Op til weekenden kaldte Trump stadig Corona-virus for "fake news", som var spredt af Kina, Europa eller enhver anden, han ikke bryder sig om. Siden er han kommet på andre tanker -og nu er amerikanerne gået helt amok. Alle vingårde i Californien, Oregon osv er lukket ned, skriver Los Angeles Times.
Så vi har det godt i lille Danmark, hvor vi kan få masser af vin til rimelige priser -endog lige til døren. Mette vil have os til at handle i Nemlig.com -som jeg skrev om for et par uger siden- og Coop.dk/mad og andre. Tjaaa, jeg vil stadig helst se vinen, før jeg hopper på vognen. Og så er der lange ventetider lige nu.
Sort Johnie Walker er klummens bedste drik og køb.
Porta 6, Lisboa igp... 45,-
**** (4/5), Føtex, indtil torsdag 19.marts, normalt 89.Ja, jeg ved godt, at berlingske har givet vinen 5*, men jeg savner lidt dybde og længde i vinen -men den smager rigtig godt, tilpas fylde, rund, bløde tanniner, med indbydende aroma af bær og blomme.
Men det er 4 store stjerner! For jeg synes prisen er lidt høj -især normalprisen 89!
Vinen kommer fra Vidigal, et af de historiske huse i Portugal, som engang leverede traditionelle vine, dvs. tørre, triste, livløse vine. For godt 20 år siden blev det overtaget af dansk-portugiseren Antonio Mendes Lopes (foto), som gennem 30 år importerede vine i Danmark, bl.a. i Viniportugal i Brøndby, hvor han stadig er bestyrelsesformand. Dette firma er stadig stærk på vine fra Portugal, men har bredt sig til mange andre lande, ikke mindst Frankrig og Spanien (Portugals ærkefjende!). Men firmaet har gode vine, som de mest sælger til danske kæder.
Porta 6 laves i Lisboa området, dvs. nord for hovedstaden, hvor Vidigal ligger. Druerne er castelao (tempranillo i Spanien) og bl.a. touriga nacional.
Johnie Walker Black Label "12 år"... 169,-
***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 19.marts. Normalt placerer jeg stærk alkohol nederst, men den går ikke i dag -for Johny Fodslaw (som han hed for 50 år siden) er "still going strong" -og fylder faktisk 200 i 2020. Tillykke!Mærket var så stort for 50 år siden, at rigtig mange rynkede på næsen ad den -til fordel for Chivas Regal! Ikke mig, for den sorte Johnie var dengang som nu en helt anderledes god whisky -og lidt af et fund til 169. Fint røget næse, meget fyldig, pænt lang, ganske lille sødme, men i god balance -en herlig drik til kaffen o.l. "Tastebuds seducing stuff", skriver Whisky Bible.
John Walker var kom fra en fattig familie af bønder, men ved forældrenes død solgte han gården og begyndte at sælge whisky. Single malt -og langtfra alle var lige gode. Derfor begyndte han at blande "vatted malts", og det kunne kunderne lide. Hans whisky begyndte også at blive solgt uden for Skotland.
Sønnen Alexander opfandt den elegante 4-kantede flaske med etiketten på sned i præcis 20 grader. Med sønnesønnen kom der i 1909 farver på etiketten, og hermed var Red Label og den ikoniske Black Label 12 år født. I løbet af de senere år er der også kommet en Blue og White Label til.
Personligt vælger jeg dem fra -det er kun Black Label, der er rigtig interessant -og et godt køb. Tænk på, at der er folk, der betaler over 200 kr for en gin (som er næsten gratis at lave), når denne lagret 12 år fås for 169! Og for en gnier for mig er det rart, at den koster £30 på destilleriet!
Til samme pris også Jack Daniel Black Tennessee (3*, for sød for mig).
Trapiche, Malbec eller Viognier... 35,-
***** (5/5), Argentina, Føtex, indtil torsdag 19.marts, norm: 68,67.Du får rigtig meget vin til prisen her -malbec er måske bedst med sin runde fylde og gode frugt, men den hvide på den (endnu ret ukendte) drue viognier er bestemt ikke ueffen, med nydelig frugt og friskhed, men helt uden den karakter, der er i f.eks. La Baume (Coops fra Frankrig).Foto: Trapiche har en god del af æren for Argentinas succes. Huset er et af de ældste huse grundlagt 1883. Da Pulenta familien ledede huset, steg både kvalitet og salg -ja vi solgte vinen i Danmark i 70erne. Huset er i dag det største firma i Argentina, bl.a. pga gode basisvine som disse.
Føtex tilbyder også Yellow Tail (39), Australien, flere varianter. Foretrækker Trapiche.
Masi "CampoFiorin", rød eller hvid Verona.. 59,-
***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 19. marts. En rimelig pris på vin med kendt navn -som smager godt her og nu. Du skal ikke vente det store sus, men en vin med stor behagesyge!
Masi er en meget stor, god producent, som har æren af at være den første, der solgte den forkætrede (og ofte hadede) ripasso i 1964 under navnet "Campo Fiorin" (denne kvalitet bærer i dag navnet Campo Fiorin Brolo). "Ripasso" betyder, at den ret lyse lette vin om foråret blandes med de brugte drueskaller fra Amaronen -giver mere kraft og frugt til en lys, frisk rødvin. Jeg kan godt lide Campo Fiorin -den er uforskammet kommerciel, men ikke uden kvalitet. Engang var Masi vinene fra Valpolicella, men i dag er huset (som Torres!) vokset ud af regionen. Den røde kommer fra egnen omkring Verona (som er stor!), mens den lyserøde og hvide kommer fra det endnu større "Venezie" område, som dækker stort set hele Nordøstitalien. Den hvide er på pinot grigio -fylde og fedme- og verduzzo, aroma. Ganske god, faktisk!