Søg i 1300 opslag:

04/05/2019

Magnus -flot vin fra Rhône

Vinene fra Sydfrankrig er med rette nogle af de mest populære fra Frankrig. Priserne er ofte lave -og personligt sætter jeg vine fra Rhone meget højere end de ripassamarone'agtige vine, som oversvømmer supermarkederne fra Puglia og omegn. 

Vinene kan hedde Rhône og komme fra Châteauneuf eller Gigondas -og det koster- eller Roussillon og Corbières for den knap så tykke tegnebog. Men alle vinene er i familie med hinanden i form af druerne grenache, syrah og mourvèdre -GSM blandt fans- et blend som ofte omfatter andre druer.

Rema1000 har fået en ny vin fra Costières de Nîmes, et smukt område på vestsiden af Rhône-floden:


Magnus, Costières de Nîmes.... 49,67


2016, ***** (5/5), Rema1000. En flot Rhône med god bærduft med frugt og en anelse krydderi, middel til god fylde, afrundet, men med friskhed i syren -god madvin.
      Vinen kommer fra Cave Pilote Gallician, som også leverede Terre de Launes, som Rema solgte før. Er det den samme vin? Måske, men Magnus (herligt navn!) ser flottere ud, så jeg synes næsten, den er bedre! Og så koster den forresten 12€ på vingården! Navn og etiekt er det samme, men mon ikke Rema har fået vinen designet til den lavere pris?
Foto: En god del af Rhône-deltaet er det maleriske Camargue, berømt for vilde heste og flamingoer. Ved et kryds er der skilt til Gallician, og her går vejen ganske stejlt op, og det flade sand afløses af kalk -og vinen får lige en dimension ekstra. Fra Gallician's marker kan man se ned over Camarguen.