"Alex" fra Rødovre har været "ude" i Bilka for at købe den Beaujolais Nouveau, jeg anbefalede i sidste indlæg -han købte endda 6 flasker à 35 (sindssyg lav pris).
Men han købte også et par flasker af ugens tilbud:
Le Arche "Rosso Grande" 40,-
**** (4/5 pga. prisen), Bilka indtil 10.1., men er jævnligt på tilbud, da den sjældent sælges til normalprisen 95,-Alex kan meget bedre lide denne vin: "Den har mere fylde, den dufter af en masse og er herligt blød", som han skriver: "Hvorfor skriver du aldrig om vine som denne?".
Det har jeg så gjort nu! En pleaser, som mangler alt det, jeg kan lide i vin. Men den er slet ikke den værste af de "Ripasso-Amarone-lookalike" vine, der hærger supermarkedernes hylder!
Så jeg foretrækker stadig:
Beaujolais Nouveau 2018... 35,-
***** (5/5), diverse navne inkl. Pasquier-Desvignes, Vieille Vigne og Villages, Bilka (kun varehus), normalt 49,-
En vin med masser af frugt, der går igen i duft, smag og eftersmag -og med en friskhed, der gør vinen spændende hver gang.
"Rosso Grande" er ikke så slem endda -den holder trods alt "kun" 13% alkohol, hvor mange lignende er over de 14 og op mod 15%. Jeg har IKKE noget mod alkohol (hellere for meget alkohol end en vin, der dufter af umodne bær!), men vinen skal være i balance. Jeg finder den fyldig i starten, let i midten og med en uafbalanceret sødme i eftersmagen. Men -ok- den har en behagelig bærduft -også med lidt sødme- og meget lidt karakter. Det første glas er ok, men så går det ned ad bakke!
Vinen kommer fra PWS (Premium Wine Selection), et af de nye store huse, ejet af Silvano Piacentini (foto). Han leverer en god del af Salling-gruppens italienere med Gemma og Arche i spidsen. Husets vine er alle meget kommercielle, men de bedste har virkelig kvalitet -men så også en noget højere pris. Deres Castelveder spumante flot og godt køb.
Rosso Grande skal være lavet på Valpolicella druerne corvina og rondinella -som også bruges til Amarone- men de mangler den frugt af kirsebær, som præger disse vine. Den er mere sydlig, krydret i smagen. Jeg smagte Rosso Grande for 5-6-7 år siden, hvor jeg fandt den mere Valpolicella'agtig i stilen.
Til sammenligning er Beaujolais en fornøjelse ! Overdådig kirsebærduft, som går igen i smag og med nydelig frugtig eftersmag! P.t. er den unge vins aroma lidt på retur, så måske skal vinen have 3-4 måneder mere på flaske, før bæraromaen kommer igen som bouquet. Denne vin kommer også fra gigant-hus (GCF, som jeg ikke kan sige noget godt om!), men vinen er klassisk Beaujolais med frugt fra start til slut og en friskhed, der gør den meget egnet til mad.
Botter Zinfandel, Puglia.... 59,95
**** (4/5), Meny (Månedens Vin, spar op til 40).En vin i Rosso Grande stil, som jeg finder mere ærlig. Zinfandel er Californiens "egen" drue, som har vist sig at være identisk med Puglia's primitivo. Derfor sælges det meste primitivo under sit californiske navn! Vinen er mørk, kraftig (14%) og krydret, let i midten, men uden den sødme, som generer mig i "Grande". Den er kedelig i længden, men med mad til er den behageligere. Slet ike ulig mange californiske vine på Zinfandel som Geyser Peak osv.
Botter er også et giganthus (årligt salg 1 milliard kr), som siden 1928 har været drevet af Botter familien på de flade områder omkring Venedig. Det meste af vinen er dog fra Syditalien, hvor de ejer eller får druer fra 1500 meget produktive hektarer.
I en menneskealder har Botter leveret billige italienere til Irma (hvad de fortsat gør). Men Meny vil også være med! Vinen er god til 60, men ikke 100 værd.