Søg i 1200 opslag:

27/04/2024

En flot rosé på STOR flaske og superkøb i Bordeaux!

Meny er lige et snif længere fremme end de andre kæder med rosé. De har bedre vine -og nu også en STOR flaske til lavere pris. En Provence, du kunne købe i en webbutik til 129 (nedsat!), men som nu fås i Meny til 99,95. Og så er der dobbelt så meget vin i flasken! 

Så meget for lave priser på web! Meny har dog et endnu bedre tilbud i form af Recougne (59,95), Bordeaux i topåret 2019 med 91p/100. Den fås nu også som hvid, som også lover godt! 

    Meny har også andre gode rosé vine, især Suffrène (125) fra Bandol, som måske leverer den fineste rosé. 

    Måske har Meny for mange forskellige pink vine. Haut-Vol rosé (55 v2) bør være topkøb. Men hvorfor er årgangen stadig 2021 og ikke 2023? 2021 burde være udsolgt sidste år, suk. 

    Prøv også Ramon Bilbao Rueda (55 v2), en herlig hvid verdejo, de altid gode Cono Sur "Especial" (59,95) og Hérédita Rhone (70 v3). 

Bedste KØB: Fleurs de Prairie Provence Magnum - Recougne Bordeaux rød/hvid 
Godt KØB: Haut Vol rosé - Ramon Bilbao Rueda- Hérédita Cotes du Rhone - Cono Sur Reserva Especial rød/hvid - Pouilly-Fumé Griottes - Suffrène Bandol Rosé - Barolo "Patres" - Allram Kamptal hvid - Tanqueray gin 

 uge 18/2024

Fleurs de Prairie, Provence Magnum... 99,95

150cl, Bedste KØB + *** (3/5), Meny, indtil torsdag 2/5

Jeg så sidst denne vin på 75cl flaske i webshop til 129 -på tilbud. Her er den smukke flaske i STOR udgave (150cl) til 100. Men jeg undrer mig ikke -faktisk er webben bestemt ikke altid billigst! 
    En meget smuk flaske og en god rosé med -tør, men med mere frugtsødme og blødhed end Suffrène, men uden dennes klasse -perfekt til glas i utide. 
    Kender ikke årgang, men mon ikke, det er 2022, der skal sælges ud for at give plads til '23?  Vinen laves af giganten Grands Chais de France GCF, så vent ikke finere nuancer.

Recougne Bordeaux rød/hvid ...  59,95

rød 2019 Supérieur, hvid tør 2021, Bordeaux

Bedste KØB + ***** (5/5)Meny, indtil torsdag 2/5

Stadig topåret 2019 med 91p/WineEnthusiast, men uanset årgang en mørk, kraftig og fast vin, men aldrig hård, præget af moden merlot, rig parfume og god længde. Den er flot efter 5 år, men kendt for at kunne leve 20 år. 

    Fås også som hvid 2021 (frugt bevares af skruelåg), frugtig, tør og ganske lækker, mest til mad. Vinen laves af hvid sauvignon (2/3), inkl. sauvignon gris, 1/3 semillon. 
      Slottet ligger i Fronsac ikke langt fra det fine Mayne-Vieil, dvs. heller ikke langt fra Pomerol- men en kommunegrænse gør, at vinen er ”Bordeaux”, ikke Fronsac som Mayne Vieil. 

2 fl: 110. godt KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 2/5

Lidt bekymret over, at Shop.Meny stadig tilbyder 2021 -burde det ikke være 2022 eller helst 2023? Gudskelov er vinen med skruelåg, så en stor del er bevaret af  "tør, frugtig (bær, jordbær) og med lige en snert af syre til at give friskhed." Men I bør se at få en ny årgang på hylden! 

    Meny tilbyder også Peyol Provence rosé (79,95, 3*). Drikker lige så gerne Haut-Vol (dog helst Prairie på den store flaske til 100 for 150cl). 

Ramón Bilbao Rueda verdejo, kr/fl v2: 55,-

Godt KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 18/4

Jeg har rost husets røde Rioja rigtig meget, men ikke denne hvidvin (ikke smagt de sidste par år). Til trods for, at jeg elsker druen verdejo. Vent en stor aroma, god fylde, ret bred, men med god syre under. Ikke set, men håber på 2023, evt 22. 2021 fik 88p/Peñin. 
    Ramon Bilbao arbejdede mange år med vin, før han i 1924 grundlagde et lille vinhus i Haro tæt på banegården. Huset fik et godt ry, men nok mere for pris end kvalitet. I 1999 blev huset overtaget af Zamora gruppen, der herhjemme nok er bedst kendt for 43 Licór (populær, ikke min smag), limoncello samt Mar de Prades i Galicien.  

Hérédita Cotes du Rhone... kr/fl v 3: 70,-

3 fl: 210. Godt KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 2/5

Set i 2020 med 89p/WineEnthusiast. 
En klassisk Rhone på grenache (70%) -giver frugt og styrke- og syrah (30%), farve og længde. En sympatisk og flot vin med fløjlsagtig fylde og god dybde i frugten. Nyd den nu og de kommende 1-2 år.  
      Den ekstremt travle og i enhver henseende monumentale vinmager  Philippe Cambie (foto) døde i 2021 under covid-årene nlot 59 år gamnmel. Han gav råd til kooperativet Princes med denne vin. 
      Jeg mødte Cambie første gang for over 20 år siden og blev imponeret over hans vine (og størrelse). Kælderen har i flere år lavet rigtig gode vine fra knap 600 hektar, heraf 80-90 i selve Chateauneuf. 

Cono Sur "Reserva Especial" rød/hvid... 59,95

rød Pinot noir eller Syrah, hvid Riesling eller chardonnay, Chile

Godt KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 2/5

"Especial" er et par trin op fra de iøvrigt gode Bicicleta vine og lavet i 8-10 udgaver, som er signeret af Matías Ríos, chefvinmager for Cono Sur. Carmenère er Chile's "egen" drue, som indtil for 10-15 år siden var stort set uddød i hjemlandet Bordeaux. Jeg var længe skuffet over carmenère, som alt for ofte var spids og grøn. Men denne er fra Peumo i det lune Cachapoal (nordlige del af Rapel) og høstes fulgt moden. 80% af vinen lagrer i små egefade. 
      En fed, ganske kraftig, men afrundet vin med indbydende duft af ikke mindst brombær (2018). Kender ikke år i Meny, men den skal have fået 90p/Descorchados (god lokale guide), så til 50 kr får du rigtig meget vin for pengene. 

Pouilly-Fumé "Griottes"... 110,-

Godt KØB + *** (3/5), Meny, indtil torsdag 2/5
Årgang er 2021, så vinen har nok mistet lidt nerve og primær aroma. Men stadig en hvid sauvignon med mineralsk fylde -alt det, som du savner i alt for meget sauvignon! Som får mig til at huske, at Mondavi i 1980erne kaldte sauvignon for Fumé Blanc! 
      2021 har 14%, det er meget for druen sauvignon. Klimaforandringer, suk).  
      Hidtil har Føtex/Bilka været en favorit med Fournier (på tilbud 100), men denne er måske bedre, da hr Bailly er vigneron. Ejer Jean-Pierre Bailly er 6. generation på vingården, som ejer 17 hektar midt i det lille område, der sammen med nabo Sancerre på vestbredden af Loire er essensen af druen sauvignon efter mange kenderes mening. 

La Suffrène, Bandol rosé... 125,-

Godt KØB + ***** (5/5), Meny, indtil torsdag 2/5
2022. For mange leverer Bandol den fineste rosé i Verden (med Tavel som eneste rival). En flot rosé med intens ren aroma, fyldig, god balance med fin syre fra mourvèdre (40%) og carignan (10%), som også sikrer, at vinen er meget madegnet. Tror også den kan leve længere end de 3 år, som både slot og Meny anbefaler. 2022 fik 92p/WineEnthusiast.  

Barolo "Patres", SanSilvestro... 110,-

Godt KØB + **** (4/5), Meny, indtil onsdag 2/5

Set i 2018/19. Prisen er stegt med 10 kr, men stadig ganske ok. 
    Sartirano fra San Silvestro er specialist i Piemonte og sælger ikke vine fra f.eks. Puglia (endnu?). Sartirano har kun 7 hektar, som sælges under navnet Costa Bussia. 
      Denne vin laves af druer fra 40 mindre avlere. Barolo'en er god i en kommerciel stil, men for mig knap så overbevisende som Gemma eller Fontanafredda. Jeg husker en flot duft efter en halv time i glasset. 2018 fik 5*/6 af Jyll.Posten: "Pæn og redelig Barolo i old school-stil. Åbner lidt forknyt, frugten er ganske jordet og tobakket med balsamiske strejf. Pæn balance, ikke afgrundsdyb, men den har fin stedsans.”

Allram, Kamptal...69,95

Grüner Veltliner eller Riesling, Østrig 
Godt KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 2/5 

Priserne er sat 10 kr op, men stadig helt ok, omend jeg i dag nok hellere vil gå i Rema, når de har Sant Thias til 50! Set i 2021. 

Den grønne veltliner er en herlig vin med rig aroma, sprød tørhed og god fylde. Riesling er tør, præcis og skarp på den gode måde, med aroma af græs og flint. 5*/6 af Rydberg i januar 2021. 
Allram er en privat vingård i den hyggelige by Strass, der ligger i Kamptal, det store område lidt nord for Kremstal. Her ved floden Kamp er vi pænt langt fra Donau, så klimaet er lidt køligere, så den sent modnende riesling har det svært, men det er ægte veltlinerland!
Foto: Vingården blev overtaget af Michaela Allram-Haas i 1992, og sønnerne Erich og Lorenz (foto) står for vinen i dag, mens datteren Magdalena er den kreative kraft. 

Kloster Eberbach Riesling Kabinett... 99,95

2021 Rheingau, Tyskland

*** (3/5)Shop.Meny, indtil torsdag 2/5

En ganske flot riesling med en del sødme, men også en indbydende rig aroma og meget charme -god terrassevin. Før kunne du få den glimrende tørre Rauenthal til samme pris, men den er nu sat op til 125 (suk). 

    Kloster Eberbach er oprettet som kloster 1116 (med vin til at sikre det daglige brød) og ejer i dag stadig nogle af de bedste vinbjerge i Rheingau og Tyskland. 
    Historisk har vinene skuffet, men er på vej op -men stadig til rimelige priser. Klostret optræder i både filmen "Rosens navn" og "Games of Thrones". 
    Savner du tør tysk riesling, tilbyder Meny også den gode Dr L Riesling Trocken (3 fl. 210). Slet ikke samme klasse som klosterets Rauenthal, men stadig god riesling.  

Tanqueray Gin 43,1%... 119,95

Til samme pris også Rangpur Lime og Sevilla Orange 41,3% Gin

Godt KØB + **** (4/5), Meny, indtil onsdag 2/5

Den klassiske London er lækker gin med ren smag, rig aroma -og med 43,1% alkohol perfekt til en G&T (eller Dry Martini osv). Gordon og andre holder 37,5% og kan spolere en færdig cocktail. 

       Tanqueray er en af de historiske ginmærker (1830) og nok det mest solgte ginmærke med årligt 36 millioner flasker. Destilleriet lå i London, men blev bombet undere 2.verdenskrig. I dag destilleres den som mange fancy ginmærker i Skotland -helt ok, da London Gin må destilleres overalt (også i Danmark), blot den er tør. Falstaff giver den 91p/100. 

26/04/2024

90er fest med mest lidt triste vine!

Bilka holder 90er fest, men de stadig smukke unge mennesker drikker åbenbart ikke særlig god vin (foretrækker pilsner og sprut). 

Der er dog en god Alsace Grand Cru og en god vin fra Sardinien med en mikroskopisk snert af dyre Sassicaia. 

Men ellers er det på det jævne. Gemma, Koonunga Hill, Rossogrande og den røde My Way er dog ok til en forårsfest foran grillen, hvis du ikke vil give det bedste.

Bedste KØB: Alsace Grand Cru Traber

Godt KØB: Montessu Sardegna - Arche RossograndeMateus rosé

uge  19/24


Alsace Grand Cru, Traber...  99,-

Riesling Brand eller Pinot Gris Glockelberg, Frankrig
Bedste KØB + **** 
(4/5), 
Bilka, indtil torsdag 2/5

Traber er del af kooperativet i smukke Ribeauvillé og leverer rigtig god, men måske ikke topvin. Begge Grands Crus er blandt de mest kendte og historiske i Alsace. 

Riesling laves på Brand i Turckheim. Bjerget anses for bedst til riesling, takket være granit under tyndt lag jord, som let varmes op. En tør, magtfuld vin med rig aroma og blød, men tør smag. Årgang 2016 var ugens bedste vin i Ekstrabladet.  
      Gloeckelberg (foto) er en specialitet i kælderen, men også en af de Grand Cru skråninger, jeg endnu ikke kan huske at have smagt. 
      Skråningen ligger lidt længere mod nord ved Rodern ikke langt fra Haut-Koenigsbourg. Blot 23,4 hektar. Navnet betyder "Klokkebjerget", og vinen har været kendt siden middelalderen. 
      Oprindelig gewurz, men i dag mest pinot gris, som har en del sødme, men også fin syre og et langt liv. Måske topkøb. 

Montessu, Isola de Nuraghu... 99,-

Godt KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 2/5,

Sardinien. Godt køb for noget med en duft af Sassicaia i sig! San Guido i Bolgheri (kendt for bl.a. Sassicaia) har i 10 år arbejdet på Sardinien med kooperativet Santadi. Vinen er baseret på druen carignan, med lidt cabernet og syrah. En ganske smuk, men ret enkel og ligefrem vin med overdådig frugt og rund fylde. 2020 fik 90p/WineEnthusiast, 2018 fik 90p/Spectator. 

    Til samme pris californiske Sincere Red eller Buttery Blanc (99, 2-3*). Importeret af Husted, men etiket oplyser ikke tapper. Men tror slet ikke på vinen til denne pris. 

Gemma Barolo... 119,-

**** (4/5), Bilka, indtil torsdag 2/5,

Set i 2019 og en 10-20 kr dyrere end tidligere i år. Gemma er helt ok Barolo. Typisk murstensfarve og interessant duft med læder og frugt, en vis stramhed, men med en moderne Barolo’s bløde tanniner. Den kræver 3-5 år og vil nok leve i 10-15 år. 
     Søren Frank giver i ”Barolo” Gemma 3*, det samme som Oddero og andre velkendte huse -og mere end f.eks. Batasiolo. Jeg er ikke enig med Søren Frank om alt, men trækker lidt på ham, da jeg ikke er Barolo-tifosi! Jeg foretrækker til hver en tid Gemma’s kommercielle, fyldige stil for fanatikernes  supertannin-vine med lys farve og bidende syre.

Le Arche Rossogrande,... 39,- 

Godt KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 2/5, Føtex, indtil torsdag 9/5

For (os) kræsne en totalt ligegyldig pleaser, men for mig lidt bedre end de sødmefulde vine fra Puglia. Rossogrande er en let Ripasso-type, meget nem at drikke ganske, som laves af Silvano Piacentini, som levere millioner af flasker til Bilka og Føtex. Den har nydelig fylde, simpel, god alkohol og ikke for sød. 

    Golden Zin zinfandel,  Bilka (6 fl: 199 = 33,17/fl) er ikke en vin, jeg køber. Kun smagt én gang. Det var nok. Fra California, dansk tapning. 

Penfold's Koonunga Hill rød/hvid... 69,-

**** (4/5), Bilka, indtil torsdag 2/5,

Australien. Rød cabernet/shiraz i en fast, lidt stram stil med rig duft af urter og bær, som ofte har godt af et år eller to på flaske, men egentlig særdeles egnet til solid vintermad. Nydes kælderkold. Den hvide er pæn og nydelig uden større dikkedarer (men kun smagt én gang). 
      Koonunga er 93 hektar i Barossa (godt 10 km fra Rowland Flat, hvor Jacob's Creek ligger). Men det er årtier siden, at begge måtte langt væk for at hente vin -begge henter nok 99% i de billige, varme områder inde i landet!  
      Koonung Hill har været solgt med dette navn siden 1976 -samme år som Jacob's Creek- men har nu fået en storebror, der hedder netop "Seventy-Six", som smager mere som den Koonunga, jeg husker fra 1980erne.  
      Penfold's er berømt for sin Grange shiraz, som igen er en seriøs rival til titlen nr 1 i Australien. Penfold's er del af Treasury, et af Verdens største vinhuse, nr 1 i Australien (Lindeman, Wolf Blass, Yellowglen, 19 Crimes mv), men også ejer mærker i bl.a. New Zealand (Matua mv), Californien (Beringer osv).  

Mateus rosé, Portugal... 39,-

Godt KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 2/5 (samme pris i Kvickly og Superbrugsen)

Har fået lille hop i pris, men stadig godt køb. Denne vin for begyndere er efter 81 år er vinen blevet langt mindre sød end i min ungdom og kan være på vej mod evig ungdom! 

    Den lyserøde har en lidt sødlig, men ellers positiv frugt, middelfyldig, let sødlig (15 g/l), der balanceres ok af boblerne. Meget let drikkelig terrassevin til et glas i utide. 
      Etiketten prydedes af ejerens Casa de Mateus, et eventyrsmukt hus lidt uden for Vila Real i udkanten af Portvinsområdet. Skulle du komme forbi, er både hus og park rigeligt omvejen værd! 

     Mateus gjorde Sogrape til Portugals suverænt største vinhus med penge nok til at købe anerkendte vinhuse som Sandeman, Ferreira, Offley og andre. Undervejs fik vinen ros fra uventet kant: “My only regret is that when I flew around the moon, I wasn’t drinking Mateus” -Borman, den første amerikaner, der så Månens bagside.

       Andre fans set med Mateus i hånd er Steve Jobs (Apple), Graham Nash (Crosby Stills & Nash og Hollies), Jimi Hendrix og gennem næsten 25 år for dronning Elizabeth II. Om vinen hjalp hende til hele 70 år på tronen ved jeg dog ikke!

My Way, rød/hvid, kr/fl v 6: 39,83

6 fl: 239 , rød zinfandel eller cabernet, hvid chardonnay, California (aft. i Danmark)
** (2/5), Bilkaindtil torsdag 2/5

Gå hellere efter Montgras eller -for blødere smag- spanske Kingpin, som er anderledes god vin -og tilmed billigere!
    Ingen af dem er min vej i vin, men på tilbud er den røde zin og cab ok køb (til 53 kr/liter). Navn og udstyr fortjener mere ros end vinen, som end ikke Sinatra kan redde. Kun smagt rød zin, som byder på krydret styrke + lidt sødme, som er tæt på 3*, men ikke helt. Hvid er også trættende i længden. Kun smagt én gang -rigeligt. 

Capolavaro Appassimento rød/hvid, kr/fl v 6: 39,83

6 fl: 239, * (1/5)Bilkaindtil torsdag 2/5
Mange danskere foretrækker vinen med en lille sukkerknald i, og sådan var det også i min barndom, uanset hvad jeg mente om det! Så derfor er Capolavaro Danmarks mest solgte mærke i vin, som ses i alle Sallings kæder, fra Netto til Bilka (og med andre etiketter i bl.a. Rema1000 og Meny). 
      Har smagt de fleste rødvine et par gange (i supermarked, på restaurant og hos venner), da det er en vin, jeg aldrig vil betale for. Appassimento fra Sicilien er måske den sødeste af vinene. 
    Capolavaro skal få dig til at tænke på mesterværk, men ordet capo får nu mig til at tænke på en mafiaboss.
      Mærket ejes af Globus Vin -et af Danmarks største vinfirmaer- og fås i mange udgaver (og mange navne), som alle har en lille sødme til fælles. Undgå bag-in-box, hvor sødmen kræver mere svovling og filtrering, hvis du vil have vinen. Vinene er tappet i Danmark.