Søg i 1300 opslag:

19/06/2023

Føtex: 8 bobler + en masse rødt og hvidt

Vi nærmer os den korte tid, hvor studenterne er på tur i sære biler og årets længste dag, som vi fejrer som Sct. Hans. Så der skal bobler på bordet. Føtex har et pænt og varieret udvalg -her er de 8 bedste køb, hvis det ikke skal være Champagne! 

Efter Champagne nr 1) er (for mig) Crémant i ofte nr 2, da den ligner! Men Føtex kan mere: 

    Amaral er en rigtig god sparkler fra Chile (55), som er tør og smuk. Jeg håber og tror, den kan overgå Calvet's crémant (65) og Charles de Fère (129 for smuk Magnum, 150 cl) og måske tæt på Tanunda's Premium Brut (Australien, 99) og Graham Beck Cap Classique (Sydafrika, 99, fås også som rosé). 

    Le Arche Prosecco (45) har en lille sødme, men også friskhed, mens Asti Gemma har meget sødme, men også frugt (for dyr til 55). Endelig den klassiske Codorniu fra Spanien (50). 

    Der skal også være plads til lidt rødt: Baron de Ley er superkøb til 50 som også Hécula Yecla (35), men får kamp til stregen af Montgras "Day One" (50, både cabernet og pinot noir er topkøb). I den dyre ende er Brunello Poggio Forte også værd at smage.

    Blandt de hvide er det igen- Dr Pauly-Bergweiler "Premium" riesling fra Mosel (59) og østrigeren med et langt navn, Souveräner Malteser Ritterorden "Mailberg" grüner veltliner Weinviertel 2022, der er bedste køb. 

Uge 25/2023

Bedste KØBAmaral sparkling brut - Baron de Ley Reserva -  rosé/hvid - Hécula Organic - Day One rød - Hécula Organic - Dr Pauly-Bergweiler Premium Riesling - Souveräner Malteser Ritterorden - TH rød/hvid - San Felice Chianti Classico - Brunello Poggio Forte

Godt KØB: Prosecco "le Arche" - Crémant Calvet - Charles de Fère Magnum - Graham Beck Cap Classique - Tanunda Premium Brut - Codorniu Cava - Gemma Asti - Nero Grande rød/hvid/rosé

 

Amaral sparkling brut... 55,-

Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil fredag 30.juni

"Over There" brus plejer at være dyr uden nødvendigvis at være god. Amaral laves af Montgras i det kølige Leyda blot 12 km fra Stillehavet. 85% chardonnay og 15% sauvignon med gæring på tryktank -ikke flaske som crémant!- hvor vinen lagrer 4 måneder med bundfald før tapning på flaske. Der tappes blot 3000 kasser af denne vin, som bør være aromatisk, tør, frisk og sprød. Vinen skal nydes inden for 1-2 år. Et godt bud på bobler til studenter og Sct Hans!  

Prosecco "le Arche" rosé/hvid... 45,-

Godt KØB + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 22.juni

En god prosecco til en god pris. Ikke dybt foredrag, men god sladder! Nydelig æblearoma, let sødme (hvad Extra Dry lidt vildledende skal have), men med lille syre, der giver friskhed. Fås også som rosé (med en smule rødvin tilsat), som formentlig også er god (ej smagt). OK til velkomst og glas i utide. 
      Prosecco har totalt overtaget Asti's plads som Italiens mest solgte spumante. Den laves af druen glera i Veneto nord for Venedig. En enkel spumante, der som Asti får brus i ståltank og tappes under tryk.

Crémant Calvet, Brut eller rosé... 65,-

Godt KØB + *** (3/5), Føtex, indtil fredag 30.juni

Bordeaux. Den hvide har ren duft uden større karakter, som går igen i smagen. Vinen laves på Champagne-metoden af Bordeaux-druer, typisk rød cabernet og hvid semillon. Køb kun brut, som i øvrigt ikke er så tør, at det gør noget. Den tørre rosé er måske endog bedre, men ikke smagt. 5* i BT. 
      Calvet kom til Bordeaux i 1870 for at sælge vin fra Rhone, især Hermitage, til andre vinhuse. Det var helt legalt at blande lidt Hermitage og de store Bordeaux-vine -og det gjorde dem bedre, mente køberne.  
      Calvet blev et rigt hus, men siden gik det tilbage, og i 2007 blev navnet købt af GCF fra Alsace, der ikke mindst bruger navnet til brus, både crémant og spritz (2 fl. 120, 2*). 

Charles de Fère Brut Magnum... 129,-

Godt KØB + *** (3/5), Føtex, indtil fredag 30.juni

Huset åbnede 1980 i Fère, en lille by mellem Reims -Champagne- og Paris, blot 10 km fra Champagne's vinmarker! Vinene var de første år i smag heller ikke langt fra Champagne (men til anden pris!). 

      I dag er huset rykket langt sydpå til Nuits og ejes af Boisset, så sortiment er udvidet med crémant de Bourgogne.  Den almindelige er ganske ok, måske lidt ringere end crémant (eller Champagne), men ren og frisk. Men den flotte flaske hjælper til! 

Graham Bech Brut/rosé...  99,- 

Cap Classique, Sydafrika, Godt KØB + **** (4/5), Føtex, indtil fredag 30.juni
Fint brus og en sjælden fugl på de vinøse hylder. Rigtig godt brus fra Sydafrika på Champagne-metoden. Lige dele pinot og chardonnay -både hvid og rosé. Kun smagt den hvide, elegant, sprød og frisk, med positiv Champagne'agtig aroma og pæn længde. Helheden virker tør trods dosage 9 g/l. 

      Graham Beck er et af de bedre mærker i brus fra Sydafrika, selvom han bor i det varme Robertson (80% af druerne er fra eget domæne). Men lang lagring på flaske -med rester fra 2.gæring på flaske- giver aroma og friskhed. Faktisk i klasse med god crémant eller mindre Champagne. 

Tanunda "Premium Cuvée" Brut... 99,-

Godt KØB + **** (4/5), Føtex, indtil fredag 30.juni

Stadig et godt køb- fint brus i en indbydende kommerciel stil, positiv aroma, tør, frisk og ren. Druerne er 55% chardonnay og 45% pinot fra Eden Valley, en lidt køligere del af Barossa. Vinen koster 120 kr flasken i Australien, så 99 er en god pris. Men ikke topkøb, da den blev solgt for 1-2 år siden til 69-79.

Cava Codorniu "Clásico"... 50,-

Godt KØB + *** (3/5), Føtex, indtil fredag 30.juni

Brut er en simpel, spinkel cava med æbleagtig aroma og ren eftersmag. Slet ikke klasse som crémant eller Tanunda elleer Graham Beck, men slet ikke ringe. Codorniu er historisk den første cava (udtal: gah-vá) af alle, til 50 er brut et rigtig godt køb (tror den er mindst lige så god som Faustino cava (79,50, Bilka), som Rioja-huset henter nær Codorniu). 

       Familien sendte i 1871 en mand til Reims for at aflure, hvordan man lavede Champagne. De lokkede en franskmand med hjem, som i 1872 lavede 3000 flasker brusvin -og den første cava var født. I dag laves 45 millioner flasker cava af druer, en del formentlig hentet uden for Katalonien.  

Asti "Gemma", Spumante... 55,-

***  (3/5), Føtex, indtil fredag 30.juni

Dens sødme gør den egnet til studenter og andre unge fester. En god spumante, som nydes ung. Rig aroma af druer, sød, men rimeligt frisk, ren og pænt lang. God til frugtdesserter mv.  

Og lidt rødt og hvidt! 

Baron de Ley Reserva... 50,-

rød 2018, hvid og rosé 2021, Rioja

Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil fredag 30.juni

En god moderne Rioja med rund fylde og indbydende duft med lidt krydderi, til den bløde side, men pæn dybde og intensitet. Mere lækker end aristokratisk, men suverænt køb til prisen. Den hvide lagrer sur lie og er også rigtig god, frisk med ren aroma. Selv i Spanien er vinen topkøb til 10-12 € (75-90 kr).  Set i 2018 med 91p/Guía Peñin. 

Nero Grande rød/hvid/rosé... 50,-

Rød Zinfandel, hvid Fiano-Chardonnay, Rosé, Puglia

Godt KØB + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 22.juni

Kun smagt rød, som sikkert vil glæde mange. Fornemmede en ganske lilel sødme i smagen, men kan se, at Rydberg har givet vinen 5* (årg. 22) i Spritnyt. Den hvide er delvis på lokale fiano druer og burde være ok med lidt frugt og syre under blødheden? Formentlig er disse vine fra Femar nær Rom meget tæt på andre Puglia vine fa Femar som Epicuro (Brugsen) og Masseria Trajone (Irma), mens Antico Ceppo i Meny er vine fra Lazio, hvor Femar har sit hovedsæde. 

Hécula Organic, Yecla... 35,-
øko. Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil fredag 30.juni

2020/21. Hécula -Herkules på spansk- antyder stærk vin! En mørk, kraftig bulderbasse, fyldig, men afrundet med fint krydret duft. Vinen laves på den ofte stramme monastréll drue, men denne er ret blød, måske for civiliseret og kommerciel for tifosis.

MontGras "Day One" rød... 50,-

2020 Pinot Noir eller cabernet sauvignon, Chile

Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil fredag 30.juni

Day One er en ny serie vine fra MontGras. Vinene kommer fra de bedste områder -cabernet fra Maipo, carmenère fra det lune Colchagua, den røde pinot er fra det kølige Casablanca.

      På alle etiketter er anført den dato -"Day One"- hvor druesaksen (som ses midt på etiketten) er kommet i brug! F.eks. er cabernet 2019 høstet i Maipo 12.april 2019!  

      Den røde pinot er meget lækker, med overdådig rig bouquet -efter knap 2 år på flaske- middelfyldig, blød og lang, men bestemt ikke vulgær, men rigtig pæn balance.  

Dr Pauly-Bergweiler "Premium"... 59,-
2022 Riesling Kabinett eller Trocken, Mosel
Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil fredag 30.juni

Storebror til Noble House. Rigtig flot riesling fra selve Mosel til en attraktiv pris. Måske er den sødlige lidt for sød for nogle, men den har god aroma og fine syre. 

    Foretrækker selv den tørre "Trocken", som stadig har nogle gram restsødme, som kun gør godt for smagen, som har rigtig meget riesling flint og aroma. For nylig også testvinder i Vinbladet. 
    Denne nærmer sig rigtig Bernkastel, men er ikke helt så god, da den er på indkøbte druer, men fra selve Mosel.

    Familien eget domæne leverer også god vin, men de er (desværre) dyrere. Så denne er topkøb. 

Souveräner Malteser Ritterorden, kr/fl v 2: 60,- 

2 fl. 120. Grüner Veltliner "Kommende Mailberg" 2021 Weinviertel, Lenz Moser Østrig 

Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil fredag 30.juni

En klassisk, frisk veltliner, tør, ren og skær og frisk. let og sprød, med typisk peber/bær aroma. 2021 er for mig lige så god som 2020, som fik 91p/A la Carte, måske gavmildt, men vinen er rigtig god.  Typisk 40.000 fl/år, alle nummeret. 
Jeg elsker den historie-duftende etiket fra vinslot  i Mailberg 70 km nord for Wien nær den tjekkiske grænse. Slottet har i 875 år tilhørt ridderordenen af Malta -Malteserridderne. På en væg kan læses et motto: "Optimus quisque" -"det bedste uanset hvad". Et godt mål, som ikke helt nås med den grønne veltliner!  

Undurraga "T.H." syrah eller sauvignon blanc... 79,-

Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil fredag 30.juni

Kraftig syrah med overdådig frugt, ganske kompleks, god dybde og fin længde med blød tannin. Set i 2020 med 95p/Descorchados og hele 96p/Tim Atkin. 
     Herlig tør sauvignon blanc, som matcher en langt dyrere vin fra New Zealand -frisk og sprød, lang smag. Parker gav 93+p/100 til syrah i 2019,  mens den hvide sauvignon fra Lo Abarca 2020 fik 92p og 2019 91p. Andre smagere er helt enige. Så mange points koster normalt dyrt! "T.H." for "Terroir Hunter", dvs. fra særligt gode områder -og bedre vin. 

San Felice Chianti Classico, kr/fl v 2: 64,50

2 fl: 129Bedste KØB + **** (4/5)Føtex, indtil torsdag 22.juni

Salling gruppen har lavet prisloft på mange varer. Men nogle af pengene hentes vist på denne vin, som var på tilbud i april til 49! Vinen er dog stadig topkøb, dyrere i de fleste andre lande. 
       Set i 2021. Nydelig fylde og pæn længde, og til hakkebøf, pasta og pizza.  Denne vin er slottets unge Chianti, beregnet til at nyde ung.  2019 fik både 6*/6 i Jyll.Posten, 92p/Falstaff , 90p/Spectator samt 91p/WineEnthusiast.
      San Felice er en stor vingård i det sydlige Classico, som siden 1980erne har været ejet af forsikringsgiganten Allianz. En mangeårig favorit fra Salling gruppen, med rette. Vingården laver rigtig god vin, som generelt bliver solgt til meget lave priser i Danmark. 
    Til samme pris Piacentini Ripasso (2 fl. 129, 4*), som foren uges tid siden gik til 50 kr. Stadig ok køb. 
Fra denne kælder er le Arche (rød/hvid/rosé, 3 fl: 99, 3*) et superkøb på helt ok simple vine. 

Brunello Poggio Forte, Montalcino... 129,-

Godt KØB + **** (4/5)Føtex, indtil torsdag 22.juni

En god vin, men hvorfor gå i Føtex, når din lokale Bilka har den til 109? Brunello laves på en sangiovese klon og giver i reglen vin med en markant garvesyre, som kun delvis blødgøres af 2-3 år i eg. Vinen har kraften og frugten -og serverer du vinen kælderkold, tror jeg, du vil blive mere end tilfreds til både and og bøf.  

      Poggio Forte er 2.vinen fra Quercecchio, en af de større vingårde i Montalcino.