Søg i 1300 opslag:

13/08/2023

Ugens vinkøb, som ikke snyder dig!

Køber du vin til normalpris, bliver du ofte snydt. Siden januar sidste år er mad og vin i snit blevet 21% dyrere.  

Men ofte er kun "normalprisen" sat op. På tilbud koster vinen ofte det samme som for 2-3 år siden. 

Naturligvis har Covid-19 og Ruslands krig i Ukraine gjort mange varer dyrere. Men i EU koster råvarerne stort set det samme i dag som før krigen. Men stadig ikke i Danmark, hverken mad eller vin. Og det er især normalpriserne, som har fået et gevaldigt Putin-hop! 

    Og supermarkederne er ikke glade for at sætte priserne ned igen. I stedet synes de at lave nogle særligt gode tilbud, så de ofte kan give 50% rabat (af og til mere!) stadig tjene penge. Vurderer jeg. 

    Ialt 17 vintilbud fra 25-89 kr. Kun 2 tilbud fra Frankrig, men hele 3 hver fra Chile, Italien og Spanien. Bemærk også topkøb fra "kølige" lande som Tyskland og Østrig, dvs. herlige friske hvidvine, som passer ti len lun sensommeraften. De hvide er godt spredt mellem de bedste druetyper, ikke mindst riesling. 

    Ialt er vurderet 125 tilbud fra de førende supermarkedskæder i Danmark  Alle vine er tappet i vinlandet, så vidt vides, om andet ikke er nævnt. 

uge 33/2023

6 vinkøb under 50,-

Spier "Signature", rød/hvid/rosé... 25,-

rød Pinotage og Cabernet-Sauvignon, hvid Chenin Blanc og Sauvignon, rosé, Sydafrika

Bedste KØB + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 17.august

Den laveste pris jeg har set på denne vin, der ellers tilbydes til 60  kr. Du får rigtig meget for pengene. Spier leverer polerede, kommercielle vine, mest tappet i Danmark med lige én filtrering ekstra.  

      Du skal ikke vente stor, rig "vild" aroma, men diskret fylde og poleret smag. Jeg har ikke smagt dem ofte, men husker helt god hvid chenin blanc (5* i Vinavisen i aktuelle 2022) og rund, frugtig rød cabernet, men kan se, at Pinotage har fået 5* i Vinavisen, mens rosé 2022 også har fået 5* i Vinavisen (som måske ofte er gavmilde). 

Noble House rød/hvid/rosé, kr/fl v 6: 33,17

6 fl: 199. Dr Pauly Riesling Trocken (tør) eller medium, rød Pinot Noir, Rheinhessen Tyskland 

Bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 17. august

Hvid er god tør riesling -intens, ren aroma, sprød, frisk og let, men med nydelig eftersmag. Den let sødlige har rigere aroma, men også god friskhed trods sødmen. Rød pinot med pæn frugt, middel fylde med lige en smule druesødme, men ren og god  -begge er favorit til den meget tiltalende pris. 
    Fås også som riesling rosé med let sødme og alkoholfri riesling (ej smagt).  Dr Pauly henter disse vine i Rheinhessen langt fra Mosel - men Noble House er gode køb.

    Vil du ikke købe 6, tilbyder Føtex vinene til 39. 

Bajoz Toro "Roble"... 39,-
Bedste KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 17.august

En ganske kraftig spanier med rig bærduft med kun lille antydning af eg, ret afrundet, men uden den store dybde i smagen. Men godt nok velsmagende især til prisen! Kenderne er uenige -90p fra Gilbert & Gaillard og 86p fra Peñin + 2 guldmedaljer her i 2023 (årgang 2021). 
Bajoz er mærket for Toro, som laves i gigantbodega ved Zamora ved Duero floden i Nordspanien. Huset har sit eget meget populære vinmuseum 

Trapiche "oak cask" rød/hvid/brus, v 6 fl: 41,50

6 fl: 249, rød malbec, pinot noir og cabernet, hvid chardonnay, sparkling brus, Argentina

**** (4/5), Føtex, indtil torsdag 24. august

En klasse over Banrock herover og for mig marginalt bedre end Alamos (sært nok dyrere i Danmark, mens ens uden for). Indbydende kommercielle vine uden større dikkedarer. Der er ikke meget eg i "Oak Cask" -typisk lagres 30% af høsten i eg, resten ser kun stål, og det er helt ok med mig. 
    Malbec -mørk, fyldig vin med herlig sød bærduft. Meget letdrikkelig og godt køb. Ganske lille præg af eg. 2019 90p/Falstaff. Men også cabernet og chardonnay anbefales, mens pinot er ok, hvis du ikke venter en vin med duft og smag à la Bourgogne. Sparkling er ganske ok til begynderen, men Champagne tifosi bør undgå den! 

Casa Lunardi Pinot Grigio... 45,-

Godt KØB + *** (3/5), Menyindtil torsdag 18.august
Denne tørre hvide italiener gør ingen fortræd. Diskret aroma, let og rimeligt frisk, lidt syre og til sidst en lille snert sødme (4 g/l). Vinen laves af det store Riondo kooperativ i Soave, men har Venezie som grosted -dvs. længere mod øst. Kedelig i længden -men her og nu et godt køb til 45. 

Spier "Yellow Wood", rød/hvid/rosé... 49,-

økologisk**** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 17.august

Yellow Wood er en af Spiers bedre vine og topkøb til 49. Fra det finere "Coastal" region. Den røde er Bordeaux-blend på malbec, merlot og cabernet med lidt eg -afrundet, fyldig, men ret blid (5*/Vinavisen), mens den hvide er på chenin og viognier -meget frisk og frugtig, tør- mens den lyserøde er tør, lavet på shiraz, men ej smagt. Vinene er tappet i Sydafrika. 

7 vinkøb 50-70,-

MontGras "Antu" rød/hvid... 50,-
Rød cabernet-sauvignon, carmenère og syrah, hvid chardonnay, Chile
Bedste KØB + ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 24.august

Anti er fra bedste regioner til hver sin drue. Syrah fra Ninquén, den første såkaldte "Bjerg vinmark" i ChileYppig, flot frugt (bær/blomme, lidt krydderi), afrundet, fed og lang, fast til sidst, med god længde. 2019 fik bl.a. 93p/Descorchados, 93p/Tim Atkin, 91p/James Suckling og 88p/Parker. 
Cabernet (med lidt carmenère) også fra Ninquén. En fast, kraftig og smuk vin. 2018 og 19 har fået 94p/Descorchados, men kun 90p/TimAtkin.
      Carmenère er fra "Cabaña Blanca" i Peumo. Lige så kraftig som cabernet, med rig aroma af kaffe/krydderi/urt, ret frisk, men afrundet og lang. Jeg synes ofte, den er bedst efter 4-5 år, men faktisk også flot nu. 2020 er valgt som Top 10 carmenère i Drinks Business. 
       Chardonnay er fra Rotunda i den del af Casablanca, der er tæt på det kølige Stillehav. Ikke så overbevisende som de røde -fed, rig, men pæn længde og med lidt syre

Lenz Moser hvid/rød... 50,-

Riesling, Grüner Veltliner eller blauer Zweigelt, Østrig 

**** (4/5), Netto, indtil fredag 18.august

Frisk og let Veltliner med rig aroma og stor friskhed -ikke veltliner i top, men flot til denne pris. Den hvide Riesling er ikke smagt, men burde være mere diskret i aroma, lettere og endog friskere -bedst med mad. Rød er letbenet, men mørk og frugtig (kun smagt én gang). 

       Det var Lenz Moser (1905-78), der revolutionerede vindyrkningen ved at lade vinplanterne vokse højt og med større afstand mellem planterne. Det betød mindre arbejde og beskyttede druerne mod frost. Hans metoder ses i dag over hele verden.

 

Amaral hvid eller sparkling... 50,-

Tør brus, chardonnay eller sauvignon hvid, Chile 
**** (4/5)Føtex, indtil torsdag 24.august

Fra Montgras's vingård i det kølige Leyda blot 12 km fra Stillehavet, lette sprøde og friske -slet ikke ulig god New Zealand! 

Sauvignon er lækker, fjerlet, rig aroma og sprød syre (2021 har fået 91p/Descorchados). Chardonnay ej smagt (2020: 90p/Descorchados). 
Brus er 85% chardonnay og 15% sauvignon med gæring på tryktank som Prosecco og Asti, lagret 4 måneder med bundfald (mod normalt nogle uger). Der tappes blot 3000 kasser af denne vin med 91p/Descorchados, som bør være aromatisk, tør, frisk og sprød. Et godt bud på bobler til sensommerfest eller konfirmation.  

Faustino V, Rioja Reserva, kr/fl v 2: 50,-

2 fl: 100, fås også Rioja hvid og rød (3-4*), Spanien

**** (4/5), Føtex, indtil torsdag 24.august 

God Rioja med indbydende aroma, begyndende modenhed, rund fylde og pæn eftersmag. Stadig lidt bid, så et par år på flaske vil kun gøre vinen bedre. Set i 2015, som har fået 89p af gode kritikere som Peñin og Atkin og koster 70-80 kr i Spanien.      
      Faustino er noget med romertal! Den røde V er Reserva, lagret på både eg (18 måneder) og flaske, mens den hvide V er rigtig god , men uden eg. 

Føtex tilbyder også Faustino I Gran Reserva (109, 5* + bedste køb), p.t. 2011, som tidligere år meget overbevisende til prisen. Har godt af 1-3 år på flaske. 

Dr Pauly-Bergweiler "Premium", kr/fl v 6: 53,17
6 fl: 319, 2022 Riesling Trocken (tør) eller Riesling Kabinett (sødlig), Mosel, Tyskland

**** (4/5), Bilka, indtil torsdag 17. august

En rigtig god storebror til Noble House. Forskellen er klar: druen riesling fra selve Mosel (modsat Noble House fra det billigere Rheinhessen). 
    Måske er den sødlige Kabinett lidt for sød for puritanere, men den har herlig aroma og sprød  syre. Foretrækker selv den tørre "Trocken", som stadig har nogle gram restsødme, som kun gør godt for smagen, som har rigtig meget riesling flint og aroma. Testvinder i Vinbladet.  

Fontanafredda barbera eller chardonnay.... 59,- 

**** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 17.august
Moderne Piemonte fra Fontanafredda.Den røde barbera (Alba) har rig frugt i næse og mund, plus fasthed og rustik fylde. Perfekt match til solide gryderetter og andet godt. 2019 får 88p af Spectator, og den aktuelle 2020 er formentlig lige så god. Topkøb. 
      Hvid chardonnay (Langhe) har ingen eg, men god aroma, sprødhed og stil.2020 fik 5* + ugens bedste køb i Ekstrabladet, mens 2019 fik 89p/Spectator. I dag årgang 2021/22 -og det skal du ikke være ked af. Druerne købes ind i Langhe, dvs. Barolo og omegn. 
    NB: Coop tilbyder også en superb Barolo Fontanafredda 2018 (149, 5*).

GM, Aix en Provence rosé... 59,-

**** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 17.august

En nydelig 2022 rosé med diskret frugt, tør, middelfyldig og ren smag -simpel, god madvin. GM står for Gabriel Meffre i Gigondas, som også leverer Chasse Rhone. Etienne Meffre leder huset. Generelt pålidelig vin. 

4 vinkøb 70-100,-

Marques de Riscal, Rioja Reserva... 79,95

Bedste KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 17.august

Set i 2018. I Alicante og València så jeg denne vin til 18€ (135 kr), så Meny har et topkøb!  

      Riscal blev skabt i 1858 af markis'en med vinmager fra Bordeaux og blev så populær, at flaskerne flaskerne blev udstyret med trådnet for at forhindre forfalskninger (dengang ikke gimmick!). 
    I dag bør der være nok vin til alle, for familien leverer mere end 5 millioner fl/år alene af reserva'en, fra eget domæne + indkøbte druer. En ikonisk vin i Bordeaux-stil. 
     2018 fik 93p/Peñin (måske lidt rigeligt), men vinen er tilbage i topform! Ganske fast, lidt lukket næse, men indbydende og rig, middel til stor fylde, pænt lang smag. Men... den mangler lige 2-3+ år for at være helt i top. Vinen fik også 91p + ugens bedste vinkøb i DinVinguide. 

Il Grigio, Chianti Classico Riserva... 89,-

**** (4/5), Føtex, indtil torsdag 24. august

Set i 2019/20. Den røde Grigio er år efter år en overbevisende Rieserva, som dog fortjener 2-3 år på flaske for at blive perfekt. For Robert Parker (ved Monica Larner) er Grigio en af Italiens "ultimativt bedste køb".
      Grigio er en af Sallings gamle favoritter og en Riserva, der forener det civiliserede med det kommercielle i en lækker Chianti! 
      Dyb farve, god duft med krydderier og urter, tør, nydelig fylde og pæn længde -lidt tør tannin til sidst, typisk sangiovese, men grundlæggende blød. 
      Riserva er lagret 2 år i store + små fade, årligt 250-300.000 flasker.

Riesling Grand Cru Altenberg ... 89,- 
Alsace, ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 17.august

Meget klassisk og sprød riesling fra Arthur Metz (engang mit favorit hadehus!), et af mange mærker fra Helfrich's Grands Chais de France (GCF), som engang var bedre til design end at lave god vin. I dag har de fået egne domæner og har faktisk flere gode vine over hele Frankrig. 

       Der er (mindst!) 3 "Gamle Bjerg" i Alsace, denne ligger ca. 20 km stik vest for Strasbourg og er 29 hektar blid skråning. Ikke en af de bedste grands crus. 2020 er en ganske flot vin med masser af aroma med lidt citrus og urt, middel fylde, tør, lidt frugt over syren -en god  ledsager allerede nu til rigtig mange retter, som syren vil udfordre. 2019 fik 17,5p/20 fra Oldenburg. 

Undurraga "T.H." syrah eller sauvignon blanc... 89,-

Chile, ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 24.august

Kraftig syrah med overdådig frugt, ganske kompleks, god dybde og fin længde med blød tannin. Herlig tør sauvignon blanc, som matcher en langt dyrere vin fra New Zealand -frisk og sprød, lang smag. Parker gav 93+p/100 til syrah i 2019,  mens den hvide sauvignon fra Lo Abarca 2020 fik 92p og 2019 91p. Andre smagere er helt enige. Så mange points koster normalt dyrt! "T.H." for "Terroir Hunter", dvs. fra særligt gode områder -og bedre vin. 
    Undurraga er grundlagt i Chile 1885 af baskiske indvandrere, som det specielle navn antyder. Huset var hurtig med eksport til USA, og allerede i 1975 solgte Erik Sørensen Vin Undurraga, som dog i 90erne gik konsumvejen, men har nu igen topvine som TH.