Tema er Barolo & Co, men der er også ganske meget om vin fra Ukraine, og igen må jeg tage hatten af for Vin&Co, Coops vinmagasin, som kan hentes gratis i Brugsen.
Selv en såkaldt vinkender som mig lærte ikke så lidt nyt ved at læse dette smukt designede blad, og på trods af ret intensiv læsning har jeg kun fundet én fejl. Imponerende!
Jeg bladrede direkte til side 44 for at læse om vinene fra Ukraine. Mit kendskab til vinene herfra er lille -husker bedst en sødlig Ruby of Crimea (solgt til 20 kr i Brugsen i 1970erne!) + noget ikke for godt brus. Vi er tæt på vinene fra Moldova, som er tæt på. 60% af Ukraines vinmarker ligger dog på Krim, som i 8 år været annekteret af Rusland.
Ukraine får 6 sider skrevet af Lotte Malmgren (også bladets begavede redaktør), og det er gribende læsning. Godt nok ligger fronten langt mod øst. Men der er mangel på flasker, og der skal huses flygtninge i vingården, som også har problemer med at eksportere vinen -omtrent som eksporten af hvede!
Shabo vingården ligger nær Sortehavet syd for Odesa, som betyder et mildere klima perfekt til vin. Vingården blev grundlagt af schweiziske vinfolk fra Vevey ved Genève søen for 200 år siden (1822). De grundlagde senere en vingård i Yalta på Krim.
Vinen fik et godt ry og fik bl.a. en guldmedalje 1893 ved Verdensudstillingen i Chicago (dengang betød medaljer noget!).Men i 1940 smed Stalin de flittige schweizere ud, og Shabo (dengang Chabag) gik i glemmebogen indtil 2003, hvor det hele blev købt af familien Iukuridze fra Georgien. De plantede 1200 hektar vin fordelt på 20 forskellige druesorter.
Over halvdelen af druerne bruges til brandy (og vodka, måske den Ukrainian Vodka Spirit, som Coop også sælger), resten bruges til brus og bordvin, som nu fås i Brugsen. Vinene sælges til 89,95 (brus), 99,95 (rød cabernet og hvid chardonnay) og 129,95 (bedre rød/hvid og brus på Champagne metoden).
Altså ganske høje priser, så forvent ikke topkøb (men mon ikke der kommer tilbud?). Jeg håber dog på lavere priser, så der kan komme gang i salget... Umiddelbart ville jeg vente tilbud omkring 50-80 kr, som passer til en industriel vingård med 1200 produktive hektarer. Men som sagt har jeg ikke smagt vinene! Foto: Shabo's vinkulturcenter -her er ikke sparet på noget!
Tema i Vin&Co er Piemonte, dvs. Barolo og omegn! Her kommer vi godt rundt i den smukke provins med Anders Halskov-Jensen som fremragende guide. Vi hører om alt fra Nutella (der jo ligger nær Barolo) til trøfler foruden besøg i maleriske byer og med anbefalinger af gode restauranter (som jeg ikke kendte) og gode hoteller. Måske mangler en rundtur i smukke Torino?
Vi kan ikke undgå et besøg hos Fontanafredda, men huset er historisk et af Barolo's store navne (og solgt af Brugsen i 20 år) og bestemt et besøg værd. Og jeg kan faktisk godt lide vinene...
Vin&Co er et perfekt blad for såvel nybegyndere som vinnørder, der ofte kan lære noget i Vinskolen, som denne gang handler om vinens temperatur (igen forfattet af Thomas Ilkjær, og så er du i de bedste hænder.
Bladet er lavet efter samme recept som Samvirke (og med samme Lotte Malmgren som redaktør) og forstår virkelig at gøre vinen levende for ale.
Bladet er på 60 flotte sider og kan hentes ganske gratis i Superbrugsen, Kvickly og Dagli'Brugsen samt læses på https://info.coop.dk/butikker/vin-co/. Vin&Co udkommer 4 gange om året. Næste nummer kommer i december 2022.