Søg i 1300 opslag:

02/10/2023

Ugens vine: sydafrikansk topkøb og superb fransk klassiker

Uge 40 var engang ugen, hvor nogle holdt sig langt fra alkoholiske drikke. I dag er det (endnu) en uge med fremragende køb (og du kan vente med at drikke vinen til næst uge!). 

Igen dominerer Brugsen med 9 af de 17 bedste vinkøb i uge 40. Men i denne uge er der markant flere topkøb i den bedre ende med 13 af 17 vine i klassen over 50 kr. 

De bedste vinkøb er groft sagt fra Frankrig og Den ny Verden (Sydamerika og -Afrika osv) balanceret af nogle få vine fra Italien, Spanien og Tyskland.
Frankrig leverer Morel Rhone (59) og superb l'Ange de Ripeau St Emilion (99,95) + god Alsace og crémant.
    Sydafrika står for ugens billigste, den i øvrigt rigtig gode Red Note (33,17 v 6), mens Chile og Argentina har 2 af ugens bedste vine, 20 Barrels (89,95) og Trapiche Medalla (69). 
I midten er Tyskland med herlig Peter & Peter riesling (49,95) -tør eller ej- samt en mere end ok rød pinot, som bør give såvel Frankrig som Amerika noget at tænke på. 
Samt Italien, der med Vino Nobile Riserva (69) og Fonterutoli merlot (74,50) leverer endnu en af ugens bedste vinkøb. 

    I alt er vurderet 125 tilbud fra de førende supermarkedskæder i Danmark. I denne uge tilbud fra Kvickly og Superbrugsen, Føtex, Bilka, Meny, Netto, Lidl og Coop365. Tilbud fra Rema1000 opnåede ikke deltagelse i listen.
    Alle vine er tappet nær grostedet, så vidt vides, om andet ikke er nævnt. 

uge 40/2023

4 vinkøb under 50,- 

Spier "Red Note", kr/fl v 6: 33,17

6 fl: 199, Pinotage-Shiraz, Sydafrika (tappet i Danmark)
Bedste KØB + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 12.oktober

Mørk, kraftig, fed, med åben rig frugt. Ganske god. Spier leverer store mængder vin til Danmark, de fleste dog i en lidt fersk middle-of-the-road stil. 

      Den røde node er lidt anderledes, da hoveddruen er pinotage, nationaldruen, som er et 100-årigt ægteskab mellem Bourgognes pinot noir og Rhone-druen cinsault.

    Pinotage har mest været brugt til industrivin, men fra gamle, lavt ydende vinstokke kommer nu interessante vine med en egenartet stil -som dog her er blødgjort med Rhone-druen syrah. Normalprisen 120 er latterlig, men til 33 et fremragende køb. 

O-Organic, rød/hvid/rosé... 39,- 

øko*** (3/5), 365discount, indtil onsdag 4.oktober 
Den hvide sauvignon er glimrende, tør, frugtig, ren og sprød -sådan i stil med New Zealand, blot lidt blidere. Rosé på cabernet og syrah er god, tør og frugtig, tør, men med frugtsødme og syre. Den røde carmenère har jeg ikke så stor tillid til, selvom den kommer fra det fine Colchagua. Vil tro, at vinen ligner Adobe Organic, som sælges i Coop's andre butikker. 

Wolf Blass "Yellow Label" sparkling brut... 49,-

*** (3/5) Føtex, indtil torsdag 5.oktober

Godt brus til en konfirmationsfest. Samme pinot og chardonnay som Champagne, blød og tør smag (men en let sødme fornemmes i eftersmagen). Bruset laves på tank og overføres på tryk til flasken. 
    Fås også som rød shiraz og hvid chardonnay "Yellow Label" (49, 3*), begge god Oz i typisk opulent stil. 

Peter & Peter rød/hvid/rosé... 49,95

Riesling Trocken eller Feinherb "Steillagen", Pinot Noir Pfalz, Tyskland

**** (4/5), Meny, indtil torsdag 5.oktober

Hvid riesling fra Mosel's "Steillage","feinherb", dvs. halvtør, med ganske nydelig duft og nydelig syre, Trocken er tør uden at overdrive, med en lille snert af grønt, dvs umodne druer, men stadig absolut drikbar og et superkøb.  
    Rød pinot fra det lune Pfalz er pæn uden at være prangende, med typisk hidbæraroma og tør, blød, pænt lang smag, lidt fersk. 5* + godt køb i Ekstrabladet. 

    Pink er tør og let, lidt spinkel i duft og smag. Men helt unikt er druerne fra kølige Mosel, et sikkert tegn på global opvarmning, for det havde ingen drømt om i 90erne!  

7 vinkøb 50-70,- 

Pinot Noir Hawke's Bay, kr/fl v 6: 54,83

6 fl: 329, New Zealand (tappet i Tyskland)
**** (4/5), Lidltorsdag 5/10-tirsdag 31/10

Pæn farve for pinot (læs: ret lys!), indbydende frugt, middel fylde, rund og behagelig -typisk Kiwi Pinot i den indbydende ende, som faktisk er et reelt og godt alternativ til den dyre Bourgogne. 
    Hawke's Bay ligger pænt langt mod syd på Nordøen og er nok bedst kendt for rødvine, ikke mindst pinot. 

Faustino V, Rioja Reserva... 55,-

**** (4/5), Netto, indtil fredag 6.oktober

Nåede du ikke 50 (Brugsen indtil torsdag), er "nettopris" også god, for 2016 (som ses i Brugsen!) koster i USA til $20 (ca. 140 kr + tax!). Fås også som hvid, god men ikke klasse som rød. 
God Rioja med indbydende aroma, begyndende modenhed, rund fylde og pæn eftersmag. Stadig lidt bid, så et par år på flaske vil kun gøre vinen bedre. Set i 2016 med 90p/Spectator.

Rhone Pierre-Henri Morel... 59,-

**** (4/5), Superbrugsen, Kvickly og Irma, indtil torsdag 12.oktober

Den almindelige Rhone fra Morel, stjernen Chapoutier's vinhus i det sydlige Rhone. Kender "storebror" Signargues, som er rigtig flot. Denne er stadig ganske fyldig og bærfrugtig, fast, pænt lang og nydelig. 
    Jeg har ikke i maaaaange år smagt en dårlig vin fra Chapoutier. Den giver Guigal  (til 70-100 kr!) kamp til stregen. Tror næsten Morel vinder! 

Dulong Crémant de Bordeaux, kr/fl v 2: 59,50

2 fl: 119, brut, brut rosé (tør) eller demi-sec (sød)

**** (4/5), Superbrugsen, Kvickly og Irmaindtil torsdag 12.oktober

Rosé er ren og ligefrem, fint brus, nydelig ren aroma, lidt dosage (restsødme) trækker ned (for mig, men gør andre glade!), den tørre brut er ok, nydeligt brus, ren aroma, måske lidt kort (druerne er cabernet og semillon), god syre og pæn eftersmag. God allrounder, så til prisen skal jeg ikke klage -og det gør konfirmanderne næppe! 
      Dulong ejes af giganten GCF, der leverer Calvet (Bilka og Føtex), Alexis Lichine (Netto), Louis Bresson (Meny), Eschenauer og sikkert mange andre. Dulong har en vis tradition for bobler, da huset i en årrække var ejet af Freixenet, den spanske cava-gigant! Druerne er typisk for Bordeaux cabernet og semillon snarere end pinot og chardonnay, som får brus efter den klassiske Champagne metode.

Vino Nobile Riserva Vecchia Cantina... 69,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Bilkaindtil torsdag 5.oktober

Vino Nobile er en "super-Chianti", adskilt af en landevej fra nabo Brunello. Faktisk var "Den ædle Vin" indtil 1950erne også dyrere end Brunello! Nobile (inkl. Riserva) er bedste vin, Rosso Montepulciano er næstbedst, mens den 3. bedste vin sælges som Chianti. At få Nobile riserva (som skal lagre 2 år i eg) til 69 er interessant, da prisen i kælderen selv er € 19 (ca 140 kr). 
    Mere modent præg end den normale (gode) Nobile, både i bouquet og eftersmag. Set i 2015 med 90p/Falstaff og 17p/Vinum, men vinen er uanset årgang rigtig god. Kælderen er ved at få rigtig fine ratings uden at være i top. Vecchia Cantina er det lokale kooperativ med 700 medlemmer, som har en god del af æren for at gøre regionen til Italiens første "DOCG" (DOC + garantita). 

Trapiche "Medalla", malbec eller chardonnay... 69,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 5.oktober

Trapiche's basisvin er drikbare, "Pure" og Oak Cask er (i klassen 40-50 kr) superkøb. Medalla er fra de bedste marker og langt bedre og laves i ret små mængder (under 200.000 fl. vin/år). En bagatel for hus, som tappeer 100.000 flasker. Hver dag! 
      Malbec har lidt eg, men er især flot i sin frugt, kraftig og pænt lang, og dejlig allerede. 2019 fik 91p/WineEnthusiast, Aktuelle årgange er nok 2020, som sikkert er lige så god.  
    Den hvide chardonnay 2019 fik  92p/Parker, mens 2020 og 21 fik 91p/100 af lokale Descorchados. 

Cattin Alsace, frit valg, v. 2 fl. 69,50

2 fl: 139. Riesling, Pinot Gris eller Pinot Gris "Orange" 

Bedste KØB + **** (4/5), Superbrugsen, Kvickly og Irma, indtil torsdag 12.oktober

Riesling -en klassisk tør riesling med lidt nerve og sprød friskhed, ikke top, men heller ikke grøn i stilen. 
    Pinot Gris: Indbydende neutral og ren aroma, middel fylde trods styrken, sprød og ganske frisk, en god madvin. 
    Orange vin er hip og posh, men især et fancy navn for en lys rosé, hvor vinen har farve fra kontakt med drueskind. Her er druen 100% pinot gris -hvor skallen er grå (snarere rød). Mosten får 48 timer i kontakt med skallerne -heraf farven- før kold gæring og lagring sur lie indtil tapning. 
    Lys orange farve; indbydende aroma med lidt krydderi (måske orange? Hmm), ganske fyldig, til den tørre side, med fine syrer og god lang smag. 
    Vinene er flotte til denne lave pris og har (under forskellige navne) fået 87-91p af gode guider. 

6 vinkøb 70-100,- 

"Nr 10" Fonterutoli, Toscana, kr/fl v 2: 74,50

2020, 2 fl: 149, **** (4/5),Superbrugsen, Kvickly og Irmaindtil torsdag 12.oktober

Mazzei er et af topnavnene i Toscana, men laver også andet end Chianti -bl.a. nr 10 på 90% af Bordeaux-druen merlot + 10% sangiovese. En rigtig god pris, da international pris er 180 kr ! 
    Vinen er noget blødere, federe og mere tilgængelig end den lidt stramme, men sindssygt flotte riserva. Men stadig med herlig frugt og drikbar allerede nu

Mooiplaas Estate rød/hvid ... 79,-

rød pinotage eller cabernet, hvid chenin blanc, Stellenbosch, Sydafrika 

**** (4/5), Bilka, indtil torsdag 5.oktober
Både den frugtige, fyldige røde pinotage (2020 fik 91p/Tim Atkin) og den tørre, sprøde chenin blanc fra 50 år gamle busk vinstokke (22 fik 90-91p/Tim Atkin) er rigtig god vin begge to. 

    Cabernet 2019 fik 88p af samme herre (vingården laver den i stil, der kan gemmes "årtier", så måske skal vinen bare have et par år mere?). 
       Ejendommen har 200 år bag sig og er et smukt, fredet herresæde. Mooiplaas ligger i Bottelary Hills godt 40 km stik øst for Cape Town på vejen mod maleriske Stellenbosch.

Vacqueyras, Pierre Henri Morel... 99,-

***** (5/5), Superbrugsen, Kvickly og Irma, indtil torsdag 12.oktober

Tilbud i Irma var 119, så til 99 et topkøb (og international pris er 197). Ikke stor, men poleret, middel kraftig, afrundet og pænt lang. I stil som en god 'Neuf, men slet ikke den bedste Vacqueyras jeg har smag. Morel var navnet på ex-direktør for Chapoutier i Tain l'Hermitage, men bruges i dag stort set til vine fra det sydlige Rhone. 

Cattin Grand Cru, frit valg... 99,-

Riesling eller Pinot Gris Hatschbourg, Alsace Grand Cru

Bedste KØB + ***** (5/5), Superbrugsen, Kvickly og Irma, indtil torsdag 12.oktober

De bedste skråninger i Alsace har titlen Grand Cru. En af de gode, men mindre kendte er Hatchbourg nær Éguisheim på blid skråning vendt sydøst. 

      Ret tung jord, meget egnet til pinot gris og gewurz. Men jeg vil foretrække den tørre riesling (92p i 2018) frem for pinot gris (som jeg ellers satte højt i ældre årgang). Jeg tror nye årgange er bedre -2020 får 92p/WIneEnthusiast. 

Cono Sur "20 barrels" rød/hvid... 89,95

rød pinot noir, cabernet-sauvignon, syrah, hvid chardonnay, sauvignon, Chile 

Bedste KØB + ***** (5/5), Meny, indtil torsdag 5.oktober

"20 Barrels" var oprindelig bedste vin fra... 20 fade! Dvs 6000 flasker. Siden er huset vokset, og det er produktionen også! Der er 100.000 fl/år af pinot'en alene, men for et hus med 30 millioner fl/år er det jo "limited production", som etiketten fortæller! Vinene kommer fra særlige "Crus", vinmarker i de bedste områder. Meget flotte vine i klasse med langt dyrere vin fra Californien eller New Zealand. 

      Pinot noir -er specialitet hos Cono Sur. Huset er unikt ved at producere mere pinot noir end anden rød. Pinot kommer fra det kølige San Antonio, og vinen laves på traditionelle Bourgogne-metoder, blot med kulturgær. Vinen gærer i åbne kar som i Bourgogne, men der er noget mere eg.
     Cabernet er meget flot fra Maipo, magtfuld og lækker.  Fra det semikølige Limari. 
     Chardonnay fra Casablanca er ret frisk, fyldig og lang, men mangler det sidste for mig, som foretrækker den meget fine sauvignon 2021 (94p/Descorchados).

l'Ange de Ripeau, St Emilion Grand Cru... 99,95

2020, Bedste KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 5.oktober
Til 100 kr lidt af et fund! Ripeau er et af de historiske Grand Cru Classé slotte placeret mellem Cheval-Blanc og Corbin i St Émilion nær grænsen til Pomerol. Slottet har siden 2014 tilhørt de dygtige brødre Grégoire, hvis far ejede la Rivière i Fronsac.  
      Vinen er tæt på Pomerol, men lidt mere cabernet (35%) giver en fastere vin. Ripeau selv får i 2020 94p/100 af pålidelige WineCellarInsider og Falstaff. Andenvinen er ikke langt bagefter. 
      Årgang 2020 var en stor årgang.  Kun smagt med anden etiket (men nok samme vin). En mørk, meget fyldig vin, ret stærk (op mod 14%) med overdådig frugt og lang smag.