Søg i 1300 opslag:

10/04/2023

Billige vine er bedst i denne uge!

En god billig hvidvin fra Sydafrika (Lidl) og god riesling og pinot noir fra Tyskland i Netto er lyspunkter i denne uge, hvor også en Rhone til 39 er værd at købe. 

I de fleste uger har jeg svært ved at begrænse mig til 20 vine, men i denne uge er der langt mellem de gode tilbud -og flere kæder -som Coop og Føtex- har slet ikke nye tilbud på vin. 
Så ugens vine er til at overskue! 
Uge 14/23

Bedste KØB: Dr Pauly "Noble House" rød/hvid - Rhone Louis Bernard - Sydafrika hvid chenin/rød merlot-cabernet - Cono Sur "Organic" rød/hvid 
Godt KØB: Grant's Whisky - Ventoux "Vidal-Fleury" - Faustino V Rioja - Muscadet "Saint Vincent"

Dr Pauly "Noble House" rød/hvid... 39,-

Riesling Trocken (tør) eller medium, rød eller rosé Pinot Noir, Rheinhessen Tyskland 

Bedste KØB + **** (4/5), Netto, indtil fredag 14.april

En god tør riesling -intens, ren aroma, sprød, frisk og let, men med nydelig eftersmag. Den let sødlige Noble House har næsten mere aroma, men også god friskhed. Også rød pinot med pæn frugt, middel fylde med lige en smule druesødme, men ren og god  -begge er favorit til den meget tiltalende pris.            
     Dr Pauly-Bergweiler henter vinene i Rheinhessen langt fra Mosel - men alle Noble House er rigtig gode køb.

Cotes du Rhone Louis Bernard... 39,-

Bedste KØB + **** (4/5), Netto, indtil fredag 14.april

Smagte flere årgange sidste år, da Føtex/Bilka havde den på restsalg (halv pris = 35,50). En god typisk grenache Rhone med lidt bid til sidst. middel fylde, god frugt med fine bær og krydderi, lidt blomme i smagen og ren, afrundet eftersmag med lidt fasthed gr sin ungdom. God madvin. 
     Kender ikke aktuel årgang, men 2020 fik 88p/Spectator, umådeligt flot til denne pris. Faktisk højere rating end den langt dyrere Rhone fra Guigal , som Netto sælger til 75 (!). 

Guigal, Cotes du Rhone... 75,-

Set i 2016, **** (4/5), Netto, indtil fredag 14.april

Drikker lige så gerne Louis Bernard til 39, men ved, mange vil foretrække den polerede Guigal. Men ærligt talt -du kan få næsten 2 flasker for én Guigal. Så meget for et kendt navn! 
     Guigal er nok kongen af Cote Rotie (som er god og dyr), men over halvdelen af hans salg er denne vin, som der årligt tappes 4-5 millioner flasker af! Vinen ser en del eg, som fjerner enhver skarp kant. Havde håbet på yngre år end 2016 -måske 2019? 
      En typisk lagret Rhône med intens frugt (brombær, krydderi), middel til stor fylde og silkebløde tanniner. Lige dele syrah og grenache/mourvedre med lidt tid i store egefade

Grant's Whisky "Triple Wood"... 99,-

Godt KØB + **** (4/5), Nettoindtil fredag 14.april

Livet er for kort til billig whisky, men skal det være, har jeg et par favoritter. Jeg gik længe i en stor bue uden om Grant's. Engang med tilnavnet Stand Fast (og jeg modstod den!), siden Family Reserve (og den overlod jeg til familien) og nu igen Stand Fast + tilføjelsen "Triple Wood". Og slet ikke så ringe længere, bl.a. 89p/WhiskyAdvocate i 2018. Set til 79 sidste år, men 99 er også god pris. 
       En blid, frugtig whisky med spritten godt camoufleret af let sødme. ”Triple Wood” betyder lagring i 3 slags eg -ny eg, fade brugt til Bourbon og ældre fade, dvs. kun amerikansk eg. Men stadig kun lagret 3-4 år i eg. 

Chenin Blanc eller Merlot-cabernet, kr/fl v 6: 28,17

6 fl: 169, hvid Chenin Vredebosch, rød Merlot-cabernet, Sydafrika (tappet i Tyskland) 

Bedste KØB + *** (3/5), Lidl, torsdag 13/4-lørdag 15/4 

Jeg kunne virkelig godt lide chenin med etiket Vredebosch (såvel som forgænger Cimarosa), som har 
indbydende frugt, sprød, tør og frisk, middel fylde, pæn dybde -meget appetitvækkende og til prisen svær at overgå! Den røde merlot med cabernet er ikke smagt, men med 14% alkohol slipper du for sm ag af umodne druer. Nok ret forglemmelig, og mere kan ingen forlange til denne pris. 

Ventoux "Vidal-Fleury", kr/fl v 6: 49,83

6 fl: 299. Godt KØB + **** (4/5), Bilkaindtil torsdag 13.april

Ventoux er kendt mere for Tour de France end sin vin, som ligner naboen Rhone, men i reglen (men ikke altid) billigere. Denne vil lidt mere. Set i 2019, men også set i ældre år som 2016, som jeg ikke vil købe.
     Vinen gror på de blide bakker omkring Carpentras. Ligetil, fyldig, åben krydret duft, ukompliceret, moden nu, blød. En ung Guigal begyndte sin karriere i dette historiske (1781) hus. Han fik succes -og købte i sin alderdom huset Vidal! 

Faustino V, Rioja Reserva, kr/fl v 6: 46,50

6 fl: 279, fås også Rioja hvid og rød (3*), Spanien

Godt KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 13.april
Prisen er lige steget med 5 kr/fl, men er stadig rigeligt prisen værd (og lidt til). 
Rødgod Rioja med indbydende aroma, begyndende modenhed, rund fylde og pæn eftersmag. Stadig lidt bid, så et par år på flaske vil kun gøre vinen bedre. Set i 2015, som har fået 89p af gode kritikere som Peñin og Atkin og koster 70-80 kr i Spanien.      
      Faustino er noget med romertal! Den røde V er Reserva, I er Gran Reserva med 2 år i eg og flere år på flaske, mens VII er den helt unge uden eg. Alle er god klassisk Rioja.  

Ripasso "Rocca Alata"... 59,-

*** (3/5), Bilkaindtil torsdag 20.april
"En god nyhed til dig", mener Bilka. Ikke smagt, men så den i Netto i januar, og mon ikke vinen er meget tæt på Cadis Ripasso, som laves i samme kælder og kunne fås sidste år til 50? 
Rocca Alata er et mærke fra kooperativet i Soave, som leverer vinen. Dvs. en middelfyldig vin med nydelig bærfrugt og let sødme (6 g/l). 


Cono Sur "Organic" rød/hvid... 49,95

økologisk, rød cabernet-blend 2020 og 2021 pinot noir, hvid chardonnay og sauvignon, Chile

Bedste KØB + **** (4/5), Meny, indtil søndag 30.april

Cono Sur ("Det sydlige Hjørne") laver rigtig god vin i alle klasser, og de laver en masse af det, så prisen er (til glæde for alle) særdeles rimelig! 
      Kun et par smagt, men pålidelige kendere er begejstrede -især måske for de røde: cabernet-blend (50% cabernet, 50% carmenère og syrah) -kraftig, meget frugtig, afrundet, god længde- og pinot noir -masser af rød frugt, middel fylde. 2021 fik 90p/TimAtkin.
       De hvide er marginalt mindre fremragende: sauvignon med sin aroma og sprøde friskhed er dog bedre end chardonnay. De hvide er fra San Antonio nær det kolde Stillehav, mens de røde er fra det lunere, men gode Colchagua. Vinene kan nydes nu.  
Cono Sur's pinot kælder

Cono Sur har været basis for Meny's Chile vine i mange år. Huset ejes af Concha & Toro (Coop), men drives separat og har 1300 hektar vin, ikke mindst pinot noir, en specialitet (og med 7 millioner fl/år også en af Verdens største producenter!). Desuden købes vin og druer til 30 millioner fl/år. 90+ % er god dagligvin som "Bicicleta" -af topvinene laves mikroskopiske mængder. 
     Motto for det unge (1993) hus er "Ingen stamtræer, ingen støvede flasker, blot kvalitet", og det betyder hypermoderne kældre med mere stål end eg og mere frugt end tørre tanniner i glasset. Men med årene er der kommer flere egefade, og knap 30 år betyder også visse traditioner! 

Muscadet "Saint Vincent", kr/fl v 6: 74,95

2020 sur Lie, Sévre & Maine, norm: 119,95

Godt KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 8.juni

En god Muscadet er en perfekt forårsvin -ren, sprød og frisk, helt neutral -og en vidunderlig ledsager til kammuslinger eller østers. Har gode minder om Irma's Marinière (som af og til ses til 50!), der kommer fra kooperativ. Har ikke smagt denne, som kommer fra Michel Delhommeau, en privat vingård. Den får 90p af Jyll.Posten i febr.23: 
     "Maner enhver fordom om Muscadet i jorden. Dansende, perlende, fjerlet struktur med en cremet kant og frisk sprødhed i forening. Frugten er cool og fuld af ølgær, havbrise, grønne æbler, citrus og hvide blomster. Tilmed et salt bid i finalen." Flotte ord.