Søg i 1300 opslag:

26/07/2019

Irma med god tysker og stjernevin fra Argentina

Den friske, sprøde riesling fra tyske Landgraf er måske ugens bedste køb i konkurrence med den imponerende Clos de los Siete fra geniale Michel Rolland (som virkelig smager af mere end 100!). Outsider er den sprøde, tørre Fumé fra Loire. 

Vinene i denne blog er alle fra Irma, og tilbuddene gælder til onsdag 7. august. Irma's online butik er i dag del af Coop.dk, som så småt er ved at blive en konkurrent til nemlig.com.

Landgraf, rød, hvid, rosé, økologisk... 6 fl. 349,-

2018 Rheinhessen, ***** (5/5), Irma, gælder indtil 7. august
Bland 6 flasker -det er du godt tjent med, så har du flot tysk vin til under 60 kr! 
      Riesling er for mig Verdens bedste hvide drue -så meget mere interessant end det meste chardonnay (god Chablis og Bourgogne undtaget). 
      Hvid Riesling Feinherb er flot, frugtig, frisk og sprød med lige den snert af sødme, der gør den utrolig madegnet, f.eks. til sushi eller en salat. Rosé er ikke smagt, men jeg tvivler (!), mens den røde Spätburgunder -alias Bourgognes pinot noir- formentlig også er 5* værd, plus det særlige med ok tysk rød! 
      Vingården ligger i Saulheim i Rheinhessen. Dette område har ikke samme ry som Mosel eller Rheingau, men her er dog 2 rigtig gode byer, Nierstein og Oppenheim -nær floden Rhinen- men Saulheim ligger langt fra floden -inde i landet- og har slet ikke samme ry. 
      Men de 20 hektar leverer god vin efter økologiske metoder, som laves af det unge begavede ægtepar Katrin og André Landgraf. der har fået hele 4* i den respekterede tyske guide, Eichelmann.  

Clos de los Siete, Argentina... 99,-

Argentina, ***** (5/5), Irma, gælder indtil 7. august
Meget dyb, magtfuld, men frisk, rig duft af eg og sød frugt, ganske lang. Flot vin nu og de kommende 3-4 år.
      Uanset hvor skævt mange vinelskere ser til Frankrig, er denne (og et utal af andre vine) bevis på, at Frankrig er Verdens vinland nr ét. I 1980erne kom "flyvende vinmagere" som Lurton til Argentina og begyndte at forfine de rustikke vine.
      Siden fulgte flere efter -bl.a. Michel Rolland, der ejer denne meget store vingård syd for Mendoza sammen med 6 vinfolk fra Bordeaux -heraf navnet "De 7's vingård" -se foto!
Michel Rolland er en af Verdens mest indflydelsesrige vinmagere, og han har inspireret en hel generation, både i Bordeaux og som her i Argentina. Denne vin har fået hele Rolland-turen med gæring og lagring sur lie i små egefade  osv. Og så er den 7-stjernede etikette flot!
Til samme pris også Bonterra "Equinox" (ej smagt, et blend fra stort hus i Californien). 

Pouilly-Fumé "Château la Roche", 6 fl: 599,-

2018 Loire, ***** (5/5), Irma, gælder indtil 7. august
Frost og dårligt vejr har gjort sauvignon fra Pouilly og naboen Sancerre til en mangelvare, som er steget meget i pris (så jeg undrer mig over, hvordan flere kæder kan sælge vinene til 100 kr -indtil jeg ser, at de er tappet langt fra grostedet, typisk af suspekt firma i Beaujolais i den anden ende af Frankrig!). Men denne er undtaget -den er faktisk tappet af dyrkeren selv i Pouilly over for Sancerre.. Ikke top, men en klassisk sauvignon med sprød friskhed. 
Til samme pris også Barbaresco fra Sarotto (ej smagt, men formentlig 4*). Sarotto er ikke tophus, men helt ok, som ligger i Barbaresco, altid en lovende start.