l'Ostal Cazes rosé kommer fra ejeren af det fornemme Lynch-Bages og er noget af et topkøb til 50.
Men i Rema1000 må vinen konkurrere med historiske vine som spanske Sangre de Toro og Königsmosel fra Tyskland.
Rema1000 har flere rigtig gode køb i denne uge. Mit førstevalg er den lyserøde l'Ostal (50), som laves af familien Cazes i deres store vinkælder i Minervois i Sydfrankrig. En sart rosa vin, som jeg nok går efter snarere end den fancy Chemin des Roses fra Provence (50).
Mere historie er der i Sangre de Toro (39), som i 1940erne var den første vin med navnet Torres på etiketten. Rema solgte den før til en 50, men nu er den endelig blevet godt køb.
Bedste KØB: l'Ostal Cazes rosé - Chemin des Roses rosé
Godt KØB: Sangre de Toro rød/hvid/rosé - Gustus rød/hvid/rosé - Königsmosel riesling
uge 27/2024
l'Ostal Cazes rosé, pays d'Oc.... 50,-
Bedste KØB + **** (4/5), Rema1000, søndag-lørdag 30/6-6/7
Lys, let og tør rosé med pæn syre og diskret, men fin aroma med flere lag, mere madegnet end mange af de mondæne (læs: dyre) rosé vine. Perfekt til en nicoise eller endog dansk frokostbord.
Jean-Michel Cazes kendes fra Lynch-Bages, 5.Cru, men har i over 20 år ejet l'Ostal i Livinière i hjertet af Minervois. Han har 60 hektar vin, men denne rosé laves af druer fra domænet såvel som druer fra andre kølige områder i Sydfrankrig. I dag ledes vingården af 4. generation, Jean-Charles Cazes, født 1974 (foto).
Familien Cazes har boet i Pauillac i Médoc siden 1875. Jean-Charles Cazes var byens bager, før han i 1939 overtog Lynch-Bages, 5.Cru. Sønnesøn Jean-Michel Cazes overtog vingården i 1973 og var også i årrække leder af Pichon-Baron, 2.Cru, som var ejet af hans arbejdsgiver, forsikringsselskabet AXA. I dag deltager hele familien i ledelsen af familiens slotte, der foruden Lynch-Bages omfatterHaut-Batailley, 5.Cru Pauillac, Ormes de Pez (St.Estèphe), l'Ostal samt Sénéchaux i Chateauneuf du Pape.
Chemin des Roses rosé... 50,-
Bedste KØB + *** (3/5), Rema1000, søndag-lørdag 30/6-6/7Fra Provence, men solgt som landvin ("Méditerrannée). Testvinder i Rema1000 (til 50) i maj 23: "Lys rosa. Attraktiv duft af hindbær og citrus. Velkomponeret smag af hindbær, honningmelon og citrus med diskret frugtsødme, lang eftersmag og en fin syrefinale. En aldeles glimrende rosé", skrev Skovenberg i Vinbladet. Jeg foretrækker dog l'Ostal Cazes ovenover.
Sangre de Toro rød/hvid/rosé... 39,-
Godt KØB + *** (3/5), Rema1000, søndag-lørdag 30/6-6/7
Helt ok spanske vine i den brugervenlige stil, som ikke gør fortræd. Rød på 60% garnacha/40% cariñenamed middel fylde, let krydret næse, tør og blid i smagen. Hvid er tør, enkel med pæn frugt. Rosé er tør, men ikke smagt. Den røde kaldes "Original", fordi Sangre de Toro var den første vin, Torres solgte på flaske i 1940erne. I dag bruges navnet Torres slet ikke til Sangre de Toro, som sælges som spansk vin, ikke katalonsk. Vinene kommer (vistnok) stadig fra Katalonien. Hidtil solgt til 55, temmelig høj pris for vinen i butik, der kalder sig discount. Foto: "Tyreblod" anno 1976, mens ordet Torres stadig prydede etiketten. Navnet? "Tyreblod" med et lille lån fra den ungarske vin af samme navn (Egri Bikaver), som i en discount udgave i 1970erne blev til Irmas "Okseblod".
Gustus rød/hvid ... 50,-
Shiraz eller Chenin blanc "Special Reserve", Darling, Sydafrika
Godt KØB + **** (4/5), Rema1000, søndag-lørdag 30/6-6/7
Königsmosel Riesling... 40,-
Godt KØB + *** (3/5), Rema1000, søndag-lørdag 30/6-6/7
En halvsød (35g/l) vin med lav alkohol (8,5%), men en frisk syre og god frugt giver vinen en vis kvalitet -en god begyndervin og et godt køb!
Den har også fået ros (91p/100 fra utroligt gavmilde smagere), og du kan også finde absurd høj pris på en webshop (99,95!) for en sødlig, men rimeligt frisk daglig Mosel, som koster 50-60 kr i Sverige.
"Kongens Mosel" var ekstremt populær i Sverige fra sidst i 1800-tallet og blev leveret til det kongelige hof i Stockholm så sent som i 1990erne.
Vinen blev oprindelig solgt af den jødiske vinfamilie Maas Nathan i Mainz, som gav vinen et fint ry ikke mindst i Sverige. Da Hitler overtog magten i 1933, solgte de i hast mærket til Drathen, som hjalp hele familien til Sverige. (og i forvejen lavede vinen for dem).
Drathen havde i forvejen lavet vinen i årrække, men de gav mærket tilbage, men købte igen mærket i 1970erne. I 1993 døde den gamle Drathen, og mærket blev del af Zimmermann-Graeff i Zell, som også bl.a. leverer Peter & Peter (Meny) og Rudolf Müller (Coop).
På etiketten mangler jeg ordet "kongelig hofleverandør", men ellers er etiketten kun ændret lidt siden min ungdom!