Søg i 1300 opslag:

15/09/2022

Oktoberfest med herlig riesling -og en lækker rød naturvin

Den årlige oktoberfest i München starter denne weekend og varer indtil 3.oktober. Der drikkes øl i stride strømme akkompagneret af pølser af varierende kvalitet -men du kan dog også finde rigtig god vin og brus -og Irma kan levere god vin til en dansk udgave af festen! 

Riesling er den oplagte vin, og Thörle's Trocken er rigtig god -og topkøb på 100 cl flaske- men der er også god vin fra naboen Landgraf (deres rødvin kan også anbefales). 
      Men prøv også den herlige Telleira fra det kølige Galicien i Spanien. Men ofte er en kælderkold rød bedst -og den fås næppe bedre end Irmas nye naturvin fra den fine vingård Fenouillet. En herlig ung syrah fuld af frugt. 
      Maison du Crémant fra Bourgogne fås til rigtig god pris, men ellers er Irma ikke i tophumør i denne uge, desværre. 

Bedste KØB: Fenouillet Faugères "Naturvin" - A Telleira "Parcelas" - Thörle Riesling trocken 100cl
Godt KØB: Crémant "Maison de Crémant" Bourgogne - Landgraf rød/hvid/rosé - Cattin Alsace riesling + pinot gris - Jardins de la Chaize Bourgogne - las Hermanas monastréll organic

Fenouillet, Faugères "Naturvin"... 89,-

2021 "Mosaïque" øko, bedste KØB + ***** (5/5), Irma eller coop.dk, indtil onsdag 21.september

Du kan vente en ekstrem mørk, men meget frugtig, mineralsk vin med solid fylde, ganske lille krydderi og mere frugt i eftersmagen. Vinen er lavet som naturvin, dvs. uden tilsat svovl og skal derfor nydes ung. Ikke smagt i 2021, desværre! 
      Jeg husker med glæde Fenouillet fra Faugères (en vingård i Rhone har samme navn. så pas på) i ældre årgange. Vingården er ganske lille -11 hektar- og ligger på sort skifer i Faugères, et af de fine Crus i Languedoc's bagland, faktisk stik nord for Montpellier. Domænet består af mange små parceller, hvor vinstokkene ofte gror på terrasser (foto). Vinen domineres af syrah (70%) suppleret med grenache og carignan.

      Den ejes i dag af familien Jeanjean, som synes at behandle den med den respekt, dette fine terroir fortjener. Vingården laver flere vine. En topvin er ikke for dyr, men de andre vine er tæt på. Vinen koster €13 i Frankrig, så 89 er en god pris. 

Crémant "Maison de Crémant", kr/fl v 2: 69,50

2 fl: 139, Bourgogne brut rosé eller hvid
Godt KØB + **** (4/5), 
Irma eller coop.dk, indtil onsdag 21.september
Irma's crémant'er skuffer til normalprisen (100++), men mon der er kunder til denne pris? Men på tilbud 60-70 kr er de rigtig gode køb. Prisen burde faktisk være højere i lyset af prisen på Bourgogne, som er i en elevator på vej mod toppen (gr 3 år i træk med lille høst -og i 2021 næsten ingen høst).  
      Crémant fås med forskellige navne -Maison de Crémant, Pierre Ponnelle (Coop), Bouchard Aïne, Charles de Fère, Moingeon og andre for Bourgogne -men bag dem står samme firma, Boisset, som i mange år har været største firma i Bourgogne, kun "truet" af GCF. 

      Jeg ville vælge den hvide, som er ganske god til prisen, med nydelig frugt, tør, ren, med høj syre skjult af svag sødme. OK til efterårets konfirmationer mv. Rosé har jeg ikke smagt, desværre. 

A Telleira "Parcelas", Ribeiro... v. 2 fl. 66,50

fl 399, Galicia, bedste KØB  **** (4/5), Irma eller coop.dk, indtil onsdag 21.september

Får år efter år 91p/100 af ansete Guía Peñin. Meget rig aroma, citrus, urter, fyldig, næsten fed, men frisk, med fine syrer og god længde.
      Telleira ligger ved Miño floden nær Ourense stik øst for havnebyen Vigo i Galicien, det kølige, våde nordvestlige Spanien, som i dag leverer hvidvin, som kan matche meget fra Nordeuropa. Vinen er cuvée på de lokale treixadura og godello, som gror på 3 parceller. 

       Vi er på camino'en nær målet, Santiago de Compostelakirken med Sct. Jacobs grav. Her er grønt og frodigt -dvs. masser af regn, mens blæsten står lige ind fra det kolde Atlanterhav. Vinene var før ofte tynde og sure, præget af højt udbytte. 

      Men i dag er vinene supermondæne, især de hvide på albariño druen, identisk med alvarinho på den anden side af Miño floden i Portugal, hvor den bruges til de bedste Vinho Verde vine.  

Thörle Riesling trocken 100cl, kr/fl v 2: 69,50 

2 fl: 139, bedste KØB  **** (4/5), Irma eller coop.dk, indtil onsdag 21.september

Den sprøde riesling fra det fine hus i Rheinhessen er rigtig godt køb. Tør, ren og frisk med fine blomstertoner, let drikkelig fuld af aroma -som god Alsace -og godt køb, da 100 cl svarer til ca. 52 kr for 75cl. 
      Vingården har tilhørt familien Thörle siden 1600-tallet, men det er først med brødrene Christoph og Johannes, at den har nået sin nuværende størrelse. Næsten alle vine er fra egne marker omkring Saulheim.

Landgraf, rød, hvid, rosé... kr/fl v.2: 69,50

2 fl: 139, øko, rød Pinot Noir eller rosé (tør), Riesling Feinherb (halvtør) eller Kabinett (sødlig), Rheinhessen  
Godt KØB + **** (4/5), Irma og Mad.Coopindtil onsdag 21.september

Feinherb er flot, frugtig, frisk og sprød med lige den snert af sødme, der gør den utrolig madegnet, f.eks. til sushi eller en salat. 

      SmagpåVin og Vinavisen giver den sødlige Kabinett 5*. Ret let, 9,5% alkohol, med frisk syre -sikkert en vinder! Rosé fik 5* af Jesper Bo Bendtsen i SmagpåVin med ordene: "Den åbner med et lille pift og let perlende, i glasset. Noter af jordbær, ribs og rabarber. I smagen er den tør, stadig med let perlende fornemmelse på tungen og dejlige noter af røde bær." 
Den røde Spätburgunder -pinot noir i Bourgogne- er 5* værd, plus tysk rød, stadig lidt sjælden (især hvis den skal være god)! Fine bær i duft og smag. Formentlig bedre i dag end i foråret, da jeg smagte den. 

Vingården ligger i Saulheim i Rheinhessen og har 20 hektar med god vin efter økologiske metoder, som laves til vin af det unge begavede ægtepar Katrin og André Landgrafder har fået hele 4* i den respekterede tyske guide, Eichelmann.  

Cattin Alsace, frit valg... kr/fl. v.2: 74,50 

2 fl. 149, riesling, pinot gris eller gewurztraminerøkologisk

Godt KØB + **** (4/5), Irma og Mad.Coop.dk, indtil onsdag 21.september

En lækker riesling med sprød frugt, let til middel fylde, stor elegance og god eftersmag. tør (4,5 g/l). Pinot gris har mere friskhed end mange, trods lille restsødme (14 g/l), ganske fyldig og med vis elegance. Gewurz er for mig lidt klodset, en del restsødme (21 g/l), men god til f.eks. thai mad. Alle er dog gode køb. 
      Familien Cattin kom fra Schweiz i 1600-tallet (som mange i Alsace) og bosatte sig i Voegtlinshoffen over Éguisheim syd for Colmar. (Mindst) to dele af familien laver vin, Théo og Joseph. Théo ejer 20 hektar og får druer fra yderligere 40, som bliver til ganske god vin, en god del i dag økologisk. Vingården ledes af den unge Jacques Cattin og hustruen Anaïs Sirop (foto). 

Jardins de la Chaize, Gamay Bourgogne, kr/fl v 2: 74,50 

2017, 2 fl: 149, godt KØB + **** (4/5), Irma eller coop.dk, indtil onsdag 21.september
Vinen har nu været 1,5 år på flaske hos Irma og er åben g moden -men gem den ikke for længe!  Stadig rigtig flot gamay med rig bouquet, god fylde og længde, en lille tørhed til sidst -god madvn. Trods navnet Bourgogne har vinen ikke en dråbe pinot noir i sig, men er 100% gamay fra Beaujolais, men fra et Cru (Brouilly) og kan derfor legalt kaldes Bourgogne. Måske slottets "2.vin".  

      Slottet Chaize er det største slot i Beaujolais -ja, i hele Bourgogne- med 150 hektar vin, mest i Brouilly, hvor det majestætiske slot ligger. I 1670 blev slottet købt af Jean-Francois, broder til Père Lachaise, der var privat præst for "solkongen"  Ludvig XIV. Kort efter blev slottet ødelagt af storm, og et nyt opført, som ses den dag i dag, omgivet af stor park og lille sø. Det blev "historisk monument" i 1972. 

      I 2017 blev Chaize købt af Christophe Gruy fra Groupe Maïa. Maïa er entreprenør i Lyon (bl.a. byens opera). Men har også bl.a. Villa Maïa,  5* hotel midt i Lyon -og altså Chaize, som Christophe Gruy har store planer med. Vingården omfatter 100 hektar Brouilly + 50 hektar fordelt på Fleurie, Côte de Brouilly samt lidt Pouilly-Fuissé. 
      Slottet er renoveret fuldstændig. Den gamle kælder fra 1700-tallet er renoveret og udvidet, så den kan rumme hele produktionen -op mod 750.000 flasker årligt! Hele domænet er ved at blive omlagt til økologisk jordbrug. 

las Hermanas, monastréll organic, kr/fl v 2: 44,50

2 fl: 89, godt KØB + *** (3/5), Irma og Mad.coop, indtil onsdag 21.september

Set i 2020. Solgt til noget lavere pris i foråret, men til 44 stadig godt køb for en rustik landvin, men med kvalitet! Kan klare alt fra en grillbøf til cassoulet. Server kælderkold. 
      Luzón er en god, stor bodega i Jumilla, men henter en del af de økologiske druer fra de lavere liggende vinmarker omkring Murcia til denne vin. Samme økologi, samme drue monastréll (alias mourvèdre), samme moderne kælder, hvor vinen gærer i store tanke og tappes ung, mens vinen har sin frugt og styrke.

Spier "A Million Trees", rød/hvid... kr/fl v. 3: 43,-

3 fl: 129Rød Pinotage, hvid chardonnay, Sydafrika, tappet i Danmark

*** (3/5), Irma og Mad.Coop, indtil onsdag 21.september
Normalprisen (84,95) er "rabat-høj" (så der er plads til 50% rabat). Men 33 kr er næsten for billigt, selvom vinen har mistet lidt ved tapning herhjemme. Den hvide er ganske uskadelig og ok, den røde på Sydafrikas "nationaldrue" pinotage (pinot noir x cinsault) er meget frugtig og ren i en middelfyldig, afrundet stil. Nydes kælderkold. 


WNTL?, syrah eller riesling ... kr/fl v. 6: 49,83

*** (3/5), Irma og Mad.coop, indtil onsdag 21.september, tappet i Danmark

Washington, USA. Umiddelbart en særdeles rimelig pris for vin fra baglandet til Seattle! I stil og design ligner flaskerne mest de dansk tappede "S" syrah og R" riesling fra Brugsen og lignende vin fra Kjær & Sommerfeldt (til meget højere pris).

      Fornemmer lidt, at alle vine kommer fra samme tank hos Globus Vin. Brugsens "S Syrah" er god, men anonym, riesling er  bedre, men forglemmelig. Men ok -drikbar til en konfirmation, som ikke gør skade og nok vil glæde en del.