Søg i 1300 opslag:

27/05/2023

Et væld af vintilbud i Føtex

Føtex har i denne uge en 24 siders Vinfestival med op mod 200 tilbud. Der er rigtig mange fremragende tilbud og andre, der ikke er helt gode nok. 

    Men Føtex skal være rigtig glad for, at kæden hverken har 40% på fransk eller italiensk vin, for en meget stor del af sortimentet er på tilbud.  

Rød: De spanske vine er måske de bedste køb med en Baron de Ley reserva til 50, tæt på halv pris af, hvad vinen koster i spanske supermarker. Men prøv også den flotte Museum og Mantrús fra Ribera del Duero. I den mere daglige ende sætter Kingpin og Hécula næsten al anden vin i prisklassen til vægs! 

    Italien har en god Piacentini Ripasso (50), mens Chile's Quatro er svær at overgå til 45. 

    Rosé går jeg med LYV og Mirabeau samt Cote des Roses, alle fra Frankrig, som for alvor har knækket koden til at levere appetitvækkende rosé fuld af frugt over en fin lille syre. 

    I hvid går jeg med den sprøde, friske Souveräner Malteser Ritterorden Grüner Veltliner "Kommende Mailberg" 2021 Weinviertel. Jeg fik ikke hele navnet med, men mon ikke det er nok? Piacentini's Soave kan ligne, men er ikke helt så klar i aroma og smag, mens den hvide Quatro fra Chile har mere aroma og fylde, men ikke helt samme friskhed. Og så har jeg opdaget den hvide Baron de Ley, der i nye år viser, at hvid Rioja kan noget. 

    Der er mange andre tilbud, som følger de kommende dage. Tilbud gælder hele juni. 

Bedste KØBBaron de Ley Rioja Reserva - Museum Reserva Cigales - Hécula Yecla - Kingpin rød/hvid - Montgras Quatro rød/hvid - Souveräner Malteser Ritterorden G.Veltliner - Le Arche rosé + hvid - Piacentini Ripasso + Soave 

Godt KØBMantrús Ribera del Duero crianza - Finca Monasterio Rioja - LYV rosé - Cote des Roses rosé - Mirabeau Aix Provence rosé - Calvet Chablis - Codorniu Cava brut - le Arche Rossogrande

Baron de Ley Reserva... 50,-

rød 2018, hvid og rosé 2021, Rioja

Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil fredag 30.juni

En god moderne Rioja med rund fylde og indbydende duft med lidt krydderi, til den bløde side, men pæn dybde og intensitet. Mere lækker end aristokratisk, men suverænt køb til prisen.

      Selv i Spanien er vinen topkøb til 10-12 € (75-90 kr).  Set i 2018 med 91p/Guía Peñin. 

    85% Tempranillo + 10% unik maturana og 5% graciano -to af de sjældneste druer i Rioja. 18 måneder i eg + 1-2 år på flaske. 

    Den hvide Rioja er blevet meget bedre end ældre årgange, takket være lagring sur lie ("Lias"), der giver mere frugt. 2021 får 89p/Tim Atkin. Rosé ikke i klasse med den røde. 

      Ley er rigtig stor, men skiller sig ud ved, at alle vine er fra eget (store) domæne. Huset bor på 400-årigt gammelt benediktinerkloster i Alavesa. Husets vine er gode, fra den dyre topvin Monasterio over Gran Reserva til den unge Club de Rey.

Museum Reserva, Cigales ... 79,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Føtex, indtil fredag 30.juni

En klassisk flot vin til en særdeles rimelig pris. Magtfuld, men ret fed og lækker vin med rig frugt med noter af ny eg, lang smag med god bund, frugt og bløde tanniner. Flot nu og bør nok nydes inden for 3-5 år.  
     Cigales er et lille område nær Valladolid mellem Toro, Rueda og Ribera del Duero. Området var tæt på at blive glemt, indtil Rioja-huset Baron de Ley rykkede ind i 1999 med en 100+ mill. kr investering. 
     I dag har flere nu fået øje på Cigales takket være Museum. En billedskøn bodega med eget kunstmuseum- og en stor vingård med flotte vine i en nuanceret magtfuld stil. Reserva lagres 22 måneder i eg, og siden et år på flaske. Alle nye årgange har fået 91-92p/Guía Peñin. 

     Indtil for 5-10 år siden var flasken forsynet med en etiket i præget metal. Den er væk nu, og det er en inkarneret etiket-samler som jeg glad for! 

Hécula Organic, Yecla... 35,-
øko. Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil fredag 30.juni

2020/21. Hécula -Herkules på spansk- antyder stærk vin! En mørk, kraftig bulderbasse, fyldig, men afrundet med fint krydret duft. Vinen laves på den ofte stramme monastréll drue, men denne er ret blød, måske for civiliseret og kommerciel for tifosis. 
      Hécula har gennem 20+ år været en af Castaños mest kendte og er fra årgang 2018 blevet økologisk (ret nemt i de tørre, vindomsuste bakkedrag syd for Alicante). Synes ikke vinen lever op til ældre årgange (med bl.a. 90p/Parker), men årene har måske gjort mine vinminder rosenrøde! I hvert fald fik 2019 5* i Gastro sept 2021 + 90p/Guía Peñin (og 91p af gavmilde Decanter Award). Så den bliver på 4*!  

    Til samme pris Castaño Organic Macabeo hvid (35, 3*), en rimeligt frisk, men ret ligegyldig hvid. 

Kingpin rød/hvid, Spanien, kr/fl v 6: 41,50

6 fl: 249.  Godt KØB + *** (3/5), Føtex, indtil fredag 30.juni

Kunne fås til 39 i Bilka for en måned siden, men stadig er både rød og hvid flot til prisen. 

    Druerne tempranillo og syrah fra Felix Solis i hjemegnen Mancha, Spaniens og Verdens suverænt største (daglig) vinområde. Vinen sælges som bordvin og har ikke årgang, men huset oplyser, at vin fra køligere (finere) områder indgår i vinen. Vinen "lagres med eg", dvs typisk med egechips i tank eller egestave i tanken under gæring/lagring. Vinene ligner Guv'nor i Brugsen, synes jeg. 
      Kingpin har både en smuk etiket (der er dygtige designere i Spanien!) og er god rødvin med indbydende duft, lidt dybde, afrundet, kraftig smag og pæn længde
       Den hvide laves på sauvignon, chardonnay og verdejo. Tør, men rund, fyldig, ren og forbavsende frisk for et varmt klima. Men ikke i klasse med den røde. Foto: Husets museum er original arkitektur. 

Mantrús, Ribera del Duero crianza... 65,- 

Godt KØB + **** (4/5), Føtex, indtil fredag 30.juni

Ej smagt, men kender huset, som laver denne serie vine til spansk hypermarked. Formentlig tæt på Rippa Dorii og Condado de Teón, som er fra samme kælder. Men denne er p.t. bedste køb, da Rippa står til 70 kr -og så er vinen ikke crianza, dvs. med et år i eg. 
    Familien Ontañon er fra Rioja, men ejer også dette hus med egne marker. Bør være en rund, kraftig vin med rig frugt og pæn længde, omtrent som Neo i Lidl, dvs. bedre end standardvinene fra Pagos del Rey (Solis) i Bilka og Irma. 

Finca Monasterio Rioja... 125,-

Godt KØB + ***** (5/5), Føtex, indtil fredag 30.juni

Prestigevin fra Baron de Ley reserva, en personlig favorit, men kun merprisen værd, når den som nu er på tilbud! Og slet ikke 2,5 gange bedre end reserva til 50 (latterlig pris). 
       Den er rigere og dybere i duften, kraftigere, fastere, men med fin balance og god længde. 2019 er bedst om 3-4 år. 100% tempranillo med 18 måneder i små egefade, lige dele nye og fade brugt ét år. 
      Monasterio får fine ratings, 2019 fik 5* + bedste køb hos Rydberg i Ekstrabladet (og forfatter til ”Spanske Vine”). Årligt tappes ca. 100.000 flasker -lige nok til, at den høje pris kan holdes!      

Matsu "Picaro", Toro... 75,-

**** (4/5), Føtex, indtil fredag 30.juni

Kunne fås til 70 kr i Meny i oktober, og siden er prisen på spansk vin faktisk faldet -derfor ikke topkøb. Matsu er japansk for "venten", og den unge vinkælder lavede lækker vin i 00erne, men så har vi ventet lige siden. Vinen har stor fylde og frugt, men grundlæggende en enkel, men charmerende vin. 

      En sympatisk vin med overdådig frugt med masser af bær, som går igen i smagen. Ingen eg, men 2 måneder på tank "sur lie" før tapning. Nyd nu for frugten. Toro ligger lidt til venstre for Rueda og Ribera del Duero, tæt på Douro området i Portugal. 

Til samme pris Guindalera Calvente, Granada (75, 4*), en rustik, men kraftig og rund vin fra højt liggende marker i baglandet til Màlaga. 

Hvidt, pink (og rødt) til sommer! 

Montgras "Quatro", rød/hvid... 45,-

Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 8.juni

En ekstremt lav pris på Quatro, der (som navnet antyder) er et mix af 4 druer. Første årgang af vinen var 1998. 
     Rødvin på cabernet sauvignon, carménère og malbec (80%) +  Rhône's syrah (20%). Mørk, kraftig, blød, åben frugt i næsen. Nye årgange har fået høje karakterer (2021 91p, 2020 90p/Descorchados), flot til så lav pris. 
    Den hvide er endog bedre, 50% chardonnay suppleres med viognier,  sémillon og lidt sauvignon fra det kølige Leyda. Tør, frisk, meget fin aroma -en herlig vin alene eller med mad. 

Souveräner Malteser Ritterorden, kr/fl v 2: 60,- 

2 fl. 120. Grüner Veltliner "Kommende Mailberg" 2021 Weinviertel, Lenz Moser Østrig 

Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil fredag 30.juni

En klassisk, frisk veltliner, tør, ren og skær og frisk. let og sprød, med typisk peber/bær aroma. 2021 er for mig lige så god som 2020, som fik 91p/A la Carte, måske gavmildt, men vinen er rigtig god.  Typisk 40.000 fl/år, alle nummeret. 
      Jeg elsker den historie-duftende etiket fra vinslot  i Mailberg 70 km nord for Wien nær den tjekkiske grænse. Slottet har i 875 år tilhørt ridderordenen af Malta -Malteserridderne. På en væg kan læses et motto: "Optimus quisque" -"det bedste uanset hvad". Et godt mål, som ikke helt nås med den grønne veltliner!  

      Vingården har siden 1969 været drevet af Lenz Moser, et af Østrigs største huse, som driver flere vingårde. Udover Maltesernes gamle borg også den fine Klosterkeller Siegendorf ved Neusiedler See.

      Området har et køligt, men solrigt og tørt klima, perfekt til veltliner-druen, der dækker 23 hektar, mens 10 hektar bruges til rød zweigelt, en anden indfødt drue. Her laves også god weissburgunder og sekt.  

    Til samme pris Squealing Pig, chardonnay fra Australia, sauvignon fra New Zealand (2 fl. 120, 4*), ikke smagt, men nok meget lig andre vine fra Treasury gruppen. Mærket startede 2011 i New Zealand, men er i dag globalt -dvs grisen er vin fra New Zealand, Australien, Italien osv. Mærket er del af Treasury, som også omfatter Beringer i California, Penfold's, Lindemann, Wolf Blass i Australien osv. 

LYV rosé/hvid, Frankrig, kr/fl v 2: 60,-

2 fl: 120. Godt KØB + **** (4/5), Føtex, indtil fredag 30.juni

LYV har været solgt dyrt, op mod 100 kr. Men her er god pris -og en flot rosé med den smukke, facetterede flaske. En nydelig rosé med åben frugt og blød smag med lidt frugtsødme og ikke for meget syre. Tappet på en smuk flaske -med glasprop- som for et par år siden vandt en designpris. Vinen laves af Iain Munson for Jeanjean. 
Til samme pris Coutume rosé og Belle Année rosé (2 fl. 120), begge ok, men for mig er LYV marginalt bedre. 

Côte des Roses rosé, Sydfrankrig... 69,-

Godt KØB + **** (4/5), Føtex, indtil fredag 30.juni

Bertrand var en af de første, der forstod at Sydfrankrig kunne lave rosé så god som Provence -og den første i området, der forstod værdien af fancy flasker!  
      "Rosenvinen" er hans mest kendte. Den fås også som (god) hvid og rød, men langt det meste er dog Pink, og den er faktisk rigtig god, selvom den ikke er et fund til prisen! God frugt, middel fylde, mere sød bærfrugt i smagen,, som balanceres af lidt syre. 
      På ganske få år har Gérard Bertrand fået banket et af de største huse i Sydfrankrig op. Fader Georges ejede Villemajou, Corbières, som var del af kooperativ indtil 2002. Her lærte Gérard faget, mens han var professionel spiller i den franske nationalsport, rugby. Vin blev fremtiden, men med rugby'ens energi oveni! 
     I 2012 blev Villemajou suppleret med l'Hospitalet i Clape, et bjerg nær strandene ved Narbonne, som i dag er hotel og spa foruden hovedsæde og vingård. I dag ejer han en lang række små vingårde, som supplerer den indkøbte vin til en lang række mærker. Men lur mig, om han ikke tjener sine penge på disse fancy flasker! 

Mirabeau Aix Provence rosé... 79,-

Godt KØB + **** (4/5), Føtex, indtil fredag 30.juni

Ikke helt så flot som Pure sidste år, men stadig en god rosé med friskhed og rig aroma, måske let frugtsødme i smagen. Aix er normalt billigere end "rigtig" Provence -men for mig lige så god. God vin til alt fra salade nicoise til grillet fisk!
      Ægteparret Stephen & Jeany Cronk forlod London i 2010 for at lave rosé i Provence. Og de har ikke daset tiden væk -i dag laves 10 forskellige lyserøde vine (samt en dyr gin -pink, hvad ellers!), og der er kommet 3 børn. Mirabeau er et mærke, for kun lille del af vinen kommer fra deres (nykøbte) 14 hektar vingård. 

Føtex tilbyder også la Coutume rosé (2 fl. 120, 2*?), dansk tappet rosé samt den gode Guigal Rhone rosé (79, 3*) samt spanske Miracle rosé (79, 3*), der (igen) viser, at Frankrig eer bedst til god rosé endnu.  

    Desuden Cotes de Provence rosé og Bandol rosé (79, 4*), god ,men ikke bedre end Lyv eller Mirabeau. 

Le Arche hvid eller rosé, kr/fl v 3: 33,-

3 fl: 99Bardolino rosé "Chiaretto" eller hvid Garganega-Pinot Grigio Garda

Bedste KØB + *** (3/5), Føtex, indtil fredag 30.juni

Sammenlignet med LYV eller Cote des Roses mangler den lyserøde Bardolino frugt i duft og smag, men den er ren og frisk -slet ikke ilde til en salat! Druerne er de lokale corvina, molinara og rondinella, som du også kender fra Ripasso og Armarone. 

    Prisen er utroligt lav -som også den overraskende gode hvide Garda, hvor Soave's garganega får lidt vægt fra chardonnay. Begge er rigtig gode tørstslukkere, lette og friske -gode til en sommerbuffet. 

Calvet "Chablis"... 89,-

Godt KØB + **** (4/5), Føtex, indtil fredag 30.juni

Du skal generelt købe Chablis, tappet af bonden selv -eller af kælder i området. Så jeg har haft tvivl om denne vin. Calvet e et gammelt hus i Bordeaux -ca. 600 km fra Chablis- som tilmed er ejet af giganten GCF -med hovedkvarter i det nordligste Alsace -andre 500-600 km fra Chablis. 
     Ikke lovende! Men GCF ejer faktisk vingård i Chablis, så måske skal du give denne vin en chance... Prisen er lav for Chablis. 

Cava Codorniu "Clásico"... 50,-

Godt KØB + *** (3/5), Føtex, indtil fredag 30.juni

Codorniu er historisk den første cava (udtal: gah-vá) af alle, til 50 er brut et godt køb akkurat lige så god som Faustino cava (69, Bilka, 3*), som Rioja-huset henter nær Codorniu). OK til sommerfest og studenter, rimeligt tør, ren og frisk. 

       Familien sendte i 1871 en mand til Reims for at aflure, hvordan man lavede Champagne. De lokkede en franskmand med hjem, som i 1872 lavede 3000 flasker brusvin -og den første cava var født. I dag laves 45 millioner flasker cava af druer, ofte (og legalt) hentet uden for Katalonien.  Seco er akceptabel, men som semi-seco kun egnet til kransekage. 

Silvano Piacentini Ripasso eller Soave... 50,-

Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil fredag 30.juni

Til denne pris er begge et topkøb. Denne røde middelfyldige, tørre, frugtige Ripasso foretrækker jeg for de svulmende Rubens'agtige amaroner. Virker tør, men med lidt frugtsødme i slutningen. En god vin til en gryderet eller risotto -server kælderkold. Salling mener den er lagret 15 måneder på store egetanke. Det smages dog ikke. 
      Den hvide Soave Classico er glimrende, tør, diskret, men fin aroma, ganske pænt lang

      Silvano Piacentini (foto) er født i Valpolicella området i 1938 og kom tidligt ind i vinhandel -især med salg og marketing. I 2000 stiftede han PWS (Premium Wine Selection), som er blevet et af de store huse og leverer end god del af Salling-gruppens italienere med Gemma (Barolo)  og Arche i spidsen.    

Le Arche Rossogrande, kr/fl v 6: 41,50
6 fl: 249Godt 
KØB + *** (3/5), Føtex, indtil fredag 30.juni

Den røde Rossogrande er en letbenet Ripasso-type, meget nem at drikke ganske, som laves af Silvano Piacentini, som leverer millioner af flasker til Bilka og Føtex. Den har nydelig fylde, simpel, god alkohol og nem at drikke. Så er alt sagt.