Søg i 1300 opslag:

25/03/2024

Uge 13: de 20+ bedste af 200+ vintilbud!

Nu banker foråret på døren, og indkøberne har haft travlt med at finde bedste vintilbud frem til os forvænte vinelskere.

I denne uge har jeg vurderet godt over 200 vintilbud, hvoraf godt 50 blev fundet rigtige gode. Så gik jeg gennem dem med en tæppekam og kom ned på 40, så 30, 25 og endelig 20 superbe vinkøb.

Der er rigtig mange gode vine fra ikke mindst Italien med superb Chianti og Ripasso. Men der er også flot vin fra Spanien, Frankrig (både Bourgogne, Bordeaux, Alsace og Rhone). 

 

Tæt fulgt af Casillero del Diablo fra Chile (35), som trods prisen leverer vin, der af gode smagere får omkring 90p/100!

Desuden hele 2 herlige hvidvine fra Østrig, bl.a. en grøn veltliner fra særlig vinmark "Kommende Mailberg", ejet af 875 årigt borg med det pompøse navn "Souveräner Malteser Ritterorden" (59)!

I denne uge er alle deltagende kæder repræsenteret, bortset fra Netto, hvis tilbud ikke er fundet interessante nok.

Vanen tro dominerer Coop (Superbrugsen, Kvickly, Coop365) og Salling (Føtex, Netto, Bilka), men der er også gode tilbud fra bl.a .Meny, Rema1000, Coop365 og Lidl.

Alle udvalgte tilbud er i top. Ret få er udvalgt helt exceptionelt som "Bedste Køb".

uge 13/2024

7 vinkøb under 50,-

Red Note rød/hvid, kr/fl v6: 33,17

6 fl: 199. Spier rød pinotage-syrah, hvid chardonnay, Sydafrika (tappet i Danmark)

Bedste KØB + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil lørdag 30/3
Mørk, kraftig, fed, med åben rig frugt. Ganske god. Hvid ikke smagt. 

      Den røde node er lidt anderledes, da hoveddruen er pinotage, nationaldruen, som er et 100-årigt ægteskab mellem Bourgognes sorte Pinot og druen cinsault (kaldet Hermitage efter fødestedet ved Rhone). Her mixet med syrah, den "rigtige" drue fra Hermitage! 
    Pinotage har mest været brugt til industrivin, men fra gamle, lavt ydende vinstokke kommer nu interessante vine med en egenartet stil

Casillero del Diablo rød-hvid-rosé... 35,- 

rød cabernet-sauvignon, merlot eller carmenère, hvid chardonnay eller sauvignon blanc
Bedste KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil lørdag 30/3 

Til prisen er vinene uovertrufne. De røde cabernet (90p/JamesSuckling) og carmenère (guldmedalje) har solid fylde, frugt og pæn længde, måske med lille snert af grønt i næsen, mens jeg er lidt forbeholden med merlot.

    De hvide  er af samme klasse -tørre, friske og rene, egefri smag, så du også får friskhed i chardonnay -nye årgange har fået omkring 90p/100 af lokale Descorchados, som også den hvide sauvignon, som må være svær at slå til denne pris! Rosé ikke smagt, men kan se, at den har fået 5* i Vinavisen. 


Chevalier de Fauvert viognier-muscat... 39,-

*** (3/5), Lidl, søndag-mandag 24/3-1/4 11

En simpel, men ærlig vin fra Languedoc, lavet på 2 sjove druer -viogneir fra Côte Rôtie og muscat fra Rivasaltes. Ikke smagt, men vent en rig aroma, tør, ret let, men ren smag. Tappet i Frankrig. 

Kingpin rød/hvid, kr/fl v6: 39,83

6 fl. 239, Spanien

Bedste KØB + *** (3/5), Føtex, indtil lørdag 30/3

Prisen er steget lidt, men stadig et topkøb. Rød på tempranillo og syrah (+ måske lidt cabernet) fra Felix Solis i hjemegnen Mancha, Spaniens og Verdens suverænt største (daglig) vinområde. Vinen "lagres med eg", dvs typisk med egechips i tank eller egestave i tanken under gæring/lagring. 

      Uanset hvad er Kingpin både en smuk etiket (der er dygtige designere i Spanien!) og en flot rødvin med indbydende duft, lidt dybde, afrundet, kraftig smag og pæn længde

       Den hvide laves på sauvignon, chardonnay og verdejo. Tør, men rund, fyldig, ren og forbavsende frisk for et varmt klima. Men ikke i klasse med den røde. 

Grüner Veltliner "Kamptal"... 49,- 

Toifl, Kamptal, Østrig 

Bedste KØB + **** (4/5), Lidl, søndag-mandag 24/3-1/4 11

Vinen kunne fås til 39 for 2 år siden, men selv til 49 er vinen et topkøb. Vinen er tappet af Toifl, Lidls faste leverandør i Østrig, som ligger i hjertet af Kamptal i baglandet til Krems, et af de bedste områder til Østrigs nationaldrue. 
     "A Time for Wine" skriver (om 2018, smagt i 2021): "Medium intensity, pale lemon colour with green reflections. Primary apple and citrus notes. Secondary notes of smoke. No tertiary notes. Balanced acidity; dry. Some length to the finish. Flavours of green apple & citrus notes with a little intensity and complexity." I dag er det nok 2022, og det skal du kun være glad for! 

Morel Cotes du Rhone.. 49,-

Bedste KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil lørdag 30/3
2022. Denne Rhone har det hele -frugt, krydderi og fylde over en fast bund, der giver en vis friskhed. Vinen var topkøb til 59, så til 49 er det et must. Den bør give Guigal (til 80 kr!) kamp til stregen. Tror næsten Morel vinder!
    Pierre-Henri Morel var en ung adm direktør for det fine Chapoutier, som ville prøve noget andet. Så han fik frit lejde med vine fra syd-Rhone med eget navn og bolig i Chapoutiers Estubiers kælder i Lubéron, før han selv efter nogle år smuttede til Australien! 

Why Not? rød/hvid, kr/fl v 6: 49,83 

rød og organic negroamaro-zinfandel, hvid pinot grigio, rosé, Italien 

*** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil lørdag 30/3

Jeg sammenligner ofte disse vine med burger contra tournedos Rossini. Burgeren er ikke forfinet og perfekt -men en god burger smager sgu godt! De røde er uforskammet kommerecielle, udadvendte, ret simple vine med stor frugt og velsmagRød er primitivo (under alias zinfandel) + negroamaro. Jeg foretrækker den økologiske med "kun" 14,5% alkohol (15% i den normale). Den "normale" er en sværvægter, hvor 15% alkohol giver et sødt indtryk i duft og smag. 

7 vinkøb 50-70,-

Baron de Ley Reserva... 50,-

Rioja rød 2019, hvid og rosé 2022

Bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil lørdag 30/3 

År efter år god moderne rød Rioja med rund fylde og indbydende duft med lidt krydderi, til den bløde side, men pæn dybde og intensitet. Mere lækker end aristokratisk, men suverænt køb til prisen.
     Set i 2019 (90p/Spectator, 90p/WIne&Spirits). 85% Tempranillo + 10% unik maturana og 5% graciano -to af de sjældneste druer i Rioja. 18 måneder i eg + 1-2 år på flaske. 
    Også rosé (2021 fik 89p/WineEnthusiast) og hvid, som er lagret sur lie i bedste franske tradition for at bevare duften fra den lidt ordinære viura og den lidt sjældne hvide tempranillo.


Silvano Piacentini rød/hvid..... 50,-

rød Ripasso Valpolicella eller hvid Soave Classico, Italien 

Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil lørdag 30/3

Oftest lidt dyrere (og bedre) end den normale Arche Ripasso fra denne 85-årige herre.
      Jeg kan egentlig bedre lide denne middelfyldige, tørre, frugtige rødvin end hans svulmende Rubens'agtige amaroner. Ripasso er rigtig god til en juleand -server kælderkold. Bilka mener den er lagret 15 måneder på store egetanke. 
    Den hvide Soave er også ganske god, tør, ren og neutral, pæn syre, ganske frisk -typisk Classico, dog slet ikke i top. 

Ezimit rød/hvid, Makedonien... 50,- 

2021 Pinot Noir eller Chardonnay, Ovchepole, Nordmakedonien

Bedste KØB + **** (4/5), Superbrugsen og  Kvickly, indtil lørdag 30/3

Begge matcher nemt basis-Bourgogne og overgår de rigtig mange kopier fra Sydfrankrig og Den ny Verden uanset pris. 

    Den røde har smuk pinot farve og en ren, indbydende frugt, pæn længde, i den bløde ende, men stadig med lidt struktur bagved. 2021 fik 89p + 5* af Rydberg i Ekstrabladet.
    Den hvide har rig, ren aroma, god fylde med fin syre bagved. 6*/6 af Vinbladet og 90p af Jancis Robinson i én årgang.
    Vingården ligger højt mellem Skopje og Thessaloniki, dvs i det klassiske Makedonien (nord for Grækenland). Mest kendt for Alexander den Store, som i ung alder erobrede det meste af den kendte verden. 

San Felice Chianti Classico... 59,-

Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil lørdag 30/3

En meget lav pris for flot Chianti -i andre lande koster vinen ofte over 100!

       Slottets unge Classico er 2021. Nydelig fylde og pæn længde, og til hakkebøf, pasta og pizza.  Jeg vil dog personligt give den et år eller to. 92p/WineEnthusiast-
      San Felice er en stor vingård (med hotel og restauranter) i det sydlige Classico, som siden 1980erne har været ejet af forsikringsgiganten AllianzMed fuld ret en mangeårig favorit fra Salling gruppen. 

Souveräner Malteser Ritterorden... 59,-

Grüner Veltliner "Kommende Mailberg" 2021 Weinviertel, Lenz Moser Østrig 

Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil lørdag 30/3

En klassisk, frisk veltliner, tør, ren og skær og frisk. let og sprød, med typisk peber/bær aroma. 2021 er for mig lige så god som 2020, som fik 91p/A la Carte, måske gavmildt, men vinen er rigtig god.  Typisk 40.000 nummerede fl. årligt. 

    Slottet har i 875 år tilhørt ridderordenen af Malta -Malteserridderne, men administreres af Lenz Moser. På en væg kan læses et motto: "Optimus quisque" -"det bedste uanset hvad". Et godt mål, som den ellers gode veltliner ikke helt lever op til.  


Haut-Mouleyre, Crémant Bordeaux... 59,-

**** (4/5), 365Discount, indtil onsdag 27/3

Brut. Ren, tør og frisk crémant med vis finesse uden store dikkedarer. Fik op til nytår 5*/6 af Skovenberg i Vinbladet og hhv 89p og 88p/100 fra kompetente Falstaff og WineEnthusiast (i 2021). 

Trapiche "Medalla" rød/hvid... 69,-

rød malbec, hvid chardonnay, Uco Argentina

Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil lørdag 30/3

Rød Malbec lagres i eg, men er især flot i sin frugt, kraftig og pænt lang, og dejlig allerede. Malbec 2021 fik 92p/Descorchados. 

    Den hvide chardonnay er forbavsende frisk og lang i sin smag, fyldig og ren. Meget flot. 2022 fik 90p/WineEnthusiast, 2021 91p/Descorchados og 92p/TimAtkin  

6 vinkøb over 70,-

Bourgogne Côte Chalonnaise... 79,-

"Signé" Pinot Noir eller Chardonnay
Bedste KØB + **** (4/5), Rema1000, søndag-lørdag 24-30/3

En god Bourgogne til en sjældent rimelig pris! De store vine gror alle på østsiden af en 50 km lang højderyg -Côte d'Or- hvor markerne ligger som et smalt bælte. På Côte Chalonnaise finder du Mercurey og Montagny. 
    Vinene kommer fra lokale kooperativ i Montagny. Aktuel årgang er måske 2021, også fin i en kølig stil. Den hvide er lækker, rig og indbydende, den røde har god frugt, men er ikke helt i top. Stadig typisk pinot med sin aroma af hindbær. 

Yealand's Sauvignon blanc "Single Block"... 79,-

S1 eller L5, Awatere Marlborough New Zealand
Bedste KØB + ***** (5/5), Superbrugsen og  Kvickly, indtil lørdag 30/3
    Måske de bedste vine fra Yealand's store domæne i Awatere, en udsøgt kølig del af Marlborough, dvs en klasse op fra den almindelige og reserve udgaven. 
Ser fra Seaview blot 4500 meter fra Stillehavet og er umiddelbart vildt imponerende med utrolig rig aroma -næsten over the hill, men holder lige balancen- men også fylde og sprød friskhed. 
    Kan forestille mig, at det var en hvid som denne, der i 90erne fik kendere til at kalde Marlborough for Verdens bedste område til den hvide sauvignon! Smagt i 2021, også 93p/Falstaff, 2019 92p/Parker. Måske er L5 mere forfinet og raffineret, men har ikke smagt den i 2021.

Jean Gué, Lalande de Pomerol... 79,95

Bedste KØB + **** (4/5), shop.Meny.dk, indtil lørdag 30/3

Kender ikke årgang, men måske 2016. En ganske lille vingård (5 hektar) på fint grus plantet med 100% merlot. Ejeren er familien Darnajou, som også er kendt fra nærliggende Moines. De laver rigtig god vin i alle årgang, så vent en ganske magtfuld vin med frugt og længde, måske lidt lukket endnu, selvom bouquet og rundhed må være på vej.   

Riesling Grand Cru "Muenchberg"... 79,95

Alsace, ***** (5/5), Meny, indtil torsdag 16.december

Muenchberg er en af de mindre kendte Grands Crus, som ligger ved foden af Haut-Koenigsbourg i det nordlige Alsace (ej at forveksle med det fine Moenchberg ved Andlau!). Har ikke smagt denne vin, men med en "normalpris" på 159 får du meget for pengene. Vinen kommer fra kooperativet Faïtieres i Kintzheim, der leverer ok, men ikke specielt gode vine. Formentlig en tør, middelfyldig vin med friskhed og en ren aroma.

San Felice il Grigio "Gran Selezione" Riserva... 119,- 

Bedste KØB + ***** (5/5), Bilka, indtil lørdag 30/3 

Den ville have kostet 135,40 med 40% rabat, så 40% er ikke altid nok! Den særlige "Gran Selezione" fra Felice's Grigio er superflot, magtfuld, fast, rig duft af modne bær og ny eg. Uanset årgang, men bedst er 2015-16 og 18, mens 2017 glimter knap så flot gr tørken. En særlig udvalgt Riserva fra 3 af de bedste parceller på det store gods San Felice, lidt ”bredere” og dybere end den ellers (meget flotte) normale ”Grigio” riserva. Måske er det 2018 med 93p/Spectator. 

Coyam Bordeaux-blend, biodynamisk...  119,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil lørdag 30/3

Set i 2019/20. For mig er denne biodynamiske Emiliana vin måske Chile's bedste eksempel på en Rhone-type, selvom druerne er syrah og carmenère (ialt 70%) suppleret med et væld af druetyper fra tempranillo til carignan. 
    Ret flot, magtfuld og fed, men ikke lad, mørk, rig og intens aroma med krydderi og frugt, meget fyldig, afrundet og lang -moden nu og nok et par år frem

      Vinen var i 2001 pioner for Rhone-stilen, og Coyam er i dag en klassiker, som har banet vejen for f.eks. Ninquén fra Montgras. 
    Pålidelige lokale Descorchados giver hhv 94p og 95p/100 (20120 og 19), mens den engelske Tim Atkin MW giver hhv. 06 og 94p/100 til samme årgange.