Søg i 1300 opslag:

12/12/2022

Lavere vinpriser end før Putins krig!

Priserne steg voldsomt med Putin's krig, også på vin. Jeg troede, priserne ville komme ned igen. Og fik skræmmende meget ret! 

      Herunder kan du se et par vine, som faktisk er billigere i dag end før Putin (og måske endda før corona). Det er lidt  skræmmende, for både transport, papir, glas og andet bør gå op i pris med dyr el og olie. 

      Årsagen er nok mange. Jeg ved, at mange vingårde i EU har haft problemer med at sælge vin -i hvert fald sælger de ikke meget til Rusland lige nu, mens Kina har sat told op og importerer 52% mindre vin fra bl.a. Australien. Og i lande som Spanien, Italien og Frankrig er der mere krise end i Danmark.  

      Måske er det årsagen til Wolf Blass til 34,50 og Baron de Ley til 50!  

     Føtex har virkelig flotte vintilbud her op til jul. Rigtig mange tilbud med rigtig gode priser på gode og ofte rigtig gode vine. SHusk også den flotte Grigio Chianti og Salenteins flotte argentinere, som efter en 60% stigning i foråret nu er tilbage på 59 kr. En flot vin til en god pris.  

      Føtex har en tilbudsavis alene med vin med rigtig mange gode tilbud. En del kan ses i dette opslag samt i ældre opslag (og nye i løbet af næste uge). Her er rigtig mange gode køb, ikke mindst vin fra Chile, Argentina og Australien. 

Bedste KØB: Baron de Ley Rioja Reserva - Faustino V Rioja Reserva - Wolf Blass Red Label rød/hvid + brus - Salentein Barrel Selection rød/hvid - i Grigio Chianti Classico Riserva
Godt KØB: Riesling Helfrich Alsace - Silvano Piacentini Ripasso + Soave 

Baron de Ley, Rioja Reserva... 50,- 

Bedste KØB + ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 15.december

Laveste pris på denne vin, jeg kan huske! En flot moderne Rioja med nydelig fylde og indbydende duft med pæn dybde og intensitet. Mere lækker end aristokratisk, men topkøb

85% Tempranillo + 10% af den unikke maturana og 5% graciano -to af de sjældneste druer i Rioja. 18 måneder i eg + 1-2 år på flaske. 
      Set i 2017, som har fået 91p/100 af både Tim Atkin og Guía Peñin: "bright cherry; ripe fruit, old leather, sweet spices, toast; balanced, good structure, flavourful, smoky aftertaste, toasty, good finish; powerful, ripe fruit, spicy, round tannins"
     Husets vine er generelt rigtig gode og fås til meget rimelig pris. Men 50 kr er næsten for lav, synes jeg! Alle vinene er fra egen (store) vingård, ret sjældent i Rioja. 

Faustino V Rioja Reserva, kr/fl v 2: 49,50

2 fl: 99, Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 15.december

God Rioja med indbydende aroma, begyndende modenhed, rund fylde og pæn eftersmag. Stadig lidt bid, så et par år på flaske vil kun gøre vinen bedre. Set i 2015 (89p fra bl.a. Peñin og Atkin) og koster 70-80 kr i Spanien. 
     Faustino er noget med romertal! V er Reserva, lagret på både eg (18 måneder) og flaske, men ikke så fin som Faustino I (Gran Reserva), men dyrere og bedre end Faustino's crianza og VII og IX, som ikke har fået eg. 

Wolf Blass Red Label, rød/hvid, kr/fl v 2: 34,50

2 fl: 69, Rød Shiraz-Cabernet, hvid Chardonnay-Semillon, Australien
Bedste KØB + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 15.december
Wolf Blass ville lave vine, der "gjorde stærke mænd svage og svage kvinder stærke". Jeg er ikke sikker på, at hverken den b(e)rusende eller de 2 andre "Red Label" vine lever op til det næsten  MeToo-korrekte ønske, men Wolf er væk og Accolade ejer mærket. 
      Vinene er uskadelige, den røde har krydret fylde -men pæn frugt- den hvide er tør, frisk og uskadelig -men mange vil sætte stor pris på begge. 

Wolf Blass "Red Label" sparkling, kr/fl v 2: 34,50

2 fl: 69Chardonnay Pinot Noir Extra Dry, Australien, bedste KØB + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 15.december
En ekstremt lav pris, som kan være påvirket af Australiens manglende eksport til Kina (høj told, vineksport 52% ned). Lavet på Champagne druerne chardonnay og pinot, med 2. gæring på tank, ikke på flaske som cava eller Champagne. Lidt flad aroma, men pænt brus og let syre, som balancerer sødmen nogenlunde ("Extra Dry" betyder i disse inflationstider sødlig). Men god til kransekagen! 

Salentein "Barrel Select", frit valg: 59,

rød malbec, cabernet-sauvignon , pinot noirhvid chardonnay, Argentina
Bedste KØB + ***** (5/5), Føtex, indtil fredag 23.december, normalt 106

Tilbud nåede lige op på 89 i foråret. Og du får rigtig meget på vinen, der kan matche mange rigtig dyre vine. et særdeles rimeligt niveau. Check årgang -malbec og cav bør i reglen være 3 år gamle, ofte ældre. Pris globalt er omkring 100 kr. 

Malbec -mørk, intens, dramatisk og lækker med kraft og længde. Egentlig for ung, men den smager godt! 2019 har fået 89p/Spectator. 
Cabernet er tæt på, men jeg finder den lidt mindre spændende, lidt mere krydret måske. 2019 fik 88p/WineEnthusiast. 
Pinot noir gør sig i reglen ikke godt uden for Bourgogne, men denne er ok på en blød syltetøjsagtig måde, fyldig og krydret i næsen. 
Chardonnay er bedre -ganske sprød og lækker, tør og frisk -lidt af et svar til mig, der engang sagde, at hvid argentiner ikke er værd at drikke! 
Salentein ligger i Uco, hvor vingården har hele 800 hektarer i det kølige San Pablo. En hollandsk entreprenør er hovedejer sammen med familien Pulenta, der var pioner for kvalitet i Argentina (de gjorde Trapiche berømt). 
Foto: Kælderen er et under og skal være en af de flotteste i landet -intet er sparet!- og har man tid, er der også hotel og restaurant.

 

Il Grigio, Chianti Classico Riserva... 75,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Føtex, indtil fredag 23.december

For RobertParker er Grigio en af Italiens "ultimativt bedste køb". Den koster i USA  $ 27 (170 kr + moms). Både årgang 2018 eller 2019 har 92p/100 i Spectator. Ganske imponerende til denne pris! 
      Grigio er en Riserva, der forener det civiliserede med det kommercielle i en lækker Chianti! 

      Dyb farve, god duft med krydderier og urter, tør, nydelig fylde og pæn længde -lidt tør tannin til sidst, typisk sangiovese, men grundlæggende blød. Flot allerede, men har godt af 2-4 år. 2015 fik 3 glas i Gambero Rosso. Riserva er lagret 2 år i store + små fade, årligt 250-300.000. 
      San Felice er en af de større, men rigtig gode vingårde i den sydlige del af Classico. Classico er hjertet i Chianti med 7000 hektar, hvoraf San Felice ejer 140 hektar vin. Alle husene danner en lille by med eget luksushotel, 2-3 restauranter, pool osv. Forsikringsselskabet Allianz har ejet det gennem en menneskealder og ført huset til tops.

 

Lehmann "Portrait" rød/hvid... 79,-

Rød cabernet eller hvid riesling, Barossa, Australien

Godt KØB + *** (3/5), Føtex, indtil fredag 23.december
Lehmann nåede at blive et ikon i det fine Barossa for især Stonewell shiraz. Han døde i 2003 og huset er nu del af Casella, som har tjent pengene på den billige Yellow Tail serie. Lehmann's vine er dog stadig Barossa og kan som heer være rigtig godt køb. 
Cabernet er rund og kraftig -meget australsk- men riesling er klassisk Barossa stil -tør, ren og rigt duftende. 
     Føtex tilbyder også Barossan shiraz (99, 4*), ikke smagt. 

Riesling Helfrich, Alsace, kr/fl v 2: 49,50

2 fl: 99, Godt KØB + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 15.december

Denne etiket er aldrig smagt, men vil tro, vinen ligner riesling fra ejerens andre huse: Arthur Metz, Laugel og Klipfel (og sikkert mange andre).
      I ældre årgange fandt jeg hans vine meget grønne og præget af umodne druer. Men sidste gang (2019 i 2021) var vinen helt akceptabel med pæn frugt og frisk syre med næsten ikke mærkbar lille sødme bagest. 
      Joseph Helfrich er fra Alsace, men tjener i dag de fleste penge på f.eks. JP Chenet (og den har jeg endnu ikke kunnet drikke). I Alsace har han lille domæne, men køber fra mindre bønder + overskudsvin fra kooperativerne.   

Silvano Piacentini rød/hvid... 59,-

Rød Ripasso Valpolicella, hvid Soave Classico, Italien

Godt KØB + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 15.december
Foretrækker denne middelfyldige, tørre, frugtige Ripasso for de svulmende, voldsomme Rubens'agtige amaroner. En ganske udmærket vin til en gryderet eller risotto -server kælderkold. Skal have 15 måneder i store egefade, men da årgangen er 2021, er det måske mest marketing? 
 Kun smagt én gang, fornemmede en anelse sødme i slutningen, men ok. 
      Den hvide Soave ikke smagt, men bør være neutral, frisk og sprød. 
      Fås også som Amarone (129, 4*), som er mere Rubens og ikke meerprisen værd.