Søg i 1300 opslag:

28/04/2019

Flotte aussier fra Barossa

Jeg har ikke noget imod en tur i Netto, Fakta eller Lidl. Men da jeg er en smule nørdet, keder vinene her mig altid i længden -og jeg lææææænges efter en tur i Bilka eller Kvickly, hvor vinene er flere og mere spændende.

I denne uge har Bilka nogle interessante australiere på tilbud. 

Château Tanunda er så tæt på et slot, du kan komme i Australien. Det ligger i hjertet af Barossa, et af de historiske områder i Australien. Tyske nybyggere plantede vin her, og deres indflydelse er stadig meget synlig her. Tanunda kan prale af et 18 meter højt tårn! Efter mange år tæt på døden står slottet nu i al sin fordums pragt -og leverer god vin.

Tanunda "Grand Barossa", rød eller hvid 65,- 

Rød Shiraz , hvid Dry Riesling, Barossa, Bilka, **** (4 af 5), normalt 99, indtil 2.maj. Umiddelbart er Riesling mest spændende -en tør, ganske frisk vin med vis sprødhed og lidt fylde -så meget sjovere end det meste chardonnay fra Australien! Men den røde er også udmærket med lidt blomme, fylde og let druesødme.
Prisen er steget i løbet af det seneste år, men vinen er stadig et rigtigt godt køb. Og prisen er faktisk lige så høj i Australien! 

Tanunda "Three Graces", Cabernet-blend... 79,-

Barossa, Bilka, ***** (5 af 5), norm: 149, indtil 2.maj. Ganske flot med masser af frugt, fylde og stil -uklaret, ufiltrere og med fin modenhed uden at solen og varmen tager overhånd. Cabernet + Merlot med let præg af eg. 

Tanunda "Blanc de Blancs", brut sparkling... 79,-

Eden Valley, Bilka, ***** (5 af 5), norm: 149, indtil 2.maj. Fint brus, ren aroma af æbler, tropisk frugt og lemon, middel fylde, ren smag med nydelig eftersmag -godt brus! Druer fra Eden med lidt kølgiere klima end Barossa. 

Tanunda er et af de steder, du bør se i Barossa nord for Adelaide. Barossa er et af de ældste i Australien og hovedsæde for en masse firmaer, fra Penfolds over Lindeman til Yalumba og Lehman. Vinen fra disse huse laves dog ofte af druer fra andre områder og sælges typisk som South Eastern Australia. Er vinen fra Barossa Valley, vil dette navn stå på etiketten (eller Barossa, hvis druer fra naboer som Eden indgår i vinen).

Tanunda var oprindelig ejet af Seppelt, som er et af mærkerne under Treasury, Australiens største vinfirma (Penfolds, Lindemans, Wynns, Rosemount og såmænd også Wolf Blass -se herunder! 
Huset ejer såmænd også andre mærker, der ses i supermarkeder, som Beringer og Stag's Leap i Californien). Treasury er selv ejet af Foster's -øl- som igen ejes af Budweiser, verdens mest solgte øl. Dette er industri næsten mere end vin!

      I 1990erne kom Tanunda til salg og stod i 5 år uden en køber, indtil sydafrikaneren John Geber kom forbi. Han har tjent en formue på international marketing (bl.a. Stimorol tyggegummi og Tetley the, men ikke vin!), men fandt vin mere spændende. I dag ejer Tanunda 100 hektar vin, men med en hastigt voksende produktion hentes det meste af vinen i dag fra 30 vingårde, mest i Barossa. 

FotoI dag ledes huset af datteren Michelle -og Tanunda leverer vin, som gamle Seppelt ikke ville skamme sig over. De bedste er superbe og dyre, men også den mere ydmyge "Grand Barossa" er også ok.

Wolf Blass "Brown Label", classic shiraz... 199,-

2015 Barossa/McLaren Vale, Bilka, **** (4 af 5), norm: 299, indtil 2.maj. En djævlebegavet ekstremt kommerciel syrah med overdådig frugt og afrundet kraft -egentlig ganske ligetil, men den smager flot. 

Wolf Blass blev født 1934 i Tyskland, hvor han blev uddannet som vinmager. I 1961 flyttede han til Australien, hvor han opdagede Barossa -som er næsten mere tysk end Tyskland! Han grundlagde sit firma i 1966. Jeg har mødt ham et par gange -virkelig en karakter, altid iført butterfly og kendt for udtalelser som: "En vin med mere end 15% alkohol burde aldrig kunne få en medalje noget sted i verden". Så meget for Amarone!  
      I 1990erne solgte han huset til Mildura, der siden blev solgt til Foster's (som er ejet af osv). Huset laver i dag ca. 60 millioner fl/år, det meste dog ret ligegyldige vine som Eaglehawk. 
      De bedste vine er fra enkeltmarker, fulgt af Black Label -og Brown Label, der typisk eer god shiraz fra Barossa og McLaren Vale, ofte med lidt Langhorne også.