Søg i 1200 opslag:

09/08/2024

Brugsen: en skræmmende masse tilbud (igen!)

Herlige hvide, gode bobler og solide rødvine til en lun sensommerfest. Brugsen møder (igen) op med en skræmmende masse tilbud, det kan være svært at sortere i. 

Superbrugsen og Kvickly har op mod halvdelen af alle tilbud fra de danske kæder. Ganske mange er svære at matche for andre kæder (igen). Men... der er et par tilbud, som ikke imponerer, og priserne er også steget på flere vine (om end ikke mere end hos andre kæder).  

    Blandt de hvide er både Yealands herlige sauvignon fra Natalie Christensen et fund til 58,17 kr (v6), men for mig er Chapoutier's hvide Pays d'Oc (49,50 v2) endog bedre. Den fugtige, sprøde Riesling Organic fra Mosel (46,50 v12) er herlig, lige lidt mere forfinet end Dream riesling fra Moldova (35). 

    Til en fest skal der være bobler, og Théo Cattin's økologiske Crémant d'Alsace (79) er i top til prisen, meget tæt på Champagne i kvalitet. Også Moillard's Bourgogne crémant (79) er god, både som hvid og rosé. Amaluna fra Chile (89) er både øko og god, mens Jaume Serra (45) bedst kan anbefales for en ekstremt lav pris for cava med gæring på flaske. 

    De røde holder også standarden. Unámine fra Argentina (89) er mindeværdig og faktisk tæt på Viramon fra St Emilion (119) -min egen favorig- som tilmed kræver et par år i kælderen. 

    Til festen vil mange dog være glade for Morel's fine Rhone (59) eller måske endda den solide spanske Pasas Yecla (33,17 v6), som har ganske lille sødme, som seslv jeg kan leve med. Den lyserøde Pasas er ganske god med nydelig frugt og lidt friskhed. Andre vil foretrække Canaja fra Verona (46,50 v12) eller Chianti Clasico "Famiglia" (69). 

Bedste KØB: Yealands sauvignon blanc - Riesling Feinherb Mosel øko - Pasas rød/hvid/rosé - Théo Cattin øko Crémant d'Alsace - Cava Jaume Serra - Chapoutier Pays d'Oc hvid - Dream Riesling/Pinot Noir - Unámine "Gran Vino" Tinto - Pavonero Primitivo Manduria - Rhone Morel - Faustino V Reserva - Adobe Reserva rød/hvid/rosé - Viramon St Emilion Grand Cru 
Godt KØB: Canaja Verona - Moillard Crémant de Bourgogne hvid/rosé - Amaluna øko sparkling - Chianti CLassico "Famiglia" - la Croix Chaigneau Lalande Pomerol - nr 2 St Martin rosé - Sarotto Barbera d'Asti 

uge 33/2024


Yealands sauvignon blanc, kr/fl v6: 58,17

6 fl: 349, Marlborough New Zealand

Bedste KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 15/8

Set i 2022 og 23, lillebror til enkeltmarksvinen s1, vinder i 2023 på IW Challenge's sauvignon smagning foran 20 vine. En vin med klassisk hyld, citrus og frisk græs, god fylde og friskhed, pæn længde, sprødhed. Voldsom i aroma, men holder lige balancen.  
    Chefvinmager er Natalie Christensen, valgt som årets vinmager 2023 af International Wine Challenge. Hun er tipoldebarn en dansker, som fulgte i grundlovsfader (senere biskop) Monrads fodspor efter nederlaget i 1864 og tog den lange rejse til New Zealand, hvor de grundlagde kolonien Dannevirke

      Natalie har en bachelor i klassisk musik og master i psykologi, for hun kastede sig over vinen og bl.a. lavede vin i Spanien og på andre gode vingårde i New Zealand, før hun i 2018 overtog jobbet som chefvinmager på Yealands. Hun har været valgt som en af de mest indflydelsesrige kvinder i vinens verden af Drinks Business. 

    For mig en klasse over vinene fra giganterne Accolade (Selaks og Kim Crawford bl.a. hos Salling) og Pernod-Ricard's Brancott Estate (især i Meny). 

Riesling "Feinherb" Organic, kr/fl v12: 46,50

12 fl: 549Økologisk Mosel, Tyskland
Bedste KØB + **** (4/5), Kvickly, indtil torsdag 15/8
12 fl. er en del, men du kan blande med Annaberta Canaja, en solid, kraftig Verona vin. 
I dag ses 2022 eller 23, men kan se, at 2021 og 2020 fik 5* i Vinavisen (som mente vinen var et kup til 75). 2021 havde intens aroma af blomst, en lille fylde, god syre balanceret af en vis sødme. Vinen er Feinherb, dvs. halvtør. Sødmen er mærkbar, men til alt balanceret af syren. God allrounder til både rejer og glas i utide, hvis der er fest i familien i løbet af efteråret. 
    Denne økovin anbefales og signeres af Dr Renate Willkomm, og lægen har jo altid ret! Men hun er også hovedejer af Peter Mertes, Tysklands største vinhus med en masse jævn vin. Denne er god, laaangt over Piesporter Michelsberg, som kastede så meget skam over Mosel i 1980erne. 

Villa Annaberta "Canaja", kr/fl v12: 46,50

12 fl: 549, Verona, Italien
Godt KØB + *** (3/5), Kvickly, indtil torsdag 15/8
En pleaser med god fylde, lidt kirsebær og krydderi, afrundet smag med blid tannin og lidt syre, så vi andre gerne drikker et glas. Egentlig helt effen til en konfirmation eller sensommerfest. 
    Villa Annaberta er en af Coops vigtigste leverandører af solid, kraftig vin i Amarone-stil, baseret på eget store domæne  + druer fra naboer. 
    Disse vine skal koste op til 119 kr flasken. Den pris må vist være en ønskedrøm fra Coop's plagede regnskabsfører! 

Pasas rød/hvid/rosé, kr/fl v 6: 33,17 

6 fl: 199, rød/rosé monastrell, hvid blend, Yecla, Spanien 
Bedste KØB + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 15/8

Frugtig krydret rød, med rund tannin, balanceret af 7-8g/l restsødme. 2022 fik hele 88p/Peñin. OK hvid på macabeo + lidt sauvignon med lille sødme, men også lidt syre, så jeg også kan drikke den. 2020 og 21 fik 87p/Peñin. Rosé på monastréll har herlig aroma, pæn længde + lille sødme, som lige akkurat balanceres af lidt syre. For mig bedre end den hvide. 
       Nicolas Hammeken var medstifter af det store Globus, men koncentrerer sig i dag om sit eget Hammeken i Alicante. Det er nok det største dansk-ejede vinhus uden for Danmark med årligt omkring 30 millioner flasker fra hele Spanien. Vinene laves i kældre rundt om i Spanien (i Yecla har de historisk brugt Castaño, men har nu egen kælder). 

Dream pinot noir/riesling/rosé, Moldova... 35,-

Bedste KØB + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 15/8

Vinene er fra Moldova, blot en times kørsel fra vingården Shabo i Ukraine -altså i fredstid! Vinene fra Moldova har (haft) fint gammelt ry som en del af Rumænien, overtaget af de russiske zarer. Landet har et stort potentiale for sin vin, takket være kolde vintre og tørre varme somre. 
    Dream er tappet i Danmark, kun rød og hvid smagt 2 gange (i 2023). 
    Den røde pinot noir får 3* af Rydberg i Ekstrabladet: "Simpel frugtig pinot noir med sødmefuld rød frugt og krydderier. Kort i smagen med en let tørhed". 
    Den hvide riesling er bedre, halvtør+, meget frisk, ren og sprød, ganske vellavet. Fik 4* fra Rydberg (2023). 

PavoNero Primitivo Manduria... 45,-*

*: kræver Coop-app, Italien

Bedste KØB + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 15/8

Behøver slet ikke være bedre end andre zinfandel/primitivo vine fra Puglia, men der stilles lidt større krav til denne vin, hvor Manduria er kerneområdet. Til den tørre side, kraftig, frugtig.  

Bobler til sensommerfest

Théo Cattin Crémant d'Alsace... 79,-

økologisk, brut med årgang 

Bedste KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 15/8

En god crémant med smuk aroma og lang, præcis tør smag -en velsignet drik oven på de mange kedelige crémants, du normalt får til denne pris. Den almindelige (ikke økologiske) fik i 2023 90p/WineEnthusiast og herhjemme 4* i SmagpåVin, fuldt fortjent. 
    Cattin er middelstort familiehus baseret på eget domæne i Hattstatt lidt syr for Colmar. Generelt rigtig gode vine, flere og flere (som denne crémant) nu økologisk.  

Cava Jaume Serra brut... 45,-* 

*: kræver Coop-app, fås også som SemiSeco (sød), Spanien

Bedste KØB + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 15/8

Køb kun brut, men så får du til lav pris en ok basis-cava (dvs. Champagne-metoden). Perfekt til konfirmation på budget -men slet ikke Champagne eller crémant. I "Cava" kapitlet skriver jeg "ung, frugtig stil til lav pris, der ikke gør nogen fortræd. Druerne i vinen smager ikke katalansk!" Serra fik 5* af Politiken for 4 år siden. 

Crémant Moillard, Bourgogne... 79,- 

Hvid brut eller demi-sec, rosé Brut
Godt KØB + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 15/8

En ok crémant til sensommerfesten. Rosé er god, tør, fyldig og ren, mens den hvide fik 89p/WineEnthusiast i dec.2021 og 6*/6 af AOV (12/20) med ordene: "Nektarin og litchee, fyldig rund og behagelig mousse. Fin afstemt syrebalance af lime. Et ganske let mineralsk præg der giver vinen lidt klasse." I dag har vinen fået årgang -set i 2022. 
    Moillard var i 00erne et stolt 150-årigt familiehus med stort domæne. Efter nogle kedelige år under Sauvestres dubiøse ejerskab ejes huset af Joseph Helfrich's GCF gruppe. GCF er begyndt at lave god vin, selvom de bestemt endnu ikke har det store ry, hverken i Bourgogne eller hjemme i Alsace.

Emiliana "Amaluna" sparkling brut... 89,-

Godt KØB + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 15/8
De økologiske bobler fra Chile er perfekt til velkomstglas! 80/20 pinot og chardonnay fra det kølige Casablanca. Den får brus på Champagne metoden, men lagrer ret kort med bundfaldet -6 måneder- mod mindst 12 måneder i Champagne.

    Fik sidste år 5*/6 fra Rydberg og 90p/James Suckling. Pænt brus, indbydende frugt, ganske fyldig, men med fin syre og middellang smag -nyd nu, mens vinen er frisk. Pæn dosage 10g/l gør den velegnet til studenten, der ikke er så vant til tør syre som os andre. 

Chapoutier Pays d'Oc hvid, kr/fl v2: 49,50 

2 fl: 99, hvid vermentino 2023 - økologisk Sydfrankrig

Bedste KØB + **** (4/5), Dagli' BrugsenSuperbrugsen og Kvickly, indtil lørdag 31/8

Ikke smagt, men har p.t. aldrig smagt dårlig vin fra dette hus, et af de fineste i Rhone (som dog efterhånden laver vin i det meste af Verden, inkl. Tyskland og Alsace), så vinene fra Hermitage og omegn udgør en meget lille del af salget! 

    Druen er især vermentino (måske med lidt terret), en vin med rig aroma, god fylde og lidt syre, præget af lagring sur lie i 5 måneder.

     For over 20 år siden købte han sin første vingård i Roussillon, som siden er udvidet med vingårde nær Nîmes. Vil tro, denne vin er tæt på (måske identisk) serien Marius (som sælges til over 100). 

Solide rødvine! 

Unámine "Gran Vino"... 89,- 

Bedste KØB + ***** (5/5) Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 15/8

Jeg er i total enighed -Unaminé -"unanimous"- med de kritikere, der har skamrost denne vin fra Mascota, der også leverer OPI, ofte godt køb. "Unamine" laves dog stadig i pæne mængder, 300.000 fl/år fra selve Uco. 

      Gran Vino er fløjlsagtig, men fast, kraftig, med rig frugt med fine nuancere og god dybde. 75% cabernet + 25% malbec med mindst et år i små egefade. Set i 2018 med 5* fra Rydberg i Ekstrabladet, 95p/Descorchados og 93p/Tim Atkin -flot for vin til så lav pris. Både 2020 og 2021 har begge fået 92p/Tim Atkin. 

Rhone Pierre-Henri Morel... 59,-

Bedste KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 15/8

Den almindelige Rhone fra Morel, stjernen Chapoutier's afdeling i det sydlige Rhone. Mørk, meget fyldig, sød frugt, fyldig, lang -en klassisk Rhone til meget lav pris.

    Jeg har ikke i maaaaange år smagt en dårlig vin fra Chapoutier. Den giver Guigal  (til 70-100 kr!) kamp til stregen. Personligt foretrækker jeg denne fuldblodsvin frem for den mere polerede Guigal. 

Vacqueyras, Pierre Henri Morel... 119,-

**** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 15/8

Lidt for dyr til at være godt køb. Men stadig klassisk Rhone fra godt hus. Jeg var en anelse skuffet over de ældre årgange jeg har smagt, men kan se, at den aktuelle 2022 får 89p/100 af kræsne Jancis Robinson. Vent en mere poleret vin end Rhone'n, men stadig med fuld damp på frugt og fylde. 

Emiliana "Adobe" rød/hvid/rosé... 40,-

økologisk, bl.a. rød cabernet, carmenère, chardonnay, viognier + rosé cabernet-syrah, Chile

Bedste KØB + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 15/8

Det er 4 år siden jeg smagte den røde søster til Novas (uden større entusiasme), men kan se, at de generelt får gode ratings af anerkendte kritikere. Personligt vil jeg vælge cabernet frem for carmenère (som er svær at modne, selvom 2019 fik 5* i Politiken). Og hvor meget økovin får du til 40?
    Hvid og rosé har begge fået 91p/100 af canadiske Nathalie McLean, og hende har jeg tillid til. Dog er der lille sødme i pink. 

Faustino V Reserva... 50,- 

rød Rioja set i 2018, hvid og rosé set i 2022/23

Bedste KØB + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 15/8

Rød: god Rioja med indbydende aroma med krydderi og begyndende modenhed, rund fylde og pæn eftersmag. Stadig lidt bid, så et par år på flaske vil kun gøre vinen bedre.

    Set i 2018 med 89p/100 fra både lokale Peñin og Tim Atkin. Vinen koster 70-80 kr i Spanien. Vinen lagrer 18 måneder i små egefade og mindst 1 år på flaske. 
     Coop tilbyder også hvid, viura og chardonnay med kold gæring. Ren aroma, let til middel fylde, lidt neutral eftersmag. Rosé er ok, men ikke så god som den røde. Set i 2022 . 

Chianti Classico "Storia di Famiglia"... 69,-

Godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 15/8

"Familien" er meget bedre end Cecchi's normale Chianti, men matcher ikke San Felice (59 i Føtex/Bilka på tilbud i juni). 

    Men familien er rundere i smagen, så mange foretrækker den. En god Chianti med afrundet fylde og positiv ren duft med bær og krydderi, ganske runde tanniner for sangiovese.. Har ikke smagt den siden 10erne. 2021 fik 89p/WineEnthusiast, mens Falstaff gav 91p/100 (2019 og 21) og 92p til 2020.

     Cecchi har haft 125 års jubilæum som familiehus. De laver mange gode vine, men også en masse af de middelmådige, desværre og er derfor vokset voldsomt i de senere år. 

    Til samme pris Pagus Bisano Ripasso (69, 3-4*), en upåklagelig men ikke mindeværdig Valpolicella. 

 

Viramon, Grand Cru St Emilion... 109,-

Bedste KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 15/8

Set i 2020 med 6* fra Vignerons Independents. Men uanset år er Viramon en rigtig god St Emilion, der i reglen er bedst efter 5-6 år, hvor tanninerne er modnet til en afrundet lang smag. I dag kan de 75% merlot nydes for sin frugt. 
    På slottet snakker de meget om lagring i eg, men trods en del fade laver familien Lafaye god klassisk St Emilion. Den 11 hektar ejendom ligger på gode skråninger øst for St Emilion by og har tilhørt familien Lafaye siden 1866. 

La Croix Chaigneau, Lalande de Pomerol... 109,-

Godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 15/8

Set i 2020. Udmærket Pomerol-lookalike (50-55% merlot, 40-45% cabernets), som laves af den unge, dygtige Pascal Chatonnet. "Croix" skal være 2.vinen til Haut-Chaigneau, men kan meget vel være samme vin, måske med lidt mindre eg (20% i eg, 80% i beton og store egetønder). Vent en nydelig, ret fast vin med positiv aroma, som vil blive blødere med 3-4 år på flaske

No. 2 de St.Martin, Provence... 89,-

Godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 15/8

En mangeårig Irma vin fra et af de bedre Cru Classé slotte i Provence. Kun nr 2, men stadig meget respektabel. Du vil nok stadig se 2022, men prøv at få 2023, som har fået 5*/6 fra Vinbladet. Vent en lys. tør rosé med meget frugt i duft og smag plus lille friskhed og syre.  

Hardy's VR, rød/hvid... 35,-

** (2/5), Superbrugsen og Kvickly indtil torsdag 15/8 (tappet i England)
Forvent ikke topvin, men næppe ilde. Måske identisk med Hardy's Stamp eller Nottage hill? De ligner i hvert fald hinanden. Simple basisvine fra hårdt drevne, knastørre vinmarker, der steger under heden i Riverland -og normalt får tappet i 3 liter dunk. Men bedre på glasflaske. Vinene er tørre og uden karakter, de røde shiraz eller cab har lidt marmeladeagtig frugt, som tiltaler en del (ikke mig). Hvid helt ok. VR står for Varietal Range, dvs. vin af én drue. 

Sarotto Barbera d'Asti...kr/fl v6: 58,17

6 fl: 349Godt KØB + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 15/8
Vinene er ikke i klasse med Fontanafredda, men stadig ganske god. Frugtig og kraftig, men lidt for rund til at være barbera classic, dvs. med meget frugtsyre. I dag 2021, jeg smagte 2019.