Søg i 1300 opslag:

23/05/2019

Lækker Chile, Zin og Rhône + "EU Pavevin"

Føtex leverer netop nu meget lækker vin fra Chile og en flot Rhône til interessant pris, mens storesøster Bilka leverer en lille tår af Himlen med "Himmelstigen". Og en "gammel pave" -"Pavevin" så langt fra Châteauneuf du Pape, som tænkes kan. En "EU-vin", dvs. fra ét eller flere lande i EU.  


Historisk har jeg ikke været glad for vin fra Chile. End ikke et besøg for 12-14 år siden ændrede på dette -men i de sidste 5-6 år har jeg smagt rigtig flotte vine fra det lange, sindssygt smalle land. Det er næppe mig, der har ændret smag, men vinmagerne i Chile har lært at høste mindre vin og fået mere modne druer fra Chiles kølige, kystnære regioner. Det meste fra Chile laves af giganterne Concha y Toro, Santa Rita og Santa Carolina, men Undurraga er også blandt de større. 


Undurraga "T.H." Syrah eller Sauvignon Blanc... 99,-

***** (5/5), Føtex (fra 24-29. maj), normalt: 174,67. To  flotte Chile vine til særdeles rimelig pris for dén kvalitet. Kraftig,  frugtig syrah med god dybde, ikke top, men lækker. Herlig tør sauvignon, som kan matche det meste fra New Zealand -frisk og sprød, lang smag. 
Foto: Undurraga er et af de større huse i Chile, grundlagt i 1885 af baskiske indvandrere, som det sære navn antyder (flere af husene i Chile er grundlagt af baskere, bl.a. Erràzuriz). I 1970erne solgte Erik Sørensen vin fra dette hus, som dog siden gik konsumvejen. I dag ejes 1800 hektar vin.

  I 2007 begyndte de igen at lave gode vine -og "T.H." (Terroir Hunter) er blandt de bedste, fra særlige vinmarker med små mængder, anført på etiket, typisk omkring 10.000 af hver! Disse 2 kommer fra Leyda, et fint, køligt område nær Stillehavet. Foto viser en af husets kældre. 


Ironstone Zinfandel eller Chardonnay... 75,-

Lodi Reserve **** (4/5), Føtex (fra 24-29. maj), normalt: 150. 
Flot rød 2016 med fløjlsagtig fylde og krydret duft, som dog har nuancer og dybde. Den hvide chardonnay har jeg ikke haft lyst til at købe. 
Jeg har aldrig været glad for Ironstone, som ellers er et af de ret få familieejede vinhuse i Californien, grundlagt 1948 og stadig ejet af familien Kautz. Reserve er deres bedre (men ikke allerbedste) vine, og det anføres på zinfandel, at der "kun" eer tappet ca. 7400 kasser en bagatel for firma, der årligt sælger mange millioner flasker! 
De kontrollerer 2000 hektar i Lodi og omegn (de nedre skråninger af Sierra Nevada, dvs. meget varme dage og kølige nætter), som er kerneområde for zinfandel (og andre "varme" druer) snarere end chardonnay. 
Ironstone er flot sted at besøge, hvis du kommer her ikke så langt fra Sacramento -de har imponerende kældre hugget ud i bjerget. Foto: gamle "Zin" vinstokke i Lodi. 




Himmelstiege, Grüner Veltliner eller Riesling 75,-

2017, ***** (5/5), Bilka (fra 24-29. maj), normalpris: 99. 2017 aft. i coop Wachau , Grüner Veltliner og Riesling, begge Federspiel (dvs. af modne druer).

Begge vine er gode  -den grønne Veltliner mere åben, men Riesling er meget tør og lidt grøn, vinder sikkert med et år eller to.
Foto: Vinene kommer fra den udmærkede coop i Dürnstein i Wachau. Dürnstein er alles drøm om en charmerende lille by ved Donau, som konstant synes tæt på at falde i floden, men stadig klynger sig til bjerget (som krones af borgruin, hvor Richard Løvehjerte sad som gidsel nogle år, indtil England havde skrabet en løsesum sammen!).
"Himmelstigen" var oprindelig et ganske lille, ekstremt stejlt vinbjerg nær byen. Men i dag bruges navnet som mærke til vine fra andre byer i det lille område. Begge er gode vine og godt køb.


Auguste Bessac, Vacqueyras... 99,-

2016, ***** (5/5), Føtex (fra 24-29. maj), normalpris: 115. Sært nok koster vinen 89,50 på fotex.dk, så den pris bør du også insistere på! Men uanset hvad: Rigtig god uden at imponere, fyldig og rund, meget behagelig allerede, selvom den med fordel kan gemmes et år eller to. 
Vacqueyras er et "Cru", dvs. del af Rhône med egen appellation. Den ligner naboen Gigondas lidt, selvom vinen i reglen er lidt blødere, men ikke helt så kompleks. 
Foto: Auguste Bessaer et firma ejet af Ogier (som skal være grundlagt af efterkommer efter dansker, som kæmpede med Karl den Store for 1200 år siden). Firmaet er i dag bedre kendt som Caves des Papes og er dermed en af de rigtig store købmænd i Rhône, som køber vin fra kooperativer osv og tapper den i egne kældre. De ejer et par vingårde, men disse vine sælges ikke som Bessac, Ogier eller Caves des Papes! Hele firmaet ejes af et endnu større firma, Jeanjean i Languedoc, som ejer en lang række andre firmaer, bl.a. Laroche i Chablis. 

Vieux Papes, EU-vin, 3 liter bag-in-box... 103,35

* (1/5), Bilka (fra 24-29. maj), normalt 150 (? Nej det står der!) 
"De gamle Paver" sælges af Bilka som fransk vin -selvom der trykt på karton står anført "EU vin. Men, ok, den er fyldt på plastpose og pakket i karton i Frankrig, så vinen er vel "produce of France", selvom selve vinen formentlig kommer fra Spanien eller Rumænien. 
Ville ikke nævne denne box, hvis det ikke var, fordi jeg elsker navnet "Vieux Papes" -lyder lidt pave'agtigt, lige som den "Château du Pap", som ældre læsere måske husker fra 1980erne? 

Men vinen  holder sølle 11,5% alkohol, meget langt fra de 14% en "Pavevin" holder... Smagte Vieux Papes i 1980erne -vinen holdt 13% og var fransk -en lille pave!- i dag er det en vin, der bestemt ikke vil få vinnyderen til at vælge fransk næste gang! Vinen er formentlig spansk -og så ville jeg -til samme pris- vælge "Mucho Mas", er ikke kun ser opæn ud, men formentlig også smager godt. 
Nydes til? Nej, undtagen måske søndag til EU-valget.


Rhône -næststørste område i Frankrig

Jeg havde lejlighed til at smage et bredt udsnit af Rhône vine i denne uge, hvor Inter-Rhône inviterede til smagning af godt 50 vine fra Rhône (gratis for os med en lap papir!). 
Det blev holdt i Webers Grill Academy i Nordhavnen. I areal er Rhône med 70.000 hektar det næststørste område (med appellation) i Frankrig efter Bordeaux (111.000) -og i areal større end f.eks. Chile eller Argentina. 
      80% af vinen fra Rhône er rød, resten mest rosé -kun 7% er hvid. Rhône er i areal dobbelt så stort som Champagne, men i produktion er Champagne tæt på gr. større udbytte pr hektar. 
     Ialt smagte jeg vine fra 16 forskellige huse, lige fra tophuse som Amadieu og Chapoutier til mindre kendte domæner, kooperativer og store huse som Brotte, Meffre og Louis Bernard. 
      Vinene var generelt alle gode -klassisk grenache- men som altid skiller tophusene og de private domæneer sig ud. Bedste vin? For mig Fond Croze's Villages "Romanaise", koncentreret og lækker ren grenache med en dybde og mineralitet, der skilte den ud. 

Rhône, nye årgange er alle i top

Smagningen som helhed viste, hvorfor Rhône i en menneskealder har været et af mine favorit områder -men også hvor gode årgangene har været i Rhône de seneste år: 
2018 -4. gode år i træk, et tørt år emd fuldmodne kraftige vine. Desværre ikke smagt! 
2017: Superb årgang, måske lidt à la 2015, dvs. afrundet kraft og god frugt, nem at nyde ung. 
2016: Superb årgang -fuldmoden grenache og syrah -og supervin af mourvèdre og carignan, de sent modnende druetyper, som kun gror i små mængder. Alle vine fra året er superbe. 
2015: Superb årgang, fuldmodne ret bløde vine med god dybde i frugten -herlige unge. 

20/05/2019

Der er et FØR Parker og EFTER Parker!

For 40 år siden måtte vinelskere  sagt lade sig nøje med, hvad sælgeren mente om vinen. Der var ingen ugentlige tests af vine, der var ingen guru'er, som kunne sætte slottene på plads. Groft sagt havde vinelskeren  ingen ved deres side til at vælge vinen, når de stod over for den alvidende vinhandler. Indtil Parker kom. 


Jeg var blandt de mange, der i 1980erne kritiserede Mesteren for at skamrose "mørklødede kraftkarle med overmodne noter" og blive irriteret over hans arrangante "jeg-ved-bedst" holdning. Men inden længe måtte jeg indrømme, at det hele ikke var så enkelt endda. Parker kunne godt skamrose vine, som var lette og fine -og kritisere vine, som var "hule alkoholmonstre". 


Så derfor hylder jeg Robert Parker Jr, der i maj trak sig helt tilbage fraRobertParker.com. Denne 71-årige amerikaner er stadig (på godt og ondt) verdens vigtigste vinjournalist. 

     I december 2012 solgte han sin majoritet til tre asiatiske forretningsmænd, som i dag ejer firmaet sammen med Michelin (siden 2017 ejer guiden 40% af aktierne). 
      I 2011 overlod han smagningerne af Bourgogne og Californien til Galloni, mens Neal Martin i 2015 overtog Bordeaux -og i de sidste par år har han kun skrevet i "Hedonist's Gazette", del af RobertParker.com, som også omfatter WineJournal. Men det synes også slut nu. Men mon han helt kan lade være at skrive... ? 


Advokat for vinkøberen

Den 71-årige Parker fulgte i 1967 en 20-årig Patricia (den dag i dag hans hustru) til Alsace, og her blev hans interesse for vin vakt. De første mange år måtte vinen dog dele interessen med jurastudierne. 
      Han beundrede bl.a. advokaten Ralph Nader, som i de år førte kampagner mod de rige magtfulde firmaer. Han var dem almindelige borgers mand og har en stor del af æren for mange love, bl.a. "Freedom of Information Act" og måske især love om forbrugerbeskyttelse, som siden blev overført til Danmark.
      Du kan kalde Parker en slags "Vinens Ralph Nader", vinkøberens advokat i kampen for den gode vin -som afslører alle de fiksfakserier, som dengang (og sikkert også i dag) omgiver vin i form af reklame og gratis flasker, rejser og andet, som kan få en journalist til at skrive positivt om en ellers ikke særligt god vin. 

I 1978 udgav han "Baltimore Washington Wine Advocate" (efter hans hjemegn) som året efter skriftede navn til "Wine Advocate". Det store gennembrud kom i 1983, da Parker -efter smagninger af fadprøver- skamroste Bordeaux årgang 1982. Mange kritiserede vinens blødhed og mente ikke, vinene kunne holde -men i dag ved vi, at Parker fik ret. 


"Hvert Parker-point gør vinen dyrere"

Parker var ikke en typisk advokat med "på den ene siden og på den anden side" -og derfor delte han fra starten folk. Han havde gudskelov ikke altid ret -og et firma, jeg kender godt- specialiserede sig ofte i at købe vine, han ved fejl dømte ude -for dem kunne vi købe billigt! 
      Der var også mange, der i spøg sagte, at "hvert Parker-point" koster 50 kr.... I hvert fald alle points over 90! For en vin under 85 var ærligt talt ikke værd at drikke! Ja, det var Parker, der introducerede 100 points-skalaen, som han kendte fra USA. Og han gjorde slotte til stjerner, men kunne også pille stjerner ned fra piedestalen med et pennestrøg. Hans magt var total. Men det må siges, at han ikke udnyttede den viden til egen økonomisk vinding! 

Foto: Magasinet kom i et sært (USA) format. De første var skrevet på maskine, siden kom pc'en til. Ingen billeder, ikke så meget som en etiket eller et glas -og det gælder den dag i dag! Målet var at give læserne god vin uden dikkedarer -man var vinelskerens repræsentant, ikke vinhandlerens! 
      Robert Parker har skrevet en del bøger, som jeg ikke vil rose, desværre! De er tykke -mange hundrede sider!- med mange noter om vine, men ikke meget andet (og forresten heller ingen fotos!), og alle bøgerne er i dag stort set forældede.  
      En epoke er slut. Men vi vil huske Parker som en mand, der i 40 år har kæmpet -med succes- for bedre vin. Og det ville jeg sige, selvom jeg (ved 2 lejligheder!) har trykket hans hånd! 

19/05/2019

Argentiner uden eg er topkøb

Ugens 2 bedste køb er (for mig) den egeløse "Pure Argentina" og Dr Pauly's tørre tyske riesling. 

Føtex gav lørdag 40% rabat på italienere. Og jeg skrev, at du skulle købe nogle støvlevine, du ikke kendte, dvs. vin der aldrig var på tilbud. Modsat de vine, der ses ofte, fordi de jævnligt er på tilbud. Dem skal supermarkedet nok særge for at tjene på -også selvom de sælges til halv pris.  Jeg fik lidt ret, for nu ser jeg (igen!) et par italienere med 50% rabat eller mere (bl.a. Capolavaro, som jeg er sikker på, at Føtex tjener godt på -også med 50% rabat!). 

Trapiche "Pure", rød, hvid, rosé... 40,- 

***** (5/5), 2017/18 Argentina, Føtex (til 23.maj)
Rød malbec, hvid sauvignon, rosé, norm: 108,67.

Det er dyrt at lagre vinen i små egefade! Det er både lettere og billigere med en 100.000 liter tank -svarende til over 400 egefade- når ét egefad koster 4000 kr. Plus arbejdsløn til at fylde fadet og siden tømme det -og tænk på alt det, der kan gå galt med vinen, mens det ligger i fadet!
      Så det kan undre, at "Pure" -en vin uden eg- er dyrere end vinen herunder (der har set lidt eg)? Men svaret er ganske enkelt, at "Pure" er lavet af meget bedre druer!
Den røde malbec har åben, rig frugt, solid, afrundet fylde og lang smag, et topkøb!  Den hvide har god frugt, men måske ikke præcision og tør friskhed som sauvignon fra New Zealand og Frankrig. Men både hvid og rosé er rigeligt 5* værd til 40 kr!

Foto: Trapiche kommer fra Mendoza ved foden af Andesbjergene. "Pure" Malbec og sauvignon gror i højderne i Uco, et særligt (godt) område ved foden af det højeste bjerg i Amerika (både nord og syd), en times kørsel syd for Mendoza by.

Trapiche, Malbec, Syrah eller Viognier... 35,- 

***** (5/5), Argentina, Føtex (til 23.maj), norm: 68,67.
Du får rigtig meget vin til prisen her -malbec er måske bedst med sin runde fylde og gode frugt, men den hvide på den (endnu ret ukendte) drue viognier er ikke ueffen. Syrah er ikke smagt, men vil tro, at den er blødere, men med mindre karakter.
Foto: Trapiche har en god del af æren for Argentinas succes. Huset er et af de ældste huse grundlagt 1883. Da Pulenta familien ledede huset, steg både kvalitet og salg -ja vi solgte vinen i Danmark i 1970erne. Huset er i dag det største firma i Argentina, bl.a. pga gode basisvine som disse.

Dr. Pauly-Bergweiler Riesling... 35,- 

***** (5/5), Trocken, 2018 Tyskland, Bilka (til 23.maj), norm: 69.

En god tør hvidvin -intens, ren riesling aroma, sprød, frisk og let, men med nydelig eftersmag -en favorit nu til denne meget tiltalende pris.
Ja, jeg ved godt, at vinen ikke kommer fra Mosel trods den grønne flaske, selvom Pauly-Bergweiler (langt ude i familie med Prüm) ligger midt i postkortsmukke Bernkastel. Bilka sælger af og til den bedre og dyrere Badstube fra familiens domæne, som har stort set samme etiket.
      Ja, vinen kommer slet ikke fra hverken Mosel eller domænet, men fra Rheinhessen. Druerne er dyre ved Mosel, så Pauly køber denne vin eller de billige druer i Rheinhessen. Men vinen er slet ikke dårlig -og et must til 35!

      Til samme pris sælger Bilka også Noble House Riesling (også 5*, men mindre sjov efter min mening) og Hécula (4*, Spanien, en rund, kraftig rød på monastréll), ej smagt i nye år.

Baron de Ley, Rioja Reserva... 69,- 

**** (4/5), 2013/14, Føtex (til 23.maj), norm: 99,67. En glimrende moderne Rioja med god fylde og indbydende duft. Ley er stor bodega nær Logroño, hvor al vinen kommer fra egne vinmarker, ret sjældent i Rioja.

Faustino I, Rioja Gran Reserva... 99,- 

***** (5/5), Føtex (til 23.maj), norm: 138,67.  Ja, jeg ved godt jeg har anbefalet denne vin før, men til 100 kr er den et meget flot køb. Set i 2012. Lidt mere klassisk end Ley -og ældre- præget af noget længere lagring i små egefade (24 måneder mod 12-16 til Ley) og formentlig også lidt mere tid på flaske. Men stadig en vin, der udvikler sig fint i glasset -kraftig, men afrundet, med tydelig alder i duften. Topkøb.

Føtex tilbyder også den fine crémant d'Alsace, Giersberger til 59 -den er også 5* værd.

Lodola Nuova Vino Nobile... 89,- 

***** (5/5), Montepulciano, Bilka (til 23.maj), norm: 179. Godt jeg ikke købte den i Føtex i lørdags, når man kan få den hos Sallings anden kæde til halv pris i dag! Når det er sagt, er jeg ikke helt så glad for denne Nobile, som jeg var engang- Engang var den en rival til regionens topvine som Cerro og Poliziano, men i dag (i det mindste 2014) er det en indbydende kommerciel vin, mere Chianti end en Nobile, men -ok- rigtigt godt køb til 89.

Bilka tilbyder desuden 2 gode Rioja vine, begge til 49: Faustino V Reserva (2013, lillebror til I herover, 5*), og Bordón (2013, 4*).

17/05/2019

Italiensk med rabatto i Føtex

Lørdag (og kun lørdag 18. maj) har Føtex 40% rabat på al italiensk vin, og det kan få selv en mindre ihærdig tilbudsjæger end mig til at lægge vejen omkring Føtex. 


Rabatten er i forhold til normalprisen -så her råder jeg dig til at gå efter de vine, der ALDRIG (eller næsten aldrig) er på tilbud. Jeg er sikker på, at ejeren Salling sørger for, at han har god avance på de vine, der ofte er på tilbud. 
       Derfor vil jeg gå uden om vine tappet i Danmark, f.eks. Capolavaro (en "ripamarone" type tappet i Brøndby) og måske Cadis vinene.
       Nogle af de bedste italienere fra Føtex (og Bilka, som jo har samme ejer) er San Felice (Chianti og omegn), Caprai (Montefalco) og Camigliano (Brunello) og de bedste fra Bersano og Gemma (Barolo) samt Masi (Amarone & Co) -så gå efter dem.
       Jeg håber, du kan finde dem i vrimlen af tilbudsjægere i Føtex -ellers husk næste gang, der er tilbud i Føtex:

Tenuta Rapitalà Alcamo "Templi"... 78,67

Lørdag med 40% rabat ca. 47 kr, **** (4/5), Føtex. Ikke en vin, der begejstrer, men der er ærligt talt ikke så mange store hvide fra Italien. Denne er fra Sicilien: frisk, tør med let duft af citrus, svagt balsamisk, ret let trods det lune klima. Nydes ung (gå efter 2018). Lavet på den lokale cataratto drue på en god, stor ejendom ejet af GIV (også Bigi, Lamberti mv). Prøv også husets røde nero d'avola, der er mere kommerciel og god end mange. 

Montelvini Prosecco Extra Dry... 89,67

Lørdag med 40% rabat ca. 51 kr, ***** (5/5), Føtex. Fem små stjerner -men mange vil elske den. Ikke helt tør, livligt brus, beskeden duft af æbler og lidt citrus. Arbejdshest, men sympatisk! Montelvini i nondæne Venegazzù er specialist i denne drue, der gror på bakker mellem Venedig og Verona.

Castelveder, Franciacorta Brut... 144,67

Lørdag med 40% rabat ca. 86 kr, **** (4/5), Føtex. Markant bedre end prosecco'en, men også dyrere. Frankrig har Champagne og crémant, og Italien har Franciacorta, et lille område nær Iseo søen mellem Bergamo og Verona. Et af de få områder i Italien, der kan rivalisere Champagne i type og stil. Druen er samme  chardonnay, og vinen er lavet på Champagne-metoden med lagring med bundfaldet i 18 måneder som god Champagne. Den kan måle sig med meget Champagne, men p.t. meget bedre køb!



Tenuta di Capraia Chianti Classico... 104,67

Lørdag med 40% rabat ca. 63 kr, ***** (5/5), Føtex. En dybt farvet, middelfyldig vin, fast og dyb, med intens aroma af frugt (kirsebær/stenfrugt), tør -en rigtig madvin. Årgangen kan sikkert variere fra Føtex til Føtex, men jeg har mest set 2016. Vinen har fået gode noter i pressen gennem årene, typisk omkring 88p/100. Flot nu, men nok bedre om et år eller to. 
 

Barbaresco Bersano "Mantico"... 225,-

Lørdag med 40% rabat ca. 135 kr, ***** (5/5), Føtex. Barolo eller Barbaresco? Samme nebbiolo drue, vine omtrent lige gode -og jeg vil meget hellere drikke en Barbaresco som denne end ganske meget Barolo i denne prisklasse. Middelfyldig, pæn dyb farve, duft af ribs og kirsebær, fine tanniner, der langsomt blødgøres i glasset -perfekt til mad nu og de kommende 6-7 år. 
      Bersano er ikke så sexet i etiketten som Gemma (Føtex' andet hus), men jeg har mere tillid til Bersano, da de har stort areal med vin og nyder ros i pressen. Set i 2015, men du kan nok også finde 2014. Prøv evt også "Generala", en barbera fra Nizza (ca. 200 -40%). 

Arnaldo Caprai Collepiano Sagrantino... 249,-

Lørdag med 40% rabat ca. 150 kr, ***** (5/5), Føtex. Naturligvis bør denne vin have 5*, for den er superb. Men den er ikke for alle og enhver -så ros til Salling for at importere den! Sagrantino -"Den hellige Vin"- eer en indfødt drue, der giver en af Verdens mest koncentrerede vine, som dog overrasker ved sin aroma af læder og brombær. Smagen er meget kraftig, med flotte (men markante) tannineer og lang smag. Caprai er en af de rigtig gode vingårde. Set i 2014. 
Fra Caprai bør du også overveje Caprai's hvide Grecante (109,67, med rabat 66, 5*), aromatisk god hvid på den sjældne grechetto drue (i ung årgang). Foto: Caprai foran kælderen. 


14/05/2019

Dansk-italiensk rød + herlig rosé

Efter et par ugers pause synes sommeren igen at være på vej. Nogle tænder op i weber'en (brug gas, hvis du er klimabevidst), mens andre leder efter vine til tapas osv. Rød er perfekt til bøffen, rosé til tapas, mens crémant går til det hele! 

Ugens bedste køb er måske Gran Sangredetoro  (Superbrugsen indtil torsdag), men både Donna Anita (Kvickly) og ikke mindst den lyserøde Provence fra Saint-Martin er også superkøb.

Donna Anita, Taranto Rosso, 2 fl: 109,-

***** (5/5), Peter Vinding-Diers-Amka-Angelo Rocca, Italien, Kvickly (indtil torsdag 16/5), normalt 119.. Vinen laves af den legendariske danske vinmager Peter Vinding-Diers, som nyder stor respekt for sit banebrydende arbejde med vingær, mens han boede i Bordeaux. 
      I dag er han flyttet til Sicilien, hvor han laver små mængder vin på eget domæne + flere vine for andre, bl.a. denne, som laves hos Angelo Rocca (et meget stort familiehus, som også ses i Rema1000) og importeres af Amka, en stor leverandør til danske supermarkeder. Vinen har navn efter hr Rocca's hustru Anita og laves af blend af især Primitivo og Negroamaro med kort lagring i små egefade. 
      Dybt farvet vin med noget krydret duft, men egentlig spændende og med god modenhed, middel fylde, pænt lang smag for en Puglia vin -umiddelbart ingen favorit, men jeg kan faktisk godt lide den. Normalprisen er alt for høj, men til 55 kr er vinen excellent køb. 
Foto:  Min dom er MÅSKE påvirket af, at jeg for mange år siden boede nogle uger hos Peter Vinding-Diers på slottet Rahoul i Bordeaux. Peters entusiasme og viden om vin har siden inspireret mig dybt. 

Torres Gran Sangre deToro , reserva... 50,-

2016 Catalunya ***** (5/5), Superbrugsen, indtil torsdag 16.5., normalt 93,50.
Jeg gav også vinen 5* til 75 kr, så dette er lidt ekstra! Torres'  almindelige "Tyreblod" er behagelig, men denne er markant bedre. Typisk Rhône-blend på garnacha, cariñena og syrah med lidt eg. Fyldig, rustik, men behagelig med krydret duft -nydes let afkølet.
Foto: Torres er giganten i Katalonien, men laver generelt gode vine. I Kvickly kan man få hans almindelige Torres (45 kr, og meget bedre end 3 liter box til 139). 


Herlig lyserød Provence og gode bobler til lav pris

Irma har sjældent de bedste køb, så jeg har nok ikke været der så ofte, som jeg burde. Her er de bedste tilbud gældende fra torsdag 16.5.:


Philippe Deval, Crémant de Loire, Brut, 2 fl: 119,-

***** (5/5), Frankrig, Irma (fra 16/5-22/5), normalt 118/fl.. Det er forår og konfirmationstid, så vi oversvømmes af tilbud på billigt brus, cava osv -men denne er faktisk ganske udmærket med en ren, positiv aroma, tør, let og med fint brus. 
Den er bedre end Irmas andre crémant'er Pierre Ponnelle eller Maison du Crémant (som synes meget lig dem i Coops andre kæder), men denne er bedre -og bedre end Kvickly's Gran Baron cava (p.t. 40 kr). 


Saint Martin "nr 2", Provence, 2 fl: 159,- 

Saint-Martin, Provence, Cru Classé... 99,50 

2018, ***** (5/5), Irma (fra 16-23. maj). Maleriske Provence leverer det meste rosé i Frankrig, om end andre områder også presser sig på. Nogle af de bedste (men supervin laves også af andre) slotte er Cru Classé, en liste over en række slotte, som lavede fin vin i 1955.
Et af disse slotte er Saint-Martin, som skiller sig ud ved at have tilhørt samme familie siden 1740 -men hvor slottet går i arv fra mor til datter! Så det er lige før, denne vin er (en noget tynd formulering!) dobbelt pink, hm!
Nr 2 er flot, fyldig, frisk og frugtig, med lidt jordbær i duften. Saint-Martin selv ligner, men har  mere af det hele -og ikke mindst på én gang lethed og længere smag foruden en overdådig rig frugt. Begge er excellente køb.
Foto: Datter Emilie Perenanda. N.B: Slottet virker også som et lille hotel. Slottet ligger lidt nord for motorvej A8 mellem Fréjus og Brignoles.


Og så et superkøb -men gælder til onsdag 15.maj: 


Rully "Montmarin", Domaine Chartron... 139,-

***** (5/5), Irma (sidste dag er onsdag 15.maj), på Coop.dk: 2 fl: 278,-
Denne vin får mig til at huske på, hvorfor jeg engang syntes, at chardonnay var Verdens bedste vin. Noget, jeg helt har glemt efter oceaner af tunge, triste chardonnay'er fra Californien og omegn! En ganske klassisk chardonnay med ren aroma, middel fylde og stor friskhed og stil.
Foto: Chartron er et godt domæne i selve Puligny-Montrachet, hvor det også ejer vigtige dele af bl.a. Chevalier-Montrachet (en vin til 1000+ kr) og selve Montrachet (endnu dyrere). Men altså også 3 hektar af Montmarin, et godt vinbjerg i Rully nogle kilometer længere mod syd mellem Rully og Mercurey.
Vinen laves på sammevis som Montrachet'erne, dvs. med gæring og lagring i små egefade. Vinen har dog ikke samme intensitet som de dyre -men stadig en flot vin. Set hos anden importør til 229 kr (samme vingård, blot er etiketten lidt anderledes), så 139 er rigtig god pris.

12/05/2019

Argentinsk topkøb + sjælden Rioja

Ugens bedste vine er nok LIDLs Rioja Graciano, som laves på sjældent drue + Føtex' Trapiche oak cask. 

Men glem ikke Torres' Celeste og l'Obran økologisk Visan Rhône fra Kvickly -det er gode vine. 

Graciano, Rioja "Edicion Especial".... 50,- 

Cepa Lebrel, ***** (5 af 5), Lidl (indtil 16.5.), normalt 59.  

Denne vin er god til alt godt fra grillen! Masser af jordbær og andre bær, lidt krydderi, middel fylde, ret høj syre. For en Rioja er den ikke kraftig, og for graciano -indfødt, meget lovprist, men meget sjælden lokal drue!- er den ikke så markant. Men en flot vin -især til 50 kr! Cepa Lebrel er et mærke, der sælges af Lidl i mange lande. Nok et undermæke fra et større firma. Den moderne etiket vil gøre sig godt på bordet.
Samme LIDL sælger også en ung "Cepa Lebrel", Joven -6 fl. for 199 (4*). Men så vil jeg hellere have Trapiche herunder! 


Trapiche "oak cask", frit valg.... 40,-


Argentina, 5 varianter, rød/hvid/brus,
 ***/*****Føtex, normalt 89 (til 16.5.) 


Trapicheer et historisk hus, som var pioner for Argentina og allerede kunne fås i Danmark i 1970erne! Deres almindelige vin er ok (altså den til eksport!), men denne "Oak Cask" er en klasse bedre og formodes at have en del eg. 

    Forskellen er dog nok så meget bedre druer til vinen. Vinen gror højt 750-1000 meter over havet, lidt tættere på Andes bjergene, hvor klimaet er lidt køligere. 

      Føtex tilbyder også australske Yellow Tail til 49 (3*) og Montgras Reserva til 45 (4*). 


Malbec  (*****, 5/5), en mørk, fyldig vin med herlig sød bærduft. Meget letdrikkelig og godt køb. Let præg af eg.
Pinot Noir (***, 3/5) kun smagt én gang (i ældre år) eer umiddelbart mindre sjov -for den smager ikke af pinot (dvs ikke af Bourgogne). Men kan man se bort fra forbilledet, er det en ok blød, fyldig vin med let krydret duft. 

Syrah (*****, 5/5) er mere krydret, men også flot, lidt blødere stil. En rigtig god vin, selvom den er præget af unge vinstokke. 

Chardonnay (***, 3/5) -hvid argentiner er ikke favorit, men denne er ganske ok uden at begejstre. Tør, ren, fyldig, men egen mangler friskhed.
Trapiche Brut sparkling (****, 4/5), er ikke så spændende, lavet på chardonnay, semillon og den sorte malbec. Duften er nydelig med let sødlige toner, smagen ret sød for brut. Kunne bruge mere friskhed, men ok som partyvin. Og meget lav pris for brus, derfor den fjerde stjerne.


Camigliano "Poderuccio", Toscana... 65,-

***** (5/5), Føtex (til 16.5.)  Fra privat domæne i Montalcino, dvs. brunello druer + cabernet og merlot, men igen med få måneder i eg. Kraftig, fast og mineralsk -egentlig flot nu, men kan også gemmes et par år. En rigtig madvin. Til samme pris også Righettis Ripasso, men ripasso er ikke mig, så jeg synes denne er bedre -og bedre køb end sidst jeg roste den -i Bilka til 69! 

Torres Celeste, Ribera del Duero... 6 fl: 399,-

2015 Pagos del Cielo, ***** (5/5), Kvickly (kun varehus), normalt: 129. Torres er et af Spaniens 2-3 største huse, så det er også andet end Coronas og andre katalonske vine -her Ribera området ved Duero floden. Dyb kirsebær, intens aroma med kirsebær og blommer + lidt lakrids og krydderi. Fyldig, men afrundet og lang -en mere kommerciel Duero, men flot lavetVinen gror højt -895 meter, oplyser huset, som dog ikke fortæller, om de selv ejer marken "Cielo", "Himlen", der leverer denne vin. 

Domaine de l'Obriu, Visan, Rhône... 2 fl: 149,-

Rhône Villages, økologisk, **** (4/5), Kvickly (burde også være på Coop.dk)
En magtfuld, afrundet vin med masser af provencalsk krydderi. Lidt bondsk i sin styrke og varme -meget egnet til grillbøffen! 
En vin af samme grenache og syrah plus sikkeert også lidt carignan! 
Visan er en af de relativt nye "Villages" i Rhône, der må sætte sit navn på etiketten -og dermed leve op til krav en smule strengere end for almindelig Rhône og Rhône Villages (uden bynavn!). 
Foto: Visan ligger lidt oppe i bjegene nord for Châteauneuf du Pape og har et lunt klima, men med lidt kølige aftener. Vingården ejes af af ægteparret Perez, der har gjort meget for at civilisere den bondske vin. Driften er økologisk. 

08/05/2019

Toro -sådan kan en vin stige 70% på 4 måneder

Toro er en af mine favoritter fra Spanien -fuldblod af en mørk, kraftig blodrød vin (Toro = tyr), der i reglen er lidt billigere end vinen fra naboen Ribera del Duero, som den ligner til forveksling.
      Jeg ved flere læsere købte Pata Negra Toro "Pata Negra" Roble 2017, da jeg anbefalede den i januar 2019. 

Prisen i Bilka var oprindelig 69,95, men den blev nedsat til... 35 kr. Og sjældent kan man få så god vin til 35. 

Den var på hylderne i enkelte Bilkaer sidst i januar, men er væk nu.
     Nu fås vinen igen, men nu er normalprisen 119 -og tilbudsprisen 59. Samme Toro "Pata Negra" Roble 2017. 
      Og det er "ren kostpris", forsikrer Holte Vinlager, som har overtaget importen fra Bilka (Salling-gruppen). "Superskarp pris", tilføjeer de -men det er vist en sløv kniv for dem, der ikke var i Bilka i januar!

     Jeg bør egentlig ikke omtale vinen, da min lille blog kun handler om vin fra supermarkeder.
      Holte Vinlager er knyttet til Taster Wine, som også står bag Skjold Burne og er storleverandør til bl.a. Aldi, men Holte Viner ikke et supermarked, så den hører ikke hjemme i denne spalte.
      Man jeg undrer mig! Etiketten hos Holte er lidt mere flashy- men har samme navn, område og årgang -og begge er "roble", dvs. lagret 2-3 måneder i eg. Bilka solgte iøvrigt også samme Pata Negra som Rioja og Ribera del Duero (godt 40-50 kr, begge vine, der normalt er lidt dyrere end Toro).
     I denne lille sluttede kreds af vinelskere tillader jeg mig dog at sige, at Holte Vinlager (sammen med Philipson) i mange år var pioner for den fornemme kunst at sætte ufatteligt høje normalpriser på vin, så man bagefter kan sælge den til halv pris. Så jeg undrer mig ikke så meget mere!
     Pata Negra er ikke en fin skinke, men også et mærke på vin fra J. García Carrion, som bruger det til vine fra hele Spanien. Huset skal være det største vinhus i Europa (og det næststørste juiceproducent), et giganthus, der sælger vin fra stort set hele Spanien, dog især la Mancha, hvor de står bag mærker som Señorio de los Llanos (Salling), Don Simon (nemlig.com) og i Katalonien Jaume Serra (Coop). Mærket Pata Negra bruges til vine fra alle disse områder inkl. cava.

06/05/2019

Partyvine på tilbud i Bilka

Bilka har i denne uge "Frit valg" af vin på budgettet, og det er ganske udmærket, hvis du står og mangler en billig vin til festen for det forår, som må være på vej nu! 

Netop hjemkommet fra Malta har jeg været en runde og fundet de bedste tilbud:

Bilka, frit valg... 6 flasker 299,-

dvs. godt 50 kr/fl., og du kan selv blande flaskerne, en stor fordel! Tilbud gælder til torsdag 9. maj.

Codorniu "Clásico" Brut, ***** (5/5) 

Storebror Freixenet og Codorniu leverer tilsammen 2/3 af al cava fra Spanien, som sælges under væld af navne. Jeg har en svaghed for Codorniu, fordi jeg engang har besøgt kældrene. Huset var det første til at sælge "Champaña" eller "spansk Champagne", som man kaldte vinen langt ind i 1900-tallet. En stamfader Raventos var i Champagne og vendte hjem med fransk vinmager, der lærte huset at lave vinen. Huset ligger io Sant Sadurni d'Anoia ikke langt fra Barcelona, og huset har meget stort domæne, men køber også druer udefra, formentlig også fra lunere områder end Katalonien, hvad der er ganske legalt.
Og vinen selv kan jeg dog ikke blive begejstret for, men den tørre brut er god partyvin med lidt frugt og friskhed -og en lille sødme, der forråder brut betegnelsen. Men prisen er lav. Den sødlige semi-seco bør undgås.

Dr Pauly-Bergweiler, Riesling Trocken***** (5/5)  

Rigtig meget tør hvidvin virker lidt triste, når man smager denne, som har sprød friskhed og indbydende aroma, tør, med fin syre, men slet ikke bidsk.
Kan meget vel være samme vin som "Noble House" Riesling fra samme Pauly-Bergweiler. Fås til samme pris og er også god, men noget sødere.

Louis Bernard, Rhône, rosé eller hvid, **** (4/5) 

Rating gælder for rosé, som er tør og frisk, med frugt og let krydderitone i duft og smag. Den hvide ikke smagt, men er næppe helt så fin -især ovenpå Pauly eller Soave. 

Silvano Piacentini, rød eller hvid, **** (4/5) 

hvid Soave Classico eller rød Valpolicella Classico
Begge kommer fra PWS, som leverer en god del af Salling-gruppens italienere med Gemma (Barolo mv) og Arche (Veneto vine) i spidsen. Disse er klassiske vien fra Verona regionen, dvs. ret ette og friske -Soave har ikke den store aroma, men er ren og frisk, mens Valpolicella har en nydelig lille kirsebærduft og god frugt i smagen. Godt køb uden at være det store. Foretrækker afgjort:


Rèmole, Toscana***** (5/5) 

Pater, Toscana, ***** (5/5)
rødvin fra markis Frescobaldi, en af de største godsejere i Toscana. Huset leverer indbydende Chianti, som smager godt ung. Disse kommer fra egne marker fordelt rundt i Chianti, men sælges "kun" som Tsocana. Jeg har smagt begge i flere årgange, og de er glimrende og rigtig gode køb. Pater har lidt eg og er 100% sangiovese -den klassiske Chianti-drue, mens der er mindre eg og lidt cabernet i Rèmole.
Begge har dyb farve og indbydende frugt, middel fylde og afrundet finish, måske med lidt mere bid i Pater. Men prøv begge og sig mig imod! Foto: Rèmole godset i Chianti lægger navn til vinen.

Blandt de andre er der flere vine, som i månedsvis har været solgt til omkring 40 kr -f.eks. de hvide Rueda og andre vine fra Albali samt Nederburg. Amore Passo kan jeg ikke sige noget pænt om, men Tre Vescovi Barbera har været rost af mig (til 40, men også til 50 er den et godt køb).

Brunello "Poggio Forte"... 99,- 

***** (5/5), Bilka, til 9.5. (normalt 199). At få brunello til denne pris er sjældent og denne vin har fået meget ros gennem årene. Den laves for Piacentini (se herover) af Salvioni, historisk et rigtig godt gods i Montalcino. Men ej smagt af mig. Men må være topkøb -så derfor anbefalingen!

04/05/2019

Magnus -flot vin fra Rhône

Vinene fra Sydfrankrig er med rette nogle af de mest populære fra Frankrig. Priserne er ofte lave -og personligt sætter jeg vine fra Rhone meget højere end de ripassamarone'agtige vine, som oversvømmer supermarkederne fra Puglia og omegn. 

Vinene kan hedde Rhône og komme fra Châteauneuf eller Gigondas -og det koster- eller Roussillon og Corbières for den knap så tykke tegnebog. Men alle vinene er i familie med hinanden i form af druerne grenache, syrah og mourvèdre -GSM blandt fans- et blend som ofte omfatter andre druer.

Rema1000 har fået en ny vin fra Costières de Nîmes, et smukt område på vestsiden af Rhône-floden:


Magnus, Costières de Nîmes.... 49,67


2016, ***** (5/5), Rema1000. En flot Rhône med god bærduft med frugt og en anelse krydderi, middel til god fylde, afrundet, men med friskhed i syren -god madvin.
      Vinen kommer fra Cave Pilote Gallician, som også leverede Terre de Launes, som Rema solgte før. Er det den samme vin? Måske, men Magnus (herligt navn!) ser flottere ud, så jeg synes næsten, den er bedre! Og så koster den forresten 12€ på vingården! Navn og etiekt er det samme, men mon ikke Rema har fået vinen designet til den lavere pris?
Foto: En god del af Rhône-deltaet er det maleriske Camargue, berømt for vilde heste og flamingoer. Ved et kryds er der skilt til Gallician, og her går vejen ganske stejlt op, og det flade sand afløses af kalk -og vinen får lige en dimension ekstra. Fra Gallician's marker kan man se ned over Camarguen.