Søg i 1300 opslag:

24/11/2023

Ædel vin i top, god Oz og herlig argentiner!

Føtex har gode køb! Den "ædle" Toscaner koster 2-3 gange mere på vingården, mens du skal af med dobbelt pris i Tyskland for Pure Malbec.  

Føtex har giver mange priser et hak op efter udskejelserne på den sorte Friday. Men ser du dig lidt for, er der stadig mange gode køb. 

    Og der er et par vine, hvor prisen i Danmark er uhørt lav -som den gamle Vino Nobile Riserva (59), som koster 2-3 gange mere på selve vingården! Eller en Trapiche's gode vine, især Pure Malbec (45), som du kan betale 90-95 kr for i Tyskland! 

    Jeg holder også meget af Wolf Blass Silver Label (59), hvor både rød og hvid er rigtig gode køb. Endelig er der en god pris på Bordón's Gran Reserva Rioja (79). 

    Endelig ok køb som Matsu Picaro fra Toro (79). Flere andre har fået et nøk op i pris, som Banrock Station, Vidal Ventoux og andre. 

Bedste KØB: Vino Nobile Riserva Vecchia Cantina - Wolf Blass Silver Label rød/hvid - Trapiche Pure og Impure rød/hvid 

Godt KØBRioja Bordón Gran Reserva - Havana Club 7 års rom

uge48/2023


Vino Nobile Riserva Vecchia Cantina... 59,-

Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 30/11

Vino Nobile er en slags "super-Chianti" og var indtil 1950erne dyrere end naboen på den anden side af landevejen, Brunello di Montalcino. 

    Ved "Super-Chianti" forstås, at Nobile Riserva er nr 1, Nobile nr 2 og Rosso Montepulciano nr 3. Først på 4. pladsen kommer Chianti med Toscana rød som nr 5.

    At få Nobile riserva (med mindst 2 år i eg) til 59 er nærmest latterligt, da prisen i kælderen er € 19 (ca 140 kr). 

    Mere modent præg end den normale (gode) Nobile, både i bouquet og eftersmag. Kender ikke årgang, måske 2016. 2015 fik 90p/Falstaff og 17p/Vinum, mens Nobile 2016 (ikke Riserva) fik 92p/Natalie MacLean (til $20 i USA + tax). 
    Kælderen er ved at få rigtig fine ratings uden at være i top. Vecchia Cantina er det ældste kooperativ i Toscana med 700 medlemmer, som har en god del af æren for i 1980 at gøre regionen til Italiens første "DOCG" (DOC + garantita). 

Wolf Blass "Silver Label", rød/hvid... 59,-

Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 30/11

Rød shiraz-cabernet-malbec har smuk fylde, rund, men med fast greb om smagen, intens frugtig og god længde. ikke ligegyldig. Shiraz fra Langhorne Creek, cabernet og malbec fra McLaren Vale. 

Hvid chardonnay har friskhed, lidt mineralitet og ren, rig aroma. Fra det ret kølige Eden Valley og Adelaide Hills.

      Silver Label, er cuvée fra 2 områder og kan kaldes en "3.vin" til den kostbare  Black Label. Den røde shiraz er fra Langhorne Creek, hvor Wolf Blass lavede sin første vin (1967 Shiraz). 2016 fik 91p/International Wine & Spirit Competition.

      Wolf Blass blev født 1934 i Tyskland, hvor han blev uddannet som vinmager. I 1961 flyttede han til Australien, hvor han opdagede Barossa, som allerede husede mange tyske immigranter - næsten mere tysk end Tyskland! Jeg har mødt ham et par gange -virkelig en karakter, altid iført butterfly og kendt for udtalelser som: "Jeg vil lave vin, der gør svage kvinder stærke og stærke mænd svage" -og "En vin med mere end 15% alkohol burde aldrig kunne få en medalje noget sted i verden". Så meget for Amarone!

Til samme pris Alsace Traber (flere varianter, 59, 3-4*) samt Vidal-Fleury Ventoux (59, 3*), god Rhone, knap så god pris. 

Rioja Bordón Gran Reserva... 79,-

Godt KØB + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 30/11

Ikke helt i klasse med Faustino I eller Ley, men til prisen svær at slå. Middeldyb farve; åben, ganske rig og indbydende bouquet, toner af bær, nød og eg; middel fyldig, lang -en ganske flot traditionel Rioja. 2011 fik bl.a. 92p/TimAtkin og 93p/Andreas Larsson (sommelier, der blev vinkritiker). Den aktuelle Bordón er nok 2013 eller 14. 

      Vinen laves de klassiske Rioja druer, 70% tempranillo, 20% graciano og 10% cariñena, druer og vin fra alle Riojas regioner. Vinen er lagret 18 måneder i små egefade og en tid på flaske. 

      Huset er grundlagt i Riojas første guldalder i 1890 af  hr Anglade fra Bordeaux -som navnet Bordón antyder: "en Bordeaux-mand"- sammen med vinfolk fra Rioja. 

      Der har ikke været Bordeaux-folk blandt ejerne i 100 år, men huset hedder stadig "Franco-Españolas" -den "fransk-spanske" bodega! Huset har i 40 år været 100% ejet af familien EguizábalEr du i Logroño, så besøg huset, som ligger smukt ud til Ebro floden og (trods rasende modernisering) stadig har bevaret god del af sin franske 1800-tals charme! Blandt gæsterne her har været den spanske kong Alfonso XIII og i 1956 selveste Ernest Hemingway.

Trapiche "Pure" rød/hvid... 45,-

rød malbec Pure eller Impure, Pinot Noir eller hvid sauvignon Pure + Sparkling brut, Argentina
Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 30/11

Disse vine koster 90 kr i Tyskland, så til 45 er det svært at få bedre vine! Alle er rigtig gode køb, især (for mig) den unge Pure Malbec. "Pure" er udvalgte druer fra det fine Uco helt uden lagring i eg. 
      Malbec har åben, overdådig frugt, solid, afrundet fylde og lang smag. Den hvide har god frugt, men har ikke den  præcision og sprøde friskhed som god sauvignon fra New Zealand og Frankrig. 

     Jeg er ikke helt så entusiastisk med Pinot Noir Pure af druer fra det lidt køligere Patagonia. En smart vinhandler solgte engang (overdrevet) Patagonia pinot for "Bourgogne-dræbere" -men du får dog en blød, lidt krydret pinot til en fair pris.  

      Det samme kan siges om Impure, som skal være samme malbec som Pure, men virker lidt fersk trods god fylde og dybde. Jeg er måske forkert på den, for kan se, at den aktuelle 2021 har fået 89p/Decanter. 

    Til samme pris Trapiche Sparkling, enkel brus uden dikkedarer, god til prisen. Nok brut, men du kan smage en lille sødme til sidst. 

    Trapiche leverer god vin trods status som det største vinhus i Argentina. Fra "Oak Cask" (Reserve i andre lande) og op ere de svære at slå. Prisen i Danmark er ekstremt lav. Foto: kælderen. 

Banrock Station Reserve rød/hvid.. 39,-

rød shiraz-cabernet, hvid verdelho-chardonnay, Australien (tappet i England)

** (2/5), Føtex, indtil torsdag 30/11

Kedelig vin i længden, men mange kan lide den simple, let sødlige, krydrede charme! Rød cabernet + shiraz er mørk, kraftig, frugtig, krydret, ikke helt tør (6 g/l). Hvid er lidt sjovere -på druen chardonnay (trist) + verdelho (Madeira-drue) giver en intens aroma, som takket være lidt syre sikrer friskhed. 
      Banrock Station er en af Australiens største vinmarker -dækker 1800 hektar i en blok, hvoraf 600 er plantet med vin. 

Matsu "Picaro", Toro... 79,-

**** (4/5), Føtex, indtil torsdag 30/11

Matsu er japansk for "venten", og den unge vinkælder lavede lækker vin i 00erne, men så har vi ventet lige siden. Vinen har stor fylde og frugt, men grundlæggende en enkel, men charmerende vin. 

      En sympatisk vin med overdådig frugt med masser af bær, som går igen i smagen. Ingen eg, men 2 måneder på tank "sur lie" før tapning. Nyd nu for frugten. Toro ligger lidt til venstre for Rueda og Ribera del Duero, tæt på Douro området i Portugal. 

Fournier Sauvignon Touraine... 79,- 

*** (3/5), Føtex, indtil torsdag 30/11

Ikke klasse som Fournier Fumé, men bestemt ikke ringe. Knastør, men med lidt citrongræs, solbær og grape -sprød og frisk. Let og stilren i finish. En god ledsager til salade nicoise eller endog moules frites. Nyd den inden for et par år.

Havana Club Cuba Rum "7 år"... 159,-

Godt KØB + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 30/11

Et anderldes godt køb end Zacapa "Solera 23", hvor ældste rom er 23 år, men i snit godt 6 år. Ogden må du ofte betale 350-500 kr for. I Havana er hele indholdet lagret mindst 7 år i brugte Bourbon fade (en del endog længere). En fyldig, afrundet rom med rig aroma af tobak, tropisk frugt og krydderier. Og ikke for sød! 91p/Falstaff.

Andre tilbud: 

Wild Life Riesling (49, 3*) fra Washington, god hvid med lille sødme og god frugt og syre, Arche Amarone (119, 4*), ok til prisen, Offley 10 års Port (119, 4*), behagelig, men gå hellere i Brugsen efter Rozès 10 års Port til 99. 
    Desuden Ballantine's Whisky (99, 3*) og Johnie Walker Black Label 12 år (159, 4*).