Søg i 1300 opslag:

03/11/2022

En sjælden god Amarone + en stor vin fra Chile!

Som en tålmodig læser har du nok bemærket, at jeg stort set aldrig roser Amarone og lignende vine! Men... der skal da være undtagelser -og den er her: Corte Manara Amarone (med 92p/Spectator i nyere årgang) i Bilka, der efter flere ugers pause fortjener et besøg.

Bilka har også andre gode vine, som fortjener interesse, næppe nogen mere end Founders's Reserve, en top-cabernet fra et stadig bedre Undurraga, en gammel kending også for kunder i Netto og Føtex.
Og så er der solid dagligvin som Rocca Ventosa fra Abruzzo og KingPin fra Spanien -samt en flot Gigondas fra Guigal. Plus god LBV Port.

Bedste KØB: Undurraga "Founders Collection" - Guigal Gigondas - Corte Manara Amarone - Kingpin rød/hvid - Rocca Ventosa rød/hvid/rosé - Offley LBV Port
Godt KØB: Vino Nobile "Lodola Nuova" - Le Arche rød/hvid/rosé - Kumala reserve rød/hvid -
Fresca Moscato frizzante hvid/rosé - Guigal Rhone rød/hvid/rosé - Lodola Nuova Vino Nobile - il Grigio "Gran Selezione" - Malbec Chateauneuf du Pape  

N.B: Vil du modtage appetitmails, så send en mail til vinkenderblog@gmail.com


Undurraga "Founders Collection" cabernet... 89,-*

*: med WineClub + appBedste KØB + ***** (5/5), Bilkaindtil  torsdag 17.november 

Historisk en af topvinene fra familiehuset Undurraga, som leverer stadig bedre vin især ikke topvine som TH og denne. Har kun smagt 2016, som var flot i en "klassisk" afrundet cabernet-stil med god længde, lidt tør, men flot madvin.  
      Nye årgange er endog bedre. Lokale Descorchados giver 84p/100 til både 2019 og 18, mens Spectator og Tim Atkin giver 93p til 2019 -meget flot. 2017 får 5* i Ekstrabladet. Formentlig mere kraft og blødhed, men også mere "traditionel" i stilen end TH vinene. 
       Fra selve Maipo dalen og lagret i 35% ny eg og 65% fade brugt et år. Ældre årgange fra 00erne skuffer fælt. Der er sket en masse i Chile! 

Corte Manara, Amarone Valpolicella... 149,- 

Bedste KØB + ***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 17.november
For mig den fineste Amarone fra Salling og ganske overbevisende. Meget rig aroma med bær og frugt, magtfuld (16 %), med koncentreret bær, ganske elegant, meget svag sødme -slet ingen dårlig ledsager til det sure og søde juleaften. 
      Vingården Manara er familieejet siden 1950, men begyndte først at tappe selv i 1990erne. Den  ledes af 3 brødre og ejer 12 hektar i Classico. Det meste købes dog ind fra naboer i Negrar, Marano og San Pietro. Druerne tørres i 40-60 dage før gæring og lagring i store "botte" i små 2 år. 
      2015 og 16 fik 90p/Falstaff. 2016 fik 92p/Parker med ordene: "A dark and richly layered blend... a powerful bouquet with dark fruit, tar, smoke and mesquite. Two years in botte has helped to flesh out the wine's dense fiber and soften the tannins. The wine was inaugurated with the 1960 vintage, and today 21,000 bottles are produced."

Guigal Gigondas... 149,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Bilkaindtil  torsdag 17.november

Jeg kender ikke årgang, men Bilka (og Føtex) henter meget vin hos Philipson, som leverer 2016, som er flot, bl.a. 92p/Spectator. Egentlig ikke bedre end f.eks. Roc des Dentelles fra Brugsen eller l'Oiselet Vacqueyras, som du på tilbud kan få til 100-130 kr. Men navnet Guigal sikrer lige en tier mere i pris. Vinen skal være fadlagret i 2 år -og det giver en bredde til den kraftige smag. Men husk -vinen er ikke fra egne marker, men købt ind som vin eller druer, en del dog fra samme kilder som i 1960erne. Det sikrer stabilitet. 

Vino Nobile "Lodola Nuova", Montepulciano... 79,-

Godt KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 17.november

Set i 2019. Ikke smagt et par år, for jeg var lidt skuffet over 2014 og 15, som slet ikke levede op til årgange i 00erne. Huset ejes i dag af Constellation gruppen, mest kendt for jævn vin fra Californien og Australien. Håber dog stadig på god vin, ikke mindst fra Ruffino, der skal have en vis selvstændighed.

      Nobile var forbilledet for Brunello i 1940erne, da den dukkede op. I dag søger "Den ædle Vin" at matche Brunello! De to områder er særlige "Crus" i Chianti-området syd for Siena på hver sin side af landevejen mod Rom.       Begge laves af druen sangiovese og er ærligt talt meget lig hinanden -druen kaldes brunello i Montalcino og prugnolo i Montepulciano på den anden side af landevejen. 
      Den "nye lærke" (Lodola) er en lille ejendom ejet af det store hus Ruffino, som var et synonym for Chianti i den gamle Redacteurs ungdom, både med og uden bast! 

San Felice il Grigio "Gran Selezione" Riserva... 129,- 

Chianti Classico, godt KØB + ***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 10.november

En særlig udvalgt Riserva (40.000 fl) fra 3 af de bedste parceller på San Felice, lidt ”bredere” og dybere end den ellers flotte normale Grigio riserva. 2017 fik 94p/Spectator (lidt for højt, måske), mens 2016 fik 96p/JamesSuckling, 92p/Parker og 2015 fik 93p/Parker.

      San Felice er en stor vingård i det sydlige Classico, som siden 1980erne har været ejet af forsikringsgiganten Allianz. En mangeårig favorit fra Salling gruppen, med rette. Vingården laver rigtig god vin, som generelt bliver solgt til meget lave priser i Danmark. 

Chateauneuf du Pape "Auguste Bessac"... 129,-

Godt KØB + ***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 10.november
Set i 2020. Du kunne få den i Føtex lige før nytår til 99, men 129 er stadig en god pris. Mange vil elske denne Chateauneuf. Indbydende duft af krydderi og peber fulgt af middel fylde og afrundet, lang smag. Årgang 2020 er mere reserveret end 2019, noget ung, men vinen smager godt i al sin frugt og er rigtig god til en and Mortensaften. 

Solid dagligvin til lav pris... 

Kingpin rød/hvid, Spanien, kr/fl v 6: 37,-

6 fl 222, Bedste KØB + **** (4/5) Bilka, indtil torsdag 17.november
Druerne tempranillo og syrah (+ måske lidt cabernet) fra Felix Solis i hjemegnen Mancha, Spaniens og Verdens suverænt største (daglig) vinområde. Vinen sælges blot som bordvin og har derfor ikke årgang, men huset oplyser, at vine fra køligere (finere) områder også indgår i vinen, som lagres med eg. 
      Men uanset hvad præsenterer Kingpin sig flot og smager rigtig godt med indbydende duft, lidt dybde, afrundet, kraftig smag og pæn længde
       Den hvide laves på sauvignon, chardonnay og verdejo (akkurat som hvid Guv'nor). Fyldig, ren og forbavsende frisk for et varmt klima. Men ikke helt i klasse med den røde. 

Bilka tilbyder også Mucho Màs 300 cl box (rød/hvid, 99, 3* + godt køb), men check tappedato, bør ikke være mere end 3 måneder gammel. Men så kan især den røde være ganske fornuftig. Vinen kan ligne Kingpin lidt. 

Rocca Ventosa, Abruzzo, kr/fl v 6: 37,-

6 fl 222, rød og rosé Montepulciano, hvid Trebbiano, Italien

Bedste KØB + **** (4/5) Bilka, indtil torsdag 17.november

En mørk, fyldig og afrundet vin, men med god friskhed i syren og god frugt -så meget sjovere at drikke end de floder af billig Ripamarone og andre fra Puglia, der hærger supermarkederne. Den lyserøde Cerasuolo er tør og frisk, med lidt frugt, mens den hvide er neutral og tør (men ikke smagt). 
      Druen er montepulciano, som formentlig engang har stjålet navnet fra den smukke by Montepulciano (hvor vinen laves af prugnolo). 
       Vinen selv laves længere sydpå i Abruzzo stik øst for Rom over mod Adriaterhavet, som rummer  Gran Sasso (med 2912 meter det højeste bjerg i "Støvlen") og har halvdelen af sit areal dækket af nationalparker (bl.a .Calderone, som er en gletscher, hvis den ikke er smeltet i dag).
Tollo er et stort kooperativ, som dog ofte leverer gode vine. De har været i skyggen i Føtex og Bilka, men synes nu tilbage igen. Og vinen er en lise oven på de mange Appassimento'agtige vine. 

Le Arche rød, hvid, rosé, kr/fl v 6: 34,83

6 fl: 209, rød Bardolino eller Rossogrande, rosé Bardolino, hvid Garganega-Pinot Grigio, Italien



Godt KØB + *** (3/5) Bilka, indtil torsdag 17.november

Sødladne sværvægtere dominerer kæderne, så den lette røde Bardolino fortjener al mulig ros. Denne har nok mindre frugt end  de bedste, men er meget behagelig. Fås også som rosé (chiaretto): lille aroma, men tør og ren, mens den hvide garganega (med lidt grigio har Garda DOP) er til den diskrete side, men ren og frisk. Den røde Rossogrande er en let Ripasso-type, nem at drikke uden mad. 

Kumala Reserve rød/hvid, kr/fl v 6: 34,83

6 fl: 209, Shiraz eller chenin blanc, Swartland Sydafrika (tappet i England) 

Godt KØB + **** (4/5) Bilka, indtil torsdag 17.november

Den røde er afrundet, med positiv frugt, fyldig og pænt lang, den hvide tør, frisk, fin aroma og ganske sprød -som du vil vente af vin fra Swartland (del af Coastal, del af det omfangsrige Western Cape). 

Fresca Moscato frizzante pink/hvid... 25,-

Godt KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 17.november

Prisen er faktisk mistænkeligt lav, og vinen ikke smagt, men vover alligevel: du går ikke fejl af moscatoens rige bæraroma og sødme, som knap holdes i skak af lidt brus (frizzante, ikke fuldt brus). Slet ikke så italiensk som navnet antyder -for denne er fra Spanien, hvor der er en masse moscato omkring València. 


Fournier, Touraine sauvignon... 79,- 

**** (4/5), Bilka, indtil torsdag 17.november

Set i 2021. Knastør, ren, nydelig aroma, lidt græs og grape -sprød og frisk. Fournier begyndte i Sancerre og har i dag 60 hektar. Siden har huset spredt sig -so far mest med Sancerre-druen sauvignon. Den almindelige Cotat landvin eer god, denne er marginalt bedre og ok køb til 79. 

Guigal Cotes du Rhone rød/hvid/rosé... 79,-

Godt KØB + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 17.november

Guigal er kongen af Cote Rotie, men ikke kongen af Rhone! Pengene til at købe de kostbare "stegte" terrasser tjener Philippe Guigal (foto) og fader Etienne før ham ved at sælge almindelig Rhone, som er god trods produktionen (vi er i fantasillion-klassen). Formentlig udgør de 5 Rotie vine til sammen kun 1 flaske af 50 fra Guigal!  

       Når det er sagt, er de 3 Rhone vine gode. Men sørg for at få en yngre vin. 2016 er klasser over 2010 (som stadig ses på hylderne). 2016 får 88pSpectator: "Direct, with juicy bramble, blackberry and black licorice notes mixed together. Light cedar hints thread the finish. Drink now" -skrevet i 2019, men vinen er 3 år efter stadig ok. 
      Lyserød og hvid er begge 2020, til alt held (men håber på 2021 snart). Den hvide 2020 er god med både friskhed, lidt bredde og længde foruden god frugt (89p/Spectator). Rosé er ikke smagt, men 2020 får 87p. Ikke imponerende -og vil du betale ekstra for mærke som Guigal -du kan til samme pris finde bedre Rhone. 
      Og hvorfor køber Salling-gruppen ikke direkte i stedet for at købe hos Philipson

Offley LBV Port... 79,-

Bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 17.november

Set i 2015. "Sent tappet årgang" betyder simpelthen god vin af den sorte, kraftige type, som er blevet tappet senere. Egentlig en slags blød Vintage, en temmelig god mørk vin -ikke vintage- som kan nydes nu (eller om nogle år) -mørk, fyldig, frugtig, lang smag. 

Til samme pris Smith Woodhouse "Lodge Reserve" (79, 4* + godt køb), som også har karater à la letbenet, men behagelig Vintage. En flot Portvin, men går nok allligevel med Offley!