frugtig, fyldig stil. 
    Merlot er formentlig frugtig, fyldig og rund, uden mærkbar eg -som også sauvignon og rosé. Men ikke smagt (husker dog god malbec og chardonnay (som Føtex ikke sælger). 
    Salentein ligger i Uco og har hele 800 hektar af nogle de højest liggende vinmarker i 1050-1700 meters højde. 
    En hollandsk entreprenør er hovedejer sammen med familien Pulenta, der var pioner for kvalitet i Argentina (de gjorde Trapiche berømt). Også sindssygt flot kælder (og restaurant). 
    Portillo er et pas der fører fra Uco op i Andesbjergene. Bl.a. har Darwin kæmpet sig gennem det høje pas. 

    Føtex tilbyder også Salentein Barrel Selection (75, 4* + godt køb). Især malbec og cabernet er meget flotte og gode køb. Mere eg og en snert mere dybde og koncentration. 

Gnarly Head rød/hvid... 65,-

rød Old Vine Zinfandel eller Cabernet, hvid Chardonnay, California

Godt KØB + *** (3/5)Føtex , indtil lørdag 23.december

Gnarly Head hentyder til de krogede gamle vinstokke -og netop zinfandel (og petite sirah) er ofte gamle vinstokke, som har overlevet fra de dage, da de leverede den daglige vin i Californien. En typisk zin med dyb farve og krydret frugt med peber og bær, lidt friskhed i midten, der giver en pæn lang smag. 
    Cabernet er som hvid Chardonnay fra yngre stokke. Cabernet er ganske god, chard'en anonym. 
    Dette mærke tilhører Delicata, som er en stor, privat vingård. Gnarly laves på deres vingård i Manteca. Føtex tilbyder også 1924, som ikke er vinens alder, men året, hvor Delicata blev grundlagt. De røde er "double black" lagret i brugte Bourbon fade. En populær smag, men ikke noget for mig, suk (79, 3*).