I vinfilmen "Sideways" forlader hovedpersonen rummet, hvis der serveres merlot. Jeg drikker vin af de fleste druer, men er dog medlem af "Anything but Chardonnay" efter en tur i Californien, der bød på stort set intet andet end denne Bourgogne drue.
Så i dag vil du møde helt andre druer -tannat og dolcetto, foruden sangiovese og tempranillo! Alle vine er fra Coop.Colinas de Uruguay, Tannat... 40,-
2015, ***** (5/5), Kvickly (kun varehus), normalt 99,95. Tappet i Belgien.Du har smagt vine fra USA, fra Chile og Argentina. Men hvornår har du sidst smagt vin fra Uruguay?Det lille land ligger over for Buenos Aires på den anden side af bugten ved Rio Plata. Der er fri hash til de 3,4 millioner indbyggere, halvdelen i den smukke hovedstad Montevideo.
Uruguay er nr 4 i Sydamerika med vinproduktion, men det skiller sig især uduved den druetype, landet er specialist i.
Den vigtigste drue er tannat, en obskur drue fra Gascogne, hvor den giver kraft og farve -men især tannin!- til vine som Madiran og St. Mont. Den kom med en baskisk emigrant for 150 år siden og har fundet sit perfekte hjemland her: den får mere sol, så tørheden er rammet flot ind af let krydret duft og afrundet kraft -men stadig efter 3-4 år med lidt friskhed i eftersmagen. Men den bør næppe gemmes. Et fund til prisen!
Foto: Vinen kommer fra Garzón i Maldonado området ud mod Atlanterhavet. Kældrene er hypermoderne og omgivet af marker på lidt skæve bakker (er det hashen?). Vinene laves af den "flyvende vinmager" Antonini, der har en svaghed for tannat. Men -ok- kælderen laver også både alvarinho og petit verdot, andre sjove druer!
Bricco Rosso, Dogliani... 50,-
2015, ***** (5/5), Kvickly (kun varehus), normalt 99,95. Hvor ligger Dogliani, spørger du måske. En sydlig nabo til Barolo, svarer jeg, men tilføjer, at der næppe er to vine, der er mere forskellige!Dogliani er det eneste område i Italien, som kun tillader druen dolcetto i vin med byens navn.
Dyb farve, indbydende duft med noter af sød frugt og krydderi, middel fylde, ganske lang. Perfekt madvin! Druen dolcetto gror også i Barolo, men sælges her som Alba + druens navn. Navnet dolcetto får mig til at tænke på sød vin, men vinen er tør -det er druerne, der er sød! Vinen kan minde om god Beaujolais med sin intense aroma og forening af blødhed og friskhed. Denne har dog fået 2-3 år på flaske -og frugten er blevet til bouquet.
Foto: Bricco Rosso er privat vingård ejet af Manfredi, et stort konsumfirma specialiseret i billig Barolo og mousserende moscato. Bricco er nok den sjoveste af deres vine!
Uvario, 2016 Rosso Toscana... 50,-
***** (5/5), Kvickly (kun varehus), normalt 119,95Jeg kender ikke vinen, men kan se, at den har fået 98p/100 af selveste Maroni, en af Italiens førende guider. Når jeg smager den, synes jeg MÅSKE, at den gode guide har været lovlig gavmild eller smagt vinen på en god dag. I sin essens en meget fyldig, ret blød toscaner, med god positiv duft. Rigtig god, men ikke stor. Nydes nu og de kommende par år til f.eks. en gryderet med krydderier! Og til prissen er denne vin (også) et fund.
Veronia "Appassimento", Sicilia ... 2 fl. 129,-
**,5 (2,5/5), Kvickly. Desværre! Selvom jeg SKAL være positiv, kan jeg ikke finde noget godt at sige om denne vin. Jo, flasken er supertung og etiketten nydelig (spansk design fra Murcia, tror jeg). Det kan bringe vinen op på 3-4*.Men så er der navnet: Veronia! Mon den kommer fra Verona, Romeo og Jules by ved foden af Alperne og GaRDA? Men nej, den kommer fra Sicilien så langt væk i Italien, du stort set kan komme!Den skal være lavet af tørrede druer. Men i så fald er de tørret på vinstokken. Vinen er ok, uden store dikkedarer. Jeg kan se, at jeg har givet "lillebror" Veronia Zinfandel én *- stjerne. Denne vin virker lidt stærkere, men ikke mere interessant.
Vinen er tappet på supetung flaske -nærmest i format som Magnum!- typisk for vine tappet i Danmark af Globus, som er specialist i den type vin.
Aventino "200 Barrels", Ribera del Duero... 99,-
2015, ***** (5/5), Kvickly (kun varehus), normalt 199,95.En flot vin fra Spaniens store danske vinhus, Hammeken i Alicante. Jeg indrømmer det, selvom jeg ikke er vild med, at en vin fra Duero får navnet Aventino, den mest fredelige af Roms 7 høje! Men, ok, vi kalder også vores hvedebrød franskbrød!
Meget dyb farve, meget rig aroma, stadig med frugt, middel til stor fylde, ganske lang -KAN måske mangle lidt i intensitet, men til denne pris et hit! En af husets bedste Duero vine -som navnet antyder er der "200" fade af den, blot 60.000 flasker. Fra gamle vinstokke med lavt udbytte.
Foto: Hammeken er en af partnerne i det store vinhus Globus i Brøndby. Medejer af huset er David Tofterup, som også er vinmager. Her får han en pris for bedste unge vin.