Søg i 1300 opslag:

29/06/2020

Sådan bærer jeg mig ad med at anbefale 25-30 vine om ugen!

En læser har en lille kommentar:
      "Du må da godt nok have problemer med leveren med alle de vine, du smager. Jeg talte efter i sidste uge -over 30 vine blev kommenteret. Så... Hvordan har din lever det?", spørger Henrik R fra Hillerød.  


      Tak, leveren har det godt! Men måske antyder du ganske diskret, at du ikke er HELT overbevist om, at jeg har smagt alle de 30 vine, jeg omtaler hver uge... Simon R. fra København er inde på lidt af det samme i mail i april. Derfor:
      Nej, jeg har bestemt ikke smagt alle de vine, jeg omtaler. Og heller ikke alle de andre vine, jeg ikke nævner, fordi jeg vurderer, de ikke er gode køb. 
     Det ville nok skade min pung (penge!) mere end leveren, som har det lige så godt som pungen. I Vinkender profilen på pc opsummerer jeg metoden. Af uransagelige grunde er det gledet ud på telefonen, derfor:  

      Mine metoder: Flere gange om ugen scanner jeg supermarkederne (ved besøg, ved tilbudsaviser og webben) for at finde, hvad jeg opfatter som de bedste køb i vin.
     Kæderne har typisk mindst 200 tilbud hver uge på vin. Min opgave er at vurdere dem og vælge de 10 bedste tilbud ud til hvert indlæg til dig, kære læser! Dvs. ca. 30 vine om ugen. 

      Min baggrund er over 50 års erfaring med god vin. I rigtig mange år smagte jeg hvert år over 2000 forskellige vine (smagte, ikke drak!), og det giver en vis baggrund i at smage forskel. Oven i læste og læser jeg en masse om vin og rigtig mange rejser til vinregionerne for at snakke og smage.
      Samtidig scannede jeg hver dag vintilbud for at finde de vine, som vi ville smage -og måske købe! Præcis det samme jeg laver på min blog i dag! 
      Derfor er min blog anderledes end så mange andre -jeg kommer nok lidt mere rundt end andre, som typisk kun skriver om de vine, de får til smagning. Jeg har også andre vine med. 

      Jeg har gennem årene samlet en ganske pæn viden om vin. Jeg har over 1000 vinbøger på hylderne, de giver lidt ballast, som suppleres med adskillige timer på webben hver dag -samt sidst, men ikke mindst en masse smagninger (men ikke 200 vine/uge) -og det hele suppleres med meninger fra andre kritikere, hvis jeg skulle være i tvivl om en vin. Det er jeg sjældent. 
      Jeg siger ikke, at jeg aldrig tager fejl, men har nok færre fejl end de fleste...
      Håber det er svar nok. Til allersidst -tak for de mange rosende ord om bloggen! Og ja, jeg ville gerne skrive mere om Bourgogne og Barolo, men det er ikke mange gode, jeg har fundet (endnu). Der er (desværre) bedre køb at gøre i andre områder og lande! Og det glæder mig -deer er altid nye vine at opdage derude!