Søg i 1200 opslag:

10/08/2024

Frugtig sommerpink, østrigsk hvid og solid shiraz!

En herlig pink sommervin fra Coop365 + økologisk sydafrikanere er blandt de bedste bud fra discount kæderne i en uge, hvor det kun er Coop365 og Netto, der har tilbud. 

Coop365 leverer et topkøb i Silenia rosé (39), hvor druen monastréll giver både frugt og karakter. Spier's økologiske vine er også godt køb (39). Og så har de topkøb i stærk alkohol som Ballantine whisky og Beefeater Gin (99), som er en klasse over Gordon (99 i Netto). 

    Den tørre, sprøde Lenz Moser veltliner (50) er ugens bedste i Netto, men også australske Lehmann er godt køb, selvom prisen er steget (nu til 75). Og har du en konfirmationsfest i sigte, kan Prosecco le Arche være en idé på Magnum (99). 

    Hverken Rema1000 eller Lidl har tilbud på vin i deres aktuelle kampagne, suk! 

Bedste KØB: Sileni Rosé 
Godt KØB: Spier All About Organic  - Grüner Veltliner "Lenz Moser" - Lehmann "Portrait" rød/hvid - Ironstone reserve rød/hvid - Prosecco Magnum - Beefeater Gin - Ballantine whisky
uge 33/2024

Silenia Rosé, Yecla... 39,-

Bedste KØB + *** (3/5)Coop365, indtil onsdag 14/8

BT var juni 23 lidt overgearede med 6*/6: "...mange lag. Masser af frugt, masser af fylde. Super lækker tekstur i munden. Den er sådan lidt Syd-Rhône-stil i det, hvor man virkelig får varmen og solen. Det var det her, jeg håbede på i dag". 
    Mens Vinbladet mere jordnært gav 4*/6 med ordene: "
Spændende rosé og et godt bud på en aperitif til sommerens gæstebud. Lys løgskal. Indbydende duft af abrikos, appelsinskal og citrus. Smagen af fersken og røde bær har en eksotisk tone med tiltalende krydring og en fin syre som afslutning". 

    Det skal dog siges, at BT kun smagte 5 pinkies. Vinen laves af dansk-spanske Hammeken i Yecla syd for Alicante af 100% monastréll druer -som giver vinen sin intense aroma. Måske kan Spanien rivalisere Frankrig med rosé?

Spier "All About Organic" rød/hvid... 39,-

Godt KØB + *** (3/5)Coop365, indtil onsdag 14/8

Økologisk (tappet i Danmark). Ikke smagt, desværre. Den røde er shiraz, nok lidt rustik, enkel, men fyldig stil. Den hvide er sauvignon, tør rig aroma, sprød, simpel og god. 

    Har tillid til Spier's økologiske vine, men kun smagt under andet navn (har opgivet at hitte rede i de utallige Spier etiketter). 

Gray Fox rød/hvid/rosé...35,-

Cabernet sauvignon, chardonnay eller rosé, California

** (2/5)Coop365, indtil onsdag 14/8

Jeg har aldrig smagt disse vine -vil ikke ofre penge på dem. Men vil tro, at cab'en er ok. Formentlig tappet i Danmark.

Grüner Veltliner "Lenz Moser"... 50,- 

Godt KØB + **** (4/5), Netto, indtil fredag 16/8

Frisk og let vin med rig aroma og stor friskhed -ikke veltliner i top, men i top til prisen
Jeg foretrækker Weinmacher i Brugsen og Sant Thias i Rema1000, men Lenz Moser er en klassiker!  En tapning sidste år skuffede, men noterer, at de seneste år har fået 88-89p/Decanter. 
      Lenz Moser (1905-78) revolutionerede vindyrkningen, da han fandt på at lade planterne vokse højt og med længere mellem hver plante. Det betød mindre skade ved frost, mindre arbejde og godt udbytte, selvom der var færre vinstokke pr hektar. Hans metoder ses i dag over hele verden. Hans vingård (foto) ejes af VOG. 

Peter Lehmann "Portrait" rød/hvid... 75,-

rød shiraz Barossa, hvid riesling Eden Valley, Australia
Godt KØB + **** (4/5), Netto, indtil fredag 16/8

Indbydende god vin, men prisen har fået et hak op siden tilbud i Føtex (69). 

Den røde shiraz er magtfuld, ret krydret/frugtig og blød, mens den hvide riesling er elegant, aromatisk, ret let (11%) og til den tørre side (3,91 g/l). Begge kan gemmes nogle år. 
    Lehmann's Stonewell er en klassiker, og Lehmann var "Baronen af Barossa" indtil sin død i 2013. I dag ejes huset af familien Casella, som har tjent formue på billigvinen Yellow Tail fra det hede Riverina. Lehmann drives dog selvstændigt, og vinene er ganske anderledes -typisk Barossa! 

Ironstone Reserve rød/hvid... 75,- 

rød Zinfandel eller chardonnay California 

Godt KØB + **** (4/5), Netto, indtil fredag 16/8

Også denne har fået et hop op på tilbud (fra 69). Flot rød med fløjlsagtig fylde og krydret duft, som dog har nuancer og dybde. Den hvide chardonnay har jeg ikke haft lyst til at købe. 



      Ironstone er 100% familieejet og drevet,  grundlagt 1948 og stadig ejet af familien Kautz. Reserve er deres bedre (men ikke bedste) vine, og det anføres på zinfandel, at der "kun" er tappet ca. 8000 kasser en bagatel for firma, der årligt sælger mange millioner flasker! 
     Kautz kontrollerer 2000 hektar i Lodi og omegn (de nedre skråninger af Sierra Nevada med meget varme dage og kølige nætter), et kerneområde for zinfandel (og andre "varme" druer) snarere end chardonnay.

    Også BareFoot California (50, 2*), som er en serie forglemmelige vine. De røde er dog ok. 

Prosecco Magnum... 99,-

Godt KØB + *** (3/5), Netto, indtil fredag 16/8

Prosecco er ikke tankevækkende foredrag, men god sladder! Og den bedste Prosecco er den yngste, med ungdommens friskhed. Her på flot STOR flaske: Nydelig æblearoma, let sødme (hvad Extra Dry lidt vildledende skal have), men med lille syre, der giver friskhed
    Nydes alene eller i Aperol/Campari eller anden spritz (kirsebær, brombær osv). 

Beaujolais "Calvet"... 59,-

*** (3/5), Netto, indtil fredag 16/8

En typisk frugtig, let gamay, som bestemt ikke skiller sig ud. Nydes kælderkold. OK pris (men slet ikke 79 værd, den officielle pris). 

    Familien Helfrich ejer GCF, som igen ejer vinhuse i hele Frankrig. Så det lå lige for, da de overtog det skrantende, men 200-årige mærke Calvet, at bruge dette velkendte navn til vin fra alle deres kældre i Frankrig. Derfor kan du få Calvet fra Bordeaux, Loire, Languedoc, Provence, Rhone -og Beaujolais. 


Beefeater 40% Dry Gin... 99,-

Godt KØB + *** (3/5)Coop365, indtil onsdag 14/8

Holder respektable 40%, så den er ok til en klassisk dry Martini e(gør ikke så meget med tonic.  

      Beefeater er vaskeægte ginhistorie og et af de få mærker, som stadig destilleres i London (mange destilleres som Gordon og Tanqueray i Skotland). Beefeater med blot 9 botanicals er en af de mest præmierede gin, som de sidste 5 år har fået mere end 40 priser (og det er de gængse udgaver inkl. denne). På en tur i London kan du besøge destilleriet i Kennington.

    Netto har også alkohol på tilbud, men især Gordon Gin 37,5% og måske Johnie Walker whisky (99, 2-3*) er ikke så attraktive.  

Ballantine's Whisky Blend... 99,-

Godt KØB + *** (3/5)Coop365, indtil onsdag 14/8

Et nydeligt blend med lille sødme, som ikke gør fortræd. Er med, da jeg altid har elsket etiketten!