Søg i 1300 opslag:

29/04/2023

Bilka: Sjælden rød fra Granada og Pingus' fætter!

To spanske vine topper Bilka's vinfestival, som endnu engang viser, at Spanien kan noget, når det gælder flot vin til lav pris. 

Nu vil jeg ikke kalde PSI for et fund til 249, men sammenlignet med andre vine til samme pris -fra Bordeaux over Bourgogne til Barolo og Brunello får du simpelthen mere for pengene. Og så dufter den lidt af Pingus, lige som QS2, andenvinen til Sardonia, som fås på flot stor flaske (150cl, 399).  

     Men også Calvente's Guindalera fra Granada er flot til prisen (69), en vin fra vingård, som venner besøger jævnligt, når de er på Costa del Sol. 

     Bilka har også en god Chateauneuf du Pape (119) og Gemma Barolo (109). Samt altid gode køb som Noble House (39 for tysk rød/hvid/rosé + også riesling uden alkohol) samt Rhone fra Vidal-Fleury.  

Bedste KØB: Guindalera Granada - Pingus PSI - Noble House rød/hvid - Montgras de Vine rød/hvid
Godt KØB: Sardonia "QS2" Magnum - Louis Bernard Chateauneuf du Pape Ironstone rød/hvid/sød - Gemma Barolo

Guindalera, Granada... 69,-

Bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 11.maj

En rigtig god og ret sjælden spansk vin fra højt liggende vinmarker (900-975 meter) i bjergene over "Solkysten" -faktisk på den smalle vej mellem Nerja og Granada. 
      Her har historisk groet Màlaga vine på moscatel (og den er god!). Guindalera er 4,5 hektar plantet med hele 5 druer: Bordeaux' cabernet, merlot og petit-verdot + Rhone's syrah + Spaniens tempranillo. Crianza lagrer et års tid i små egefade før tapning. 
    Dyb farve, indbydende ret åben aroma med bærfrugt og krydderi, ret blød men med lidt mineraler bagved, fyldig og pænt lang, men rimelig frisk for en vin groet nær Màlaga! 2018 har fået 90p af Guía Peñin. 

     Vinen har været solgt i Føtex og Bilka i et års tid. Også storebror Castillejos Reserva, som er marginalt bedre, men for mig slet ikke merprisen værd (129-199 kr). 

Pingus "PSI", Ribera del Duero... 249,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 11.maj

PSI er et græsk bogstav (udtalt PS), som ligner vinstokken på etiketten til forveksling. Vinen laves af Pingus, men druer hentes hos vinbønder i andre dele af Ribera del Duero -derfor er mængderne også markant større (345.000 i årgang 2019). 
    Vinen er i nye årgange fremragende, tæt på Flor og slet ikke så langt fra Pingus. 
      Mange har en tendens til at gemme disse vine længe. Det er sjældent fornuftigt -PSI er for mig en 5-6 års vin, mens Flor (og Pingus) sjældent bør gemmes mere end 10 år.  Kender ikke årgang, men 2020 fik 94p/Guía Peñin og 93p/TimAtkin, 2019 fik 93+p/Parker. 

Sardonia "QS2" Magnum... 399,-

Godt KØB + ***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 11.maj

Meget dyb; rig aroma af bær (kirsebær mv) og lidt blomst, middel til stor fylde, pænt lang -afrundet og ligefrem, snarere end udfordrende. Kender ikke årgang, men sådan smagte 2018. Nydes gerne kælderkold. 

       QS2 er 2.vinen til Sardonia, en ejendom ved Duero på grænsen til Ribera del Duero (men blot "landvin"). Klimaet er lidt lunere end det meste Ribera, men vinen nyder fremragende ry og vinen får uanset årgang 92-94p/100 af førende kritikere.  
      Vingården blev stiftet i 1998 af Peter Sisseck (se herover) med nogle venner (der havde penge), men ejes siden 2010 af Terras Gauda, et stort firma i Galicien, kendt for bl.a. Rias Baixas. Så Peter Sisseck har ikke længere nogen direkte indflydelse her! 
      Et godt køb (international pris 202 + moms). Men Nemlig.com sælger 75cl til 360 kr, og så er en Magnum til 399 pludselig et godt køb. 

Louis Bernard Chateauneuf du Pape ... 119,-

Godt KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 11.maj

Bilka solgte vinen sidste år til 230 kr, så 119 er en meget fair og lav pris for ok Chateauneuf! 2020 ikke smagt, men holdt meget af 2019, en blid, stærk vin med god frugt og pæn balance. Denne vin fik 90p af Spectator. 
      Parker har givet ældre årgang 89-91p. I den stærke ende (15%), hvad dog passer godt til grenache. Giv den et år og nyd inden for 5-6 år. 

Cotes du Rhone, Vidal-Fleury rød/hvid, kr/fl v 6: 58,17

6 fl: 349. *** (3/5), Bilkaindtil torsdag 11.maj

Jeg havde den som godt køb + 4* for nogle dage siden, men har siden været i 2 Bilkaer og set vinen. Det er (desværre) årgang 2015, dvs. med 7-8 år bag sig. Og det er meget! Vinen er sikekrt stadig ok, men nok lidt løs i koderne -jeg vil ikke købe den, desværre. Men mange vil nok elske den!  

     Elsker ellers denne klassiske etiket fra historisk (1781) hus i Côte Rôtie. En ung Guigal begyndte sit arbejdsliv her, siden gik han solo, fik succes -og købte sin egen arbejdsplads. I dag bruges mærket til sekunda vine fra Guigal. 
     Den hvide er viognier + hvid grenache, lagret sur lie. Ikke smagt, men burde være frugtig med blomst, tør og frisk. nydes ung

Rød er storebror til Ventoux og GSM fra samme hus, men har ikke smagt denne vin i 20+ år! Husker den som god. Set 2 gange i 2015, men måske...? Kan du finde 2019 elleer 2020, så du får den rene friske grenache duft og lidt bid fra syrah og mourvèdre til at supplere den gode fylde. Vinen laves traditionelt og får en snert eg (30%) før tapning. 

Dr Pauly "Noble House" rød/hvid, kr/fl v 6: 35,83

6 fl: 215. Riesling Trocken (tør), medium eller 0 alkohol, rød eller rosé Pinot Noir, Rheinhessen Tyskland 
Bedste KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 11.maj

Dr Pauly henter vinene i Rheinhessen langt fra Mosel - men jeg holder meget af vinene, som er ren og druetypiske -har dog ikke smagt rosé (hvid riesling!) eller den spritfrie Riesling, som meget vel kan være godt bud på drikbar vin uden alkohol. 
     En god tør riesling -intens, ren aroma, sprød, frisk og let, men med nydelig eftersmag. Den let sødlige Noble House har næsten mere aroma, men også god friskhed. Også rød pinot med pæn frugt, middel fylde med lige en smule druesødme, men ren og god  -begge er favorit til den meget tiltalende pris.

Ironstone rød/hvid/sød ... 50,- 

rød Zinfandel "old Vine" eller cabernet, hvid chardonnay, sød Obsession Symphony, Lodi California 

Godt KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 11.maj

Zin er bedst med krydret fylde og pæn duft, helt igennem ok vin med nydelig længde. Cabernet er bestseller, men ikke så interessant, mens eg kun har smagt chardonnay én gang (og ikke husker den). 
     Den hvide "Obsession" på druen Symphony (en 1948-krydsning af muscat med grenache gris) er sød og let aromatisk, en poppet vin, som mangler syre -for mig. Andre er mere glade! 
     Jeg har aldrig rost Ironstone nok, da jeg i reglen er glad for familieejede vinhuse, og Ironstone er 100% familieejet og drevet,  grundlagt 1948 og stadig ejet af familien Kautz. Vinene er god, men desværre ikke mere end det. 

Til samme pris Barefoot California (rød/hvid/moscato mv, 50, 3*). 

Ironstone Zinfandel Reserve .. 79,- 

Zinfandel Old Vine eller Chardonnay, Lodi California 

**** (4/5),  Bilka, indtil torsdag 11.maj

Flot rød med fløjlsagtig fylde og krydret duft, som dog har nuancer og dybde. Fås også som hvid chardonnay, som jeg ikke haft lyst til at købe. 

Gemma Barolo... 109,- 

Godt KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 11.maj

Gemma er helt ok Barolo. Typisk murstensfarve og interessant duft med læder og frugt, en vis stramhed, men med en moderne Barolo’s bløde tanniner. Den kræver 3-5 år og vil nok leve i 10-15 år. Set i 2018, som trods regn i juni bød på idéelt vejr med lune dage og kølige nætter. 
     Søren Frank giver i ”Barolo” Gemma 3*, det samme som Oddero og andre velkendte huse -og mere end f.eks. Batasiolo. Jeg er ikke enig med Søren Frank om alt, men trækker lidt på ham, da jeg ikke er Barolo-tifosi! Jeg foretrækker til hver en tid Gemma’s kommercielle, fyldige stil for fanatikernes  supertannin-vine med lys farve og bidende syre.

Til samme pris Cadis Amarone (109, 4*), pæn og nydelig uden spræl. Letbenet for Amarone, men ok køb. 

Ontañon Rioja Reserva... 99,- 

**** (4/5),  Bilka, indtil torsdag 11.maj

En ambitiøs bodega i Rioja med lille museum og vin fra egne vinmarker (95% tempranillo, 5% graciano). Kun smagt et par gange og fund etrigtig god, men til 100 ikke just topkøb. 

     Vinen importeres for Bilka af Laudrup, der også leverer flere andre vine fra samme ejer, bl.a .Rippa Dorii  og Mantrús Ribera del Duero, som ofte er bedre køb (har købt til under 50 kr).

MontGras "De Vine", rød/hvid/rosé, kr/fl v 6: 33,17

Chile, bedste KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 4.maj

Reserva er ét trin op fra bunden, men meget langt fra toppen. "De Vine" er rigtig god til prisen, men ikke mere -du skal købe Amaral og "Day One" for at få noget særligt -altså når de er på tilbud! 
      Etiketten viser et vinblad og vil muligvis vise, at vinen kommer fra vinplanter. Men "De Vine" er topkøb til 39 kr. Trods teksten på web er kun lille del lagret i eg (kun 10% af pinot'en!). Cabernet fra det lune Maipo, Colchagua og naboer er god, som også de hvide, ikke mindst sauvignon'en især fra det kølige San Antonio.  

Stellenhof rød/hvid/rosé, kr/fl v 6: 33,17        
6 fl: 199. ** (2/5),  Bilka, indtil torsdag 11.maj

Foretrækker langt "De Vine" herover. Men flere venner er glade for denne let sødladne, stærke (15%) rødvin, som dog (trods en lille sødme) er ret slank i smagen. Så jeg har smagt  den flere gange og trøster mig med, at vinen trods alt eer bedre på glasflaske end i pap/plastikpose. Rosé og hvid ikke smagt. 
      En "single vineyard", men bestemt ikke fra Stellenbosch. Men Stellenhof er ikke et  fantasinavn, men et smukt resort ved en elefantpark. ligger dog ikke i Stellenbosch og forresten heller ikke i Swartland, hvor vinen kommer fra. Stellenhof ligger faktisk én fuld dagsrejse længere mod øst (600 km) -meget langt fra nogen form for vinmark -i særdeleshed Stellenbosch!