Søg i 1300 opslag:

28/05/2023

Rema1000 & Co: grøn sommervin, riesling og gammel Bourgogne

Rema1000 er i topform i denne uge, hvor de viser, at discount godt kan byde på andet i Amarone-kopier! F.eks. en lys, let Vinho Verde (35), en god italiener og en 10 år gammel 1.Cru Bourgogne (199). Det er ikke noget, du normalt ser i discountbutik! 

Netto følger op med en Five O'Clock riesling (59) fra Rheingau, lavet af dygtige Kesseler, mens Coop365 giver os en rigtig god pris på Southbank (50), klassisk sauvignon fra New Zealand. 

    Den laveste pris finder du dog i Lidl med en god tør hvid Chenin fra Sydafrika (29,83 v 6).

Bedste KØB: Montinho Vinho Verde - Southbank sauvignon blanc - Kesseler "Five o'Clock" Riesling - Chenin Blanc "Vredebosch"
Godt KØB:
 Dezzani Monferrato - Santenay 1.Cru "Comme" Lequin - O-Organic rød/hvid/rosé - Rød Aalborg Akvavit - Kahlúa Coffee Licor


Quinta do Montinho, Vinho Verde.... 35,-

Bedste KØB + **** (4/5), Rema1000, indtil lørdag 3.juni

En rigtig god pris på Portugals lette "grønne vin", der er perfekt hvid til en lys sommerdag, ikke mindst når den som denne vin er lavet på den lokale drue loureiro + lidt fernando pires og den gode arinto. 
      Forventer en lys, halvtør hvid med indbydende blomsteraroma og let, til middelfyldig vin, frisk og sprød, uden stor eftersmag. En herlig ledsager til en grøn salat eller en fisk med sauce.  

      Vinen kommer fra Montinho, en historisk 1700-tals ejendom lidt nord for smukke Braga, på grænsen til Peneda-Gerês nationalparken. Vingården har splinternye kældre fra 2020, som kan få den fulde frugt frem i druerne. 

Santenay 1.Cru "Comme", Lequin... 199,- 

2013, godt KØB + **** (4/5), Rema1000, indtil lørdag 3.juni
Har mere tillid til denne 1.Cru, selvom årgang 2013 ikke er så god. Vinen er nu 10 år gammel og bør nok nydes nu. Vinen er nok rimeligt mærk med rimeligt åben bouquet og pæn længde, måske lidt fast og stram, gr kølig vækstsæson. Tror ikke vinen bliver bedre. 
    Lequin er en gammel familie i Santenay, og Comme er efter Gravières nok byens mest ansete 1.Cru. Begge ligger på grænsen til Chassagne-Montrachet. 

Viré-Clessé, Jean Gagnerot... 129,- 

2016, ***? (3/5), Rema1000, indtil lørdag 3.juni

Med alle forbehold! Viré-Clessé er lille område i Mâcon med vine, der ligner St. Véran og Pouilly-Fuissé -uden at nå nogle af dem. En enkel hvid chardonnay, som i reglen skal nydes ung, selvom den sikkert vil lagre nydeligt -men ofte uden at gøre vinen bedre. Tror ikke på den, men tager forbehold. Vinen er ikke domæne-vin, men indkøbt, måske fra kooperativer. 

    Derimod har jeg ingen tillid til leverandøren. Gagnerot er et mærke ejet af Reine Pédauque, igen ejet af Pierre André, som i de slemme år var ejet af Vincent Sauvestre, en vinmatador, der startede med intet, købte en masse navne og opbyggede et gigantisk korthus, som et års tid var det 3.største hus efter Boisset og GCF. Gr en del forfalsket vin brast korthuset sammen og sendte samme Vincent i fængsel. 
    Resterne af huset blev overtaget af GCF fra Alsace, som mest bruger bl.a. Moillard (Coop), Marguerite Carillon (Irma), Garnier (Netto) og Francois Martenot og Calvet (Føtex/Bilka). 

Dezzani, Monferrato eller Piemonte... 50,-

Godt KØB + **** (4/5), Rema1000, indtil lørdag 2.juni

Monferrato er et smukt bakket område mellem Asti og Po floden, del af Piemonte ("Pied de Mont" på fransk). Dvs  "Foden af Bjerget", dvs Alperne, kendt for den stramme, aristokratiske Barolo.
      Begge vine er langt fra Barolo -noget blødere, kommercielle, end jeg er vant til. Vinene er domineret af barbera, dolcetto og bonarda druer, i Monferrato suppleret med lidt merlot.
     Monferrato bedst med lidt mere dybde, men begge er vine, der ikke afskrækker vindrikkeren -heller ikke, selvom du ikke kan lide Barolo. Umiddelbart en mere spændende vin end Piemonte Rosso.       Dezzani er stort hus, som i dag ejes af Rocca, et meget stort hus i Puglia, som nok er mest kendt for sit samarbejde med danskeren Peter Vinding-Diers

N.B: Rema1000 har også tilbud på Corte Orsini Chianti Riserva (4*, 50,-) -en rimeligt typisk middelfyldig Chianti med nydelig frugt. 



Southbank sauvignon blanc... 49,- 

Bedste KØB + *** (3/5), Coop365, indtil onsdag 31.maj

En typisk sauvignon med overdådig aroma af sød frugt, urt, passion og solbær. Frugten går igen i smag, som balanceres af sprød syre.
    Ikke det store sus -men en god vin til superpris. Vinen er for mig mindst lige så god som langt dyree vin fra de 2 giganter, Constellation (bl.a. Selaks, Kim Crawford osv) og franske Pernod-Ricard (Brancott mv), der leverer 75% af al vin fra New Zealand.
      Vinen laves af Yealandsgrundlagt 2002 af Peter Yealand. I dag er huset et af de største i Marlborough, det største område på New Zealand, med hele 1500 hektar vin omkring Wairau. 
      Vinmager Natalie Christensen er efterkommer efter en oldefar, som fulgte i grundlovsfader Monrads fodspor til det den anden side af Jorden efter nederlaget i 1864. De grundlagde bl.a. kolonien Dannevirke syd for Hawke's Bay opkaldt efter den gamle vold, som i dag ligger i Sydslesvig.

O-Organic, rød, hvid, rosé... 39,-

øko, rød carmenère, rosé, hvid sauvignon, Chile
Godt KØB + *** (3/5), Coop365, indtil onsdag 31.maj

Den hvide er glimrende, tør, frugtig, ren og sprød -sådan i stil med New Zealand, blot lidt blidere. Rosé på cabernet og syrah er god, tør og frugtig, tør, men med frugtsødme og syre. Den røde carmenère har jeg ikke så stor tillid til. Billig carmenère er næsten aldrig god. Vil tro, at vinen ligner Adobe Organic, som sælges i Coop’s andre butikker til noget højere pris. 

Kesseler "Five o'Clock" Riesling... 59,- 

Rheingau, bedste KØB + **** (4/5), Netto, indtil fredag 2.juni

Har ikke smagt denne nye vin fra Kesseler, som du hidtil har mødt i Rema1000. Vinen er dog ikke Gutswein (fra vingården), men mon ikke den har samme udadvendte frugt, sprøde syre balanceret af ganske lille sødme? August Kesseler om vinen: (video 42 sek) "Klokken fem er min tid til en Riesling. Denne skal være krystalklar, saftig, mineralsk og ekstremt tørstslukkende. Vores "five o'clock" er en vin med drikkesjov og drikkeflow - den perfekte sundowner! God fornøjelse!"

     Rhinen løber mod nord på sin 1000 kilometer lange rejse til Vesterhavet. Kun ét sted slår den et sving til venstre for at skabe Rheingau, en 35 kilometer bred skråning vendt stik syd. Her vest for Frankfurt leveres nogle af Verdens bedste vine. 

       August Kesseler ligger i den maleriske lille by Assmannshäusen, (foto viser svævebanen over Höllenberg). Kesseler leverer måske byens bedste røde, men hans hvide riesling er også i top. For 100 år siden ejede vingården blot 2,5 hektar, men siden begyndte vingården at vokse, og under August dækker vingården i dag 33 hektar fra Lorch i vest til Hattenheim og Erbach i øst. 
      Vingården har et fint ry (4* af 5 i Gault-Millau) for både rød pinot (1/3 af høsten) og hvidvin. Vingården har siden 1995 været medlem af VDP, en gruppe af Tysklands bedste vingårde, hvis flasker prydes af en vinøs ørn på kapslen.  

Netto tilbyder også Gewurztraminer Alsace (59, 3*) fra kælderen i Ribeauvillé. OK rosenaroma, lidt sød, men rimeligt ren og frisk. Foretrækker tyskeren!  

Aimone rød/hvid/rosé... 50,-

** (2/5), Netto, indtil fredag 2.juni

Endnu en syditaliensk Rip'amarone, dvs. stærk, men let i smag, let sødlig -en vin ikke ulig Grande Alberone, ikke så sært, da de tappes i samme kælder. Bilka henter den hos Taster Wine, som får den fra IWB, Italiens største vinhus (120 mill. fl/år). Jeg skal være meget diplomatisk, når jeg udtaler mig om denne vin, som nok er en stærk, men karakterløs pleaser som mange andre syditalienere. 

Chenin Blanc "Vredebosch", kr/fl v 6: 29,17

6 fl: 175, Sydafrika (tappet i Tyskland) 

Bedste KØB + *** (3/5), Lidl, torsdag-lørdag 1-3.juni  

Chenin vlanc er ofte et superkøb fra Sydafrika, som denne med etiket Vredebosch (såvel som forgænger Cimarosa), som har indbydende frugt, sprød, tør og frisk, middel fylde, pæn dybde -meget appetitvækkende og til 30 kr (v 6 fl) svær at overgå!  
    Lidl tilbyder også Johnie Walker 12 år Whisky (159, 5*), en klassiker. Du har kunnet få den til 149, men i dag er 159 en rigtig god pris. 

Aalborg Taffel akvavit "rød"... 79,- 

Godt KØB + *** (3/5), Coop365, indtil onsdag 31.maj

Bedste spiritustilbud. Der er snaps på tilbud i alle kæder, det meste til omkring 100 med navne som Linie, O.P. Anderssons, Jubilæums, samt Brøndum lidt billigere gr blot 40%. De er alle udmærkede med ren aroma, men uden den rene skære aroma i Taffel. Personligt finder jeg endda Linien for sød. Men man er vel puritaner, når der skal en ledsager til de syltede og marinerede sild! 
      Intet slår den røde Aalborg med sine 45%, som virkelig får kommenaromaen frem. Det skulle da lige være de alt for sjældent sete Brømdums Kummen eller Harald Jensen. De koster det samme i indkøb, men er aldrig på tilbud til 75. Ak nej. Må dulme sorgen med en lille skarp! 

Kahlúa, Coffee Liqueur... 89,-

70cl,  godt KØB + **** (4/5), Netto, indtil fredag 2.juni 
Den dansk Isle of Moen kaffelikør koster 245 kr på destilleriet på Møn -for 50 cl. En god likør, men alt for høj pris, når originalen, Kahlúa, fås til til 89 -for 70 cl. 
      Kahlúa blev skabt i 1936 af en gruppe venner fra Mexico og har siden gået sin sejrsgang i hele verden. Den nydes ofte ren -og kold- og er en vigtig ingrediens i bl.a. Black Russian. Og jeg kunne godt tænke mig at bruge den til Icecoffee
    Netto har et par andre spiritus tilbud, bl.a. Gordon's Gin og Smirnoff vodka (89).