Søg i 1300 opslag:

06/03/2024

Riesling varsler forår i Føtex

Riesling fejres ved International Riesling Day onsdag 13.marts, og Føtex følger trop med nogle anstændige udgaver af, hvad mange (inkl. en ydmyg vinkender) anser for Verdens bedste hvide drue. 

I top er Dr Pauly Premium fra Mosel (50) og australske Tanunda Dry Riesling (69) med 93p/Suckling. Plus Alsace Grand Cru fra Traber (99). 

    Men du får faktisk også helt ok riesling i Noble House (39, p.t. billigere i Bilka), Wild Life fra Washington (50) og Alsace Riesling fra Helfrich (50).  

    Andre sværger til chardonnay, men for mig skal det så være den "ægte" fra Bourgogne -som Macon Azé (69). For mig bedre end New Zealand's Selaks, hvor den hvide sauvignon og pinot gris for mig er bedre og gode  køb (50).  

    Foråret er på vej, så Føtex har også tilbud på bobler en simpel, men god Prosecco le Arche (50) og den lidt mere forfinede Crémant Calvet (59). 

Dette er del 2 af Føtex mange tilbud, der gælder hele marts. 1.del ses her

Bedste KØB: Dr Pauly-Bergweiler "Premium" - Tanunda Riesling "Grand Barossa" 
Godt KØB: 
Dr Pauly "Noble House" riesling - Riesling Alsace Helfrich - Wild Life Riesling + syrah - Selaks hvid New Zealand - Macon Azé "la Burgondie" - Prosecco "le Arche" - Crémant Bordeaux "Calvet"

uge 10/2024

Dr Pauly-Bergweiler "Premium"... 50,-
2022 tør Riesling Trocken (tør) eller sødlig Riesling Kabinett, Mosel, Tyskland

Bedste KØB + **** (4/5)Føtex, indtil lørdag 30/3

13.marts er det "International Riesling Day", og det fejrer Føtex med et par gode Riesling vine til rimelige priser. 
    "Premium" er hentet fra Mosel (modsat lillesøster Noble House) og har den sprødhed, som køligere klima og skifer terrasser giver til riesling. 
      Foretrækker den tørre "Trocken", som stadig har nogle gram restsødme, som gør smagen godt, som har rigtig meget riesling flint, aroma og sprødhed. Testvinder i Vinbladet. 
    Måske er den sødlige Kabinett lidt for sød for puritanere, men den har herlig aroma og sprød  syre. 

    Du kan af og til finde topvinen Wehlener Sonnenuhr Kabinett (99, 4*), som er fra Pauly's egen vingård. 

Dr Pauly "Noble House" riesling... 39,-

Riesling Trocken (tør) eller let sødlig, alkoholfri, Rheinhessen Tyskland 
Godt KØB + *** (3/5), Føtex, indtil lørdag 30/3

Indtil 7/3 billigst i Bilka (33,17 v6), men 39 er nu også rigtig god pris. 
    En god tør riesling -intens, ren aroma, sprød, frisk og let, men med nydelig eftersmag. Den let sødlige Noble House har næsten mere aroma, men også god friskhed. Måske fås også rød pinot noir -også favorit til den meget tiltalende pris.            
     Dr Pauly henter disse vine langt fra hjembyen Bernkastel  i Rheinhessen - men Noble House er rigtig gode køb.

Tanunda Riesling "Grand Barossa"... 69,-

Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil lørdag 30/3 

Druen riesling leverer Australiens arketypiske hvidvin, som engang var sødlig, men i dag ofte er tør, ren og præcis -men stadig langt fra Alsace og Tyskland i stil. 

    Herlig hvid med intens aroma (blomst, urt), let til middel fylde og god syre til sidst. Nye årgange har fået 90+p, senest 93p/JamesSuckling. 

    Tanunda er et af de steder, du bør se i Barossa nord for Adelaide. Barossa er et af de ældste områder i Australien og hovedsæde for en masse firmaer, fra Penfolds over Lindeman til Yalumba og Lehmann. En stor del af vinen laves dog af druer fra andre områder (South Eastern Australia på etiket). Er vinen fra Barossa Valley, vil dette navn stå på etiketten.

    Tanunda var oprindelig ejet af Seppelt, et af mærkerne under Treasury, Australiens største vinfirma (Penfolds, Lindemans, Wynns, Rosemount, Wolf Blass osv). 

Alsace Grand Cru, Traber...  99,-

Riesling Altenberg eller Pinot Gris Brand, Frankrig

Godt KØB + **** (4/5), Føtex, indtil lørdag 30/3

Jeg foretrækker Cattin Hatschbourg Grand Cru i Brugsen (ofte 99), men Traber er også god. 
Traber er del af kooperativet i smukke Ribeauvillé og leverer god snarere end stor vin. Grands Crus er blandt de bedste godt 50 vinbjerge i Alsace. Gennem årene har jeg set flere navne, men Brand er fast i Føtex.
      Altenberg er et mindre bjerg, som sjovt nok ligger ganske langt mod nord for Ribeauvillé, men er rigtig god til riesling. Den anses dog ikke for i top blandt grand cru'erne. Har smagt den 2 gange og fundet den tør, aromatisk, ren, typisk og flot. Måske det bedste køb?  

Riesling Alsace Helfrich... 50,-

Godt KØB + *** (3/5), Føtex, indtil lørdag 30/3


En helt ok riesling uden dikkedarer. Lidt æble, frisk syre, letbenet, let bitter eftersmag, men nydelig og ren. Nydes ung (smagt én gang jan.23).  
    Men årgang 2022 blev smagt af JP (5*/6), så jeg er nok for kritisk. 
    Det er ikke så mange år siden, Joseph Helfrich skjulte sit navn bag navne som Arthur Metz, Laugel, Klipfel og Domaines de la Ville de Colmar. 
      Navnet Helfrich er ikke særligt populært blandt vinfolk. De har købt de dårligste druer i Alsace og solgte vin til bundpris, især til Tyskland (og Danmark). Men år for år laver huse(ene) stadig bedre vine, måske takket være de formuer familien tjener på andre vine som f.eks. JP Chenet

Wild Life Riesling... 50,-

Godt KØB + *** (3/5), Føtex, indtil lørdag 30/3 (tappet i Danmark)

Fra Washington nord for California. Der er vådt og blæsende i Seattle, men tørt og ørkenagtigt i det indre af landet. Den hvide riesling er rigtig god til prisen, åben frugt, middel fylde, god syre skjult af lille sødme
    Formentlig identisk med lignende vine fra Meny, Nemlig, Brugsen mv (samt en del restauranter, bl.a. Det glade Vandvid).
    N.B: Ret tæt på Kung Fu Riesling (109, 3*), som kommer fra samme dale i Washington. 

Selaks New Zealand hvid... 50,-

Hvid sauvignon, chardonnay eller pinot gris

Godt KØB + **** (4/5)Føtex, indtil lørdag 30/3, Bilka indtil torsdag 7/3

Efter en pause er Selaks' "essential" (hmmm!) igen et topkøb til 50 kr flasken. Sauvignon med sprød friskhed og nydelig aroma og pænt lang smag. 

    Den hvide chardonnay er herligt frisk og ren, mens Pinot Gris er mere neutral. Rosé ikke smagt. 
    Det fortæller nok lidt om min alder, at jeg smagte (og solgte) Selaks så tidligt som i 1980erne. Dengang et lille familiehus specialiseret i müller-thurgau, som aldrig havde hørt om sauvignon, som i dag leverer langt over halvdelen af al vin fra Østaten. 35 år efter er specialiteten landets vinstok nr ét, sauvignon (som laves for Selaks af Crawford, der har samme ejer, Constellation). 
     Vinene er korrekte uden at imponere -ligner meget Kim Crawford fra samme kælder, som af uransagelige årsager koster op mod 100 kr!  Ikke sikker, men måske er vinen tappet i England. 

Macon Azé "la Burgondie"... 69,-

Godt KØB + **** (4/5), Føtex, indtil lørdag 23/12

Set i 2022. Foretrækker den mere klassiske Montagny (nabo mod nord), men Azé er også ok. Letbenet klassisk chardonnay fra Bourgogne med positiv frugt, middel fylde og frisk syre, en lise oven på de firkantede, lidt klodsede chard'er fra "Den ny Verden"! 

    Vinen kommer fra et lokalt kooperativ, som leverer det meste vin fra denne lille kommune, der har 163 hektar vin. En ældre årgang var testvinder i Vinbladet og 5* i Ekstrabladet, fuldt fortjent.

Prosecco "le Arche"... 50,-

Godt KØB + *** (3/5), Føtex, indtil lørdag 30/3
Prosecco er ikke tankevækkende foredrag, men god sladder! Og den bedste Prosecco er altid den yngste, med ungdommens friskhed. Som denne: Nydelig æblearoma, let sødme (hvad Extra Dry lidt vildledende skal have), men med lille syre, der giver friskhed
    Nydes alene eller i Aperol/Campari eller anden spritz (kirsebær, brombær osv). 

Crémant Calvet, Brut/rosé... 59,-
Bordeaux rosé eller hvid, brut (tør)

Godt KØB + *** (3/5), Føtex, indtil lørdag 30/3

Etiketten er flot for en basis-cremant -og prisen er i bund. Samme afsender (og nok også vin) som Netto's Alexis Lichine (65-70) og Louis Bresson (ca. 70 i Meny).  
    Vinen laves på Champagne-metoden, men er lavet på Bordeaux-druer, typisk rød cabernet og hvid semillon. Den hvide har en ren duft uden større karakter, men er frisk og appetitvækkende. Brut er ikke specielt tør. Den tørre rosé er nok bedre, men ikke smagt. 5* i BT.