Søg i 1300 opslag:

28/05/2023

Meny: Herlig rosé og god riesling

Meny er klar til et forsinket dansk forår med en god fransk rosé og den pålidelige Peter & Peter riesling. Ingen af vinene er superkøb, men gode valg til en lys sommeraften. 

Meny har også en god pris på Lugny Bourgogne (79,95) samt Brancott sauvignon fra New Zealand (55). Så hvorfor betale 15 kr mere for Matua sauvignon fra samme Marlborough, som slet ikke er bedre! 

    Ellers ikke de store nyheder fra Meny uge 22. Jeg kan godt lide Koonunga Hill, især den røde (69,95), mens Piemonte byder på Barolo fra kooperativet Terre del Barolo (109,95) og nabo Barbaresco fra Pelissero (139,95). 

Bedste KØBSt Jean de la Cavalerie Rosé - Peter & Peter riesling + pinot

Godt KØB: Lugny Bourgogne rød/hvid - Villa Roses Aix Provence - Brancott sauvignon - Barolo "Terre del Barolo" - Koonunga Hill rød/hvid 

Domaine St Jean de la Cavalerie Rosé... 55,-
Bedste KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 1.juni
Flot udstyret rosé med god frugt, tør og ren trods bærsødme. Meget anvendelig ikke mindst til et glas i utide eller en salat. 
     Domænets historie begynder måske i tempelherrernes dage (o. 1300), men er i dag supermoderne og ligger i bakkerne nord for Béziers på vej mod Pezenas. Det ejes af ungt ægtepar, der arbejder sammen med vinkøbmanden Grignon om eksport og sikkert også det meget stilige udstyr. 

Peter & Peter, riesling eller pinot noir.. 49,95

Mosel Riesling "Feinherb" eller Trocken (tør), rød Pfalz pinot noir, Tyskland

Bedste KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 1.juni

Hvid riesling fra Mosel's "Steillage", dvs. de stejle skråninger med stort skifer, som dominerer det skønne Mosel. 
      Den tørre er flot, ren og frisk, god frugt. Feinherb dvs. halvtør, er lige så flot, indbydende duft og nydelig syre og sprødhedRød pinot fra det lune Pfalz, pæn uden at være prangende, lidt fersk, et godt køb. Fås også som rosé ret unikt fra Mosel, som er Feinherb (halvtør). Ikke smagt.       Peter & Peter er husvin ved den store Mosel musikfestival med en lang række koncerter i juli og august langs hele Mosel fra Koblenz til Trier (mange dog i Bernkastel). 
      Vinene laves af ZGM (Zimmermann-Graeff-(Rudolf) Müller) i Zell, et af Tysklands største vinhuse, som leverer store mængder vine til alle kæderne. Garvede læsere vil kende den hyggelige by Zell fra "Schwarze Katz", men i dag ser man stort set kun en sort kat på skråningen over den lille by! (foto). 
       Husets chefvinmager er Peter Griebeler. Han er barnefødt ved Mosel, men har arbejdet flere år i bl.a. Californien og Østeuropa og siden 2005 for ZGM. Men hvem er så den anden Peter?

Bourgogne "Lugny", rød/hvid... 79,95

Godt  KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 1.juni
Bourgogne er stadig vanvittigt kostbar, men du er begyndt at se basisvine som denne til overkommelig pris. Fra det store, men generelt pålidelige Lugny kooperativ. Vi er langt fra Beaune og Côte d'Or (men ikke langt fra Pouilly-Fuissé). Ej smagt i en del år, men husker en frugtig rød pinot med god fylde og en frisk, sprød rentsmagende chardonnay. Formentlig tæt på Macon Lugny og Macon Chardonnay, som også er set fra samme kælder -og i samme Meny! 

Villa des Roses, Aix Provence... 69,95

Godt KØB + *** (3/5), Meny, indtil torsdag 1.juni

Endnu en provencalsk rosé, som kommer fra giganten GCF's lokale afdeling. Ikke smagt, men har smagt et andet mærke, som nok er identisk. Nydelig spinkel frugt, middel fylde, let syre -god madvin eller til glas i utide.

Brancott Sauvignon Blanc... 55,-

New Zealand, godt KØB + **** (4/5), Shop.Meny, indtil torsdag 1.juni

Tør, dufter af græs, rig tropisk frugt med let sødme, fyldig, men lidt aggressiv i sit udtryk trods en lille restsødme i slutningen. Brancott kalder sig "estate", men det meste købes udefra, da der alene af denne vin sælges 12.000.000 flasker årligt! Og i det lys er vinen faktisk god og et godt køb. Kenderne er delte -2020 fik 89p/Spectator, men kun 85p/WineEnthusiast (som ikke var vild med sødmen). 
      Brancott hed tidligere Montana og var det første hus til at sælge såvel sauvignon som pinot noir fra New Zealand (1979 -ældre er salget af god vin i New Zealand ikke!). Det har i mange år været ejet af franske Pernod-Ricard, som også ejer bl.a. Jacob's Creek og Orlando i Australien. 

Fra New Zealand også Matua Sauvignon Blanc (69,95, *). Del af Treasury, men foretrækker næsten Brancott til 55!  

l'Autantique chardonnay... 49,95

*** (3/5), Meny, indtil torsdag 1.juni

En letbenet, men udskadelig Bourgogne-kopi fra det ellers gode (og meget store) kooperativ Foncalieu ved Carcassonne. Højt udbytte, kold gæring, men ellers nydelig -kunne smage som italiener fra Friuli! 

Barolo "Terre del Barolo"... 109,95

Godt KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 1.juni

2013. Har ikke smagt vine fra det store kooperativ i Barolo i mange år, men husker dem som lidt støvede, men ganske ok, især til prisen. Det gælder nok også denne 2013, som får 5* af Rydberg i Ekstrabladet: "Svampede noter i duften. En let moden Barolo med sorte kirsebær, tørrede krydderier, lakrids, læder og vanilje i smagen. Medium koncentration med tørrede fine let grønne tanniner. Pæn længde. Fin lille Barolo især til prisen." 

Pelissero, Barbaresco eller Langhe... 139,95

**** (4/5), Menyindtil torsdag 1.juni. 

Vinen har fået et gevaldigt Covid-hop, fra 100 kr i 2021 til 140,  40% op i pris. Det er for meget, selv for helt ok vingård som Pelissero.
      Pelissero er et 38 hektar privat domæne i Treiso, en af de små landsbyer i Barbaresco. Domænet ledes af Giorgio Pelissero (foto).
      Barbaresco er fra den gode 2018 årgang, med en lidt køligere stil. Tør, tannisk, men med god bund og fylde samt attraktiv frugt -tror på den om 2-5 år.  Nubiola kommer fra en række mindre skråninger. 
     "Long Now" er mix af nebbiolo og barbera -100% fra Barbaresco, men da 50% barbera blandes i nebbiolo kan vinen ikke kaldes Barbaresco. Lagret 12-18 måneder i små egefade er det en attraktiv vin med både frugt og længde -mere afrundet end Barbaresco. Ca. 15.000 fl/år.

Penfold's Koonunga Hill rød/hvid... 69,95

Godt KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 1.juni

Rød cabernet/shiraz i en fast, nogle vil sige stram stil med rig duft af urter og bær, som ofte har godt af et år eller to på flaske, men egentlig særdeles egnet til solid vintermad. Nydes kælderkold. Den hvide er pæn og nydelig uden større dikkedarer (men kun smagt én gang). 
      Koonunga var oprindelig 93 hektar i Barossa. Men i dag henter Penfold's vine fra hele 200 forskellige druedyrkere til vinen, der første gang blev tappet i 1976.  
      Penfold's er berømt for sin Grange shiraz, som efter nogle lidt triste år igen er en seriøs rival til titlen nr 1 i Australien (ikke mindst i pris, typisk 1500-2000). Penfold's er nok det mest kendte i Treasury gruppen, et af Verdens største vinhuse, som er nr 1 i Australien (Lindeman, Wolf Blass, Yellowglen, 19 Crimes mv), men også ejer mærker i bl.a. New Zealand (Matua mv), Californien (Beringer osv).