Søg i 1300 opslag:

27/12/2024

Cremant og Asti er bedste køb!

Mens Champagne er blevet dyrere år for år, er især crémant faktisk blevet et rigtig godt køb, hvor du kan få gode vine fra blot 49 (Haut-Mouleyre).  Men husk også Italien, hvor moscato fra Asti kan fås for blot 39!  

Ialt er udvalgt 8 crémant vine, 4 fra Bordeaux, som sjovt nok leverer den billigste crémant (med konkurrence fra Loire og Limoux). Haut-Mouleyre (49) er bedste køb, men også Calvet (50) og Malesan (55) er rigtig gode køb (Malesan kommer forresten fra ejeren af bl.a. det gode Ch. de Lort).  

    Tættere på Champagne i duft og smag er nok crémant fra Alsace (55 i Lidl) og Bourgogne (55 i Rema1000, 69 i Brugsen, men denne er nok bedst). 

    Crémant er lavet som Champagne med 2.gæring på flaske, som også ses i Spaniens cava, hvor Arestal (45) og Freixenet (49,95) er gode køb. 

    Fra Italien er udvalgt 5 vine: Asti Manfredi (39 i 365discount) er topkøb. Den gærer ligesom Prosecco på tank, ikke flaske. Samme metode bruges mest til tysk Sekt, hvor Weinbach Riesling (59,95) er et godt køb. 

Brut = tør, Extra Dry = halvtør, Sec/trocken = let sødlig, Demi-Sec = halvsød

Bedste KØB: Haut-Mouleyre Crémant Bordeaux - Crémant de Bourgogne Comte Tarville - Crémant Calvet hvid/rosé - Crémant d'Alsace Lidl - Crémant Moillard - Asti spumante "Manfredi"
Godt KØB: Crémant Malesan - Weinbach Riesling Sekt - Cava Arestel - cava Freixenet - cava Perelada - Asti Fontanafredda (+ Moscato d'Asti) - Prosecco Pasqua - Prosecco le Arche 
Andre:  Cremant "Louis Bresson" - Cremant Cave de Lugny - Asti Martini 

uge 53/2024


Haut-Mouleyre Crémant... 49,-

Bedste KØB + **** (4/5), 365discount, indtil torsdag 31/12

En tør, meget frisk og ren crémant med nydelig aroma og middel længde. Vinen fik i 2021 hhv 89p og 88p/100 fra kompetente Falstaff og WineEnthusiast. 
    Haut-Mouleyre er glimrende slot i Cadillac og mindes også navnet som en af flere fra den hedengangne Cordeliers, som var pioner for mousserende Bordeaux med kældre i St Emilion. 
    Druerne er Bordeaux' merlot, cabernet og semillon, ikke Champagnes pinot noir og chardonnay, men stadig rigtig god cremant. 
    I dag laves vinen nok af GCF og ligner nok mærker som Bresson, Dulong eller Calvet. 
    Nydelig etiket og topkøb -hvor meget Champagne-lookalike får du til 49? 

Crémant de Bourgogne... 50,- 

Comte de Tarville Brut 
Bedste KØB + **** (4/5), Rema1000, indtil tirsdag 31.12.

En crémant med lidt mere stil end de fleste, Fik for 3 år siden 5* af Skovenberg i Vinbladet (12/2021 til 75): " En vellavet crémant de bourgogne, der ligger ret tæt på en ægte champagne i både duft og smag. Strågul med bittesmå bobler. Delikat duft af ristet brød og æble med en let grøn tone. Ganske kompleks smag med citrus, æble og abrikos med diskret autolysepræg og en god syre." 
      De fleste kæder henter deres crémant de Bourgogne fra giganthuse som GCF (Moingeon, Calvet, Laugel, Helfrich, Arthur MetzBrucker) og Boisset (Bouillot 89,95 i Meny), så alene derfor er Rema's vin mere interessant. Firmaet ligger i forstad til Chagny nær Santenay i Bourgogne og er meget lidt kendt. 

Crémant Calvet hvid/rosé... 50,-
Bordeaux rosé eller hvid brut (tør)
Bedste KØB + *** (3/5), Bilka og Netto indtil tirsdag 31/12

Vinen laves af druer i Bordeaux -typisk rød merlot og cabernet og hvid semillon- men på Champagne-metoden. Den hvide har en ren duft uden større karakter, men er frisk og appetitvækkende. Brut er ikke specielt tør. Den tørre rosé er nok bedre, men ikke smagt. 5* i BT. 

    Etiketten er flot for en basis-cremant -og prisen er i bund. Samme afsender (og nok også vin) som Netto's Alexis Lichine, Louis Bresson (Meny) og Dulong (Coop). Alle laves i Bordeaux af Eschenauer, som igen er del af giganten GCF.

Crémant  d'Alsace Lidl... 55,-

Bedste KØB + **** (4/5), Lidl, indtil tirsdag 31.12.
En rigtig god crémant til en rigtig god pris. Rig aroma, fint brus, små bobler, tør, ren -ikke stor, men nydelig længde
      Denne udgave af Lidl's Alsace kommer fra det gode kooperativ i Westhalten, som altid har haft godt ry for sin crémant, mens vinen laves i samarbejde med kooperativet i Bennwihr. Basis er pinot blanc med lidt noir og gris. Lagret 2 år før salg. 

Crémant Malesan... 55,-
Bordeaux brut, Castel
Godt KØB + *** (3/5), Nemlig.com indtil tirsdag 31/12

Har aldrig smagt denne vin, men prisen er lav (vinen skal engang være prissat til 140). Kan ikke se lot-nummer online, men måske er vinen fra samme levering, som blev solgt til 79 i februar -og så får du en moden crémant! 
    Tror dog, den stadig er ok med tør, fyldig smag med mere neutral aroma. Vinen skal have fået 90p/Decanter -men det var tilbage i 2020. 
    Malesan var et mærke i Bordeaux, skabt af Magrez, som tjente en masse penge på det, før han solgte det til giganten Castel, et af Verdens største vinfirmaer  med 640 millioner fl/år! 
    Castel et grundlagt sås sent som 1949 i Bordeaux og er fortsat ejet og drevet af familien. Castel ejer bl.a. kæden Nicolas samt en masse vinslotte i Bordeaux, bl.a. Beychevelle 4.Cru, Beaumont samt Chateau de Lort, som trods navnet leverer god vin fra gammelt vinslot nær selve Bordeaux by (foto). . 
    Nemlig.com er ikke ofte med i Vinkender, men med mellemrum checker jeg deres web. Generelt finder jeg priserne for høje især for vine, der følges. Deres andre cremants og bobler er for dyre. 

Crémant Moillard... 69,- 

Bourgogne. Hvid brut eller demi-sec, rosé Brut

Bedste KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil tirsdag 31/12

Nok samme crémant som Martenot (20 kr dyrere i Bilka) og Maison, 10 kr dyrere i Meny. Egnet til en sen aften lige før 2025. 
    Rosé er god, tør, fyldig og ren, mens den hvide fik 89p/WineEnthusiast i dec.2021 og 6*/6 af AOV (12/20) med ordene: "Nektarin og litchee, fyldig rund og behagelig mousse. Fin afstemt syrebalance af lime. Et ganske let mineralsk præg der giver vinen lidt klasse." I dag har vinen fået årgang -set i 2021, men 2022 må være på vej. 
    Moillard var i 00erne et stolt 150-årigt familiehus med stort domæne. Efter nogle kedelige år under Sauvestres dubiøse ejerskab ejes huset af Joseph Helfrich's GCF gruppe. GCF er begyndt at lave god vin, selvom de bestemt endnu ikke har det store ry, hverken i Bourgogne eller hjemme i Alsace.

Weinbach Riesling Sekt... 59,95 

Trocken (let sødlig), Tyskland

Godt KØB + *** (3/5), shop.Meny, indtil tirsdag 31/12

Blandt bobler betyder "Trocken" lidet logisk bobler med vis sødme (typisk 20-25 g/l), men sødmen holdes i skak af god syre fra druen Riesling. Ikke smagt desværre, men kender Weinbach's gode riesling vine fra Mosel. 

    Weinbach er ejet af GCF i Alsace og er ikke i top, men god til prisen (og nydeligt udseende som altid fra GCF). 

Cremant "Louis Bresson", kr/fl v2: 62,50

2 fl: 125, Bordeaux brut. *** (3/5), Meny, indtil tirsdag 31/12
Mærket er et (af mange) fra Dulong-Calvet (GCF), som leverer til de fleste kæder. Har ikke smagt denne cuvée, men prisen er p.t. lavere end Calvet (som kunne fås til 50 indtil 9/11). Pæn etiket, vinen typisk meget frugtig, ren og tør, men uden elegancen fra Champagne eller Crémant fra Bourgogne. 

Cave de Lugny Crémant.. 89,95

Brut Bourgogne, **** (4/5), Meny, indtil tirsdag 31.12.
Ok Champagne-alternativ... Positiv frugt af chardonnay og lidt lagring, fine bobler, re smag med kun en snert sødme til sidst. Lugny's crémant kommer- modsat de andre- fra egne marker, og det betyder i reglen bedre druer. Og Lugny er en god lille by i Bourgogne lidt nord for Mâcon.

Cava fra Spanien, oftest tør

Spanien leverer masser af brus, men vi ser mest Cava (udtal: gá-va, ikke kahva!). Den laves på metodo tradicionál (Champagne-metoden med 2.gæring på flaske). Den kan legalt hente druer i det meste af Spanien, men får oftest sit brus omkring Barcelona (uanset hvor druerne er hentet). Excellente køb. 

Cava Arestel brut... 45,-

Godt KØB  + *** (3/5), Lidl, indtil lørdag 31.12.
ARSA leverer cava til Lidl i hele Europa. God, men som mangeårig etikette-fetichist finder jeg etiketten lidt trist. Meget ung og frisk stil, nydelig frugt, ikke knastør.

Cava Freixenet "Negro", brut.... 50,- 

Godt KØB + *** (3/5), Rema1000 indtil tirsdag 31.12. 
OK cava fra det største hus af alle (1/3 af al cava under flere etiketter). Jeg kan ikke blive entusistisk over den, men den er blid og kommerciel. Samme Rema sælger også Freixenet fra Italien -flere udgaver bl.a. hvid prosecco til 79. Jeg vil ikke betale mere! 

Cava Perelada ... 50,- 

Godt KØB + *** (3/5), Bilka og Føtex indtil tirsdag 31/12

Brut har god frugt og ren, tør smag med lille syre. Den søde semi-seco er for sød til mig, men mange vil sætte pris på den. 

    Perelada er et stort familiehus med base på slottet af samme navn tæt på Roses på Costa Brava. Men vin og druer er nok -helt legalt- hentet i store dele af Spanien og lavet i hypermoderne kældre syd for Barcelona. Havde indtil 1-2 år siden betegnelsen Reserva (lagres mindst 18 måneder), så i dag nok lidt mere simpel og æbleagtig. Stadig ok køb. 

Italiensk Spumante, sød eller medium

Italiens 2 kendte er Prosecco (ofte Extra Dry = halvtør) og Asti (sød), som begge skal nydes unge, helst inden for 1 år fra tapning. Begge har stor aroma, som vil gå tabt ved lagring -derfor lavet på Cuve Close/Charmat med 2.gæring på tank, ikke den tidkrævende flaskegæring. 
    Italien leverer brus på Champagne-metoden -bedst kendt er Franciacorta og Trento (bl.a. Ferrari), som dog ikke er set på tilbud. 

Asti spumante "Manfredi"... 39,-

Bedste KØB  + *** (3/5), 365discount, indtil tirsdag 31.12.

Asti var længe Italiens mest solgte spumante og laves industrielt af store huse, så forskellen er beskeden. Det vigtigste er at nyde vinen inden for 1-2 år fra tapning, mens den har hele druens rige aroma. Denne er faktisk rigtig god trods prisen! 

    Manfredi er et stort familiehus, som har specialiseret sig i den 2.gæring på tank, som hurtigt og effektivt får gode bobler i moscato og andre druetyper. 

Asti Fontanafredda... 49,-

Godt KØB + *** (3/5), Superbrugsen, Kvickly, indtil tirsdag 31.12.

En god Asti med meget aroma og fint brus med lidt syre under sødmen. Der er mere brus i denne end Moscato d'Asti (49), som jeg ofte foretrækker, men begge er rigtig gode, for mig nok at foretrække for Martini's udgaver. 

    Fontanafredda er stor, men god vingård i Barolo. Så glem ikke til samme pris  Fontanafredda's Barbera og Chardonnay (49, 4*), som er i top til prisen. 

Prosecco "le Arche"... 50,-

Godt KØB + *** (3/5), Bilka og Netto indtil tirsdag 31/12

Prosecco er ikke tankevækkende foredrag, men god sladder! Og den bedste Prosecco er altid den yngste, med ungdommens friskhed. Som denne: Nydelig æblearoma, let sødme (hvad Extra Dry lidt vildledende skal have), men med lille syre, der giver friskhed
    Nydes alene eller i Aperol/Campari eller anden spritz (kirsebær, brombær osv). 

Prosecco Pasqua ... 50,- 

Godt KØB + *** (3/5), Rema1000, indtil tirsdag 31/12

Extra Dry. Pasqua er stort familiefirma ved Valpolicella, som leverer ok middelvine. Deres Prosecco er slet ikke tosset og godt køb, pæn duft (æbler, melon) og lidt syre. Den lyserøde er ikke smagt. 

Asti "Martini" sød.... 49,95

*** (3/5), Meny, 50 i Bilka og Netto, indtil 31.12.
En alkoholsvag "børne-Champagne", som mange vil nyde (ét glas) til kransekagen.  Druen muscat/moscato masseproducerer Asti. Denne er slet ikke ringe og ser flot ud. Frugtig, sød og let. Men ret ligegyldig. Højt udbytte, ringe sortering, andengæring -med tilsat sukker- på ståltank og tapning med så meget sødme, at man evt syre fra umodne druer kun virker forfriskende.