Søg i 1300 opslag:

29/03/2024

God Rioja og flot argentiner

Gammel Rioja er ugens bedste bud fra Bilka sammen med Salentein fra Argentina. Du vil måske også være interesseret i en af årets første tilbud på rosé. 

Faustino V Reserva (46,50 v6) og den mere moderne Baron de Ley Reserva (49) er formidable køb  Argentinske Salentein er bedre (79), især om 1-2 år. 

Plus en sjov sammenligning mellem Vidal-Fleury (Ventoux til 49) og moderhuset Guigal (en poleret Rhone til 79). Jeg drikker lige så gerne den billige, men der skal være uenighed blandt læserne!

  Til forårets lyse retter byder Bilka på 2 lyserøde vine -Cote des Roses og Mirabeau Aix (begge 69). Ikke dyb og original vin, men herlig vin med lidt friskhed og frugt.    

    Til sidst et par ord om Stellenhof (og Silverboom, Avenhof osv) fra Sydafrika. Og hvorfor du ikke skal falde for en supertung flaske, stærk rød og et fancy navn. Hvad (alt for) mange gør. 

Bedste KØBFaustino V Reserva - Baron de Ley reserva 
Godt KØBSalentein "Barrel Select" rød/hvid - Ventoux Vidal-Fleury - Noble House riesling - Cote des Roses rosé - Mirabeau Aix rosé  

uge  14/2024

Faustino V Reserva, kr/fl v6: 46,50

6 fl: 279, også hvid og rosé, Rioja Spanien

Bedste KØB + **** (4/5)Føtex, indtil lørdag 30/3

Klassisk Rioja med indbydende aroma med krydderi og begyndende modenhed, rund fylde og pæn eftersmag. Stadig lidt bid, så et par år på flaske vil kun gøre vinen bedre.
    Set i 2017 med 90p/TimAtkin. 2016 fik 91p/100 af gode kritikere som Atkin og WineEnthusiast. Vinen  koster 70-80 kr i Spanien. 
    Også hvid, viura og chardonnay med kold gæring. Ren aroma, let til middel fylde, lidt neutral eftersmag. Rosé er ok, men ikke så god som den røde. Set i 2022, som er frugtig og middelfyldig.
     Faustino er et af de største familiehuse i Rioja og skiller sig ud ved, at vinene i reglen er tappet "en la Propriedad" -på ejendommen- takket være et stort domæne på hele 650 hektar. 

Baron de Ley Reserva... 49,-

Rioja rød 2019, hvid og rosé 2022/23

Bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 4/4

Et superkøb til 50 indtil lørdag og nu sat én ekstra krone ned til 49. En god moderne rød Rioja med rund fylde og indbydende duft med lidt krydderi, til den bløde side, men pæn dybde og intensitet. Mere lækker end aristokratisk, men suverænt køb til prisen.
     Set i 2019 (90p/Spectator, 90p/WIne&Spirits). 85% Tempranillo + 10% unik maturana og 5% graciano -to af de sjældneste druer i Rioja. 18 måneder i eg + 1-2 år på flaske. Senest også 5*/6 i Spritnyt. 
    Også rosé (2021 fik 89p/WineEnthusiast) og hvid, som er lagret sur lie i bedste franske tradition for at bevare duften fra den lidt ordinære viura og den lidt sjældne hvide tempranillo.


Salentein "Barrel Select"... 79,-

rød malbec, cabernet-sauvignon , pinot noirhvid chardonnay, Argentina
Godt KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 4/4

Tilbudspris er steget fra 50 (i 2021) til nu 79, hvad undrer lidt, når alt fra Argentina ellers er faldet i pris. Men stadig et rigtig godt køb. 
    Malbec -mørk, intens, dramatisk og lækker med kraft og længde. Egentlig for ung, men den smager godt! 2021 fik 90p/Tim Atkin. 
    Cabernet er tæt på, men jeg finder den lidt mindre spændende, lidt mere krydret måske. 
    Pinot noir er alt andet end Bourgogne, men ok på en blød syltetøjsagtig måde, fyldig og krydret i næsen. 
    Chardonnay er bedre -ganske sprød og lækker, tør og frisk -lidt af et svar til mig, der engang sagde, at hvid argentiner ikke er værd at drikke! 
    Vinene får 88-90p/100 af gode kritikere, den lidt lyse pinot dog lidt lavere. Salentein ligger i Uco, hvor vingården har hele 800 hektarer i det kølige San Pablo. En hollandsk entreprenør er hovedejer sammen med familien Pulenta, der var pioner for kvalitet i Argentina (de gjorde Trapiche berømt). 

Ventoux "Vidal-Fleury"... 49,-

Godt KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 4/4

Ventoux er nok bedre kendt for Tour de France end vinen, som ligner naboen Rhone, men i reglen (men ikke altid) billigere. Vidal vil lidt mere og er rigtig godt køb i 2020. 

     Vinen gror på de blide bakker omkring Carpentras. Ligetil, fyldig, åben krydret duft, ukompliceret, moden nu, blød. En ung Guigal begyndte sin karriere i dette historiske (1781) hus. Han fik succes -og tjente penge nok til at købe sit lærested.  

Guigal Rhone rød/hvid/rosé... 79,-

**** (4/5), Føtex, indtil torsdag 4/4

Guigal er kongen af Cote Rotie, men ikke af Rhone! Jeg drikker med lige så stor glæde Ventoux'en herover. 
    Pengene til at købe de kostbare "stegte" terrasser tjener Philippe Guigal (foto) og fader Etienne før ham ved at sælge Rhone vine som disse, som er gode trods produktionen (vi er i fantasillion-klassen). Formentlig udgør hans 5-6 Rotie vine til sammen til kun én flaske for 100 flasker af disse Rhone vine. 
    2019 er meget bedre end den 2010, jeg smagte for et par år siden. Men stadig en rigtig distanceblænder -mørk, fyldig, fed, poleret -men lidt for civiliseret til at være rigtig sjov. 
    Proppen var mærket "23.04", dvs. tappet april 2023, dvs. efter 3,5 år. Vinen har dog ikke ligget på fad mere end 6-12 måneder, dvs. knap 3 år på tank (jeg købte den iøvrigt til 45, ikke 79). Hvid er rigtig god med lidt frugt og god friskhed, men jeg håber snart at se 2023, ikke 2021 eller 22.

Côte des Roses rosé, Sydfrankrig... 69,-

Godt KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 4/4

Bertrand var måske den første, der lavede rosé i Sydfrankrig så god som Provence og især forstod værdien af fancy flasker!  
      "Rosenvinen" er hans mest kendte. Den fås som en god rød (pinot noir) og hvid (chardonnay). Langt det meste er dog Pink, og den er faktisk rigtig god, selvom den ikke er et fund til prisen! God frugt, middel fylde, mere sød bærfrugt i smagen,, som balanceres af lidt syre. 
      På ganske få år har Gérard Bertrand fået banket et af de største huse i Sydfrankrig op. Fader Georges ejede Villemajou, Corbières, som var del af kooperativ indtil 2002. Her lærte Gérard faget, mens han var professionel spiller i den franske nationalsport, rugby. Vin blev fremtiden, men med rugby'ens energi oveni! 
     I 2012 blev Villemajou suppleret med l'Hospitalet i Clape, et bjerg nær strandene ved Narbonne, som i dag er hotel og spa foruden hovedsæde og vingård. I dag ejer han en lang række små vingårde, som supplerer den indkøbte vin til en lang række mærker. Men lur mig, om han ikke tjener sine penge på disse fancy flasker! 

Mirabeau Aix Provence rosé... 69,-

Godt KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 4/4

Måske bedre køb end "Roses" herunder. En flot rosé med friskhed og rig aroma, måske let frugtsødme i smagen. 
      Ægteparret Stephen & Jeany Cronk forlod London i 2010 for at lave rosé i Provence. Og de har ikke daset tiden væk -i dag laves 10 forskellige lyserøde vine (samt en dyr gin -pink, hvad ellers!), og der er kommet 3 børn. Mirabeau er et mærke, for kun lille del af vinen kommer fra deres (nykøbte) 14 hektar vingård. 
    Således ligger Aix markant længere mod vest og er (normalt) billigere end "rigtig" Provence, men i reglen lige så god. God vin til alt fra salade nicoise til grillet fisk!

Dr Pauly "Noble House" riesling... 39,-

Riesling Trocken (tør) eller let sødlig, alkoholfri, Rheinhessen Tyskland 

Godt KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 4/4

Bilka var billigst (33,17 v6) indtil 7/3. Indtil 30/3 er prisen 39 i Føtex, men nu er Bilka med igen! 
   En god tør riesling -intens, ren aroma, sprød, frisk og let, men med nydelig eftersmag. Den let sødlige har næsten mere aroma, men også god friskhed. Fås også som alkoholfri hvid og roe (ej smagt). Måske fås også rød pinot noir -også favorit til den meget tiltalende pris.            
     Dr Pauly henter disse vine i Rheinhessen - men Noble House er stadig ok og rigtig gode køb.

Stellenhof rød/hvid/rosé... 39,-        

** (2/5), Bilka, indtil torsdag 4/4

Jeg har prøvet denne "single vineyard" vin 3-4 gange. Et par venner er glade for denne let sødladne rødvin, som trods 15% alkohol og lille sødme er ret letbenet i smagen. Men ikke mig. Rosé og hvid ikke smagt. 
      For mig er etiketten det bedste -men den er også flot! 

      Navnet Stellenhof kunne få svage sjæle til at tro, at denne "single vineyard" vin kommer fra Stellenbosch. Men det er ikke tilfældet -og etiket har da også Swartland som oprindelse. Men det er også et godt område, men mindre kendt end Stellenbosch, hvor der ligger nogle meget store "single vineyards".   
      Stellenhof er bestemt ikke et frit opfundet fantasinavn, men et smukt resort ved en elefantpark. men hverken i Stellenbosch eller Swartland, hvor druerne er groet.
     Men én fuld dagsrejse længere mod øst (600 km). Nærmeste by er ikke Cape Town, men Port Elizabeth. 
    Forresten lever Stellenhof ikke af vin, men af safari gæster, som bor i sjove lerklinede hytter, som ligner trullierne i Syditalien!  Stellenhof er tappet i Danmark (Globus).      

      Taster Wine leverer en lignende vin, Silverboom (6 fl. 249, 2* i Bilka), som også sælges som  Avenhoof