Ugens vine i Bilka byder på både "Tre Gratier" fra Barossa samt et rødt og hvidt hanegal fra det fine Nordspanien. Men også en pinefuld historie om en chardonnay fra Australien, som jeg var med til at skamrose for næsten 30 år siden.
Jeg har ikke turdet fortælle historien før, men måtte bekende nu. Så nu kan du også pege fingre ad mig! Men jeg har gemt mine betroelser pæn langt nede i spalten. Så det er nok ikke alle der når så langt!
Bedste KØB: Tanunda "The Three Graces", Tanunda "Premium Cuvée", Canta Mañanas rød/hvid, Aliwen reserva rød/hvid, Ripasso Classico Luigi Righetti
Tanunda "The Three Graces", Barossa... 79,-
Bedste KØB + ***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 30.september
"De 3 Gratier" er Bordeaux' cabernet sauvignon, cabernet franc og merlot, og vinen er meget bedre end Tanunda's (ellers ok) basisvine og endog bedre end Grand Barossa. Vinen kommer fra selve Barossa (inkl. det kølige Eden Valley). Middel kraft, indbydende duft med bær, lidt urter og krydderi, ganske lang, afrundet smag, Den holder!
Bedste KØB + ***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 30.september
Canta Mañanas, Ribera del Duero eller Rueda.. 39,-
Bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 30.september
Lindeman's "Bin", rød/hvid/rosé, kr/fl v 6: 33,17
6 fl: 199, **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 30.september - Australia.
Du kan vælge mellem rød shiraz eller pinot noir, hvid chardonnay eller grigio, tør rosé shiraz og sød moscato (90,6 g/l restsødme). Alle vinene er smagt gennem årene, men ingen huskes i dag -undtagen én!
Og den har en pinefuld historie! I tidernes morgen (1993) var jeg en af de såkaldt professionelle dommere ved en smagning, hvor vi (30-35 fagfolk) smagte 20-25 chardonnay vine inkl. diverse Montrachet'er af de rigtig dyre -og så nogle totalt ukendte vine fra New Zealand (Cloudy Bay) og Australien foruden chardonnay fra Østrig, Italien mv.
Den samlede vinder blev Cloudy Bay -men Lindeman's Bin 65 chardonnay var meget flot placeret -en samlet 3. plads! (jeg havde den knap så højt oppe, men indrømmer at jeg gav den så meget ros, at jeg skammer mig lidt!).
Men jeg er fuld af undskyldninger... Jeg var ikke ene om skammen -og andre roste den mere end mig. Men efter disse bekendelser ved du, at du ikke skal stole for meget på såkaldte eksperter og i det hele taget ikke stole for meget på blindsmagninger. Især når der smages mange vine (20-25 mindst). Alle kan lade sig narre!
Til gengæld vil jeg hævde, at dagens "Bin" vine i kvalitet er en skygge af vinen for små 30 år siden. Men til 33 kr får du stadig en masse vin -især i chardonnay og shiraz!
Aliwen reserva, Chile, frit valg... 40,-
Simple vine, men med god frugt og afrundet smag med pæn friskhed. Cabernet nok bedst med fylde og pæn længde, carmenère flot for denne svære drue, men ikke helt så præcis. Den hvide er pæn og nydelig uden større dikkedarer -men dog med friskhed- mens rosé ikke er smag (cabernet og merlot druer).
Aliwen er indiansk mapucho sprog for "Helligt Træ", som for denne stamme symboliserer foreningen af himmel og jord. En serie vine fra Undurraga lavet af vinmager Carlos Concha.Undurraga er et af de historiske huse i Chile, ejet af samme (baskiske) familie siden 1870. Huset var et af de første huse til at eksportere til USA og er med 23 millioner liter/år blandt de større huse i Chile, hvor en god del af vinen kommer fra egne 1350 hektar vin. Huset har modtaget besøg af mange kendisser, bl.a. Alain Delon (1965), kong Olaf af Norge (1967) og ikke mindst Neil Armstrong, første mand på Månen (året efter, i 1970, foto).
Ripasso Classico, Luigi Righetti... 59,-
Bedste KØB + ***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 30.september - Valpolicella, Italien.
Har nydt ripasso'en flere gange for sin runde fylde og positive frugt. Husets vine blev solgt af Sigurd Müller og var ganske populær på restauranter i 00erne (før Salling fik fingrene i mærket). Du får meget for pengene i ripasso'en, som er middel fyldig og frugtig, med en relativt tør, ren eftersmag (restsødme 5 g/l). En god vin til f.eks. en gryderet med vildt.
Jamelles, rød/hvid/rosé, frit valg... 50,-

Skal jeg kritisere vinene, så er stilen ret kommerciel, dvs. ingen excesser her! Men det er god vin, som er en lise oven på et par glas tunge, sødladne Puglia vine, som jeg ikke vil trætte læseren med! Vinene laves af ægteparret Delaunay. De bor i Bourgogne, men har ikke råd til jord her, så vinene er lavet i Sydfrankrig.