Søg i 1300 opslag:

08/09/2023

Herlig Aveleda og ung, fyrig spanier!

Efteråret er udsat på ubestemt tid, mens varmen bølger ned over os fra syd. Det er lige vejr til Aveleda, de sprøde, lette tørre vine fra Portugal (39). 

Netto tilbyder også Montgras' pålidelige "De Vine", til "nettopris", dvs. samme pris som i Føtex og Bilka (40). Rosé er faktisk ganske god! 

    Coop365 har den ganske udmærkede Faustino VII, en fyrig, fyldig rød og en tør, ganske frugtig hvid (35) -svær at slå til denne pris, mens Alfredo (39) for mig er lidt bedre end de talrige Amarone-kopier, der mest ses. 

    Lidl har californiske Zinfandel "Cimarosa" (6 fl. 199 fra torsdag), mens Rema1000 kun kommer op med Grande Alberone, som jeg vil afstå fra at kommentere.  

Bedste KØB: Aveleda Vinho Verde hvid/rosé - Montgras de Vine rød/hvid/rosé - Faustino VII rød/hvid
Godt KØB: Alfredo Primitivo - Cimarosa Zinfandel

Aveleda Vinho Verde hvid/rosé... 39,-

Bedste KØB + *** (3/5)Netto, indtil fredag 15.september 

Lidt dyrere end i april (35), men stadig rigtig godt køb. 

Rosé "Fonte" er bedre end jeg husker den, tør, let, sprød og frisk med diskret, men dog mærkbar frugt. Nydelig madvin eller til glas i utide. Vinen laves af de klassiske røde "Verde" druer, bl.a. Azal og trincadeiro og touriga nacional, som også bruges til Portvin (lidt længere oppe ad Douro floden). 

Hvid er lys, let og superfrisk med diskret brus i smagen. Lidt spinkel aroma, til den tørre side uden at være tør, ren, med lille snert af brus -Portugal's grønne vin er altid værd at smage, og denne er ingen undtagelse, lys og let også i alkohol (9,5%) -og superkøb. Nye årgange har fået meget ros, bl.a. 88p/WineEnthusiast til 2021. 

      Aveleda er overraskende god for vin, der laves i så store mængder. Sogrape har både gode vinmagere og den nyeste teknologi, som stadig ikke er så udbredt i Portugal. Dvs druerne høstes om natten og får en meget blød presning og en kold gæring i rustfri stål. 

     Foto: Aveleda er et smukt slot og en stor vingård -men med masser af druer købt udefra! Ejer Sogrape startede med Aveleda, men blev siden Portugals suverænt største hus med bestselleren Mateus rosé. Familien ejer huse som  Sandeman, Offley og meget andet, inkl. Barca Velha, den mest berømte rødvin fra Portugal.

MontGras "De Vine" rød/hvid/rosé... 40,- 

Chile, bedste KØB + *** (3/5), Netto, indtil fredag 15.september 
Reserva er 1-2 trin op fra bunden, men meget langt fra toppen. "De Vine" er god til prisen, men ikke meget mere. Trods teksten på web er kun lille del lagret i eg (kun 10% af pinot'en!). 
      Rosé er værd at prøve -set i en helt ung 2023 årgang. Cabernet fra det lune Maipo, Colchagua og naboer er god, men jeg foretrækker næsten de hvide, som er sprøde og friske, også chardonnay og især sauvignon'en især fra det kølige San Antonio. 


Faustino VII rød/hvid... 35,- 

Bedste KØB + *** (3/5), Coop365, indtil onsdag 15.september

En meget lav pris på denne unge Faustino, som er helt ok og topkøb til 35. Vinen ser næppe eg, modsat Faustino V og I, der lagrer ganske længe i små egefade. 
     Den røde garnacha er blot "Spain", dvs. næppe fra Rioja, men nok fra nabo Navarra, hvor Faustino også har et hus. En enkel vin med åben bærnæse, fyldig og blød -men langt fra Rioja i intensitet! Jeg ved, at den røde Rioja "VII" også fås. 
     Den hvide er Rioja, også en simpel landvin, som dog er tæt i kvalitet på den dyrere hvide Faustino V.

Alfredo Primitivo.... 39,-

Godt KØB + *** (3/5), Coop365, indtil onsdag 15.september

Har ikke smagt denne vin, men fået den anbefalet af en ven + af BT -en typisk, fuldfed, men rimeligt tør zinfandel/amarone type med lidt balance. Ikke ren sødsuppe, men ren frugt -og så får den et ekstra plus, da vinen ikke er tappet på supertung flaske.  

Pajar, Verona....  50,-

**** (4/5), Coop365, indtil onsdag 21.juni

Coop365 beskriver vinen sådan: "Corvina og rondinella-druer fra området omkring Gardasøen. Druerne har tørret i cirka 20 dage inden presning. 12 måneder på egetræsfade og mindst 6 måneder på flaske" -tjaaa, det er vel, hvad de får oplyst fra leverandøren. En amarone-type til 50 -jeg gider ikke bruge penge på vinen, men konstaterer, at da Politikens Thomas Ilkjær (ildsjælen!) smagte den for 6 år siden -tilbud 49!- gav han den 4 glas af 6 med ordene: 
"Fyldig, let sødmefuld vin, hvor de 14,5 pct. mærkes. Toner af modne kirsebær, chokolade og rødt kød. En smule kluntet og rustik, men fin tæthed". Så kan jeg også give 4*. 

Cimarosa Zinfandel, kr/fl v 6: 33,17 

6 fl: 199. Godt KØB + ** (2/5), Lidl, torsdag 14-lørdag 16/9 

Lildl's tysk-tappede Cimarosa vine gør ingen fortræd, men eer sjældent mindeværdige. Holder meget af den hvide chenin, men den røde zinfandel er så behagelig, som kun en californier kan være. Og samtidig anonym -pæn styrke, lille bærkrydderi, blød -absolut forglemmelig. Smagt 3 gange (og kan endnu huske smagen). 

Grande Alberone rød/hvid... 50,-
rød Negroamaro eller "Oak Aged", hvid Pinot Grigio, Italien

** (2/5), Rema1000, torsdag 14-lørdag 16/9 
En ekstremt tung flaske signalerer... nej, ikke kvalitet, men nok vægt i de røde, som har mange fans. Har smagt den ved flere lejligheder og nåede at blive træt af den flommefede vin inden ét glas. Den hvide er grigio fra området mellem Venedig og Slovenien.