Søg i 1300 opslag:

18/11/2023

Discount: Herlig sydfransk og lagret alkohol i top!

En fransk vin er i toppen hos discountkæderne i denne uge, hvor også en italiensk barbera og Asti var rigtig gode køb. 

Discount er i uge 47 en lidt trist dag på kontoret, hvor kun Rema1000 og til en vis grad Coop365 kan være deres indsats bekendt . 

    Rema1000 byder på den gode Paul Mas Reserve fra stort familiedomæne i Sydfrankrig, hvor både cabernet og pinot og hvid viognier (55) er i top til prisen. 

    Italien er god, men lidt uinspireret i form af Araldica Barbera (39 i Rema1000), Asti Allini brus (40 i Lidl) og Pajar (Coop365, 49). Ugens billigste er Aussie Rules (29 i Rema1000). 

De andre tilbud i top er sjovt nok alle lagret stærk spiritus som sort Johnie Walker (149, årets laveste pris) og Havana Club 7 års rom (149). Også god pris på Tanqueray Gin (119) -som er i stærk kontrast til de høje priser på spiritus, jeg har oplevet i Frankrig i den forgangne uge.

    Netto kan ikke prale af Netto-pris! Offley LBV Port er 10 kr billigere i Føtex, mens Riscal Rioja indtil torsdag var 10 kr billigere i Meny. 

Bedste KØB: Paul Mas "Reserve" rød/hvid - Asti Allini Spumante
Godt KØB: Araldica Barbera d'Asti - Pajar Verona - O Organic rød/hvid/rosé - Johnie Walker Black Label "12 år" - Tanqueyray Gin - Havana Club 7 års rom 

uge47/2023

Paul Mas "Reserve" rød/hvid... 55,-

rød cabernet sauvignon eller pinot noir, hvid viognier, rosé, Sydfrankrig
Bedste KØB + **** (4/5)Rema1000søndag-lørdag 19-25/11 

Rød Cabernet-Sauvignon er bedst, en meget fyldig vin med åben, indbydende  bærduft og afrundet fasthed -faktisk et mix af Bordeaux og Californien -mere bær end Californien og blødere end Bordeaux!

Rød Pinot Noir -middel dyb farve; indbydende frugt, afrundet, ren og pæn, men stadig med lidt rygrad -ikke Bourgogne, men bedre end stort set al Bourgogne under 100 kr. 
      Hvid Viognierfrugtig tør hvid med pæn fylde under på den fine Rhône-drue kendt fra bl.a. Condrieu. Rema mener, den kan gemmes, jeg ville drikke den nu til f.eks. skaldyr og rejer. 
      Vinene er "Single Vineyards", måske fra domæner i samarbejde med den begavede Paul Mas. 

      Foto: Jean-Claude Mas -her med døtrene for en del år siden- er en dynamisk, begavet vinmager, der taler flydende engelsk med charmerende fransk accent efter mange år i England. Han bor i dag på familiegodset omkring Pezenas nord for Béziers, hvor han har 600 hektar og kontrollerer yderligere 1300 hektar, som bl.a. bruges til den populære Arrogant Frog.

Rema1000 tilbyder også Sangre de Toro (55, 3*), rød/hvid spansk. Torres' billige serie, som for mig slet ikke er en match for f.eks. Coronas (50 i Brugsen). 

Aussie Rules rød/hvid... 29,- 

Godt KØB + ** (2/5)Rema1000søndag-lørdag 19-25/11 
rød Shiraz, hvid chardonnay, Australia 
Jeg har aldrig brugt penge på disse vine, men hvor meget risikerer du til 29? Nok dansk tappet. Vent ret ligegyldig, krydret rødvin, som dog nok har en vis karakter, mens den hvide nok er inderligt ligegyldig, måske med lille restsødme. 
    Vinene skal komme fra det store Kingston Estate ved Murray floden. Huset leverer mere end 60 millioner liter/år, omtrent som hele New Zealand! Dvs en fabrik snarere end "Estate".

Araldica Barbera d'Asti... 45,- 

Godt KØB + *** (3/5)Rema1000søndag-lørdag 19-25/11 
En meget typisk barbera, dvs. tør, middelfyldig, frugtig med frisk syre -en rigtig god madvin til rimelig pris. Ikke så forfinet som f.eks. Fontanafredda (Coop) eller Tre Vescovi (Føtex mv), men bestemt ikke ringe. 
Araldica er et stort kooperativ, som leverer gode vine. 

Pajar, Verona....  49,-

Godt KØB + *** (3/5), Coop365, indtil onsdag 22.november

Coop365 beskriver vinen sådan: "Corvina og rondinella-druer fra området omkring Gardasøen. Druerne har tørret i cirka 20 dage inden presning. 12 måneder på egetræsfade og mindst 6 måneder på flaske" -tjaaa, det er vel, hvad de får oplyst fra leverandøren. Sådan en lille amarone til 45 -jeg gider ikke bruge penge på vinen, men konstaterer, at da Politikens Thomas Ilkjær (ildsjælen!) gav den 4 glas af 6 med ordene: "Fyldig, let sødmefuld vin, hvor de 14,5 pct. mærkes. Toner af modne kirsebær, chokolade og rødt kød. En smule kluntet og rustik, men fin tæthed". Så kan jeg også give 4*. 

Notte Nera Zinfandel... 49,-

*** (3/5), Coop365, indtil onsdag 22.november

Skruelåg og ret let flaske, så langt væk fra de flasker i vægtløfter klassen, som Pglia vine ikke bør løfte. Kun smagt én gang i festligt lag, men kan se, at Rydberg i Ekstrabladet gav en ældre årgang 5* + godt køb: "Mørke bær og krydderier i duften. Pæn intensitet og sorte kirsebær, lakrids, peber og vanilje i smagen. Simpel men vellavet vin med en pæn krydret afslutning".

O-Organic, rød/hvid/rosé... 39,- 

Godt KØB + *** (3/5), Coop365, indtil onsdag 22.november

Økologisk. Den hvide sauvignon er glimrende, tør, frugtig, ren og sprød -sådan i stil med New Zealand, blot lidt blidere. Rosé på cabernet og syrah er god, tør og frugtig, tør, men med frugtsødme og syre. Den røde carmenère har jeg ikke så stor tillid til. Billig carmenère er sjældent god. Vil tro, at vinen ligner Adobe Organic, som sælges i Coop's andre butikker. 


Asti Allini, Spumante ... 40,-

Bedste KØB + *** (3/5), Lidl, søndag-lørdag 19-25/11

Asti er "saftevand for voksne" eller "børne-Champagne" gr lav alkohol (6-7%). Nydeligt brus, intens aroma af druer og en snert blomst, en del sødme, som holdes lidt i skak af boblerne -meget let at drikke og en helt ok ledsager til kransekagen sidst på året. 
      Den boblende Asti laves af alle store vermouth huse som Martini, Gancia til Cinzano. Derfor er Asti så tæt på industri, som du kommer i vin. Druen er moscato, som høstes ret tidligt, laves til sødlig hvidvin, som med ekstra sukker og gær får en hastig andengæring på tank og tappes under tryk, så bruset bevares. 
      Jeg har ikke smagt stor forskel fra hus til hus (med et par undtagelser). Derimod betyder alder alt -jo ældre vin, jo ringere -vinen skal nydes ung, mens den har sin frugt. 

Marques de Riscal Rioja Reserva... 99,-

***** (5/5), Netto, indtil fredag 24.november

Kunne fås i Meny til 89,95 i sidste uge (og til under 80+ sidste år), så ikke en god Netto-pris. 93p/Guía Peñin til 2018. Men stadig ikonisk vin, den klassiske Rioja i Bordeaux-stil, skabt i 1858 af Riscal sammen med vinmager fra Bordeaux. 
      Ganske fast, lidt lukket næse, men indbydende og rig, middel til stor fylde, pænt lang smag. Men... den mangler lige det sidste for at være helt i top. Giv den 2-4 år. 
      Vinen blev så populær, at markis'en måtte vikle ståltråd om flaskerne for at sikre sig mod forfalskninger. Det er næppe nødvendigt i dag med 5+ millioner fl/år fra 500 hektar domæne + druer fra 1000 hektar på kontrakt, som købes af den nuværende markis... God klassisk Rioja (93% tempranillo, 7% graciano, 2 år i eg + 1 år på flaske før salg. 

    Netto er ikke i top lige nu -har også Offley LBV Port (99, 4*), som p.t. koster 10 kr mindre i storebror Føtex. 

Johnie Walker Black Label "12 år"... 149,-

Godt KØB + **** (4/5)Rema1000søndag-lørdag 19-25/11 

Et superkøb til 149, laveste pris set i år. Fint røget næse, meget fyldig, pænt lang, ganske lille sødme, men i god balance -en herlig drik til kaffen o.l. "Tastebuds seducing stuff", skriver Whisky Bible. 

      John Walker begyndte i 1820 at sælge whisky. Men det var ren malt fra ét destilleri. De varierede voldsomt i kvalitet. Derfor begyndte han at blande "vatted malts", og det kunne kunderne lide. Sønnen Alexander opfandt den elegante 4-kantede flaske med etiketten på sned i præcis 20 grader. Med sønnesønnen kom der i 1909 farver på etiketten, og hermed var Red Label og den ikoniske Black Label født. I løbet af de senere år er de dyre Blue og White Label kommet til. 

    Meny tilbyder den til 159,95 (samme pris som Havana Club 7 års rom, som også står til 149 i Rema1000). 

Tanqueray Dry Gin 43,1%... 115,-

Også Sevilla Gin (destillat med oranger) Rangpur Lime og =,0 (alkoholfri)

Godt KØB + **** (4/5), Rema1000søndag-lørdag 19-25/11 

Gå efter den normale stærke Tanqueray. En lækker gin med ren smag, rig aroma -og med 43,1% alkohol perfekt til en G&T (eller Dry Martini osv). 91p/Falstaff.  Alt for meget gin holder desværre 37,5% og vil udtynde en færdig cocktail. 
    Faktisk kan jeg også godt lide de mere eksperimenterende Rangpur Lime og Flor de Sevilla, som er destilleret med hhv lime og oranger. Og med 41,3% alkohol har de også vis styrke.  
    Tanqueray er en af de historiske ginmærker (1838) og nok det mest solgte ginmærke med årligt 36 millioner flasker. 

    Rema1000 tilbyder også Hendrick's 41,4% (199, 4*), destilleret i Skotland (ligesom Tanqueray) -helt ok, da London Gin må destilleres overalt (også i Danmark). 

Havana Club Cuba Rum "7 år"... 149,-

Godt KØB + **** (4/5)Rema1000søndag-lørdag 19-25/11 

Også topkøb til 149, for modsat Zacaoa "Solera 23" (hvor den ældste rom er 23 år, men det meste nok kun 3-4 år) er denne lagret fulde 7 år i brugte Bourbon fade. En fyldig, afrundet rom med rig aroma af tobak, tropisk frugt og krydderier. Og ikke for sød! 91p/Falstaff.


O.P.Anderson aquavit... 85,-

40% Original eller Klar, økologisk, Sverige

*** (3/5), Netto, indtil fredag 24.november
Den originale OP med kælenavnet "Prima" (ordet før aquavit på etiket) er en rigtig god snaps, som er destilleret i Sverige siden 1891 og dermed er landets ældste (her kan Danmark dog slå Sverige effektivt, da både rød Aalborg og Brøndums er langt ældre). Desværre bliver de begge i dag destilleret i Norge, suk! frugtig og vellagret, mens den klare er blidere, men ellers også en ren, skær snaps. Begge laves af den finske Anora gruppen, som også står bag bl.a. Aalborg og Linie akvavit + bl.a. Koskenkorva og Finlandia vodka og Skagerrak gin.