Søg i 1300 opslag:

12/01/2019

Mosel, Alsace og Fumé -lækre hvidvine!

Jeg troede det ikke muligt, men efter nytår er jeg en anelse træt af Champagne. Men så er det heldigt, at der er masser af god hvidvin til nytårskuren. 

Her er tre flotte bud på hvidvin -rigtig gode køb i den meget aromatiske stil. 


 
Meny's bedste bud er: 

Dr L Riesling , Mosel ... 2 fl.... 125,-

***** (5/5), 2917, Meny (indtil 17.1.). Lys, let, meget rig frugt, svag sødme i fint sammenspil med syre. Flot riesling til et glas i utide.

Adam Alsace Blanc... 2 fl.... 125,-

***** (5/5), Meny (indtil 17.1.). Tør, let,  samme stil i aroma, men lidt fyldigere og knap så blomsteragtig. Lidt mere madvin, men også ok alene.
Dr L er brødrene Loosen anført af den begavede vinmager Ernst Loosen (se foto herover). For 30 år siden overtog han familiens lille vingård i Bernkastel ved Mosel og lagde ud med at skære udbyttet kraftigt ned og smide insektgiften ned. Naboeerne måbede -men ikke længe. I dag har de fleste adopteret hans metoder. En mand med hans energi har næppe nok i en vingård på 11 hektar, så han køber vin og druer til Dr L vinene.
Dr L er bedre end Dr Pauly vinene fra Salling gruppen, synes jeg, selvom konceptet begge steder er vin af indkøbte druer og vine. Men Dr L er riesling fra Mosel, mens Pauly er vin fra Rhinen, sselvom huset ligger ved Mosel. Og Mosel er lettere og mere raffineret.
     Meny (ældre navne er Superbest, Gobi, Suma osv.) har solgt Dr L i menneskealder, og Adam fra Alsace er også gammel kending for Meny's kunder.
     Systemet er det samme -lille vingård i smukke Ammerschwihr (foto til venstre) ikke langt fra Colmar og så en række vine af vin og druer hentet udefra. Domænets egne vine er økologiske, men det gælder ikke "négoce" vinene. En edelzwicker blandet af flere "ædle" druer -typisk sylvaner og pinot suppleret med 2.pres fra aromatiske druer som muscat og traminer. Men resultatet er en herlig typisk Alsace -netop nu til særdeles rimelig pris.

Pouilly-Fumé 2016, Pascal Jolivet... 99,-

***** (5/5), Loire, Kvickly (kun varehus), normalt: 169
Med denne vin er vi i en helt anden liga. Lys, overdådig, meget rigt krydret aroma med snert af flint, let til middel fylde, ingen eg, men det ville også være synd,  frisk og lang smag -klassisk sauvignon fra godt år.
      Pouilly-Fumé er så berømt en vin, at det ikke er til at fatte, at der i byen Pouilly -nej i hele kommunen!- ikke bor mere end 1700 indbyggere. Druen sauvignon endog i bl.a. USA er næsten bedre kendt som Fumé.
      Fumé må ikke forveksles med Pouilly-Fuissé, som laves på druen chardonnay -og iøvrigt er fra en anden by -også Pouilly- men et helt andet sted på landkortet!
 Pascal Jolivet (foto) er en af de fine vingårde. Herlig vin.