Søg i 1300 opslag:

01/06/2024

Ugens 20 vinkøb: superb rød, herlig rosé og hvid i top!

Sommeren er over os: Lyse Nætter og huset fuldt af gæster, der vil have fancy rosé og blide bobler! 

Og de danske supermarkeder leverer gerne det hele. Mange priser er (stadig) alt for høje, men som trofast læser har du herunder adgang til de bedste tilbud... 

Kæderne bød som i sidste uge godt 120 vintilbud i uge 23, så jeg har slidt med at vælge de bedste og endte med 20 tilbud. 


Der er vinavis i denne uge fra Brugsen (Superbrugsen, Kvickly, Coop365), så kæderne dominerer med 11 tilbud -af 20 tilbud- fulgt af Føtex/Bilka med 5 tilbud og 2 tilbud hver fra Meny og Rema1000

Der er ikke blevet plads til tilbud fra Lidl og Netto i denne uge. 

I denne uge dominerer Frankrig (7 tilbud), en god del rosé og bobler, men også god hvid Alsace og Bourgogne. Fulgt af Italien med 5 tilbud og 3 fra Spanien. Men der er også blevet plads til vine fra Østrig, Moldova, Portugal, Sydafrika og New Zealand. 

Alle vine er tappet i vinlandet, om andet ikke er nævnt (med forbehold for fejl). 

uge 23/2024

11 vinkøb under 50,-

Spier "Signature", rød/hvid/rosé... 33,17

6 fl: 199rød Pinotage og Cabernet-Sauvignon, hvid Chenin Blanc og Sauvignon, rosé (tappet i Danmark)

Bedste KØB + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 4.juli

Dette er en af de billigste vine på markedet, men den er absolut drikbar og leverer rigtig meget til  prisen. Spier leverer polerede, kommercielle vine, mest tappet i Danmark med lige én filtrering ekstra. 
    Du skal ikke vente stor, rig "vild" aroma, men diskret fylde og poleret smag
    Jeg har ikke smagt dem længe, men husker en god, frugtig tør hvid chenin blanc og en helt ok Pinotage og en god cabernet (med 5* i Vinavisen), men kan se, at Pinotage sidste år fik 5* i Vinavisen og rosé 4* i Ekstrabladet. Coop er største kunde hos Spier -men især af vin på tank, ikke flaske!

Monte Ory Chardonnay, Navarra.. 35,-

*** (3/5), Coop365, indtil onsdag 5.juni

Mere frisk end mange, ret letbenet, neutral aroma, god syre og rank friskhed. Mindes den som tør, men det er 3-4 år siden, jeg sidst smagte denne nordspanier. 
    Vinen laves af Manzanos, et familiehus, som er vokset voldsomt de senere år takket være korrekte vine til lave priser. Siglo Saco er andet mærke fra huset, som ses i både Coop365 og Brugsen. 

Notte Nera Zinfandel... 35,-

*** (3/5), Coop365, indtil onsdag 5.juni (tappet i Danmark)
Langt fra de vægtløftere, som Syditalien synes at have som målgruppe for sin vin. Kun smagt én gang i festligt lag, men kan se, at Rydberg i Ekstrabladet gav en ældre årgang 5* + godt køb: "Mørke bær og krydderier i duften. Pæn intensitet og sorte kirsebær, lakrids, peber og vanilje i smagen. Simpel men vellavet vin med en pæn krydret afslutning". Dengang var prisen 50 - superkøb til 35. 

Dream pinot noir/riesling, Moldova... 35,-

*** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 6.juni (tappet i Danmark)

Smager som Soul Wine i Bilka og Føtex (39), men er endog bedre køb. Moldovas vingårde ligger normalt (i fredstid) blot en times kørsel fra vingården Shabo i Ukraine. Vinene fra Moldova har (haft) fint gammelt ry. Vinene er tappet i Danmark og burde være helt ok, ikke mindst den hvide, som har positiv frugt og god syre, støttet af lille sødme. Den røde pinot noir fik sidste år 3* af Rydberg i Ekstrabladet: "Simpel frugtig pinot noir med sødmefuld rød frugt og krydderier. Kort i smagen med en let tørhed". 

Porta 6, Lisboa rød/hvid/rosé... 39,-

*** (3/5), Bilka, indtil torsdag 6/6

Fra bakkerne omkring Lisboa, Portugal. Rød med tilpas fylde, rund, bløde tanniner, med indbydende aroma af bær og blomme

      Den hvide (på blend med bl.a. moscatel) er ren og frisk med indbydende næsten tropisk frugt. 2021 fik lidt gavmildt 89p/JancisRobinson. Rosé ikke smagt.
     Vinen kommer fra Vidigal, som
 for 20 år siden overtaget af dansk-portugiseren Antonio Mendes Lopes,. Etiketten er prydet af gamle danske sporvogne fra 60erne, som stadig kører rundt i Lisboas gader. 

Le Arche rød/hvid/rosé... 39,-

Bardolino rød og rosé, RossoGrande rød, hvid Garda Garganega Pinot Grigio, Italien

*** (3/5), Bilka, indtil torsdag 6/6
Den røde Rossogrande er en let Ripasso-type uden særlig karakter, men nem at drikke uden mad. Du burde også kunne få den finere -men lette og rene- røde Bardolino. Rosé er neutral, tør og letdrikkelig, mens den hvide Garda er diskret, med ren og frisk med lille blomst. På Soave-druen garganega + lidt grigio. 

Southbank Estate sauvignon blanc... 49,- 

Bedste KØB + *** (3/5), Coop365, indtil onsdag 5.juni

God hvid NZ sauvignon til superpris. En typisk sauvignon med overdådig aroma af sød frugt, urt, passion og solbær. Frugten går igen i smag, som balanceres af sprød syre.
    Lige så god eller endog bedre end langt dyrere vin fra giganterne Constellation (bl.a. Selaks, Kim Crawford osv) og franske Pernod-Ricard (Brancott mv), der leverer 75% af al vin fra New Zealand.
      Yealands har vinmager Natalie Christensen, der er  var IWCs "årets vinmager hvid" og efterkommer efter tipoldefar, der fulgte grundlovsfader Monrad til det fjerne New Zealand. De grundlagde kolonien Dannevirke nær Hawke's Bay opkaldt efter den gamle vold, som engang var Danmarks sydgrænse. 

Riesling Alsace "Arthur Metz"... 49,-

Bedste KØB + *** (3/5), Coop365, indtil onsdag 5.juni
Selvom Metz er et gammelt (1904) navn, har det oftest været anset for leverandør af meget billig Alsace. I dag er huset rykket til Marlenheim og lagt sammen med Laugel (på tilbud til 59 i Brugsen), begge jet af giganten GCF. 

    Smagte den sidste år og fandt den markant bedre end de lidt grønne vine, jeg smagte i 90erne. Positiv aroma, lidt simpel, men ren og frisk -og excellent køb. 

Prosecco "Bianca Nera"... 49,-

*** (3/5), Coop365, indtil onsdag 5.juni

Denne prosecco har et ganske flot udstyr og får ros af kyndige smagere. Den har hidtil været soglt til 59 -på tilbud! En god prosecco med fint brus, ren frisk aroma af æbler og akacie, enkel smag med god syre til sidst, balanceret af lille sødme 

    Et mærke fra Botter. et meget stort familiehus, som har leveret til Irma siden 1970erne og siden til resten af Coop.

Meditéo Rosé, Mediterrannée, kr/fl v 2: 49,50

2 fl. 99**** (4/5)Superbrugsen og Kvickly, indtil søndag 30.juni

Endnu en god rosé fra Sydfrankrig, som kan rivalisere de lidt dyrere Provence vine (for slet ikke at nævne rosé fra Italien, USA osv). Ikke smagt, men har smagt andre vine fra Boisset, hvis Provence hus leverer vinen. Vent en vin med lidt hindbær, blomst, lidt syre og masser af frugt i eftersmagen. 

Baron de Ley Reserva, kr/fl v6: 49,83

6 fl: 299, rød 2018/19, hvid og rosé 2022/23, Rioja

Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil søndag 30.juni

År efter år god moderne rød Rioja med rund fylde og indbydende duft med lidt krydderi, til den bløde side, men pæn dybde og intensitet. Mere lækker end aristokratisk, men suverænt køb til prisen.
     85% Tempranillo + 10% unik maturana og 5% graciano -to af de sjældneste druer i Rioja. 18 måneder i eg + 1-2 år på flaske. 
    Gå efter yngste udgave af hvid og rosé (2021 fik 89p/WineEnthusiast). Begge er lagret sur lie i bedste franske tradition for at bevare duften. Hvid på den lidt ordinære viura og den lidt sjældne hvide tempranillo.

7 vinkøb 50-70,-

Ramón Bilbao Rueda verdejo, kr/fl v2: 50,-

**** (4/5), Meny, indtil torsdag 6/6

Jeg har rost husets røde Rioja rigtig meget, men ikke denne hvidvin (ikke smagt de sidste par år). Til trods for, at jeg elsker druen verdejo. Vent en stor aroma, god fylde, ret bred, men med god syre under. Ikke set, men håber på 2023, evt 22. 2021 fik 88p/Peñin. 
    Ramon Bilbao arbejdede mange år med vin, før han i 1924 grundlagde et lille vinhus i Haro tæt på banegården. Huset fik et godt ry, men nok mere for pris end kvalitet. I 1999 blev huset overtaget af Zamora gruppen, der herhjemme nok er bedst kendt for 43 Licór (populær, ikke min smag), limoncello samt Mar de Prades i Galicien.  

Roi de Passage Rhone kr/fl v2: 50,-

**** (4/5), Meny, indtil torsdag 6/6
Jeg vil nødig betale mere for vin lavet i samarbejde med en celebrity -heller ikke når det som her er en fest! Hyldest til Cassidy, dressurhest for Cathrine Laudrup-Dufour. Gammelt tilbud lød på 60, så 50 er helt fair, da vinen laves af det pålidelige kooperativ Princes. Formentlig identisk med den normale Vieille Vigne. En ung (2022), fyldig Rhone fuld af frugt.  

Sant Thias hvid/rød/rosé... 55,- 

Hvid grüner veltliner, riesling, Gemischter Satz eller Pinot & Co, rød pinot noir, Østrig
Bedste KØB + **** (4/5), Rema1000, søndag-lørdag 2-8/6

Den grønne veltliner er rigtig god og har DAC (appellation) Weinviertel, et af de gode områder for veltliner. Tør, frisk og sprød, med rig aroma (pærer, citrus og fersken), egentlig ret enkel, men alt hvad du kan ønske sig til alt fra muslinger til grillede rejer og salade nicoise. 
    Ja, den er også god til såvel salat og perfekt til osten! 6*/6 i Ekstrabladet og 5*/6 fra Vinbladet. 
     Riesling har lidt mere spinkel frugt, men nydelig friskhed, tør og ganske appetitvækkende -god vin til lys forret. 
    Gemischter Satz er fra 60 år gamle vinstokke, Welschriesling, Veltliner, Traminer og Pinot Blanc. Mere aroma, jordbær, peber, fyldig, med ganske lille (4 g/l) sødme, balanceret af syre. 5* i JyskeVestkysten (årg. 2020). 
    Pinot & Co på de hvide Bourgogne-druer, blanc og gris. Tør, let, frisk og sprød. 
    Den røde er pinot noir, ej smagt.

Rosé d'Adiment, St Guilhem... 59,-

Bedste KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 4.juli

En smuk flaske med en god rosé, lukket med nydelig glasprop. Indholdet lever op til det udvendige! En lys, let rosé med pæn aroma og blød smag, som dog balanceres af en fin syre. God både med og uden mad og et rigtigt godt køb. 
    Vinen kommer fra særligt område i Sydfrankrig, St.Guilhem le Désert, som ligger i bjergene lidt  nord for Aniane, udødeliggjort af den (for) kostbare Daumas Gassac. 

San Felice Chianti Classico... 59,-

Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil søndag 30/6

En meget lav pris for flot Chianti -i andre lande koster vinen ofte over 100! Den unge Classico ses i 2021 med 91p/Parker og 92p/WineEnthusiast. 
    En fast, ganske fyldig Classico med positiv frugt med pæn dybde, god længde. Den har fine tanniner og syre, så jeg vil personligt give den 1-2 år mere, men mange vil nyde den nu til hakkebøf, pasta og pizza.   
      Modsat mange er denne vin fra eget domæne. Vingården har også hotel Relais & Chateaux + restaurant Poggio Rosso (*Michelin) og Osteria del Grigio, knap så kostbar plus flot vinbar. 



Haut-Mouleyre, Crémant Bordeaux... 59,-

**** (4/5), 365Discount, indtil onsdag 5.juni 

En tør, meget frisk og ren crémant med nydelig aroma og middel længde. Vinen fik i 2021 hhv 89p og 88p/100 fra kompetente Falstaff og WineEnthusiast. 
    Haut-Mouleyre er glimrende slot i St Émilion, men vinen sælges uden slotsnavn og laves i Eschenauers store kælder, som nok får nogle druer fra slottet.. Nydelig etiket og et rigtig godt køb -hvor meget vin på Champagne-metoden får du ellers til 59? God til studenterne. 

Théo Cattin Alsace... v. 2 fl. 69,50

2 fl 139økologisk, riesling, pinot gris eller pinot gris "Vin Orange", Alsace. Frankrig 

**** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 4.juli

Riesling -en klassisk riesling med lidt nerve og sprød friskhed, ikke top, men heller ikke grøn i stilen -2018 fik 88p/WineEnthusiast. 

Pinot Gris: Indbydende neutral og ren aroma, middel fylde trods styrken (13-14%), sprød og ganske frisk, en god madvin. 90p til 2020 i WineEnthusiast. For mig er riesling bedre, men ét point skal ikke skille os ad! 
      11 generationer af familien Cattin har siden 1600-tallet boet i Voegtlinshoffen syd for Colmar. Huset ejer og lejer 60 hektar og leverer rigtig god vin i en ret blød, rig stil. Vinene sælges under andet navn til markant højere pris hos anden importør. 

2 vinkøb over 70,-

Il Grigio Chianti Classico Riserva... 89,-

Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil søndag 30/6

Set i 2020 med 93p/Spectator og 92p/Parker. Grigio forener det civiliserede med det kommercielle i en lækker Chianti!  Dyb farve, god duft med krydderier og urter, tør, nydelig fylde og pæn længde -en god sangioveses fine tørre tanniner til sidst, men grundlæggende blød. Har godt af 2-4 år på flaske. 

    "Riserva er fra bedre druer og lagres et år i eg før tapning. Den unge 2020 vil have godt af et par år, men imponerer også. 

Chablis 1.Cru "Vieilles Vignes"... 149,- 

**** (4/5), Rema1000, søndag-lørdag 2-8/6
2022 Closerie des Alisiers. Ikke smagt, men kan se, at rigtig mange har skamrost vinen. Har set pris i Frankrig på ca. 150 (€ 20), så en "normalpris" på 400 er vildt overdrevet. 
Stéphane Brocard er søn af en vinbonde i Chablis, som i 2007 grundlagde et lille vinhus ved Marsannay 150 km mod sydøst. Han har stort set intet domæne, men købere druer fra lokale bønder til denne vin.