Søg i 1300 opslag:

11/10/2022

God Barolo & Co i Meny

Skal du have en Barolo helt i top, så skal du ofte have mange penge op af lommen -af og til pænt over 1000 kr. Disse vine er ofte fra særlige skråninger, f.eks. Cannubi, Listè -og Bussia. Alene derfor er Meny's "Bussia" interessant. Du kan få en god Barbera til 80 og selve Barolo til en "kun" 150.

For Barolo er denne Bussia i den blidere ende, men stadig god fylde og ret åben næse,ikke helt længden fra de bedste, mens til gengæld til en ganske anden pris. Barbera Bussia er et excellent køb. 

      Meny har andre gode køb i denne uge, bl.a. Matsu "Picaro", en rund kraftig vin fra Toro, så langt fra de stramme Barolo'er som tænkes kan.  

Barbera d'Alba "Costa Bussia"... 79,95

Bedste KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 13.oktober
Årgang kan være 2020. En rigtig god barbera i moderne stil. Mørk,intens bærduft, fyldig, men afrundet med frugt til at balancere frugtsyren. God nu kælderkold til en krydret gryderet. 
      Costa di Bussia er en vingård ved det gode Bussia bjerg, et af de mere kendte Crus i Barolo, med 11 hektar vin, som ejes af Paolo Sartirano, som også har vinhuset Sansilvestro, som du også ser i Meny. Alle vinene kommer fra marker omkring det fine Bussia. 

Barolo "Costa Bussia"... 149,95

Godt KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 13.oktober
Set i årgang 2017. En ret klassisk Barolo med begyndende bouquet (måske lidt viol?) og middel fylde. Ikke stor, men lang og forbavsende afrundet. En meget lav pris for 100% Bussia Barolo, men ikke helt i top (90p fra både Falstaff og WineEnthusiast). Men vent en middelfyldig vin med fin aroma og god længde, som er flot nu, men nok bedre om 3-4 år.

'

Matsu "Picaro", Toro... 69,95

Godt KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 13.oktober
Matsu er japansk for "venten", og den unge vinkælder lavede lækker vin i 00erne, men så har vi ventet lige siden. "Picaro" er husets dagligvin, som dog ofte koster 100 kr (og 90 kr i Bilka sidste efterår). 
      En sympatisk vin med overdådig frugt med masser af bær, som går igen i smagen. Ingen eg, men 2 måneder på tank "sur lie" før tapning. Nyd nu for frugten. Toro ligger lidt til venstre for Rueda og Ribera del Duero, tæt på Douro området i Portugal. 

Til samme pris Tofterup Ribera del Duero (69,95, 4*). Desværre ikke smagt, men vinen er lavet i partners kælder for Treza, som er brødrenes vinhus nord for Alicante. Formentlig tæt på Hammeken's forskellige Ribera vine, som ses i Brugsen. 

Peter Weinbach, Riesling Mosel, kr/fl v.2: 55,-  

2 fl. 110, **** (4/5), Meny, indtil torsdag 13.oktober

Stegt fra 100 til 110 på et par måneder, men stadig ok til prisen -let hvid med frugtsødme og frisk syre med lidt blomst i næsen. 

      Jeg elsker druen riesling og er godt tilfreds med, at vi er sluppet af med de billige Piesportere, der hærgede vinhylderne indtil for 10-12 år siden. Der stod Mosel på etiketten, men vinen var ofte domineret af Müller-Thurgau druen groet på flade marker. Dr Ernst Loosen var først med at sælge en Mosel Riesling uden bynavn -siden fulgte mange andre! 

Marchesi Barolo "Perlanga", Langhe... 79,95

**** (4/5), Meny, indtil torsdag 13.oktober
Marchesi Barolo er et meget stort vinhus, mest kendt for god, ikke stor Barolo. Men denne hvidvin er nu god, lavet på chardonnay, sauvignon + den fine lokale arneis. Kold gæring, ingen eg -og en tør, frisk og rentsmagende vin med nydelig længde. Tæt på 5*, men prisen er lidt for høj. Måske er Perlanga identisk med den gode "Bric Amel". Smagen ligner i hvert fald!  

Fleurie, Labouré-Roi... 79,95

*** (3/5)Meny, indtil torsdag 13.oktober
Umiddelbart en lav pris på den mest mondæne Beaujolais, og vinen kan meget vel være et godt køb og 4* værd. 
      Men den fine etiket er ikke, hvad den var engang. Ejeren røg i fængsel for at forfalske vine, og huset er i dag del af Boisset-gruppen, som ikke synes at betragte huset som en vigtig del af image't. Men giv den en chance og lad mig vide...   

Cotes du Rhone "Vieilles Vignes", kr/fl v 2: 55,-

2 fl. 110, Cellier des Princes, Godt KØB + **** (4/5)Meny, indtil torsdag 13.oktober

En glimrende Rhône, præget af 80% grenache + lidt syrah og mourvedre. Ganske mørk for grenache, rig frugt, god længde, men stadig let drikkelig. Den unge 2020 er lidt mere mineralsk end forgænger 2019. 

Cairanne "Mas des Falaises", Rhone... 99,95

**** (4/5)Meny, indtil torsdag 13.oktober

Mindre interessant end Brugsen's Vacqueyras og Rasteau, som tilmed p.t. er billigere (79). Men stadig en god Rhone i den meget frugtige, kraftige stil, baseret på 65% grenache + carignan og syrah. Ingen eg. Cairanne var en af de oprindelige Villages i Rhone -sammen med Gigondas i 1947- men er først blevet "Cru" i 2015. Den charmerende lille by ligger 30 km fra Chateauneuf, men denne vin laves alligevel af kooperativet Princes  i Chateauneuf (ejeren er medlem og har også en vingård Ju endnu længere væk i Ventoux). 

Til samme pris den hvide Grüner Veltliner Kreuzkapelle (99,95, 4*), særlig mark fra Nitthaus i Burgenland. Ikke smagt, men druen Veltliner er bedst længere mod nord. Lidt dyr, selvom vinen har fået 4.plads for veltliner -men altså i det lune Burgenland. 

Bourgogne Cote Chalonnaise, Laborde... 149,95

rød/hvid, **** (4/5)Meny, indtil torsdag 13.oktober
Her har jeg meget mere tillid til vinen! Noélie Laborde er godt nok ikke domæne, men tæt på -som del af Knud Kjellerup's vinhus i Rully i Bourgogne. Bestemt ikke topkøb, men god Bourgogne. Den røde 2016 fik 89p i Vinbladet. Den hvide er måske endda bedre.