Søg i 1300 opslag:

04/01/2019

Lagrene skal tømmes for Rioja & Piemonte

Januar er et andet ord for udsalg. Butikkerne skal have lagrene tømt for at få penge i kassen i en måned, hvor kunderne holder igen med at købe (måske pga tomme lommer).

Bilka synes at have store lagre af ret billige vine. Der er mange bud på vin, men blandt de bedste bud er disse vine fra Italien og Spanien: 

Barbera d'Asti "Sorí dei Mori".... 30,- 

***** (5/5), 2015, aft. på vingård, Bilka, normalt ca. 55.
En udmærket barbera, god positiv frugt, middel fylde, ret stærk (13,5%) med fine syrer og friskhed. Herlig vintervin. Nydes kælderkold.
Kommer fra et kooperativ i bjergene i Nizza Monferrato området (se foto herover)  ca. 30 km nordøst for Barolo. Prisen er MEGET lav, så selvom Bilka nok ikke tjener meget på den, så har de nok skruet bissen på over for leverandøren også! Men værd at købe.
Bilka sælger også "Tre Vescovi", en Barbera Superiore, til 45,-. Ikke helt så godt køb, men stadig 5*.

Pata Negra Toro "Roble"... 35,- 

***** (5/5), 2017, Bilka (kun varehus), tappet i regionen, normalt 69,95
Vinen har navn efter den fineste Serrano skinke lavede af grise med sorte fødder. Det eneste vinen har til fælles med grisen er farve -en meget mørk vin med solid fylde og rig, åben frugt. Meget flot vin, især til prisen!
Den kommer fra giganten Garcia Carríon, som ikke alene er det største vinfirma i Spanien, men et af de største i Verden. Huset har arbejdet sig op som leverandør fra frugtsaft over sangría til billig la Mancha under utal af navne bl.a. Señorio de los Llanos. I de senere år har man udvidet sortimentet med prisbillig vin fra det meste af Spanien under utal af etiketter, bl.a. denne.
Vinen er "Roble", dvs. lagret i små egefade, dog ikke mere end 2-3 måneder.

Pata Negra, Rioja... 40,-

**** (4/5), 2015, Bilka (kun varehus), tappet i regionen normalt 69,95
Denne vin er tæt på de 5 stjerner, men er ikke helt så flot som Toro vinen herover. Lidt fastere og blødere -også to år ældre- selvom de nok snarere er tilbragt på en ståltank end på et egefad.
 Men begge vine er værd at købe! Giganter har svært ved at lave topvin, men kan sandelig være gode til daglilgvin som disse to vine viser!

Monferrato Rosso "Bersano"... 40,- 

***** (5/5), Bilka (kun varehus), tappet i regionen. Monferrato er et stort område, som stort set dækker hele Asti området, men vinen kan laves af flere druer -denne er således lavet af cabernet, merlot og syrah, som har mere hjemme i Frankrig end i Italien. Meget passende, når Piemonte er den mest fransk-prægede del af Italien (Pied de Mont var del af kongerige Savoyen, som også omfattede dele af Frankrig).
Ganske flot vin med lidt mere blødhed end Bordeaux, afrundet og behagelig -og ganske fremragende køb.
Bersano har 100 år bag sig og er et af de historiske huse i Piemonte. Vinene har dog aldrig været i top -en skæbne, det deler med det bedre kendte Fontanafredda. Huset har et et stort domæne på over 100 hektar, men meget af vinen er købt udefra, ikke mindst Barolo, hvor huset kun har 10 hektar. De bedste vine er flotte, men også denne ydmyge vin er god og fremragende til prisen.