Søg i 1300 opslag:

13/04/2023

Coop: Herlig Barolo-nabo og flot vin fra Sydamerika

Herlig Barolo-lillebror fra kongeligt jagtslot og en zinfandel blandt de få tappet Over There er blandt de bedste køb i denne uge. Plus som altid et par vine fra Chile og Argentina! 

Store underskud har tvunget Coop til at sætte priser op -men der er stadig masser af superkøb i disse uger. 

     Fontanafredda's Barolo er god, men mange vil nok foretrække vingårdens fine barbera og chardonnay (49,83 v 6). Simple, men gode vine, men uden klassen i Signos cabernet, en biodynamisk topvin fra Chile (89), som effektivt sætter min argentinske favorit Mascota (55) på plads. 

     En klassisk Clay Creek zinfandel fra California er værd at smage (59), mens du kan nøjes med 30 kr for Hardy's VR Shiraz fra Australien. De hvide er lige så gode -tør Flaxbourne sauvignon fra New Zealand (59) eller Altenberg Alsace Grand Cru på riesling (99).    

Bedste KØB: Fontanafredda barbera/chardonnay - La Mascota rød/hvid - Emiliana "Signos", Single Vineyard - Clay Creek zinfandel/viognier - Rhône "Nobles Dames des Treilles"

Godt KØB: Terrunyo carmenère - Trivento "Golden Reserve" malbec - Flaxbourne sauvignon blanc - Celeste Ribera del Duero - Amaluna sparkling brut - Riesling Altenberg Grand Cru - Orvieto Classico Cecchi - Siglo Saco Navarra - Hardy VR rød/hvid - Adobe organic rød/hvid - Casillero del Diablo rød/hvid/rosé - Memoro rød/hvid/rosé

Fontanafredda rød/hvid, kr/fl v 6: 49,83 

6 fl: 299, Barbera d'Alba eller hvid Chardonnay Langhe, Italien
Bedste KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly,  indtil torsdag 27.april

Moderne vin fra det klassisk Piemonte! Jeg holder meget af den røde barbera, som har rig bærfrugt i næse og mund, plus fasthed og rustik fylde. År efter år en herlig vin, som er perfekt match til solide gryderetter og andet godt. 2019 får 88p af Spectator, 2020 var rigtig god og den aktuelle 2021 er nok lige så god. . 

      Hvid chardonnay (Langhe) er uden eg, men god aroma, sprødhed og stil. Ikke så overbevisende som den røde, men indbydende og frisk. 2020 fik 5* + ugens bedste køb i Ekstrabladet. I dag forhåbentlig 2021 eller 2022. Druerne købes ind i Langhe, dvs. Barolo og omegn. 
     Fontanafredda er et en stor historisk ejendom, som i 1858 blev købt som jagtslot for Vittorie Emmanuele II, konge af Savoyen, som i 1861 blev konge af den nye stat Italien. Fontanafredda blev siden en af de største vingårde i Barolo. Siden 2008 har det tilhørt Oscar Farinetti, som året før havde købt naboen Borgogno, takket være formue tjent på bl.a. restaurant kæden Eataly. Vinene er i de senere år blevet særdeles gode, mens priserne stadig er særdeles rimelige. 

La Mascota rød/hvid ... 55,-

Rød cabernet-sauvignon eller malbec, hvid chardonnay, Argentina
Bedste KØB + ***** (5/5) Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 27.april

Pris er lav for så god en vin! Nye årgange af såvel cabernet som malbec får omkring 90p/100 af pålidelige (lokale) Descorchados, flot for en vin til 55 (og prisen har endog været ned omkring 40, før Brugsen opdagede, hvor mange penge de tabte!). 

      Chardonnay vil med aroma og fylde tiltale chard-fans. 

    Jeg foretrækker de to rødvine: lækker malbec med frugt og friskhed, og cabernet er også rigtig flot. De røde har dyb farve, silkebløde tanniner med fin frugt, lidt mere krydret i cab'en. 
      Vingården er kreeret af Rodolfo Sadler, som også står bag den gode OPI, en kommerciel i den bedste forstand. Mascota er en tak bedre. Den laves i lidt mindre mængder på basis af finca La Mascota (foto). 

Emiliana "Signos", Single Vineyard... 89,- 

cabernet-sauvignon eller pinot noir, øko +  biodynamisk, Chile 

Bedste KØB + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 27.april

Fra Emiliana's biodynamiske 800 hektar vingård, en selvstændig del af giganten Concha y Toro. Vine fra særlige parceller i ret små mængder, typisk 15-20.000 flasker af hver. Vinene laves af  Noelia Orts (foto), en kvindelig vinmager fra Alicante i Spanien.   
      Cabernet 2018 eller 19 fra "Morros" marken i Maipo nær Santiago. 2017 får 93p/Descorchados, 5* af Rydberg i EB og 17p/20 af Oldenburg med ordene: "en blød, overvenlig og fyldig rødvin, der som klassisk Maipo-Cabernet strutter af udsøgt saft, solbær og charme. Den er ikke så kompliceret, bare mild og lækker, uden spor af egetræ eller syre, en gennemført pleaser. Den er vinhyldens artige, muntre, fyldige dreng – der ovenikøbet smager godt."
      Pinot noir fra "Rincón" ved Valparaiso nær det kolde Stillehav, et klima, som kan give pinot så god som New Zealand og Oregon -men til priser, så vi kan være med! Den aktuelle 2021 fik 91p/JamesSuckling samt 5* af Rydberg i SpritNyt med ordene: "En del urtede noter i duften. Saftig og let i udtrykket med jordbær, hindbær og strejf vanilje. Imødekommende og næsten som saftevand på den gode måde."
      Jeg har også set 2018 syrah, som er lige så fremragende. 

Clay Creek rød/hvid... 59,-

rød Zinfandel Old Vine, hvid Viognier, Lodi California
Bedste KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 27.april

Clay Creek er blandt de blot 10-15% fra Californien, som rent faktisk er tappet Over There, og det smages i form af mere frugt og bid i eftersmagen -slet ikke ringe, og tæt på fund til 59. 
     Jeg har kun smagt den røde én gang, men husker den som typisk fuldblods zinfandel i den mere blidere ende, dvs. styrke og længde, men med det vilde i kontrol! Men svær at slå til 59. 
     Har ikke så meget tillid til den hvide viognier, men giv den en chance -denne drue ses stadig meget sjældent fra Californien. 
     Kender ikke navnet, men vinen skal komme fra Lodi familie, som har lavet vin siden 1924. Så mon ikke det drejer sig om Delicato familien, som leverer store mængder god vin til lav pris, bl.a. HandCraft. 


Terrunyo carmenère, Chile... 99,-

Godt KØB + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 27.april

Terrunyo er en af Chiles bedste vine. Den kan matche stor vin fra Californien såvel som Europa. Tilmed til rimelig pris. For knap 20 år siden begyndte giganten Concha & Toro at lede efter de parceller, hvor e enkelte druer kunne levere den ypperste vin -her mark 27 i Peumo i Cachapoal.  

      Set i 2019 Carmenère, som er tæt på toppen. 5* fra Rydberg i Ekstrabladet: En tæt og koncentreret vin med brombær, let urtet, lakrids og vanilje i smagen. Flot intensitet og en meget velbalanceret flot carmenere. Lang afslutning.” Lige så imponerende er 93p/Parker: "The most impressive Carmenere... The 14.5% goes unnoticeable and comes through as balanced and fresh". Også 93p fra Tim Atkin. 

      Vinene kommer fra særlige marker, som er anført på den detaljerede etiket. Vinene er blandt de bedste fra Concha & Toro (foto), som nok er bedst kendt for billig vin som Sunrise, Frontera og de marginalt bedre Casillero del Diablo, Emiliana osv.  

Trivento "Golden Reserve", malbec... 99,-

Godt KØB + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 27.april

2019. Topvin fra Concha & Toros argentinske hus. Fra Luján de Cuyo i bjergene over Mendoza og lavet i Bordeaux'agtig stil, men en lidt bredere og blødere stil. 2019 fik 5* fra Ekstrabladet: ”Pæn koncentration og pæn intensitet med blommer, lakrids og vaniljenoter i smagen. Flot klassisk malbec.” Også 91p/Tim Atkin og så god som 2017 og 18 (begge 91p/Parker). 

Flaxbourne sauvignon blanc ... 59,-

Godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 27.april

Marlborough, New Zealand. Så god som den fra de store huse med fancy etiketter. Ikke helt top, men god frugt og friskhed, tør, men med frugtsødme, der får den rige aroma helt frem i næsen! God til sushi eller en salat. 

      New Zealand domineres helt af 2 giganter (Constellation med bl.a. Selaks, Kim Crawford osv osv) og franske Pernod-Ricard, der sælger som Brancott, Montana mv.
      Flaxbourne har navn efter fårefarm, som blev købt af Peter Yealand. Huset er i dag ejet af elektricitetsgigant og har forresten kvindelig chefvinmager af dansk oprindelse. Vinen er tappet i Belgien, ikke på vingården, men er faktisk ganske god. 


Celeste, Ribera del Duero... 89,-

Godt KØB + **** (4/5)Superbrugsen og Kvicklyindtil torsdag 27.april

Dyb kirsebær, intens aroma med kirsebær og blommer + lidt lakrids og krydderi. Fyldig, men afrundet og lang -en letbenet Duero, men flot og indbydende! Og en god pris. Vinen gror højt -895 meter, oplyser huset, ”Cielo”, ”Himlen”!’’ 2018 fik 90p af både Peñin og Spectator. 

Amaluna sparkling brut... 89,-

Godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 27.april

80/20 pinot og chardonnay fra det kølige Casablanca. Den får brus på Champagne metoden, men med noget kortere lagring med bundfaldet -6 måneder. Vent en vin med pænt brus, indbydende frugt, ganske fyldig, men med fin syre og middellang smag -nyd ung, mens vinen er frisk. Pæn dosage 10g/l.   
     Den aktuelle udgave har fået 92p/James Suckling, mens ældre udgaver fik hhv. 90p/JamesSuckling og 87p/Parker. 

Riesling Altenberg, Alsace Grand Cru...  99,-

Godt KØB + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 27.april

Giganten Grands Chais de France (GCF) er måske det største hus i Frankrig i dag. Huset blev store på ofte ringe Alsace, hvor etiketten var bedre end vinen (samt JP Chenet). I dag er huset begyndt at lave god vin. 
     Der er (mindst!) 3 "Gamle Bjerg" i Alsace, dette er 29 hektar blid skråning ca. 20 km stik vest for Strasbourg, som dog ikke hører til de bedste grands crus. En ældre årgang fik 93p af Vinbladet med ordene:  "Rig duft, mineralsk med æble, fin røget tone. Fyldig smag, rig, let cremet og samtidig slank med lang, frugtagtig eftersmag med fin syre."  


God vin til ingen penge!  

Orvieto Classico, Cecchi...  39,-

med  Coop-app. Godt KØB + *** (3/5)Superbrugsen og Kvicklyindtil torsdag 27.april

Diskret aroma, let til middel fylde, ganske frisk og sprød med lille syre under frugten. Helt ok, men uinspirerende. 
     Hvidvin er normalt ikke italienernes stærke side, og landets mest kendte hvidvine er ingen undtagelse -Soave, Frascati, Verdicchio -og Orvieto. Plukkerne kan plukke løs, og i kælderen herskede indtil for nylig en iskold gæring, som længe fjernede stort set al frugt og længde fra den gærede druesaft. Det er langsomt blevet bedre. Men stadig ikke en værdig repæsentant for den underskønne by mellem Firenze og Rom! 

Côtes du Rhône "Nobles Dames des Treilles"... 39,- 

med  Coop-app. Bedste KØB + *** (3/5), Superbrugsen og Kvicklyindtil torsdag 27.april

Flasken har skruelåg, som viser hele grenache druens frugt frem (blot tapper husker at halvere mængden af svovl til ved tapning). En letbenet Rhone med styrke nok til en solid gryderet. Tapperen er Andéol Salavert, som få kender. Navnet er et af mange ejet af Gabriel Meffre i Gigondas. 

Siglo "Saco", Navarra crianza... 39,-

med  Coop-app. Godt KØB + *** (3/5)Superbrugsen og Kvicklyindtil torsdag 27.april

I 90erne var "Siglo Saco" i nogle år den mest solgte Rioja i Danmark, måske pga. sækken, der gjorde flasken let at genkende. I dag sælges den som Navarra, ikke Rioja, men som Navarra. I alle andre lande er vinen stadig Rioja. Sært! 
      Siglo var et mærke fra huset Age, et af de historiske huse i Rioja (Siglo = sekel = århundrede). I løbet af 1900-tallet blev det historiske hus købt af Domecq fra Sherry, siden Pernod-Ricard (pastis og bl.a. Jacob's Creek), som for nogle år siden solgte til Manzanos fra Navarra, som i løbet af de sidste 10 år også er blevet et stort hus i Rioja. 
      En nydelig vin, poleret og civiliseret med tilpas frugt, lidt urt og ren, afrundet eftersmag. Den mangler lidt personlighed, men hvor meget kan du forlange til 39? 

Hardy "V.R.", rød-hvid-rosé... 30,- 

Rød shiraz og cabernet-sauvignon, hvid chardonnay eller rosé, Australia (tappet i England)
Godt KØB + ** (2/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 27.april 
VR står for Varietal Range, dvs ikke blends, men vine på én druetype. Behagesyge vine, som ikke gør fortræd, men bestemt ikke udfordrer. De røde er helt ok, dog -og topkøb til denne pris. 

Adobe "organic", rød/hvid... 40,-

økologisk, godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 10.juni. 
Simple økologiske vine, gode til prisen, men lidt korte i smagen Jeg vil nok vælge cab eller carmenère snarere end pinot i rødt, samt chardonnay eller gewurz frem for viognier eller rosé. 

      Til samme pris også Villa Harmonia, en ret let økologisk italiener (40, 3-4*). 

Casillero del Diablo, rød-hvid-rosé, kr/fl v 3: 43,- 

3 fl: 129, rød cabernet-sauvignon, merlot eller carmenère, hvid chardonnay eller sauvignon blanc, rosé shiraz , Chile
Godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 27.april 

Vinen fra den djævelske kælder er blevet rigtig god, især til prisen! De røde cabernet (2020 fik 90p/Descorchados) og carmenère (guldmedalje) og chardonnay (90p/Descorchados). Rosé ikke smagt, men kan se, at den har fået 5* i Vinavisen. Vinene er "Reserva", en tand eller to over standard-Chile.      

      Jeg drikker dem, hvis de bliver stillet foran mig, men bliver næppe vild med dem. Forvent korrekte rødvine med mørk bæraroma, middel fylde og bløde tanniner. Kun et par af dem smagt det seneste år, men vil tro, at et par måneder i en butik og kælder kun vil gavne vinene.

      Besøg Concha & Toro, hvis du kommer til Chile! Og hør legenden om "Djævelens kælder". I 1883 plantede don Melchor vinstokke fra Frankrig. Han gemte sin bedste vin i særlig kælder -cabinet på fransk/tysk og casillero på spansk. Vinen forsvandt, og et rygte blev spredt, at det var djævelen, der drak vinen. Et mærke var født! 

Italian Cab, kr/fl v 6: 49,83

6 fl: 299, cabernet-sauvignon + primitivo, Puglia
**** (4/5), Superbrugsen og  Kvickly, indtil torsdag 23,februar

Køb den for etikettens skyld. Ikke en taxi, men en cab(ernet) blandet med primitivo fra Italiens største område for konsumvin, tappet af Sani (også Epicuro vinene). Ej smagt, men en rund, kraftig vin, blød og kommerciel. 

Spier "Red Note", pinotage shiraz... 50,-

Sydafrika, **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 27.april

Mørk, kraftig, fed, med åben rig frugt. Ganske god. En lidt anderledes Spier, da hoveddruen er pinotage, nationaldruen, som er et 100-årigt ægteskab mellem Bourgognes pinot noir og Rhone-druen cinsault. Den har mest været brugt til industrivin, men fra gamle, lavt ydende vinstokke kommer nu interessante vine med en egenartet stil -som dog her er blødgjort med Rhone-druen syrah. Normalprisen 120 er latterlig, men til 55 et godt køb. 

Piccini "Memoro" rød/hvid/rosé, kr/fl v 3: 43,- 

3 fl: 129, godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvicklytil torsdag 27.april

En pleaser med lille restsødme, som tiltaler mange mere end en tannisk tør Chianti (som Piccini også leverer). Og Memoro er nok bedre end de utallige Appassimento og Rip'amaroner!


     Mario Piccini leverer hver 10. flaske Chianti plus en masse andre vine, ialt op mod 20 millioner fl/år. 
    Toscana vinene kommer fra egne 200 hektar (heraf 70 i Chianti) + det tidligere Geografico kooperativ, men langt det meste købes udefra. 
      Memoro er blend fra hele Italien og er derfor bordvin uden årgang (du kan måske få idé om alder ved at nærlæse L-nummer på bagetiket med bl.a.  tappedato). Fås også på 3 liter box, som er mere anonym gr filtrering. 

      Den røde er blend af syditalienske druer som primitivo, montepulciano og nero d'avola med merlot. En fyldig, glat og frugtig vin, meget letløbende trods pæne procenter. For mig helt ok trods en lille restsødme. 

      Den hvide er især på franske druer som viognier og chardonnay + italienske vermentino og pecorino (nej, ikke ost, men en drue fra Abruzzo). Ganske frisk og frugtig,, måske med en snert af sødme. Rosé har jeg ikke haft behov for at smage.