Søg i 1300 opslag:

19/02/2024

Ugens vine: "1.Cru-dræber" og originalen!

Denne uge byder på både klassisk Bordeaux og en original "1.Cru-dræber" såvel som god riesling, Rhone og Rioja. 

Men ugens bedste køb er måske 2 gengangere fra sidste uge -Barbera "Tre Vescovi"  (39) og en superb Bourgogne-kopi fra Makedonien (Ezimit, 50). 

    Duellen mellem stor Bordeaux og en "Bordeaux-dræber" er værd at købe: Recougne 2019 er en superflot Bordeaux til en utroligt rimelig pris (59,95). Den har bl.a. fået 91p/WineEnthusiast. 

    Over for står Gran Coronas Reserva cabernet (79), som i 2019 også har fået samme 91p/100 af WIneEnthusiast. Vinen med samme navn vandt den store "Vinolymmpiade" i 1977 foran bl.a. Latour, begge iårgang 1970! 

    Der er også god Rioja, herlig tør Alsace og Chablis og andre gode køb. Ialt er i uge 9 vurderet 123 vintilbud, hvoraf 17 er udvalgt. Alle vine er tappet nær grostedet, med mindre andet er nævnt.

uge09/2024

8 vinkøb under 50,-

Villa Borghetti rød/hvid/rosé... 35,- 

rød Bardolino eller Lapasso, rosé Bardolino, hvid pinot grigio, Italia

*** (3/5), Rema1000, kun torsdag-lørdag 29/2-2/3

Den lette Bardolino fra Garda søen er tør, frugtig og ren -til samme pris kedelig rød Ripasso-type fra Puglia "Lapasso" (kan få selv en pizza til at døse). Bardolino er ikke kunst, men en behagelig ledsager til en salat eller pizza. Fås også som en letbenet tør rosé Chiaretto. 

      Den hvide pinot grigio til samme rimelige pris er bedre end jeg huskede den, med pæn frugt. Det lover godt, at tapperen Pasqua bor ved netop Bardolino. Som andre priser hos Rema er prisen gået op -25 i 2022, 29 i 2023 og 35. Men stadig en ekstremt rimelig pris.  


Spier "Natured" rød/hvid, øko... 35,-*

*: kræver Coop-app (tappet i Danmark)

*** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 29/2

Økologisk. Heller ikke smagt, men har fuld tillid til vinene fra økologisk groede druer. Den røde er shiraz/cabernet, nok lidt rustik, simpel, men fyldig stil. Den hvide er chenin blanc og for mig nok lidt sjovere med sin rige aroma. 4*/5 i Platter's guide i 2021.  

Barbera d'Asti "Tre Vescovi"... 39,-

Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 29/2

Denne fine barbera er ugens fund i Føtex og billigere end sidste år (50 i november!).
    Kenderne er glade for vinen, som (år 2024) fik bl.a. 91p/Veronelli, 90p/Falstaff og (2023) 2 røde glas/3 i Gambero Rosso (dvs i finalen for at få de eftertragtede 3 glas). 
    En kraftkarl med 14 %, kraftig, fast og med rig frugt tæmmet af et år i store egefade.  
    "Tre Vescovi" (De 3 Biskopper) er et Cru i barbera, hvor tre biskopper  (Asti, Acqui Terme og Alessandria) mødte hinanden for at drøfte fælles anliggender.  

Alfredo Primitivo.... 39,-

*** (3/5), Coop365, indtil onsdag 28/2

Har ikke smagt denne vin, men fået den anbefalet af en ven + af BT -en typisk, fuldfed, men rimeligt tør zinfandel/amarone type med lidt balance. Ikke ren sødsuppe, men ren frugt -og så får den et ekstra plus, da vinen ikke er tappet på supertung flaske.  

Côtes du Rhône Villages... 49,-

**** (4/5), Lidl, søndag-lørdag 25/2-2/2
Set i 2022. Rhone dalen er et stort område, og vinene ligner hinanden meget med deres dominans af den frugtige krydrede grenache drue. "Villages" er fra særligt udvalgte små landsbyer, hvor udbyttet skal være lavere -og du derfor får mere fylde og frugt. Denne årgang ikke smagt, men du får med garanti meget til prisen.  

Zinfandel "Chester Falls"... 49,- 

*** (3/5), Coop365, indtil onsdag 28/2
En publikumsfavorit, så ikke noget for en vinkender! Kommer fra det varme Lodi og er tappet i Danmark -så vent en kraftig, tør vin med masser af krydderi i næsen og ikke så meget andet. Men let afkølet en god ledsager til en pizza. Testvinder i BT. 

Undivided Pinot Noir eller Chardonnay.... 49,- 
**** (4/5), Coop365, indtil onsdag 28/2

Sydfransk vin på de to druer fra Bourgogne: Chardonnay er pæn og nydelig Bourgogne-kopi i en kølig udgave, totalt træfrit, som jeg kan lide den, diskret aroma, middel fylde, pæn syre i eftersmag. Druerne kommer fra den kølige del af Languedoc, Limoux og omegn -og det samme gælder nok for druerne til rødvinen:
      Rødvinen smager af sort pinot. Farven er middel -som al Bourgogne- duften er ren hindbær med lidt solkrydderi (men slet ikke som i f.eks. Oregon eller California!), smagen er ret let, men ved iltning bliver den længere. Nydes kælderkold -en meget drikkelig vin.

Rhone "Cellier des Princes", kr/fl v 6: 49,83

6 fl: 299,-, rød Vieille Vigne, hvid Selection, Frankrig

**** (4/5)Meny, indtil torsdag 29/2. 
En god Rhône fra det store kooperativ i Chateauneuf du Pape, hvor vinen er lavet. Princes leverer trods adressen ikke meget "pavevin", men til gengæld en masse ofte glimrende Rhône -og denne er præget af 80% grenache + lidt syrah og mourvedre. Ganske mørk for grenache, rig frugt, god længde, men stadig let drikkelig. Den hvide er også rigtig god, men håber du kan finde 2022 (2021 har måske mistet lidt af frugten). 

6 vinkøb 50-70,-

Ezimit rød/hvid, Makedonien... 50,- 

2021 Pinot Noir eller Chardonnay, Ovchepole, Nordmakedonien

Bedste KØB + **** (4/5), Superbrugsen og  Kvickly, indtil torsdag 29/2

To rigtig gode vine med flot udstyr, som fint matcher basis-Bourgogne og overgår de fleste kopier fra Sydfrankrig og Den ny Verden. 

    Højt liggende vingård mellem Skopje og Thessaloniki, dvs i det klassiske Makedonien (om end uden for Grækenland) -et sted, vi nok forbinder mere med Alexander den Store (der som 30-årig havde skabt et af de største riger i Verden!). 
    Den røde har smuk pinot farve og en ren, indbydende frugt, pæn længde, i den bløde ende, men stadig med lidt struktur. 2021 fik 89p + 5* af Rydberg i Ekstrabladet.
    Den hvide har rig, ren aroma, god fylde med fin syre bagved. 6*/6 af Vinbladet og 90p af Jancis Robinson i én årgang.

Riesling Alsace, kr/fl v 6: 50,-

6 fl: 300. **** (4/5), Lidl, søndag-lørdag 25/2-2/2

Set i 2022. En absolut drikbar riesling i en frugtig, tør og sprød stil. Kommer fra et kooperativ i det smukke Alsace (vistnok det gode Pfaffenheim), som tapper denne vin for Lidl. En rigtig god pris. 

Ventoux "Vidal-Fleury"... 50,-

**** (4/5), Nettoindtil fredag 1/3

Set i 2020. Vinen bør nødig være mere end 5 år gammel, så check årstal. En ligefrem, fyldig, åben krydret duft med en masse blomme, pænt lang med lille kølig kerne nedenunder. Moden nu

    En ung Guigal begyndte sin karriere i dette historiske (1781) hus. Da Guigal var kongen af Côte Rôtie, så købte han sin gamle læreplads, som fungerer som alternativ etiket til Guigal. 2019 og 17 fik ret højt  90p/WineEnthusiast. 2020 er lige så god -du får meget for pengene. 

    Du skal af med 79 for Rhone fra Guigal -jeg drikker lige så gerne Ventoux'en, og så sparere du 29 kr! 

Italian Cab + Zinfandel, Puglia... 50,-

**** (4/5), Superbrugsen og  Kvickly, indtil torsdag 29/2

Vinen er en cab(ernet) blandet med primitivo fra Italiens største område for konsumvin, tappet af Sani (Epicuro mv). Ej smagt, men ganske sød etiket med en taxi (cab) og nok en rund, kraftig vin, blød og kommerciel. 

Faustino V Rioja Reserva... 50,-

rød, også hvid og rosé
Bedste KØB + **** (4/5), Netto, indtil fredag 23/2
God Rioja med indbydende aroma med krydderi og begyndende modenhed, rund fylde og pæn eftersmag. Stadig lidt bid, så et par år på flaske vil kun gøre vinen bedre.
    Set i 2017. 2016 fik 88p af gode kritikere som Peñin og Atkin og koster 70-80 kr i Spanien. Såkaldt HyperHit fra sidste uge, men forlænget. OK Med mig!
     Også hvid, viura og chardonnay med kold gæring. Ren aroma, let til middel fylde, lidt neutral eftersmag. Rosé er ok, men ikke så god som den røde. Set i 2021 og 2022 (bedst). 

Recougne, Bordeaux Supérieur...  59,95

Bedste KØB + ***** (5/5)Meny, indtil torsdag 29/2

2019. Vinen måler sig med ganske meget Saint Émilion og Pomerol, så det er vinen til os, der foretrækker kvalitet og pris frem for et dyrt navnDen fine årgang 2019 har fået hele 91p/WineEnthusiast, men uanset årgang en mørk, kraftig og fast vin, men aldrig hård, præget af moden merlot, rig parfume og god længde. Den er flot efter 5 år, men kendt for at kunne leve 20 år. 

      Slottet ligger i Fronsac ikke langt fra det fine Mayne-Vieil, dvs. heller ikke langt fra Pomerol- men en kommunegrænse gør, at vinen er ”Bordeaux”, ikke Fronsac som Mayne Vieil.     

4 vinkøb over 70,-

Baron de Ley Rioja Gran Reserva... 79,-

**** (4/5), Nettoindtil fredag 1/3

Set i 2017.. En poleret, fløjlsagtig, lækker vin, god fylde, pæn længde, rig bouquet -jeg kan lide både gran reserva og Baron de Ley generelt. Der er bedre Rioja, men Ley er altid flot, pålidelig -og meget velsmagende. 
      Gran Reserva er tempranillo druer fra finca'en i Cenicero i Rioja Alta, som lagrer 2 år i små egefade (lige dele fransk og amerikansk eg) og mindst 3 år på flaske. Og så skiller den sig ud ved, at hele høsten er fra eget domæne. 5* + godt køb hos Ekstrabladets Rydberg, der om nogen har forstand på spansk vin. 

Gran Coronas cabernet-sauvignon... 79,-

Torres Reserva, Penedès (2918 og 19 set) 

**** (4/5) Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 29/2

Mørk, fyldig, pænt lang, blød smag med masser af frugt, krydderi og urt - perfekt til kraftige retter. 2019 fik 91p/WineEnthusiast, mens 2018 fik 90p/Falstaff + 5* + godt køb af Rydberg, der er ekspert i spansk vin.  
     Den første 1970 Gran Coronas vandt  Gault-Millau's vinøse Olympiade i 1978. Eksperten Christian Millau meldte forfald til den historiske 1976 smagning i Paris og lod derfor sit magasin Gault-Millau lave en ny smagning, hvor de franske vine kunne tage revanche. 

Chablis "Moillard"... 99,-

*** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 29/2

Huset har adgang til stort domæne, så jeg vil give vinen en chance, da prisen er fair for Chablis. Vent en frisk, tør let vin, sprød og ren uden dikkedarer. 2020 har fået 89p/WineEnthusiast. 
    Moillard er del af GCF, som også ejer Calvet. Så Chablis fra de 2 huse kan meget vel være identisk. 

Brunello Poggio Forte... 125,-

**** (4/5), Bilka, indtil torsdag 29/2 

Brunello laves på en sangiovese klon og giver i reglen vin med en markant garvesyre, som kun delvis blødgøres af 2-3 år i eg. Vinen har kraften og frugten -og serverer du vinen kælderkold, tror jeg, du vil blive mere end tilfreds til både and og bøf.

      Poggio Forte er 2.vinen fra Quercecchio, en af de større vingårde i Montalcino. En typisk, men ikke bemærkelsesværdig brunello. Jeg vil tro, at Poggio Forte er identisk med Qercecchio. Vinen er fremragende køb til denne pris.