Søg i 1300 opslag:

04/12/2023

Føtex: Klassisk fransk og tysk

Til Jul er topvinene fra Bordeaux ikke i top. De kan være -og er ofte- de fineste i Verden, men de viser sig bestemt ikke fra deres bedste side med en fed and og en sød kål! De skal have lam og sauce bordelaise -eller et par år på flaske! 

Føtex har et par gode bud på klassisk Bordeaux til overkommelig pris. Camensac er et af de klassificerede slotte i Médoc og tilbyder også Closerie, en god 2.vin (109) i den fine 2020 årgang. Margaux ere dyrere, men Grand Vin de Collection (149) kommer ikke fra et bestemt slot, selvom huset bag vinen ejer flere slotte i den legendariske lille by. 

    Til Ju lgår det bedre med Rhone-vinene, f.eks. Chateauneuf du Pape Bessac (149). Ikke just et fund til prisen, men du skal også betale for et kendt navn! 

    Føtex tilbyder også en række flotte franske hvidvine, hvor Bourgogne's Montagny (79) nok er bedre end Chablis Calvet (99). Vinene er rene og neutrale, mens du får mere aroma i Alsace Grand Cru fra kooperativet Traber (99). 

    Måske leverer Tyskland den fineste riesling af alle. Wehlener Sonnenuhr (99) viser, at sødme og syre kan gå op i en fornem enhed, der vil være perfekt til f.eks. en rejecocktail sidst i december. 

Bedste KØB: Closerie de Camensac - Montagny "la Burgondie" - Pauly "Noble House" rød/hvid/alkoholfri
Godt KØB: Grand Vin Margaux Collection - Mayne Pomerol - Bessac Gigondas + Chateauneuf du Pape - Macon Azé "Burgondie" - Calvet Chablis - Alsace Riesling Helfrich - Alsace Grand Cru Traber - Wehlener Sonnenuhr Dr Pauly - Dr Pauly Premium Riesling 

uge49-51/2023

Closerie de Camensac, Haut-Médoc... 109,-

Set i 2020, 2.vin fra 5.Cru Classé 
Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil lørdag 23/12 

Årgang ikke nævnt. Frygtede 2017, men har set 2020, som her er topår, og denne vin har  fået 91p/JamesSuckling. Den står til 200 kr -ved køb 12- hos velkendt webshop. 

    60% merlot, 40% cabernet-sauvignon, høstet i perfekt vejr, meget varmt, men takket være dybt grus undgik man tørken. Meget mørkj, intens aroma (kirsebær, peber, senere solbær), med god krop og længde, afrundet, med fine tanniner og god friskhed. Prøv nu for frugt eller gem 4-6 år. 
    Slottet ligger tæt på grænsen til St Julien, hvor ejeren Merlaut også ejer Gruaud-Larose 2.Cru. Slottet leverer rigtig god vin i dag, som ligner naboen St Julien ganske meget, dvs. frugt og fylde + klassisk elegance. 

Grand Vin Margaux "Collection"... 159,-

Godt KØB + **** (4/5), Føtex, indtil lørdag 23/12

Set i 2016-17-18 og 2022, afhængig af butik! Vil du smage en vin med lidt duft (og måske navn) af noget dyrt, så er disse ganske ok køb! Faktisk var 2015 og 16 Margaux rigtig flot (men stadig unge). Graveret flaske og flot etiket, men "Grand Vin"? 

      "Grand Vin" fra Margaux er selve Chateau Margaux (foto) foruden Palmer, Rauzan og Ferrière! Og de koster ikke 149! Snarere 500-1000 kr eller mange gange mere. Og er markant bedre end denne vin! 
      Der er rigtig mange kunder til vine med dyre, forjættende navne, så vær skeptisk over for lave priser -og gå efter vin tappet på slottet. 

      Etiketterne prydes af flot slot, men du leder forgæves efter et slotsnavn. Og vinene er slet ikke tappet på slot, men af Ginestet (med ejer, der ejer flere Cru Classé slotte i såvel som Margaux og Pauillac). 

      Så vinen er måske frasorterede fade fra familiens slotte, dvs. 3. eller endog 4.vine, som dog kan være gode i disse år, hvor slottets 1.vin kun udgør 40-50% af høsten (i min ungdom var det ofte 100%!).

Mayne Pomerol... 179,-

Godt KØB + ***** (5/5), Føtex, indtil lørdag 23/12

Set i 2020. Vi er laaaangt fra Pétrus i smag, men du kan få 40 flasker Mayne for én Pétrus! Og tappet på slot, hvad en god Pomerol altid er. For der er store penge på at blande lidt eksotisk vin i flaskerne! 


      En middelfyldig vin med indbydende rig duft af gammel merlot (80%), elegance og finesse, pænt kompleks -faktisk god ung, selvom jeg nok vil gemme den i 3-5 år. 
    Ejer Maurice Vigier laver god vin på sit nysselige lille "slot", en af de mindre familieejede vingårde i Pomerol, som endnu ikke er opdaget af pengestærke fonde eller uforskammet rige mænd, der mangler Pomerol på deres visitkort! Vingården med 5 hektar vin ligger vest for kirken på fotoet, ved siden af Clos René, som den ligner i stil og duft. 
    Jeg har købt, men ikke smagt 2020, men den kan nok måle sig med 2019, dvs. bedre end 2014-15-16 og 18, som alle var lige så gode -og ofte bedre- end ældre årgange af Rêve d'Or, vingårdens hovedvin.

Gigondas "Bessac"... 129,-

Chateauneuf du Pape "Bessac"... 149,-

Godt KØB + **** (4/5), Føtex, indtil lørdag 23/12

Set i 2021. Mange vil elske denne Chateauneuf. Indbydende duft af krydderi og peber fulgt af middel fylde og afrundet, lang smag. Årgang 2020 er meget ung, men vinen smager godt i al sin frugt og er rigtig god til Mortens og andres ænder og en sur og sød julemad. 
     Vinen 
er kun  marginalt bedre end Lirac og Plan de Dieu, som fra Bessac med mellemrum er på tilbud til 60-70 kr. Men bestemt ikke ringe, selvom den mangler dét ekstra, som en (god) domæne vin kan levere, mere koncentration og dybde.   

Til let julefrokost (eller nytår)

Montagny "la Burgondie"... 79,-

Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil lørdag 23/12

Montagny kan levere hvid chardonnay, som kan være en habil erstatning for de stadig dyrere Meursault vine.  Vinen laves godt 15-20 km syd for Meursault på en stor blid skråning mellem Côte d’Or og Mâcon. Vinen er tappet af kooperativet i Buxy, som er den største lokale dyrker. Set i 2021, forgænger 2017 fik 90p/Vinbladet og 5*/5 i SmagpåVin.
Lys, ren aroma, lidt citrus/smør, middelfyldig, balanceret syre, god stil og længde -god chardonnay -ikke top- fra Bourgogne tappet af ejerne. Og det er vigtigt i det lille Bourgogne med de mange berømte vine. Her kan al vin sælges til høj pris (også den dårlige, som desværre også ses i Danmark). 

Macon Azé "la Burgondie"... 69,-

Godt KØB + **** (4/5), Føtex, indtil lørdag 23/12

Set i 2022. Foretrækker den mere klassiske Montagny (nabo mod nord), men Azé er også ok. Letbenet klassisk chardonnay fra Bourgogne med positiv frugt, middel fylde og frisk syre, en lise oven på de firkantede, lidt klodsede chard'er fra "Den ny Verden"! 

    Vinen kommer fra et lokalt kooperativ, som leverer det meste vin fra denne lille kommune, der har 163 hektar vin. En ældre årgang var testvinder i Vinbladet og 5* i Ekstrabladet, fuldt fortjent.

Calvet "Chablis"... 99,-

Godt KØB + *** (3/5), Føtex, indtil lørdag 23/12

Set i 2022. Slet ikke tappet nær Chablis, så det er risky med så kendt en vin. Men GCF ejer domæne i Chablis, så måske skal du give denne vin en chance... Let og tør, ganske frisk og ren neutral aroma. Lidt kort. Og prisen er lav for Chablis. 

Calvet er et gammelt hus (i Bordeaux -ca. 600 km fra Chablis), ejet af giganten GCF, som har hovedsæde i det nordligste Alsace -andre 400-500 km fra Chablis. Men huset ejer domæne i Chablis, så giv den en chance. 

    Føtex tilbyder også hvid Bourgogne "Chablisienne" (89, 3*) fra kooperativet i Chablis. Ikke Chablis, så pris lidt for høj sammenlignet med vinen herover. 2021 har fået 88p/TimAtkin.  
    Føtex tilbyder også Fournier Pouilly-Fumé (129, 4*), sauvignon fra Loire. For høj pris.  
Blev solgt til 99 i november. 

Riesling Alsace Helfrich... 50,-

Godt KØB + *** (3/5), Føtex, indtil lørdag 23/12, Bilka, indtil torsdag 7/12

En helt ok riesling uden dikkedarer. Lidt æble, frisk syre, letbenet, let bitter eftersmag, men nydelig og ren. Nydes ung (smagt én gang jan.23).  
      Det er ikke mange år siden, Joseph Helfrich skjulte sit navn bag navne som Arthur Metz, Laugel, Klipfel og Domaine de la Ville de Colmar. 
      Navnet Helfrich er stadig ikke populært blandt vinfolk. De købte i årtier de dårligste druer i Alsace og solgte vin til bundpris, især til Tyskland (og Danmark). Men i dag laver huse(ne) også ok vin, måske takket være de formuer familien tjener på andre vine som f.eks. JP Chenet

Alsace Grand Cru, Traber...  99,-

Riesling Altenberg eller Pinot Gris Brand, Frankrig

Godt KØB + **** (4/5), Føtex, indtil lørdag 23/12

Jeg foretrækker Cattin Hatschbourg Grand Cru i Brugsen (99), men Traber er også ganske god. 
Traber er del af kooperativet i smukke Ribeauvillé og leverer god snarere end stor vin. Grands Crus er blandt de bedste godt 50 vinbjerge i Alsace. Gennem årene har jeg set flere navne, men Brand er fast i Føtex.
        Pinot Gris laves på Brand i Turckheim. Bjerget anses for bedst til riesling, takket være granit under tyndt lag jord, som let varmes op. Men har nu også smagt god gris, som er kraftig, fed, blød, men ikke ligegyldig -blot sødmen ikke dominerer.       
      Altenberg er et mindre bjerg, som sjovt nok ligger ganske langt mod nord for Ribeauvillé, men er rigtig god til riesling. Den anses dog ikke for i top blandt grand cru'erne. Har smagt den 2 gange og fundet den tør, aromatisk, ren, typisk og flot. Måske det bedste køb?  

Klassisk tysk riesling

Wehlener Sonnenuhr... 99,-

2021 Riesling Kabinett, dr Pauly-Bergweiler, Mosel

Godt KØB + ***** (5/5), Føtex, indtil lørdag 23/12

Dr Pauly fylder godt op på hylderne i Føtex og Bilka, men det er mest Noble House, som er billig, men godt køb. Den er købt ind i Rheinhessen, hvor druerne ikke koster nær så meget som på Mosels stejle skiferskråninger. 
    Men nu kan du efter et par års pause få en riesling fra Pauly's eget 16 hektar domæne.
    Denne er fra Sonnenuhr, det perfekt stejle sydvestvendte skråning lidt nord for Bernkastel. Sonnenuhr's 65 hektar er delt mellem mange ejere, men hjertet ejes af familien Prüm, som har ganske mange medlemmer, bl.a. Pauly-Bergweiler (Prüm). Soluret midt på skråningen blev i 1800-tallet rejst af en stamfader, Jodicus Prüm. 
    En lys, let og udadvendt riesling med intens aroma, elegance og smuk sødme, som balanceres af frisk syre. Stadig ung og vil få endnu mere aroma de næste år. 89p/WineEnthusiast og 90p/Falstaff. 

Noble House hvid/rød... 39,-

Riesling Trocken (tør), medium eller alkoholfri, rød Pinot Noir, Rheinhessen Tyskland 

Bedste KØB + *** (3/5), Føtex, indtil lørdag 23/12

Godt køb i tør riesling -intens, ren aroma, sprød, frisk og let, men med nydelig eftersmag. Den sødlige riesling har mere aroma, men også pæn friskhed. Også rød pinot med pæn frugt, middel fylde med lige en smule druesødme, men ren og god  -begge er favorit til den meget tiltalende pris.  

    Har ikke smagt den alkoholfrie riesling, men formentlig er den også ok til prisen. 

Dr Pauly-Bergweiler "Premium"... 59,-
 tør Riesling Trocken (tør) eller sødlig Riesling Kabinett, Mosel, Tyskland

Godt KØB + **** (4/5), Føtex, indtil lørdag 23/12

Kunne fås til 50 (v køb 6) indtil 30/11 i Bilka, men stadig godt køb. "Premium" er hentet fra Mosel (modsat Noble House herover) og har den sprødhed, som køligere klima og skifer terrasser giver til riesling. Hentet hos i regionen omkring Pauly's egen vingård. 
      Foretrækker den tørre "Trocken", som stadig har nogle gram restsødme, som gør smagen godt, som har rigtig meget riesling flint, aroma og sprødhed. Testvinder i Vinbladet. 
    Måske er den sødlige Kabinett lidt for sød for puritanere, men den har herlig aroma og sprød  syre.